Ny retning i Vestafrika
Nyt blod – Portræt af Afghanistans generation 9/11. Det er titlen på en bog skrevet af den danske journalist Sune Engel Rasmussen, der boede i Afghanistan i perioden 2014-2017, hvor han blandt andet skrev til The Guardian og Weekendavisen.
Bogen er ikke ny, den udkom i 2019, men fortjener alligevel omtale, da den i høj grad bidrager til at give en dybere og mere nuanceret forståelse af landet og dets befolkning.
Hvis du vil blive klogere på Afghanistan, kan det i høj grad anbefales at læse denne bog.
Igennem de tre år, Sune Engel Rasmussen boede i Afghanistan, rejste han landet tyndt. Ikke i selskab med nogen form for sikkerhedsvagter, men på egen hånd, eventuelt sammen med afghanske venner og kom i kontakt med rigtig mange forskellige dele af det afghanske samfund.
Tre unge afghanere
Bogen igennem følger vi ikke mindst tre unge afghanere og deres liv. Tre unge, der alle er vokset op i et Afghanistan, hvor der en stor del af deres liv har været stationeret udenlandske tropper:
Omari er vokset op i en landsby uden for Kabul, og efter en rejse til Pakistan slutter han sig til Taleban – for at fordrive de udenlandske styrker. Dermed går han i faderens fodspor, som kæmpede mod de sovjetiske tropper tilbage i 1980’erne.
Saif tilhører den shiamuslimske hazara-minoritet. Han vil kæmpe for sit land og tilslutter sig regeringshæren, men oplever som etnisk minoritet at blive diskrimineret. I stedet vælger han at rejse til Syrien og kæmpe mod Islamisk Stat.
Zahra er en kvinde, der som 13-årig bliver gift væk til en mand, der dels er voldelig og gang på gang slår hende, dels i lange perioder af deres ægteskab er på stoffer og ude af stand til at arbejde og dermed forsørge familien.
Vi følger dem bogen igennem, og det lykkes Sune Engel Rasmussen at komme så tæt ind på livet af dem, at man får en forståelse af deres valg på livets vej.
Kvinder og demokrati
Det er hjerteskærende at læse om, hvad Zahra udsættes for, men samtidig meget livgivende at hun til sidst samler styrke til at flygte og skabe sig et nyt liv sammen med sine to børn.
Sune Engel Rasmussen fortæller, at for mange afghanere er spørgsmålet om kvinders ligestilling og indførelse af demokrati en vestlig agenda, uden rødder i den afghanske kultur.
Når afghanerne så gang på gang har oplevet, hvordan amerikanske tropper gennemførte razziaer mod civile, tilbageholdt tusinder af uskyldige, gennemførte aktioner med dræbte civile til følge og så videre – ja, så var det svært at overbevise afghanerne om, at man kom med frihed og retfærdighed.
Netop spørgsmålet om kvindens stilling og rettigheder bliver i de vestlige medier ofte fremstillet som om, det var en væsentlig årsag til den militære tilstedeværelse i Afghanistan.
Som Sune Engel Rasmussen skriver, er der ingen tvivl om, at der i det afghanske samfund foregår en bevægelse i retning af lige rettigheder, men under svære betingelser: “I Afghanistan er modstanden mod kvindefrigørelse ikke kun en kamp for konservative værdier, men for selve nationens selvstændighed”. Og som han også skriver: “Man kan til sammenligning forestille sig, at de danske rødstrømper havde været finansieret og åbenlyst promoveret af Sovjetunionen. Eller at den nuværende kamp i USA for fri abort og homoægteskaber var kommet til som en del af Kinas udenrigspolitik.”
Den afghanske kultur
Gennem bogen får man også mulighed for i højere grad at forstå noget af den afghanske kultur, ikke mindst hvordan familien sammen med stammen og landsbyen er den grundlæggende samfundsenhed i et land med en svag og langt hen ad vejen ikke respekteret regering.
Som nævnt slutter Omari sig på et tidspunkt til Taleban, og gennem samtalerne med ham bliver man lidt klogere på, hvorfor bevægelsen kan blive ved med at rekruttere folk. Og som Sune Engel Rasmussen et sted skriver: “Det er en grundlæggende fejltagelse at tro, at man kan drive Taleban ud af Afghanistan, som om den var et fremmedlegeme. Taleban udspringer af afghansk kultur og historie, selv hvis et flertal af afghanere foragter bevægelsen.”
Siden Talebans overtagelse af magten i Afghanistan har der været en del fokus på, at regeringsstyrkerne blev løbet over ende så hurtigt, som det skete. Det undres man ikke over, når man har læst bogen. Der er talrige eksempler på uduelige og korrupte chefer; unge mennesker der vælger at slås for deres land, men svigtes af ledelsen; om lønninger der dels er meget lave og nogle gange slet ikke udbetales og så videre. Det skaber ikke stålsatte styrker.
Hvis du vil blive klogere på Afghanistan, kan det i høj grad anbefales at læse denne bog. Selvfølgelig er den ikke sandheden om landet, men den giver et langt mere nuanceret billede, end hvad man får gennem tv og de store nyhedsmedier.
Sune Engel Rasmussen: Nyt blod – portræt af Afghanistans generation 9/11, 300 sider. 269,95 kr (vejl.). Gyldendal. Udkom i april 2019.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
