Boganmeldelse
Du kender måske sangen “Workers of the world, unite!”
Du kender måske bandet The Last Internationale.
Men vidste du, at forsangeren Delila Paz og guitaristen Edgey Pires er revolutionære, og at de gerne så en forenet arbejderklasse lægge kapitalismen i graven?
Vi ønsker at bringe arbejderklassen sammen, forene den, trods de skel, der bliver sat op.
Edgey Pires, guitarist
Arbejderen fik en snak med de to inden koncerten på Hotel Cecil i København i sidste uge. Snakken kom til at dreje sig om især arbejderklassens betydning og magt.
Det foregik på denne måde:
Delila Paz sidder backstage foran et bord, fyldt med snacks, mens lydfolk og andre scenefolk forvildet løber forbi. Der er en time til koncertstart.
Bandet, der spiller en blanding af alternativ rock og en slags blues-punk, har været aktive siden 2008 og har netop udgivet tredje album, TLI3.
De er i øjeblikket på syv ugers turné i Europa.
Bandet har igennem årene fået stor inspiration fra Howlin’ Wolf, Bob Dylan, Pete Seeger, Buffy Sainte-Marie og Woody Guthrie.
Bandet er kendt for deres kraftfulde liveshows og har delt scene med kunstnere som Robert Plant, Neil Young, The Who, Tom Morello og mange flere. Sidste sommer turnerede de med KISS, Deep Purple og åbnede for Guns N’ Roses.
Dalila Paz’ stemme er blevet sammenlignet med Joan Baez’ englerøst, og den sprøde, men samtidig fløjlsbløde soul-stemme, giver bandets sprudlende sceneoptræden et forfriskende og opløftende twist. Selv tunge, energiske beats med bas og tromme i centrum får hun givet både med- og modspil og skaber et “åndehul”.
Kommer fra arbejderklassen
Hurtigt kommer snakken ind på det politiske. Sådan helt naturligt, glidende.
I siger, I er revolutionære. Hvad er jeres forhold til arbejderklassen?
– Jeg er selv arbejderklasse, vokset op i en fattig familie. Halvdelen af min familie er fra Puerto Rico, og den har altid været med i kampen for frihed fra USA. Modstanden ligger i mit blod, siger Delila Paz og kigger insisterende frem for sig.
Delila Paz er født i The Projects i bydelen Bronx i New York. Det er et typisk arbejderkvarter. Mange af USA’s bedste rappere kommer derfra.
“Hard Times” er en sang, om Delila Paz’ opvækst. Sangen er på The Last Internationales andet studiealbum, Soul On Fire.
I en linje synger Delia “Jeg vil blive stærkere i svære tider”.
Delila dvæler et langt øjeblik ved ordet arbejderklasse.
– Hvorfor er der ingen, der bruger dét ord længere? Det er som om, arbejderne ikke eksisterer. Men virkeligheden er, at der jo stadig er klasser. Men det bliver vi bestemt ikke undervist om i skolerne. Det bliver vasket væk. Bortforklaret. Alt det, jeg ved om verden, har jeg lært alle andre steder end i skolen. Altså udenfor.
Protest mod cirkus…
– Heldigvis har jeg en hjerne, der stiller spørgsmål ved tingenes tilstand, siger en smilende Delila Paz og griner ad en oplevelse, hvor hun blot var ni eller 10 år gammel.
Hun og søsteren lavede hjemmelavede protestskilte mod mishandling af dyrene i et tilrejsende cirkus – og de to forurettede børn stillede sig op foran cirkusteltet.
Delila husker også, hvordan hun i anden klasse lærte om Pocahontas. At indianerpigen udviklede en smuk kærlighedshistorie med den hvide englænder John Smith.
– Men jeg læste senere – som barn – en voksenbog om hende og fandt ud af, at det, jeg havde lært i skolen, ikke var rigtigt. Det viste sig, at Pocahontas blev misbrugt, og at hun ikke ønskede dét liv.
Historien om “workers og The World”
Delila Paz, der både synger og spiller bas og klaver, mener, at medierne har en stor del af skylden for, at ingen – eller meget få – benytter ordet “arbejderklasse”.
Selv føler bandet sig forbundet med arbejderklassen.
Delila Paz smiler da også af en sms, som Arbejderen har fået fra en buschauffør i Aarhus med tre spørgsmål til bandet. Chaufføren er fagligt aktiv, revolutionær og hører The Last Internationale for fuld drøn via AirPods, når han klargør busserne i garagen klokken fem om morgenen.
I sms’en står der, “Hvordan bliver en typisk sang til”? Især sangen “Workers of The world, unite, don’t give up the fight!” kan chaufføren godt identificere sig med.
Delila Paz smiler.
– Sangen var den første, Edgey og jeg lavede sammen. Måske skulle vi besøge Aarhus, næste gang vi er i Danmark, og spille den. Vi kan lave en akustisk koncert for buschaufførerne i Aarhus, siger hun.
“Screaming
Workers unite
Don’t give up the fight
Workers of the world unite
Unite!“
(omkvædet til sangen “Workers of the World, Unite!”)
En koncert for arbejdere – direkte på arbejdspladsen – er slet ikke urealistisk. For få år siden stillede bandet sit lydudstyr op i en fabrikshal i Spanien og spillede akustisk for skoarbejderne dér.
Ville lyde som Joan Báez
Delila Paz fortæller, at hun – i starten, da The Last Internationale var ved at blive dannet – forsøgte at synge som Joan Báez, samtidig med, at hun udviklede sin egen stemme.
Joan Báez er en folkemusiker, guitarist og sangskriver, især kendt for sine sange under borgerrettighedsbevægelsen i USA i 1960’erne samt protesterne mod krigen i Vietnam.
– Jeg ville dog ikke lyde som en speciel “tidsperiode”, men mere universel. Jeg synes for eksempel, at nummeret Deportees om mexicanske migrantarbejdere, sunget af arbejdersangeren Woodie Guthrie, stadig er aktuel i dag, selv om sangen er over 100 år gammel, fortæller Delila Paz.
The Last Internationale fortolker selv Deportees og har selv skrevet en moderne sang om migrantarbejderne, kaldet Running for at Dream. Sangen handler om at forlade sin hjemby for at krydse grænsen illegalt til USA, og hvor kærligheden kan være svær.
Arbejdersange på gaden
Dét at komme ud til arbejderne med musikken og forbinde sig med klassen er ikke noget, Delila i starten tænkte på.
– I college sagde arbejdersangerne og folkesangerne i USA mig egentlig intet. Dog hørte jeg Joan Báez og Bob Dylan. Det var først, da vi startede The Last Internationale, at jeg fik fokus på arbejder- og protestsange, fortæller hun.
I årene før The Last Internationales indtog på de elektriske musikscener, gik både Delila Paz og Edgey Pires ud på gader og strøg for at spille arbejder- og folkesange – akustisk.
Arbejdersangen er stadig med bandet, selv om de har skruet op for guitar, bas og trommer på deres seneste album.
– Men teksterne er til gengæld endnu mere politiske, forsikrer Edgey, der lige er kommet ind ad døren og straks bemærker det “sjældne ord”, working class.
Edgey Pires spiller guitar i bandet. Han er med til at skrive teksterne og finde melodierne. Lige nu har han to takeaway-papskåle med salat under armen, så bandet får noget at spise inden koncerten.
Han glemmer dog hurtigt alt om salat og falder interesseret ind i samtalen om arbejderklassen.
– Vi startede med traditionelle folkesange, heriblandt mange af Woodie Guthries sange. Vi er meget tiltrukket af dem, forbundet med dem og elsker den form for formidling af fagforenings- og arbejderhistorie. Og vi spiller stadig “Workers of the World, unite”.
– Vores seneste udgivelse er dog lidt mere moderne og lidt mere hård rocket med en måske mere hård lyd. Vi har flyttet os lidt væk fra den traditionelle lyd, men har bibeholdt de skarpe tekster. Vi ønsker, at rocken forbliver frisk, at musikken fornyer sig.
Edgey er vild med historien fra Aarhus med den musiklyttende buschauffør, som Arbejderen genfortæller for ham.
– Det er en totalt fed historie. Der er intet jeg hellere vil høre, forsikrer han. Vi har på et tidspunkt fået en besked fra en fagforeningsmand i Storbritannien, der fortalte om, at fagligt aktive hører dén sang.
Om at ændre samfundet
For Edgey er arbejderklassen i centrum for at forandre samfundet.
– Men der er desværre meget forvirring om arbejderklassens rolle. Folk tror, at alle i samfundet er middelklasse. De tænker ikke i klasser, men gentager, hvad de har hørt i medierne. De taler slet ikke om klassekamp og om at forandre verden. Mange tror, at fordi de har et hus i forstaden, så er du automatisk middelklasse. Ja, klassebevidstheden er meget lille i USA, siger han.
Edgey Pires stammer ligesom Delila fra New York. Han har studeret statskundskab på universitetet og har skrevet bogen “Slås for frihed: Fordi en bedre verden er mulig”.
Han fortæller, at han og Delila kæmpede sig igennem en masse bøger om sociale bevægelser, før de stiftede The Last Internationale. Og selve navnet vender han tilbage til lidt senere i samtalen.
Trods skel og splittelse
For Edgey er enhed og sammenhold i arbejderklassen vigtig.
.
– Vi ønskede fra start at bringe arbejderklassen sammen, forene den, trods de skel, der bliver sat op. I arbejderklassen er der selvfølgelig mange meninger – og man er ikke nødvendigvis enig i alt eller med os, siger han.
Edgey erkender, at en del arbejdere i USA stemmer på Donald Trump eller nogle i samme kaliber. Men det skræmmer ham ikke.
– Hvis jeg hører om en arbejder, der stemmer på Trump, betyder det intet for mig. Jeg gider ikke have den samtale. Chauffører, postarbejdere og så videre har vidt forskellige holdninger. Ikke kun i USA, men hele verden.
Edgey Pires mener, at klasseholdningen er intakt, når man er meget konkret og taler med hver enkelt. Selv om vedkommende stemmer Trump.
De unge klimaaktivister støtter jeg 100 procent. Også hvis de bryder loven. Love kan nemlig altid laves om.
Delila Paz, forsanger, The Last Internationale
– Jeg siger ikke til folk, at jeg ikke vil tale med dem, eller at de ikke må lytte til vores musik, fordi de stemmer på Trump.
– Jeg vil vide, hvor de arbejder, om det er i minen eller et andet sted. Jeg vil vide, hvilken bar de går til efter fyraften. Jeg vil høre om deres baggrund og om deres familie. Jeg lærer mennesket at kende i stedet for at fordømme.
– Så siger de typisk, at de ikke stoler på Hillary Clinton. Det gør jeg heller ikke. Og til sidst i samtalen viser det sig, at ingen af os i virkeligheden stoler på Trump.
Spillede for soldater
Delila nikker. Hun kan heller ikke lide at sætte folk i bås. Under overfladen ligger det virkelige menneske.
– Du vil blive overrasket. Vi tog selv til sydstaterne, som alle tror er meget højreorienteret, og spillede blandt andet sangen “Killing Fields” ved en koncert. Vi havde ingen problemer. Vi fik faktisk stående bifald i Nashville, Tennessee fra 30.000 tilskuere til en koncert, da vi spillede “Workers of the World, unite!”, beretter hun.
– Og da vi var på tour og spillede for Tom Morello i North Carolina, oplevede vi et af de bedste shows nogensinde. Publikum var for 90 procents vedkommende soldater.
Edgey griner. Ja, koncerten i North Carolina var en stor øjenåbner for bandet. Han mener, at der er mange illusioner om, hvor højreorienterede publikum er.
– Til denne koncert i sydstaterne, som var en del af “Wintersoldier-touren”, spillede vi et ret radikalt sæt, og bagefter kastede soldaterne sig begejstrede over vores cd, og de læste teksterne, siger han.
– Vi havde ellers aldrig troet, at vi ville komme derfra i live, men soldaterne kom over og takkede os for at være en stemme mod krig. For ingen taler for dem. Ingen af dem ønskede at være i Irak. Så vores antagelser om, at de alle gik ind for krigen, holdt ikke stik, tilføjer han.
“Demokraterne er de farligste”
Edgey Pires ser frem til at spille sangen “1984” endnu mere, end bandet gør på den nuværende Europa-turné. Nummeret er med på den seneste udgivelse, TLI3.
– Budskabet i “1984” handler om, at en forenet arbejderklasse er stærk. At vi er mennesker – trods det dystopiske samfund – og at systemet er fjenden, siger Edgey.
Han bemærker, at især partiet Demokraterne, som han kalder “the liberals“, hader budskabet i “1984”.
En af tekstlinjerne i sangen lyder, “We don’t want oppression with a smiling face”.
– I dag er udviklingen hen imod atomkrig skubbet frem af nykonservative kræfter hos både Demokraterne og Republikanerne. Men neocons elsker i øjeblikket Demokraterne allermest. Det er blevet deres foretrukne parti, siger Edgey Pires.
Delila smiler.
– Ja, i gamle dage stemplede arbejdersangeren Woodie Guthrie partiet Demokraterne ved at udtale: “Left wing, chicken wing, it don’t make no difference to me”.
Edgey fortæller, at mange musikere er meget forvirrede om, hvad der sker i disse underlige, kaotiske tider. Og hvem kan vi stole på?
– Jeg taler meget med vores musikerkolleger om det. De er ret meget i vildrede. Krigshøgene i Demokraterne har fået sig en krig i Ukraine og vil have endnu mere krig andre steder.
Fare for atomkrig
Ja, netop krig er ret aktuelt i øjeblikket. Jeg har lige hørt en politiker i USA tale om, at vi skal være forberedt på en krig mod Kina. Hvad med dig, Delila, er du skræmt?
– Ikke personligt. Jeg er ligeglad med at dø. Jeg er mere bange for, hvilken verden vi får. Jeg forstår udmærket godt den yngre generation, der bekymrer sig.
Edgey læner sig frem i stolen.
– Det er ikke spørgsmålet om, hvilken verden der kommer, men om der overhovedet vil være en verden til børnene og de unge.
Men der er håb, trods alt, mener guitaristen.
– Vi må organisere os, og tage kampen op. Som vores navn The Last Internationale antyder, er det dog ret presserende med at samle sig. I historien har vi jo set Første, Anden og Tredje Internationale dø ud.
– Da vi startede bandet, ville vi have et stærkt navn, der mindede os om, hvem vi er, ikke blot som musikere, men som folk. Men også at det er på høje tid at samles. Vi ville være navnet på en hel bevægelse – den sidste internationale.
– Ha, ha. I starten var vi meget idealistiske og forestillede os ligefrem at vælte regeringer og den slags. Men det samlede budskab er i dag relevant nok: Med udsigten til atomkrig og global opvarmning er det “unite now” eller aldrig.
I den forbindelse er det okay at bryde loven, hvis den er uretfærdig, mener Delila.
– Se nu de unge 15-16-årige aktivister, der kæmper mod klimaforandringer. De blokerer vejkryds og andet. Dé unge støtter jeg 100 procent. Også hvis de bryder loven. Love kan nemlig altid laves om, hvis der er behov for det, siger Delila.
En revolution er nødvendig
Samlet set er der brug for en revolution, mener de to musikere.
– Ikke fordi vi elsker vold. Men fordi vores modstandere ikke vil opgive magten frivilligt. Derfor kommer det til vold, siger Edgey.
– Vi er ikke pacifister, men har en ret til selvforsvar. Vi må forsvare os med alle de måder, der er nødvendige. Men det betyder selvfølgelig ikke at dræbe politifolk, sådan bare, tilføjer han.
Edgey understreger, at bandet meget nødigt vil have et stempel som blodige voldsforherligere.
Delila bryder ind, og påpeger, at de undertrykte “må og skal” organisere sig og slå igen. Hun fremhæver sangen “Hoka Hey” på den nye udgivelse.
– Sangen handler egentlig om de oprindelige folks kamp. Teksten er ret voldelig, må jeg sige. Den handler om at rejse sig bevæbnet og forene sig.
Edgey slutter af.
– Ja, “Hoka Hey” er vor egen bolivariske revolutionssang, men set fra et amerikansk standpunkt. Det er en revolutionær sang. Arbejderklassen må i sidste ende rejse sig og befri sig selv. Folket må forene sig på hele det amerikanske kontinent.
– Jeg håber ikke, at vi sluttede på “a bloody note” her, men vi mener altså, at der skal et opgør til.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
