I december 1876 blev den socialdemokratiske leder Louis Pio (1841-1894) kaldt op til et møde på Politigården. Her tilbød en kriminalinspektør ham 10.000 kroner, der var indsamlet blandt københavnske arbejdsgivere, hvis han ville rejse til USA inden udgangen af april 1877. Hvis han ikke tog imod tilbuddet, kunne han risikere at blive arresteret igen og komme i fængsel og aldrig komme levende derfra. Pio valgte at tage imod tilbuddet og rejste den 23. marts sammen med sin kæreste Augusta, datteren Sylvia og Paul Geleff.
Hvad der skete derefter, har det indtil i dag været sparsomt med oplysninger om. I Jens Engbergs store Pio-biografi fra 1975 er der cirka 30 sider om den periode. Historikeren Anders Bo Rasmussen har nu løftet sløret for den tid med bogen “Pio – Flugten til Amerika”, hvor skildringen af opholdet fylder to tredjedele af dens 300 sider og bygger på flere års meget omfattende studier, især i arkiver i USA.
I Chicago, hvor der var en større dansk koloni, gik Pio ind i arbejdet for at forbedre arbejdernes kår. Han var en meget aktiv agitator og journalist og var med til at grundlægge og redigere flere aviser.
Pios første opholdssted i USA var i Kansas. I januar 1877 havde der i Socialdemokraten været en opfordring til at rejse derover for at skabe en socialistisk koloni, og der havde meldt sig 30. Området tilhørte oprindeligt det indianske Osagefolk, der var blevet fordrevet til Oklahoma. Men projektet gik hurtigt i opløsning på grund af manglende kendskab til landbrug og uenighed. Pio havde lånt kolonien og enkeltpersoner penge, og dem mistede han, så der var ikke mange tilbage, da han tog til Chicago for at slå sig ned der. Med forliset brød hans utopiske drømme sammen.
I Chicago, hvor der var en større dansk koloni, gik Pio ind i arbejdet for at forbedre arbejdernes kår. Han var en meget aktiv agitator og journalist og var med til at grundlægge og redigere flere aviser. Det lykkedes ham også at få udgivet 10 bøger og at få offentliggjort artikler i Danmark, blandt andet i Politiken, men ikke i Socialdemokraten.
Efter den store jernbanestrejke i 1877, som blev standset ved hjælp af militæret, blev arbejderne klar over, at man skulle organisere sig og etablerede Arbejdets Riddere (Knights of Labour), som Pio også tog del i. Et af dets krav var indførelsen af otte-timers arbejdsdag.
Ved nogle valg havde Pio støttet en socialistisk kandidat til byrådet, men i 1884 gik han over til at støtte en demokrat, der havde større chance for at blive valgt. Gennem denne støtte fik han et job i toldvæsenet fra 1885-90, men uden at vide at det i virkeligheden var mafiaen i byen, der indirekte sikrede ham det, fordi den havde både borgemester, byråd og politiet i sin hule hånd og i virkeligheden styrede byen.
I 90’erne blev det sværere at få familieøkonomien til at hænge sammen, selv om Pios hustru havde en god indtægt som klaverlærer. Pio blev mindre optaget af politik og mere af at tjene penge. Ved en tilfældighed mødte han en jernbanemillionær, og de fik den idé sammen at opkøbe jord billigt i Florida og sælge den dyrt, når der var kommet jernbaner til området, og priserne steg. De fik også ideen at etablere en by, der hed White City, fordi husene skulle være hvide og rene, men det kunne også opfattes i overført betydning, idet den kun var for hvide. Projektet brød sammen, og samtidigt blev Pio syg og måtte rejse tilbage til Chicago, hvor han døde 27. juni 1894, kun 52 år gammel.
I mange år blev Louis Pio af Socialdemokratiet betragtet som en forræder, men det lykkedes Pios datter at få partiet til at rehabilitere ham. Den 17. juni 1921, 50-årsdagen for stiftelsen af Socialdemokratiet, blev den aske, som Pios enke havde bragt til Danmark, ved en højtideliglighed nedsat ved søen på Vestre Kirkegård ved siden af andre af arbejderbevægelsens store skikkelser.
Anders Bo Rasmussen: Pio – Flugten til Amerika,
Lindhardt og Ringhof. 330 s. 350 kr.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Ifølge en tidligere fængselsbetjent i Vestre Fængsel, var Pio under sit fængselsophold her udsat for tortur. Han blev langvarigt lukket inde i en tidlige bageovn i kælderen, hvor han ikke kunne sidde op. Han blev her knækket fysisk og psykisk. Så når han som det fremgår af anmeldelsen blev truet med fængsel igen, var han allerede traumatiseret, og tog vel derfor rejsen til USA.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
