Et år senere
I løbet af 2022 blev det klart, at imperialismens politiske leder USA har skiftet strategi fra neoliberal globalisering til geopolitisk territorial rivalisering.
Økonomisk konkurrence er ændret til økonomisk krigsførelse ved hjælp af boykot, blokader og økonomiske straffepakker. De finansielle, handelsmæssige og politiske transnationale institutioner, der blev opbygget under neoliberalismen, eroderer, og i stedet ser vi en styrkelse af gamle militære pagter og opbygning af nye militære alliancer. Vi er gået ind i en ny “kold krig” med en ny runde af våbenkapløbet.
Imperialismens politiske leder USA har skiftet strategi fra neoliberal globalisering til geopolitisk territorial rivalisering.
Det bliver tydeligere og tydeligere, at krigen mellem Rusland og Ukraine er en konfrontation mellem NATO og Rusland på ukrainsk jord. Det “internationale samfund”, hvilket vil sige den “vestlige verden”, står bag NATO i dens konfrontation med Rusland, mens lande som Kina, Indien, de fleste afrikanske lande og Latinamerika, som tilsammen udgør hovedparten af verdens befolkning, ikke støtter NATO. USA truer lande, der handler med Rusland, med sanktioner.
Tegn på krise
Dette skift i imperialismens strategi er ikke et udtryk for styrke, men et tegn på økonomisk og politisk krise. USA’s globale herredømme er for nedadgående. USA er ikke længere verdens førende industrination. Den rolle er overtaget af Kina, som også er den største globale handelsnation. Joe Biden-administrationen har fremstillet konflikten med Kina som en konfrontation mellem liberale og autoritære regimer. Jeg vil sige, at det er USA’s bestræbelse på at opretholde sin dominans i en verden, der bliver multipolær.
Skiftet fra neoliberal økonomisk globalisering til politisk og militært pres som grundlag for imperialismen har imidlertid konsekvenser. Det globale marked for investeringer, handel og etableringen af transnationale produktionskæder eroderer. USA’s politik med sanktioner, embargoer, handelskrige, politisk pres og krige splitter og formindsker verdensmarkedet. USA er ved at ødelægge det verdensmarked, som det har bygget sin magt og rigdom på siden slutningen af Anden Verdenskrig.
Vi har i 2022 set konsekvenserne i form af energikriser og inflation. Den økonomiske krise bliver værre i 2023. De fjendtlige internationale relationer vil også ødelægge de bestræbelser, der trods alt har været på at mindske de økologiske problemer og klimaproblemerne.
USA/NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine mod Rusland hænger også sammen med USA’s forsøg på at destabilisere og omringe Kina. Den vigtigste modsigelse i verdenssystemet for nuværende er mellem de kræfter, der ønsker at opretholde USA’s hegemoni på den ene side, og de kræfter der søger en multipolær verdensorden med Kina i spidsen på den anden side.
Vesten versus Kina
De store transnationale selskaber som for eksempel Apple, Nike og Ford er ikke meget for at forlade neoliberalismen med lavtlønsproduktion og det produktionsapparat, de har opbygget i syd, men de tvinges af de skiftende vinde i verdenssystemet til at slutte sig til nationalistiske og konservative politiske kræfter i det globale nord. USA, EU, Japan, New Zealand og Australien er for øjeblikket forenet i bestræbelserne på at opretholde USA’s hegemoni. De udgør det ene aspekt af denne nye hovedmodsigelse.
Det andet aspekt ledes af Kina, den fremvoksende økonomiske og politiske verdensmagt og dets ambitioner om at opbygge “socialisme med kinesiske karakteristika”. Kina er allieret med en gruppe af stater, som af forskellige årsager er imod et fortsat amerikansk hegemoni og ønsker et multipolært verdenssystem. De er forenet i ambitionen om at ændre den ulige nord-syd-struktur, som har domineret verdenssystemet i de sidste to århundreder, og udvide syd-syd- og øst-vest-forbindelserne i verden.
USA’s regering har i nogen tid udpeget Kina som sin vigtigste rival. I takt med at Kina gik fra at være en ressource af lavtlønnede arbejdere for amerikansk kapital til at blive en konkurrent på verdensmarkedet, indledte først Obama-regeringen sin politik om “balance i Stillehavs-regionen”, dernæst fulgte Trump-administrationens handelskrige, teknologisanktioner og en række geopolitiske, politiske og militære tiltag, der skulle lægge pres på Kina. Joe Biden har fulgt dette spor. NATO’s strategiske koncept blev i 2022 opdateret til også inddrage Kina:
“Folkerepublikken Kinas (PRC) erklærede ambitioner og politiske undertrykkelse udfordrer vores interesser, sikkerhed og værdier… Kina prøver på at opnå kontrol med nøgleteknologier, vigtige industrielle sektorer, kritisk infrastruktur og strategisk vigtige råvarer og forsyningskæder… Vi vil arbejde ansvarligt sammen som allierede for at imødegå de systemiske udfordringer, som Kina udgør for den euro-atlantiske sikkerhed og sikre NATO’s stadige evne til at garantere de allieredes forsvar og sikkerhed. Vi vil øge vores fælles bevidsthed, øge vores modstandskraft og beredskab og beskyttelse mod Kinas undertrykkelsesmetoder og bestræbelser på at splitte Alliancen.” (1)
Australien, Japan, New Zealand og Sydkorea deltog i 2022 for første gang i NATO-topmødet for at lægge pres på Kina. Australien og Japan er sammen med Indien og USA en del af Quadrilateral Security Dialogue (Quad), kaldet Asiens NATO, hvis mandat er at begrænse Kinas indflydelse i Stillehavsområdet. Dette er et supplement til AUKUS-pagten mellem Storbritannien, USA og Australien, der blev annonceret i 2021, også for at imødegå Kina.
Mere end 400 amerikanske militærbaser – fra Australien gennem Stillehavet til Sydøstasien, Japan, Korea og over Eurasien til Afghanistan og Indien – omkranser Kina med missiler, bombefly, krigsskibe og atomvåben.
USA’s konfrontation med Kina omfatter hele spektret: Teknologi, handel, finanser, valuta, militær kapacitet, geopolitik, internationale institutioner og ideologi. Samtidig lægger USA pres på lande, virksomheder og internationale institutioner i sine bestræbelser på at fastholde sin globale dominans.
Europa betaler prisen
Det gælder ikke mindst Europa. I de seneste 15 år er de europæiske lande ellers blevet mere og mere integreret med det russiske energimarked og har øget det økonomiske samarbejde med Kina. Naturgas fra Rusland gennem rørledningen Nord Stream 2 var billigere og mindre farlig end flydende naturgas fra Den Persiske Golf og Den Mexicanske Golf. De europæiske lande har i betydelig grad øget investeringer i og handelen med Kina. Alt dette til frustration for USA, som har forsøgt at forhindre eller forsinke denne proces.
Krigen i Ukraine var en mulighed for USA til få Europa tilbage i folden. Men det handler ikke kun om Ukraine og Rusland, men også om at forhindre euro-asiatisk integration med Kina. EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, ridsede den nye situation op i sin årlige tale i oktober 2022:
“Vores velstand har været baseret på billig energi fra Rusland. Russisk gas – billig, angiveligt til en overkommelig pris, sikker og stabil leverance. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Desuden adgangen til det store kinesiske marked for eksport og import, til teknologioverførsel, til investeringer og adgangen til at få billige varer. Jeg mener, at de kinesiske arbejdere med deres lave lønninger har gjort mere og bedre for at dæmme op for inflationen end alle centralbankerne tilsammen. …. USA har taget sig af vores sikkerhed. Kina og Rusland har skabt grundlaget for vores velstand. Det er en verdensorden, der ikke længere findes. … Der er konkurrence mellem USA og Kina. Det er den vigtigste “styrende kraft“. Verden bliver struktureret af denne konkurrence – om vi kan lide det eller ej. Det andet kendetegn er, at i en sådan konkurrencepræget verden bliver alt gjort til våben. Alt er et våben: energi, investeringer, information, migrationsstrømme, data osv. Der er en global kamp om adgangen til strategiske områder: fra cyberspace til havområder og det ydre rum.” (2)
Denne udvikling bliver dyr for EU. Ikke alene er de tvunget til at øge deres militærbudgetter med hundredvis af milliarder. De europæiske økonomier vil lide under USA’s politik. Vi ser det allerede med energikrisen og høj inflation. En pris som Europa tilsyneladende er villig til at betale for den vestlige verdens enhed og håbet om, at USA kan beskytte vores “Imperial mode of Living”.
USA’s militærbudget var på 754 milliarder dollars i 2021, svarende til fire gange Kinas og 12 gange Ruslands. (3) NATO’s beredskabsstyrke i Europa udvides fra 40.000 til 300.000 soldater.
De europæiske medlemmer af NATO, herunder snart også Finland og Sverige, har alle udvidet deres militærudgifter betydeligt i 2021.
Russisk ekspansionisme – hvortil?
Sveriges ønske om NATO-medlemskab opstod ret pludseligt. Så sent som den 8. marts 2022 erklærede den socialdemokratiske statsminister Magdalena Andersson at “et Nato-medlemskab ikke var aktuelt“. Blot to måneder senere, den 18. maj, indsendte Finland og Sverige i fællesskab deres ansøgninger. Den dag Sverige ansøgte om medlemskab, lød i stedet overskriften i det liberale dagblad Dagens Nyheter: “I dag er det let at være stolt af Sverige“.
Argumentet for svensk og finsk medlemskab af NATO er truslen fra “russisk ekspansionisme”; men selv hvis man går ind på denne tankegang, så omfatter den højst de områder, der engang var en del af Sovjetunionen, ikke Sverige, Finland eller Danmark for den sags skyld. Selv da “den kolde krig” var koldest, var Sverige og Finland neutrale. Hvorfor så nu blive medlem af NATO? Svaret ligger i, at USA’s hegemoni er truet, det er det, der binder NATO-landene sammen, nu også indbefattet Sverige og Finland.
I juni 2022 stemte det norske parlament for en ny forsvarsaftale, der giver USA fuld kontrol over fire baseområder i Nordnorge, blandt dem Ramsund Naval Base og Evenes Air Base. Den danske regering planlægger også at give USA basefaciliteter i Danmark. Danmark selv har tropper udstationeret i de baltiske lande, nær den russiske grænse og i Polen. Danmark vil investere milliarder i nye våben i de kommende år oven i de 27 nye F-35 jagerfly, der netop er købt fra USA.
Kolonialisme og nykolonialisme
Jeg vil også gerne sende en hilsen til Grønland og Færøerne. Århundreders dansk kolonialisme bliver nu suppleret med amerikansk nykolonialisme. I de kommende år vil USA investere 28 milliarder kroner i en opgradering af Thulebasen. Det var en overraskelse, da daværende præsident Donald Trump i 2019 ønskede at købe Grønland. Motivet bag købstilbuddet er, at USA ser Grønland som en vigtig brik i at bevare sit globale herredømme.
Med en udbygning af landingsbaner og faciliteter vil Thule igen blive en strategisk vigtig base for USA’s langtrækkende bombefly og jagerfly-eskadriller. Desuden ligger USA’s eneste militære dybvandshavn i Arktis ud for Thulebasen. Andre grønlandske havne vil ligeledes blive udbygget med henblik på øget amerikansk flådetrafik.
Danmark har også øget militært fokus på Grønland med en post på forsvarsbudgettet til droner, som skal forbedre overvågningen i Arktis. Der er desuden planer om etablering af en egentlig militær styrke på Grønland. Endelig er en større modernisering af luftovervågningen med en radar på Færøerne igangsat.
I Danmark er der en stor opbakning til NATO i befolkningen. I Sverige viser meningsmålinger det samme. Der har kun været få hundrede deltagere i de antikrigsdemonstrationer, der både har været vendt mod Rusland og NATO, mens tusinder har demonstreret mod Ruslands invasion i Ukraine.
NATO-nationalisme
Ved valget i oktober ledte jeg efter et parti, der er modstander af NATO. Men et sådant findes ikke længere i Folketinget, efter at Enhedslisten på sin kongres i maj 2022 vedtog, at NATO-medlemskab er det bedste for Danmark, som situationen er. Som de skriver på deres hjemmeside:
”Enhedslisten mener, at NATO på lang sigt skal erstattes af et mere inklusivt sikkerhedssamarbejde, men vores vision for en ny sikkerhedsarkitektur i Europa og globalt skal ses som en langsigtet vision og proces, der kræver gangbare alternativer.” (4)
Problemet med denne NATO-position er, at den identificerer sig helt med den danske stats interesser. Danmark bliver i den sammenhæng præsenteret som “et uskyldige lille lam”, klemt mellem russisk og amerikanske imperialisme. I den situation er “mave-fornemmelsen” hos størstedelen af befolkningen og flertallet i Enhedslisten, at “vores” – læs den kapitalistiske velfærdsstat, “vores livsstil og værdier” – bedst er beskyttet af NATO. De tænker som loyale statsborgere i “vores fælles stat” og ikke i et internationalt klasseperspektiv.
Marx kritiserede denne nationalisme i stedet for klasseperspektivet i sin kritik af det tyske socialdemokratis Gotha-program fra 1875. Lenin kæmpede mod denne “socialimperialistiske” linje i Anden Internationale i årene op til Første Verdenskrig.
NATO kan ikke tænkes uden USA
De skandinaviske lande er ikke “små hvide lam”, de er en del af problemet, en del af imperialismen. De skandinaviske velfærdsstaters opståen og udvikling kan kun forstås i et historisk og globalt perspektiv.
De skandinaviske lande har på forskellig vis været en aktiv del af kolonialismen fra 1600-tallet og fremefter i form af slavehandlen, kolonier i Caribien og settlerisme. Det industrielle gennembrud i Danmark hænger tæt sammen med engelsk kolonialisme og i Sverige med tysk kolonialisme. Vi kan ikke sige, at det ikke er vores ansvar, hvad tidligere generationer har gjort.
Kolonialismen skabte de strukturer og institutioner, der stadig danner grundlaget for verdens opdeling i fattige og rige lande, for imperialismens udbytning af lavt lønnet arbejdskraft i Asien, Afrika og Latinamerika. Kolonialismen skabte den racisme og europæiske overlegenhedsfølelse, verden stadig trækkes med. Så længe vi ikke har gjort op med vores livsstil baseret på imperialisme og racisme, så længe vil kolonialismen være vores ansvar. Historisk og aktuelt, økonomisk og politisk er de skandinaviske lande en del af imperialismen.
Med accepten af NATO under ledelse af USA køber man hele pakken. Enhedslisten har den besynderlige position, at de både vil være med i NATO og kæmpe for fred. Men som medlem af NATO bliver man en del af USA’s globale politik, der søger at opretholde et hegemoni med militær dominans.
Det ligner efterhånden situationen op til Første Verdenskrig, hvor Europas socialister også opgav internationalismen og klassestandpunktet og i stedet valgte at støtte deres kapitalistiske nationalstat i rivaliseringen med andre stater.
Når man bor i en imperialistisk stat, må man som socialist gå imod dets interesser. Hellere risikere at blive kaldt landsforræder end klasseforræder.
Socialismens muligheder
For nuværende er USA stadig det dominerende og offensive aspekt i kraft af sin militære og kulturelle magt. Men tendenserne til nedbrydningen af det neoliberale verdensmarked kan ændre balancen i modsigelsesforholdet. Forbindelserne mellem landene i det globale syd bliver stadig udbygget. De enkelte lande kan være meget forskellige, hvad angår deres politiske projekter, men de afviser alle “koldkrigsmentaliteten” og amerikansk hegemoni.
Et mere multipolært verdenssystem med alternative økonomiske institutioner og eksistensen af en stor og stærk og teknologisk udviklet stat Kina kan afbalancere USA og dermed give mere plads til, at sociale bevægelser og stater i det globale syd kan bevæge sig i retning af socialisme.
I de kommende årtier er der mulighed for, at vi vil se udviklingen af forskellige socialistiske modeller, der inkorporerer hver nations særlige historiske og kulturelle baggrund: indisk socialisme, sydafrikansk socialisme, arabisk socialisme, latinamerikansk socialisme og så videre. Disse bevægelser og stater vil kunne samarbejde og tippe balancen i verdenssystemet fra kapitalisme mod socialisme.
Fragmenteringen af verdensmarkedet og dermed af de globale produktionskæder og det stigende lønniveau i specielt Kina betyder et fald i værdioverførsel fra det globale syd til nord. Et forhold der vil forværre de økonomiske og politiske kriser i vores del af verden.
Det kan i første omgang føre til en højredrejning. Når middelklassen kommer under pres, rykker den ofte til højre. Socialdemokrater har også en historisk tradition for at rykke mod højre og vælge kapitalens side i krisetider. Det kan føre til militære interventioner mod den fremvoksende socialisme i syd i forsøget på at opretholde dominans.
Socialisters opgave i vores del af verden er derfor at stå fast på antiimperialisme i tanke og handling og arbejde sammen med de kræfter, der vil forandring af verdensordenen, i stedet for mod dem.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2023.
Noter:
1. NATO (2022) The 2022 Strategic Concept, adopted at the Madrid Summit, 29-30 June 2022. Online: https://www.nato.int/strategic-concept
2. Borrell, Josep (2022) Speech at EU Ambassadors Annual Conference 2022, 10.10.2022, in Brussels Online:https://www.eeas.europa.eu/eeas/eu-ambassadors-annual-conference-2022-opening-speech-high-representative-josep-borrell_en
3. John Chipman and James Hackett (2022) The Military Balance 2022, International Institute for Strategic Studies, London 2022.
4. Enhedslisten (2022) https://enhedslisten.dk/2022/03/22/qa-rusland-ukraine-og-nato
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
