Udtalelse
På det såkaldte Blågårdsgade-partis kongres i februar 1923 blev malersvend Georg Laursen (1889-1977) fra Aarhus valgt til formand. Partiet, der var opstået efter splittelsen af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), i februar 1922, havde fået sit navn, fordi det havde ”erobret” Arbejderbladet, der havde til huse i Blågårdsgade.
Det oprindelige parti blev kaldt Møntergade-partiet, fordi dets lokaler lå i Møntergade 8. Georg Laursen havde været med til at stifte det i 1919 og havde siddet i centralkomiteen indtil august 1922, da han gik over til udbryderpartiet. I september 1923 blev de to partier genforenet, og Ernst Christiansen blev formand og Georg Laursen næstformand. Den post beholdt han, indtil han forlod Danmark i 1925.
Det er ikke mange, der kender Georg Laursen (GL). Der findes enkelte interviews med ham i Land og Folk og en nekrolog fra 1977. Men efter åbningen af Kominterns og SUKP’s arkiver i Moskva er der fremkommet en række dokumenter, som fortæller noget, men ikke alt om hans virke her og i udlandet.
Georg Laursen lærte Lenin og en række ledende bolsjevikker at kende i den såkaldte Kegleklub, og det endte med, at han fungerede som kurer for Lenin, da han nemt kunne rejse ind og ud af landet med sit danske pas.
Med baggrund i disse og andre materialer skrev historikeren Julie Birkedal Riisbro to artikler om ham i Arbejderhistorie i 2015 og 2016, og nu har hun sammen med Niels Erik Rosenfeldt skrevet bogen Agent for Lenin og Stalin – En dansk malers utrolige liv, som er en betydelig udvidelse af de tidligere artikler, uden dog at bringe så meget nyt om ham, men derimod meget om udviklingen i Sovjetunionen skildret på den sædvanlige antikommunistiske facon.
Dertil kommer, at forfatterne ikke holder sig for gode til at nævne, at GL er født samme år som Hitler. Det kan kun opfattes som en mærkværdig og meningsløs perfiditet, for det er der jo mange andre der er, for eksempel Charles Chaplin og Carl von Ossietzky.
På valsen
Georg kom fra en arbejderfamilie i Svendborg, som senere flyttede til Aarhus, hvor han blev uddannet til maler. I 1906 meldte han sin ind Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF) og to år senere i Socialdemokratiet og Malernes Fagforening.
I 1909 tog han på valsen og slog sig ned i forskellige byer i Tyskland, hvor han kunne få arbejde og med det samme blev fagligt aktiv. Han blev for eksempel valgt som bestyrelsesmedlem i Malernes Fagforening i Stuttgart. På grund af deltagelse i organiseringen af strejker måtte han forlade byen. Derfra tog han til Svejts, hvor han opholdt sig i otte år, det meste af tiden i Zürich. Her blev han også fagligt organiseret og medlem af den venstreorienterede socialdemokratiske forening Eintracht, som havde mange udlændige som medlemmer.
Han lærte Lenin og en række ledende bolsjevikker at kende i den såkaldte Kegleklub, og det endte med, at han fungerede som kurer for Lenin, da han nemt kunne rejse ind og ud af landet med sit danske pas. Fordi han havde været med til at organisere strejker, blev han i marts 1919 anholdt og udvist fra Svejts for bolsjevikisk virksomhed og propaganda.
Da han kom hjem til Danmark, slog han sig igen ned i Aarhus og var som tidligere nævnt med til at stifte DKP, som han indtog ledende poster i, men i 1925 bad han om orlov og rejste i juni til Berlin for at arbejde for den sovjetiske efterretningstjeneste.
Under sit arbejde kom han i kontakt med en person, som stak ham til det tyske politi. Han blev anholdt i marts 1926 og idømt to og et halvt år års tugthus, men kom fri i januar 1927 ved en fangeudveksling mellem Tyskland og Sovjetunionen på den betingelse, at han aldrig ville rejse ind i Tyskland igen.
Til Sovjetunionen
Sammen med sin kæreste Elfride rejste han til Sovjetunionen, hvor de blev gift i Moskva i 1928. Samme år blev de sovjetiske statsborgere og Georg medlem af SUKP, og for at sløre sin identitet skiftede han efternavn til Moltke. Efter tre års ophold i Moskva blev han sendt til Shanghai. Det er aldrig kommet frem, hvad han foretog sig der, men måske har han arbejdet sammen med den tyske kommunist Ruth Werner (født Kuczinsky), der opholdt sig samtidigt i Shanghai. Han er dog ikke nævnt i hendes bog Sonjas Rapport, hvori hun skildrer sin virksomhed som spion.
Da han kom tilbage fra Shanghai, hvornår vides ikke nøjagtigt, fik han det særlige ærestjekisttegn, hvilket må betragtes som en hæder for en stor indsats. Derudover er det sparsomt med oplysninger, og i forbindelse med Moskvaprocesserne begynder forfatterne at spekulere i, hvad Georg kan have gjort, tænkt og følt, uden at de har noget som helst kendskab til det. De går så vidt som til at skrive, at ”vi ved heller ikke hvad han måtte have gjort for at afværge trusler mod sig selv og sin familie”, hvilket kun kan opfattes som om han havde indgået en aftale om, at der ikke skulle ske dem noget.
I 1940 blev han overført til Kominterns kadreafdeling, hvis opgave det var at undersøge de ledende kadrer i de forskellige landes partier. Da krigen brød ud, flyttede Komintern mod øst til Ufa, og det gjorde Georg også. Her forsatte han med at være leder af radioudsendelserne til Norge og senere også af danske udsendelser.
Da Komintern blev opløst i 1943, overtog SUKP opgaverne, og han blev overført til det såkaldte Institut 205, hvor han blev seniorkonsulent med reference til de skandinaviske lande. Instituttet blev i 1948 en del af SUKPs udenlandsafdeling, og han blev overført til Den statslige Radiokomite.
I september 1949 havde han den ubehagelige oplevelse, at en medarbejder afgav falske oplysninger om ham med det resultat, at han i 1950 blev idømt fem års forvisning fra Moskva, men fik lov til at vende tilbage allerede i 1951. Samtidig med dommen blev han ekskluderet af SUKP og frataget sin pension, og derfor skrantede økonomien, men det hjalp noget, da Nexø forærede ham honoraret for en af sine bøger.
Rehabiliteret
Efter Stalins død blev han rehabiliteret og fik sit medlemskab og sin pension igen. Det virker derfor ikke troværdigt, når forfatterne skriver, at” som mangeårig stalinist har han næppe set med udelt glæde på opgøret med Stalin”, når han selv var blevet uretfærdigt dømt i en hemmelig proces.
På et tidspunkt i halvtredserne overvejede han at rejse tilbage til Danmark, men i stedet for kom han hjem på besøg flere gange. Blandt andet deltog han i partiets jubilæer i 1959 og 1969 som en af de få veteraner.
I 1970 tilbød han Danmarks Radio at fortælle om sit eventyrlig liv, men det havde ingen interesse. Han døde den 2. maj 1977, 88 år gammel, og året efter døde også hans hustru.
Julie Birkedal Riisbro & Niels Erik Rosenfeldt: Agent for Lenin og Stalin. En dansk malers utrolige liv. 348 sider. 300 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
