Nedlukningen under corona har haft mange konsekvenser og effekter. En af dem har været, at Cirkusrevyen lukkede ned og blev indslag på TV sidste år. Som alt andet kultur blev det personlige, fysiske møde til en forbindelse over internettet.
En envejs-kommunikation, et ensrettet møde uden respons. Det har for mangt og mange, langt hen ad kablerne betydet isolering og en passiv beskuende oplevelse. Spørg bare de børn og unge, der har modtaget undervisning over skærm, og de lærere i den anden ende, der har skulle holde koncentrationen, modet og humøret oppe.
Man skal ihvertfald ikke gå i Cirkusrevyen, hvis man ikke vil grine.
Når det gælder scenekunst – i det her tilfælde revy, og ikke mindst Cirkusrevyen – er responsen og samværet med publikum en stor del af forestillingens indhold. Et tomt telt ville få revyen til at falde fra hinanden.
Måske var det den opsparede mangel på fysisk at være i samme rum/telt med levende, udøvende skuespillere, der var i spil denne aften på Bakken. Måske et stort underskud af humor og noget at grine af. Ihvertfald virkede det som om Cirkusrevyens telt var ramt af en fælles lattermildhed, undertegnede inkluderet.
Lyst til at grine
Det var skide sjovt og underholdende. Der var en kærlig lyst til at grine. Ingen tvivl om det. Men var der noget at grine af? Er der noget at grine af? Man skal ihvertfald ikke gå i Cirkusrevyen, hvis man ikke vil grine.
Det er et specielt år på mange måder i Cirkusrevyen. Genåbning, men nu uden de to store legender Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl. Den ene gik på pension, den anden sygemeldt og på pension fra næste år. Det er en epoke, der slutter her. De har begge været kulturbærere helt tilbage fra Dirch Passer, Jørgen Ryg, Preben Kaas, Claus Ryskjær og andre store danske revy-komikere. Vemodigt og skelsættende.
Derfor var det også spændende at se hvordan de nye kræfter klarede den på scenen.
Timingen er i skabet
Cirkusrevyen har på mange måder en skabelon, der er slebet til siden Osvald Helmuth m.fl. startede den i 1935. En ramme man kan læne sig op ad. Åbningsnummeret er et af dem. Her blev der i år spillet på covid19’s åbning og lukning af samfundet, men i trods mod tristesse og frygt for overfladisk underholdning blev der fyret op under fyrværkeri, dans og halløj. Så var vi ligesom igang, og de nye skuespillere havde præsenteret sig i sang og tale.
Og dygtige det er de. Synger, danser og bevæger sig så det er en fryd. Timingen er lige i skabet i de forskellige numre og sketches. De er vildt dygtige. De tre herrer, Carsten Svendsen der er debutant, og de to garvede Niels Olsen og Henrik Lykkegaard, giver den gas i et absurd-komisk byggemarked-scenarie, hvor de lejede maskiner kendes på lyden. Plat og meget sjovt.
I en parafrase over Keld & Dirchs Tømmerflåden gøres der grin med tidens optagethed af, at tingene nævnes korrekt, med skelen hele vejen rundt, så joken til sidst er pillet fra hinanden.
Med kort varsel er Pernille Schrøder trådt til i Lisbet Dahls sygefravær. Det er intet mindre end imponerende, at hun har kunnet det, og kan det hun kan. Hendes fantastiske mimik og gestik folder sig ud som gammel rollator-kvinde på plejehjem, der længes efter at blive krænket.
Holger og Konen
To smukke dansenumre bryder sædvanen tro programmet op og sætter for en stund lys på bevægelse og smukke scenarier. Super dygtige dansere i flotte koreografier.
I et andet nummer gøres der grin med venstrefløjens nølen om NATO og EU. Det valne slogan ender med” Holger og Konen tager bestik af situationen” og “Ud af Nato, men ingen slut-dato”.
I en tænkt sammensmeltning af en hofnar og en personlig rådgiver giver Carsten Svendsen et bud på dobbeltbundet kommunikation med Putin. Ekvilibristisk replik-beherskelse præsenteres af Merete Mærkedahl og Pernille Schrøder i en kort hudfletning af Nemid, Mitid og din idé. Henrik Lykkegaaard havde skrevet sin egen fest ind i programmet, hvor han tog Kandis-Johnny under kærlig behandling med et mildest talt alternativt tekstunivers til dansktop-sangerens melodier.
Overdådige farver
Scenografien er et kunstværk i sig selv. Smeltet sammen med avancerede lys-effekter kan vi skifte univers på et splitsekund. Overdådige farver og smukke, præcise scenarier.
Urkomisk spillet af Merete Mærkedahl var den uimponerede lottovindende hønseejer fra Nordjylland. Skuespilskomik af bedste slags.
I samme grad imponerer de tre herre i skildringen af de helt-ud-i-hampen-men meget tæt-på-virkeligheden selvovervurderende og selvglade midaldrende mænd i stramtsiddende cykeltøj der fylder det hele, helt uden selvindsigt. Til trods for at det ser ud, som om de går med ble. Den omsiggribende udstyrs-fanatisme og måling af alt i hoved og r.. hænges grundigt ud i det lille fine nummer med Pernille Schrøder som motionsløber.
Et nummer der står skarpere end de andre, er portrætteringen af de russiske oligarker. Her er teksten skarp i skildringen af deres røveriske vej til magten, og deres vilje til at bruge denne magt til det de synes er nødvendigt. Nummeret, der er skrevet af Niels Olsen, der selv spiller med, har på en gang karikaturen og den skarpe underliggende alvor, der giver et godt revy-nummer.
Det forudsigelige
Samlet set er det hele meget underholdende og veludført i ordets bedste betydning. Men bagefter var der ligesom noget, der manglede.
Generelt synes jeg, det er dårlig skik at kritisere en teater eller revy-oplevelse for, at der skulle have været et andet indhold puttet i. Det er det viste, der er præmissen, og det som må anmeldes. Ikke det der ikke er. Men i år manglede der noget, der rigtig hang ved. Noget som stak ud og overraskede. Noget som kradsede dybere og gav mere stof til eftertanke. Det handler her om teksterne. Der blev gjort grin med det forudsigelige. Det man kunne forvente, der blev gjort grin med. Givetvis ville Cirkusrevyen også være blevet klandret, hvis ikke det var sket. Det hører også med til dens tradition, at man forventer at se hvordan de tager dette eller hint aktuelle emne under behandling. Vi så det vi kunne blive enige om langt hen ad vejen at grine af. Pia Kjærsgaard og Morten Messerschmidt fik deres forventede tur også. Den politiske korrekthed blev hængt ud, Herlufsholm ligeså. Mette Frederiksens tag på Pape og Ellemann. Overflodsdanskerens bøvl med stigende priser på naturgas.
Vi fik langt hen ad vejen det forventede og blev ikke meget overraskede. Vi kunne være blevet præsenteret for et andet perspektiv end det gængse, en refleksion i helikopterperspektiv – “Ta´og rend mig i den offentlige mening” som den store legende og revyforfatter Poul Henningsen skrev tilbage i 1931. Et chokerende spark i den danske selvtilfredshed havde gjort godt.
Den nye instruktør Joy-Maria Frederiksen, der tog over efter Lisbet Dahl blev sygemeldt, og som også skal stå i spidsen for Cirkusrevyen næste år, har en opgave her sammen med resten af holdet.
Cirkusrevyen 2022 på Dyrehavsbakken. Medvirkende: Merete Mærkedahl, Carsten Svendsen, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard og Niels Olsen. Instruktion: Lisbet Dahl/Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Niels Secher. Kapelmester: James Price. Koreografi: René Vinther. Spiller frem til den 21. august.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
