Ikke dømt for chikane
“Men altså, jeg vil gerne gøre det klart – det jeg gennemgår nu, lyder som biologi, men mest af alt er det politik. Det er politiske valg, som tages hver dag, som gør, at alt det her vil ske. Det er ikke forudbestemt, at det bliver sådan her rent biologisk. Men det er en politisk klimaudvikling, jeg snakker om. Hvis vi for alvor handlede på at ændre den her udvikling, så ville vi måske lykkes! Det sker ikke, og det kommer ikke til at ske. Af den simple årsag, at problemet er for stort og omfattende, og fjenden er alt for stærk – nemlig jeres forældre og deres måde at leve på. Så det kan lyde hårdt, børn, men det, I må gøre, er at lære at dø.”
Viktor Tjerneld giver os ikke de endegyldige svar. I stedet efterlader han os mellem håbløshed og opstand.
Folkeskolelæreren Elin har lavet sit eget undervisningsmateriale i skolens klima-temauge. Det der var, kasserede hun. Hun er ved at gå i stykker af panikangst og magtesløshed, for hun ved, hvor galt det er fat med klimaet i verdenen, og hvad det medfører og kommer til at medføre. Og menneskeheden reagerer ikke, som i slet ikke. For overhovedet at forsøge at tænke en klar tanke og få lidt ro i hovedet søger hun op på højen over provinsbyen – Udsigten. Med stenen, der kan siddes på, under granerne, der kaster deres kogler. Andreas er fast besluttet optimist med fast besluttet gå-på-mod. På flugt fra forlist forhold, hjemme igen i barndomshjemmet i provinsbyen hos Alzheimers-ramt mor. Men det er svært for Andreas at holde fast, og så søger han mod udsigten. Så der bliver trængsel på stenen.
Derhjemme veksler moren mellem radikal voldelig politik og falden tilbage i sindsforvirret Alzheimers-tåger. Begge dele uden filter og kontrol. Andreas forsøger ihærdigt at holde fast i kontrollen i hans nyansættelse i kommunens teknik- og miljøforvaltning, over for mor og hendes grænseløshed.
Som arketyper indtager de forskellige figurer scenen i Mungo Parks nyeste teaterstykke. De forskellige positioner og perspektiver rulles ud med udgangspunkt i to offentligt ansatte danskeres virkelighed og det netværk, der omgiver dem. Det er dygtigt gjort. Det er grundigt og hviler på et solidt fundament af forfærdelige fakta om klimakatastrofen på vor jord. Instruktøren og dramatikeren af teksten her, Viktor Tjerneld, fortæller, at han i 2020, da nyheder om oversvømmelser, skovbrande og smeltende is fyldte det hele, begyndte at læse bøger om klimakrisen skrevet af videnskabsmænd og filosoffer. Ren desperation prægede de seneste bøger. Det blev hans afsæt til at skrive dette stykke. På fornem vis formår han at sende de forskellige perspektiver ud på tilskuerpladserne og ind i os. Hvad tror vi på? Hvad gør vi? Hvad mener vi? Hvorfor mener vi det? Fra det personlige, individuelle til det strukturelle og magtpolitiske. Må man overhovedet være glad, når det er så galt fat? Kan man overhovedet være glad?
Ikke mindre afgørende er det, at en af bi-figurerne taler for, at vi bliver nødt til at tro på det usandsynlige, for hvad skal vi ellers håbe på?
Det er genialt at lade folkeskolelærer Elin gå amok over for en 4. klasse (hun egentlig troede var en 8. klasse) med barske realiteter og perspektiver, grebet ud af den faglitteratur, dramatikeren har læst op på.
Men der er også en stor grad af genkendelig selvoptagethed i folkeskolelærerens ageren. Hendes følelser løber helt af med hende. Det er for at få det bedre selv, at hun går amok på eleverne. Men hvem får det ellers bedre af det? For hvem er det hjælpsomt? Flytter klima-problemet sig en tomme af hendes aggressivitet? Kan eller skal man med aggressivitet, frygt og udskamning presse folk til at gøre det rigtige?
Klasse-aspektet forsvinder også til dels i hendes amok-løb. Vi har alle ansvar, men har vi alle lige mulighed for at gøre noget? Magthaverne har magten over langt den største del af miljøsvineriet og ressourceforbruget og magten over beslutningerne. Det enkelte menneskes fravalg af kød er ikke ubetydeligt, men fylder i det regnskab meget mindre end storkapitalens amok-vækst-forbrug.
Noget af det vi lærte af corona-krisen, var blandt andet, at hvis viljen er der, kan vi meget hurtigt lave meget radikale tiltag i vores samfund. Og klimakrisen er mange, mange, mange gange mere alvorlig end covid-19. Men viljen er der ikke. Og demokratiet – holder det i virkeligheden redningen af kloden tilbage, men hvad er alternativet? Og har de fremtidige generationer, de uddøende racer, de besiddelsesløse nogen stemmeret? Gælder og gjaldt demokratiet for dem?
Viktor Tjerneld giver os ikke de endegyldige svar. I stedet efterlader han os mellem håbløshed og opstand – langt fra diskussioner om, hvad realiteterne er – og lader det være op til os selv at vælge, om vi vil lære at dø eller lykkes med det usandsynlige.
Medvirkende: Sebastian Aagaard-Williams og Rikke Westi
Instruktion og tekst: Viktor Tjerneld
Scenografi: Peter Schultz
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Jari Matsi
Videodesigner: Christian Halberg
Datoer: 30. september til 11. oktober
Læs uddrag fra manuskriptet til ”At lære at dø”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
