Kronik
Den 11. august 1947 kunne man i Land og Folk læse, at skolelæreren Børge Poulsen (1915-1995) var blevet fyret fra sin stilling i den grønlandske by Qullissat og skulle forlade Grønland med det næste skib.
Begrundelsen var, at Grønlands Styrelse* fandt ham uegnet til arbejdet, og at han havde et dårligt forhold til grønlænderne. Kommunerådet i byen protesterede i et brev til Styrelsen og gjorde opmærksom på, at han var en af de få danskere, der havde blandet sig med befolkningen, og gav udtryk for, at de ønskede at beholde ham. Men styrelsen svarede aldrig på henvendelsen.
Fyringen havde i virkeligheden helt andre årsager, nemlig at Børge Poulsen var kommunist og i artikler i dagbladet Land og Folk havde kritiseret forholdene på Grønland, og derfor var han åbenbart en farlig person.
Angsten for kommunisterne gav sig udslag i, at Hedtoftregeringen i 1948 gav Grønlands Styrelse besked om, at det var forbudt for kommunister at tage arbejde eller besøge Grønland.
Sandheden om fyringen er nu kommet frem, efter at journalisten og forfatteren Søren Peder Sørensen har fået adgang til hidtil ukendte dokumenter. Han har tidligere skrevet bogen Qullissat” – byen der ikke ville dø, og i den forbindelse hørte han om en lærer, der var blevet fyret i 1947. Ved en tilfældighed mødte han Børge Poulsens søn, Klaus Poulsen, der fortalte om sin far, og det inspirerede ham til at skrive bogen ‘Røde’ Børge – En dansk skolelærers skæbne i efterkrigstidens Grønland, som netop er udkommet.
Fra sømand til lærer
Børge Poulsens forældre drev en købmandsforretning, og der blev ikke talt politik i hjemmet. Han var ikke glad for at gå i skole og forlod den som 14-årig. I stedet drømte han om at komme til søs, og som 15-årig fik han en søfartsbog og drog afsted.
På en af turene kom han til New York, og der oplevede han for første gang den ulighed, der var mellem fattige og rige, og det oprørte ham. Inden han i 1937 gik i land, besøgte han fem gange Grønland. Derefter besluttede han at blive lærer, og efter at have taget en realeksamen kom han i 1939 ind på Jonstrup lærerseminarium.
Bogens forfatter mener, at det var der, han blev kommunist, og det lyder meget sandsynligt, da nogle af de lærerstuderende var kommunister, og rektor Georg Christensen var en progressiv pædagog, der havde skrevet en række artikler om pædagogik i tidsskriftet Kulturkampen.
Aktiv i modstandsbevægelsen
I 1943 blev Børge Poulsen færdig som lærer og arbejdede på forskellige skoler. I december samme år blev han aktiv i modstandsbevægelsen og medlem af en militærgruppe i Gentofte. På grund af en stikker blev han arresteret af Gestapo i februar 1945 og bragt til forhør i Lyngby. På mirakuløs vis lykkedes det ham at flygte, og han levede under jorden indtil befrielsen.
Hans arrestation fik også konsekvenser for hans mor og bror, der blev arresteret, fordi der var fundet våben i hjemmet, og de endte i Frøslevlejren, hvorfra de vendte velbeholdent tilbage.
Det samme kunne man ikke sige om Børge Poulsen, der ligesom mange andre modstandsfolk tog varig skade af det illegale arbejde, hvad der blandt andet gav sig udslag i maveproblemer. Det var årsagen til, at han i 1970’erne måtte gå på pension som 57-årig.
Populær lærer i minebyen
For at få fred og ro søgte han efter krigen at komme til Grønland som lærer i minebyen Qullissat, der ligger i Diskobugten på vestkysten.
Da han sammen med sin familie kom til byen, viste det sig, at myndighederne ikke havde bygget nogen skole, så undervisningen måtte foregå i menighedshuset, og der var heller ikke i starten bygget nogen bolig til dem, men det slog ham ikke ud.
Børge Poulsen blev hurtigt en populær lærer, der lærte eleverne dansk, og de ham grønlandsk. I modsætning til andre myndighedspersoner havde han tæt kontakt med den grønlandske befolkning og opsøgte elevernes forældre og fik dermed indtryk af, under hvilke elendige forhold de levede.
Minearbejderne bliver organiseret
Børge lagde ikke skjul på at han var kommunist. Det vides ikke, hvornår han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, men meget tyder på, at det måtte være efter befrielsen.
Qullissat var Grønlands første industriby med en stor kulmine, hvor der var beskæftiget mere end 1.000 arbejdere. Han kom i kontakt med nogle af arbejderne og organiserede en studiekreds, hvori deltog byens læge, Preben Molander, der også var kommunist, Hans Gabrielsen, som var tillidsmand for minearbejderne, samt telegrafist Nikolaj Kleist.
Et af studiekredsens resultater var, at arbejderne i minen blev organiseret, og at der blev planlagt en 1. maj-demonstration i 1947, hvor arbejdet derfor skulle standses i minen klokken 12.00. Da myndighederne blev klar over det, forbød de demonstrationen. Det eneste sted, hvor forbuddet blev nævnt, var i Land og Folk, der havde det på forsiden den 2. maj.
Minearbejderne havde også rejst krav om en lønforhøjelse på 75 procent, og da de truede med at strejke, hvis der ikke kom forhandlinger i gang, meddelte Grønlands Styrelse, at man ville sende vicedirektør Eske Brun derop.
Da han ankom i begyndelsen af august, bad han minearbejderne om at komme ud til hans skib, da han var bange for at gå i land. Eske Brun kunne kun tilbyde en stigning på 10 procent, men forhandlerne truede så med strejke, og da der var hårdt brug for kullene, endte det med en lønforhøjelse på 60 procent. En kæmpe sejr for den nystiftede og første fagforening i Grønland.
Kommunistskræk
Først derefter gik de danske forhandlere i land, og den sidste handling, Eske Brun foretog sig, inden han rejste hjem, var personligt at fyre Børge Poulsen på gråt papir for at være uegnet til sin stilling, selvom han nogle måneder før havde fået den forlænget, blandt andet på grund af sine pædagogiske evner.
Børge protesterede naturligvis og udtalte til Land og Folk, at den virkelige årsag var, at han var kommunist, og dokumenter viser, at han havde ret. Myndighederne havde nøje fulgt med i hans færden, og den danske landshøvding i Nuuk/Godthåb havde i et brev fortalt den amerikanske konsul i Grønland, at der i Qullissat var to kommunister, der prøvede at organisere kulminearbejderne. Disse skulle også have planlagt at sende en eskimodreng til Danmark for at blive oplært af partiet.
At også det danske politi fulgte med i, hvad Børge Poulsen foretog sig, fremgår af PET-kommissionens beretning. Der står, at ”den pågældende havde etableret et kommunistisk parti blandt kulminearbejderne, og samtidigt havde han fået oversat de kommunistiske love til grønlandsk.”
At Børge Poulsen skulle have oprettet et parti er det rene vrøvl, og hvis det havde været rigtigt, var det jo ikke ulovligt, men man var bange for, at de kommunistiske ideer skulle brede sig.
Det gav sig også udslag i, at Nikolaj Kleist, der var i gang med at oversætte Det kommunistiske Manifest, en dag blev opsøgt af tre mænd, som truede ham til at stoppe arbejdet, ellers ville han ikke få sin kone at se igen. Samtidigt stak de ham en lussing og tvang ham til at brænde papirerne.
Ifølge historikeren Aksel Carlsen gik de faglige aktiviteter i stå, efter at Gabrielsen og Poulsen havde forladt byen, og han mener, at det også skyldtes, at De samvirkende Fagforbund (DsF) ikke så med milde øjne på den nyetablerede fagforening og glædede sig over passiviteten.
Angsten for kommunisterne gav sig udslag i, at Hedtoftregeringen i 1948 gav Grønlands Styrelse besked om, at det var forbudt for kommunister at tage arbejde eller besøge Grønland. Det blev aftalt, at Politiets Efterretningstjeneste, PET, skulle stå for sikkerhedskontrollen, men ingen måtte vide det.
Da Aksel Larsen, som var medlem af Grønlandsudvalget, i 1948 søgte om indrejse til Grønland, blev det afslået, og det tog mange år, før forbuddet blev ophævet.
Fra kommunist til socialdemokrat
Da Børge Poulsen kom tilbage til Danmark, var det ikke muligt for ham at få en fast stilling som lærer, fordi han var sortlistet, men det lykkedes at få enkelte vikariater. Først i 1952 fik han et fast job på Holsteinsgade Skole, men så skulle han også dæmpe sin agitation.
En periode arbejdede han også med serigrafi, og i 1965 flyttede han og hans nye kone, som han var blevet gift med i 1952, til Rødby, og han fortsatte som lærer på Rødby Byskole.
Det forlyder ikke, om han fortsat var aktiv i partiet, men i begyndelsen af 1970’erne meldte han sig ud og ind i Socialdemokratiet. Men han holdt stadig fast i nogle af sine holdninger, for eksempel modstanden imod EF/EU, og i 1981 blev han medlem af Folkebevægelsen mod EF’s forretningsudvalg. Selv om han var socialdemokrat, stillede han i 1984 op som kandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen.
Først 34 år efter at han blev udvist af Grønland, kunne han igen besøge landet og møde sin svigerfamilie, dog uden sin grønlandske hustru, Ingeborg, som døde året før.
I slutningen af 1970’erne var familien flyttet til Helsingør, hvor Børge Poulsen døde i 1995, 75 år gammel. Ved bisættelsen fremhævede hans svigerdatter, at han aldrig var gået på akkord, hverken under krigen, i kampen mod grønlændernes usle vilkår eller da Danmark blev medlem af EF.
NOTE: * Grønlands Styrelse, øverste administrative organ vedrørende Grønland 1925-50. Grønlands Styrelse efterfulgte Styrelsen af Kolonierne i Grønland, oprettet i 1908, og blev selv fulgt af Grønlandsdepartementet under Statsministeriet. Kilde: Den Store Danske.
Søren Peder Sørensen: ‘Røde’ Børge – En dansk skolelærers skæbne i efterkrigstidens Grønland. 165 sider. 269 kroner (vejl.) Frydenlund.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
