Et meget langt forløb
I maj 2024 vedtog et enigt Folketing, at nedrivning af asbestholdigt materiale, bortset fra kortvarigt arbejde af mindre karakter, fremover skulle udføres af autoriserede virksomheder. Reglen trådte i kraft den 1. januar 2025.
Begrundelsen var ikke bureaukratisk nidkærhed. Asbestarbejde kræver specialiseret viden, uddannelse, beskyttelsesudstyr, støvkontrol, korrekt indpakning samt et klart virksomhedsansvar og et godkendt kvalitetssystem, der gør arbejdet dokumenterbart og kontrollerbart.
Halvandet år efter, at autorisationskravet trådte i kraft, vil den nye såkaldte firkløverregering gøre det lettere for private boligejere selv at nedtage deres asbesttage.
Læs lige den rækkefølge igen.
Først fastslår Folketinget, at opgaven er så sundhedsfarlig, at virksomheder skal autoriseres, medarbejderne uddannes og arbejdet kontrolleres. Derefter lægger regeringen op til igen at udvide privatpersoners adgang til selv at udføre arbejdet, så længe det sker “på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde”.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Fagligt
Forargelse over asbestdom
Reaktioner på asbestdom: "En mild straf, når man spiller hasard med 200 menneskers helbred”
Men hvad betyder det egentlig i praksis? At boligejeren skal love at være forsigtig? Når der hverken følger kontrol, dokumentation eller et klart ansvar med formuleringen, er den svær at læse som andet end et håb om, at det nok går.
Hvordan skal en privat boligejer dokumentere, at arbejdet er forsvarligt? Hvem kontrollerer, om asbestfibre er spredt til loftet, haven, naboens grund eller familiens tøj? Og hvem bærer ansvaret, hvis et barn, en nabo eller en renovationsarbejder udsættes for fibre, når konsekvenserne måske først viser sig årtier senere?
Regeringsgrundlaget besvarer ingen af spørgsmålene.
Det konkrete regelsæt er endnu ikke fremlagt. Regeringen kan derfor stadig vælge at stille krav om kursus, anmeldelse, værnemidler og korrekt bortskaffelse. Men det ændrer ikke ved det principielle valg: En opgave, som Folketinget netop har knyttet til en autoriseret virksomhed, uddannede medarbejdere og et kontrolleret kvalitetssystem, skal igen kunne lægges over på den enkelte boligejer.
Sikker asbesthåndtering består ikke af en sikkerhedsmaske og gode intentioner. Det er en hel kæde: Arbejdet skal planlægges, området afgrænses, støv begrænses, materialet emballeres, transporteres og afleveres korrekt, og området rengøres bagefter.
Ét svagt led er nok til at flytte problemet fra taget til loftet, traileren, tøjet eller genbrugspladsen. Autorisationen og lovgivningen omkring asbest var et forsøg på at gøre hele kæden fagligt ansvarlig.
Asbesten bliver ikke mindre kræftfremkaldende, fordi den fjernes uden faktura.
Asbest dræber
Ifølge Kræftens Bekæmpelse kan asbest blandt andet forårsage lungekræft, strubekræft, kræft i æggestokkene og lungehindekræft. Der går ofte mellem 20 og 60 år fra udsættelsen, til sygdommen viser sig. Omkring 1300 mennesker i Danmark dør hvert år af asbestrelaterede sygdomme, oplyser Investigative Reporting Denmark.
Det er derfor, Arbejdstilsynet henviser private til professionel hjælp. Det er derfor, autorisationsordningen kræver uddannelse, fagligt ansvar og godkendte kvalitetssystemer. Og det er derfor, privatpersoner efter de gældende regler kun må udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter, eksempelvis nedtage enkelte tagplader.
Regeringsgrundlaget henviser ikke til ny sundhedsfaglig viden, der gør asbest mindre farligt end i 2024. Det peger på et økonomisk problem. Det problem er reelt. DI Byggeri og 3F anslår, at omkring 400.000 danske boliger har asbesttage. Særligt uden for de største byer kan ejere med lave boligværdier og begrænset friværdi have svært ved at finansiere en professionel udskiftning.
Asbestsikkerhed er næppe et frihedsprojekt, men et arbejdsmiljø- og folkesundhedsproblem.
Men netop byggebranchens parter peger på en anden løsning end regeringens. DI Byggeri og 3F’s Byggegruppe foreslår et særskilt fradrag på op til 100.000 kroner om året per husstand til nedtagning og bortskaffelse af asbesttage, på betingelse af, at arbejdet udføres af autoriserede virksomheder. Ordningen er anslået til at koste omkring 180 millioner kroner årligt.
Deres svar er altså at gøre den sikre løsning billigere, ikke at gøre den farlige opgave privat.
Her bliver den nye regeringens valgfrihed socialt skæv, i og med den velstillede boligejer har mulighed for at betale en autoriseret virksomhed. Den økonomisk pressede boligejer kan ende med selv at måtte overtage den sundhedsrisiko, som loven netop skulle professionalisere.
Ifølge tal fra DI kan nedtagning og bortskaffelse af asbesttag koste omkring 900 kroner per kvadratmeter. Til sammenligning er prisen for nedtagning af et almindeligt tag anslået til omkring 225 kroner per kvadratmeter. For et asbesttag på 150 kvadratmeter svarer det altså til en udgift på omkring 135.000 kroner alene til nedtagning og bortskaffelse.
Valget er ulige: Enten finder du penge, du ikke har, eller også overtager du selv en opgave, som myndighederne advarer om kræver specialiseret viden. Hvis fibrene spredes, bliver sundhedsregningen ikke sendt til finansministeren. Den bliver sendt til familien, håndværkeren, renovationsarbejderen eller naboen årtier senere.
Asbeststøv respekterer ikke matrikelgrænser. Naboerne har ikke valgt at deltage i boligejerens gør-det-selv-projekt. Børnene har ikke underskrevet en samtykkeerklæring. Og kontrollen med privat arbejde i hjemmet vil nødvendigvis være langt vanskeligere end kontrollen med en autoriseret virksomhed.
Regeringen peger selv på dele af en bedre vej. Den vil fjerne deponeringsafgiften for private og undersøge, om statsgaranterede lån kan udvides til udskiftning af asbesttage. Begge dele kan mindske den økonomiske barriere.
Men hvorfor stoppe dér?
Indfør et socialt gradueret tilskud til professionel asbestfjernelse. Gør 3F og DI’s asbestfradrag til virkelighed. Tilbyd billige, statsgaranterede lån til ejere med lav friværdi. Sørg for enkle og ensartede kommunale ordninger for aflevering og indsamling. Og fasthold kravet om, at hele tage fjernes af autoriserede virksomheder med uddannede medarbejdere.
Det vil koste penge. Men det er netop, hvad et samfund gør, når tidligere generationers byggematerialer efterlader en kollektiv sundhedsrisiko, som når det kommer til stykket, alligevel skal betales for af fælleskassen.
Regeringen opstiller et falsk valg mellem en ubetalelig håndværkerregning og retten til selv at arbejde med et kræftfremkaldende stof. Den tredje mulighed er politisk ansvar: at hjælpe mennesker økonomisk uden at sænke sikkerheden.
Asbestsikkerhed er næppe et frihedsprojekt, men et arbejdsmiljø- og folkesundhedsproblem. Staten bør hjælpe borgerne med at få det fjernet. Den skal ikke hjælpe sig selv af med ansvaret.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
