For godt 60 år siden gendigtede Ivan Malinowski (1926-1989) en række udenlandske lyrikere til antologien “Glemmebogen”, og nu er han selv, med “Er døden ikke politisk?”, blevet trukket frem af samme bog. Udvalget af digte, der dækker forfatterskabet fra debuten i 1958 til hans død, samt et fra en posthum udgivelse i 2006, er foretaget af Jonas Eika, der i sit forord giver udtryk for sin forbundenhed med den afdøde forfatterkollega.
Det forbløffende, men også forstemmende, er, at digtene er så brandaktuelle.
Det er blevet til en meget varieret præsentation af Ivan Malinowski, som både skrev om naturen, kærligheden og politik, men altid og uanset tema betragtede som noget der har sammenhæng og ud fra en dialektisk synsvinkel. Ind i mellem er der strøet ganske korte, haikuagtige digte, der filosoferer over stort og småt. Det er en god ide, fordi det giver læseren lejlighed til at puste ud efter de ofte lange og fortættede lærestykker om verdens viderværdigheder, men hvor der dog trods alt også er plads til lidt håb og megen ironi. Eika har opdelt digtene i fire afsnit, der ikke repræsenterer forskellige tidsperioder, men en vis fælles linje.
Det forbløffende, men også forstemmende, er, at digtene er så brandaktuelle. Ikke fordi Malinowski var synsk, men fordi historiens gangart åbenbart foregår med tilbageskridt (frit efter Benny Andersen). Som i “Kritik af den europæiske identitet”, hvor han skriver om, at Det Tredje Riges rædsler ikke er slut, men kun flyttet, “Og ofrene er også flyttet / Og har skifter identitet: de / Spiller herrefolk i Mellemøsten”.
Forud for sin tid må man sige, at han var i skrækscenariet “Det går ikke”, hvor verden er ved at gå under på grund af rovdrift og svineri. Skyskraberne styrter sammen, lyset slukkes, polerne syder, vandet brænder, den genetiske kode ligger i laser, og præsidenten og hans stab omkommer i deres bunker som rotter, mens rotterne, som er blevet resistente, parrer sig livligt. Også i de smukt sanselige naturdigte fra Sverige dukker ødelæggelsen af klimaet op. I “Dagbog” fortæller Malinowski begejstret om alt det, der foregår udenfor hans vinduer: Æbletræer der blomstrer, traner der flyver forbi, om overfloden i skoven af bær og svampe og vildt, MEN elgleverens indhold af kadmium gør den uspiselig, og vandet i brønden er rent, så længe bonden bare kan overtales til at bruge mindre gift og kunstgødning.
Det kunne være fristende at fortsætte med at trække eksempler frem fra disse digte, der kommer så vidt omkring i tiden og verden, og er båret af engagement og indignation, men det vil jo bare være surrogat i forhold til den ægte vare, så læs dem hellere selv!
Dog lige til slut et par ord om digtet “Dea”, der først blev trykt i den posthume samling fra 2006. Dea er selvfølgelig hende med efternavnet Trier Mørch (1941-2001), da vi jo er i Malinowskis verden, og digtet er en kærlig, men også ironisk hilsen fra en ven til en ven. Man klukker under læsningen, for tegningen af hende er taget lige på kornet, og man kan jo godt være venner, selv om man er uenige på nogle områder, ligesom man kan bede om råd og kritik uden at bruge det til noget. Det skete kun en gang, da Dea havde forvekslet en oldenborre med en skarnbasse. Da bøjede hun sig for hans kritik. Digtet står på den ene side lidt for sig selv her, men på den anden side passer det fint ind. Sådan er det med Malinowski: alting hører sammen trods modsætninger.
Ivan Malinowski: Er døden ikke politisk?
Digte i udvalg ved Jonas Eika
Gyldendal. 186 sider. 250 kroner
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
