Celine Songs debutfilm “Past Lives” falder lidt uden for, hvad vi normalt bruger plads på at anmelde og anbefale, da det nærmest er en kærlighedshistorie uden megen politik i, men på den anden side, så er der vel politik i alt. Det er i hvert fald et sjældent fint psykologisk kammerspil, der stille og roligt og smukt fotograferet beskriver, hvordan vi udvikler os, afhængigt af de vilkår vi lever i, og de valg vi mere eller mindre frivilligt træffer. Den var nomineret til en Oscar, men kom ikke videre. Til gengæld har filmen fået et hav af andre priser og blev i 2023 i England kåret som årets bedste film.
Årene går, hun møder Arthur, der er forfatter, og de flytter sammen i en lille lejlighed i New York. Men så indhenter fortiden hende igen.
Til en vis grad bygger den på Songs eget liv. Hun er fra Sydkorea, men emigrerede som barn til Canada med sin familie og kom som voksen ud for at sidde mellem to mænd med forskellig kultur og forskellige sprog, men med det til fælles, at de begge elskede hende. Sådan begynder filmen også med to asiater, en mand og en kvinde, og en hvid amerikaner, der sidder sammen på en bar. Amerikaneren er lidt tilovers, for de andre pludrer løs på koreansk.
Så skifter vi tid og scene til cirka 20 år tidligere i Seoul, hvor to klassekammerater, der åbenbart også er kærester, er på vej hjem fra skole. Pigen, Na-young, er ked af det og giver sig til at græde, fordi drengen, Hae-sung, rent undtagelsesvis har taget hendes plads som nummer et i klassen. Han trøster hende kærligt med, at hun nok skal få pladsen igen.
Na-young er ambitiøs, og det viser sig også, da hun i klassen fortæller, at hun skal flytte til Canada. Som svar på hvorfor, siger hun, at det er fordi, der aldrig er nogen koreanere, der har fået Nobelprisen. Det, der sårer Hae-sung i den forbindelse, er, at Na-young ikke i forvejen havde fortalt ham noget om det, og deres afsked bliver derfor noget kølig.
Så springer vi en halv snes år frem. Na-young har skiftet navn til Nora, det er nemmere, ligesom der er så meget andet, man må ændre som tilflytter i en anden kultur. Tilfældigt opdager hun, at Hae-sung har søgt hende på nettet, de kommer i kontakt med hinanden, men efter et stykke tid synes Nora, at det fylder for meget i hendes travle liv og sætter kontakten på pause. Hun studerer dramaturgi og er stadigvæk ambitiøs. Årene går, hun møder Arthur, der er forfatter, og de flytter sammen i en lille lejlighed i New York. Men så indhenter fortiden hende igen. Hae-sung skriver, at han skal på en kort ferie til New York og foreslår, at de skal mødes. Det gør de, Nora viser ham byen, og de snakker, om det der var, og det der er. Hae-sung er blevet ingeniør og har haft en kæreste, men deres forhold er midlertidigt på standby. Den sidste aften går de sammen med Arthur ud at spise og bagefter på bar, og så er vi tilbage, hvor vi begyndte.
Sammen med Hae-sung er Nora Na-young og sammen med Arthur er hun Nora, selv om hun taler koreansk i søvne. Da Hae-sung er rejst, græder hun igen, som da hun blev nummer to, men denne gang fordi hun indser, at den hun var, og den hun er, er blevet definitivt adskilt, og nu er det Arthur, der trøster hende.
Past Lives
Skrevet og instrueret af Celine Song
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
