Israels annekteringskrig imod Gaza kører nu på sjette måned, og sultkatastrofen, der udspiller sig særligt i den nordlige del af Gaza, mødes blot med løftede pegefingre af de vestlige ledere.
Ramadanen nåede at komme uden en våbenhvile, og i den tid, der for størstedelen af Gazas befolkning er helliget personlig renselse og samvær med familien, kan de færreste i år bryde fasten med dadler og traditionelle retter ved solnedgang – noget børn og voksne ellers ser frem til, som de fleste etniske danskere ser frem til julen med alle dens traditioner.
Gazas lidelser påvirker ikke kun Ramadanen i Gaza – muslimske samfund verden over går hver aften til deres iftarmåltid med Gaza i tankerne, og den fejring, Ramadanen også er, er for mange mere afdæmpet i år. Mange afstår fra at dele billeder af deres iftarmåltider på sociale medier i solidaritet med de sultende i Gaza.
På Al Jazeera kan man se, hvordan fasten i år for mange i Rafah brydes med lidt agurk eller en skål bønner.
Under normale forhold med fred og mad nok, byder iftarmåltidet på alt det bedste. Maqluba, fatteh, musakhan, qidreh, og mange flere traditionelle retter hører til på det palæstinensiske iftarbord sammen med søde ting som fyldte dadler, knafeh og atayef. På Al Jazeera kan man se, hvordan fasten i år for mange i Rafah brydes med lidt agurk eller en skål bønner.
Jeg vælger at dele en opskrift på atayef. Det kan godt være forbundet med skyldfølelse at kaste sig ud i kage, men vi skal også vise, hvad Palæstina er og kunne være, uden Israels langtrukne forsøg på at nedbryde et helt folk og en hel kultur. Vi skal tegne et klart billede af Palæstinas identitet og kultur, så det står skarpt imod Israels forsøg på at appropriere den.
Qatayef/atayef/katayef er en nem og lækker dessert, der giver rådhuspandekagen kamp til stregen. Du får en opskrift her – så kan du dele resultatet og tagge det #PalestineCulture og #CeasefireNow #VåbenhvileNu.
Ingredienser
2,5 dl semolina
1,5 dl hvedemel
1 tsk instant gær – kan ofte købes hos din mellemøstlige grønthandler. Det er lidt finere end tørgær. Bruger du tørgær, skal det opløses i væsken før de tørre ingredienser tilsættes.
2 tsk sukker
5,5 dl lunkent vand
Fyld
Du kan fylde dem med lige hvad det skal være. De traditionelle er fyldt med sød ost og nødder og gerne dyppet i simpel sirup med smag af rose eller appelsinblomst. Du kan også bruge kakaonøddecreme. (Dog ikke Nutella, de har et kontor i Tel Aviv). Mascarpone er nemt at finde i danske butikker og smager utroligt godt i atayef. Her er brugt:
250 gr mascarpone
1 spsk flormelis
4-5 store jordbær
Sådan gør du
Bland alle ingredienserne til dejen, gerne med stavblenderen. Lad det stå i 15-20 minutter, imens du laver fyldet.
Rør flormelis ud i osten.
Rens og skær jordbær i kvarte på den lange led.
Bag pandekagerne, kun på den ene side, på en tør pande. De skal være lysebrune på undersiden, på oversiden skal der dannes bobler. Hvis der ikke kommer mange bobler, så lad dejen trække lidt længere. De er færdigbagt, når oversiden er tør. Læg dem på et viskestykke – ved siden af hinanden. Hvis du lægger dem i en stak, risikerer du, at de klistrer sammen.
Put en skefuld fyld og et par jordbærstave i pandekagerne på den ubagte side, fold dem på midten og luk dem ved at klemme kanterne imod hinanden, så du får en halvmåneformet fyldt kage – dejen ser tør ud, men vil være fugtig nok til at du kan klemme dem sammen, uden at de åbner sig igen.
Bag dem i ovnen på 200 grader varmluft til de er lunet igennem, og osten er blevet blød.
Støt og donér
Her er nogle links til hjælpeorganisationer, du kan sende støtte til:
Borgerforslaget Danmark har pligt til at forhindre folkedrab nærmer sig 42.000 stemmer. Hvis du ikke har støttet det, finder du det herunder.
Regeringen vender blikket den anden vej – hjælp med at sætte Israels folkedrab på palæstinenserne på Folketingets dagsorden ved at støtte borgerforslaget Danmark har pligt til at forhindre folkedrab.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.