1. maj-appel
Da Mette Frederiksen i november 2020 gav ordre til, at alle mink skulle aflives af hensyn til udbredelsen af corona, skildrede medierne, hvordan minkavlerne stod og græd, men ingen fortalte om, hvordan minkene systematisk var blevet mishandlet for at opnå den størst mulige profit. Det tager Mathilde Walter Clark blandt andet fat på i sin anmelderroste bog Det blinde øje, og det er meget afslørende.
Alene det at spærre mink inde i et lille bur er mishandling, for det passer slet ikke til deres naturlige liv. Hvilken kummerlig tilværelse, de levede under på farmene, blev tydeligt afsløret i en TV-udsendelse, da en gruppe dyreaktivister med skjult kamera viste de små bure, som de blev opbevaret i, og hvor de levende mink lå side om side med syge, skambidte og døde, der burde have været fjernet. Avlerne påstod efter udsendelsen, at der kun var tale om enkeltstående tilfælde, men i virkeligheden var det noget, der foregik på næsten alle minkfarme.
Bogen fortæller også om, hvordan avlerne sultede tæverne, så de tabte i vægt, indtil de skulle parres, for at de skulle få en massiv ægløsning og føde seks unger i stedet for tre, som det ellers er normalt, for at opnå en større fortjeneste. Men det var ikke kun, mens minkene levede, at de blev mishandlet, det skete også, når de skulle aflives.
Bogen fortæller, hvordan avlerne sultede tæverne, indtil de skulle parres, for at de skulle få en massiv ægløsning og føde seks unger i stedet for tre, som det ellers er normalt, for at opnå en større fortjeneste.
En tidligere direktør for Sammenslutningen af Engelske Pelshandlere kaldte i 2020 pelsindustrien for “barbarisk og anakronistisk” og sagde, at han ikke længere i god tro kunne forsvare industrien. Den holdning havde man også i en række lande, hvor man forbød minkproduktion og i nogle tilfælde også forbød import af mink.
Men det var ikke kun minkene, der blev behandlet dårligt. Der er også eksempler på, at udenlandske arbejdere på farmene er blevet underbetalt, i nogle tilfælde arbejdede illegalt, og da de skulle medvirke til at slå alle minkene ihjel, blev de hånet af lokalbefolkningen. Nogle blev ligefrem truet på livet og måtte have politibeskyttelse.
Efter at have læst bogen må man konkludere, at minkavlerne slet ikke havde grund til at græde over lukningen af deres farme, tværtimod. Det betød i virkeligheden, at mange undgik at gå konkurs og i stedet fik en meget stor erstatning, men det indrømmer man naturligvis ikke.
Da erstatningerne til avlerne skulle fastsættes, var det regeringens forslag, at der skulle tages udgangspunkt i de sidste fem års regnskaber, men det lykkedes avlerne at få det udvidet til ti år, fordi indtægterne i de sidste 5 år havde været lave. I 2019 havde de haft et gennemsnitligt underskud på 700.000 kroner, og hver tredje farm var lukket, og i 2020 var priserne på skind dalet til en fjerdedel. Ved at bruge tiårs modellen ville de få både i pose og sæk, da deres indtægter tidligere havde været ekstraordinært høje. Oprindeligt regnede man med, at der skulle bruges 19 milliarder kroner til erstatninger og nedrivning af farme. Nu anslår man, at det bliver 10 milliarder højere.
Der er i den sidste tid kommet eksempler frem på, hvordan landsbrugets organisationer har haft indflydelse på, hvad der kom til at stå i videnskabelige undersøgelser om erhvervet. I den velskrevne og veldokumenterede bog gøres der også rede for, hvordan minklobbyen betalte lignende rapporter.
Forfatteren påviser, hvordan myndighederne og nogle medier vendte det blinde øje til realiteterne. Man må så håbe, at myndighederne ikke gør det samme, når burene med asbesttage skal nedrives, for 3F har påvist, at de seks firmaer, der står for arbejdet, siden 2018 har overtrådt arbejdsmiljøloven 299 gange og 37 gange reglerne for arbejde med asbest. Den 13. november skete den første arbejdsulykke i forbindelse med nedrivningen af en minkfarm i Ølgod, hvor en udenlandsk arbejder faldt igennem et ovenlystag og brækkede et kraveben.
Mathilde Walter Clark: Det blinde øje.
Politikens forlag. 288 sider. 280 kr.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
