Læserbrev
USA’s traditionelle militære opbygning baseret på landtropper og konventionel overlegenhed vil ikke føre til succes i en konflikt med Iran. Det skyldes primært to forhold: For det første fører Iran en bevidst asymmetrisk krigsførelse, og for det andet fungerer verden ikke længere efter en unipolær magtorden, hvor USA ensidigt kan dominere.
Iran har med stor præcision identificeret USA’s strategiske svagheder.
Asymmetrisk krigsførelse med tre centrale elementer. Iran har udviklet en krigsførelse, der målrettet udnytter svagheder i vestlige militære doktriner, mens den samtidig begrænser landets egne militære svagheder. Denne tilgang hviler på tre bærende søjler i den igangværende konflikt med USA og Israel:
Decentraliseret kommandostruktur
I stedet for en centraliseret kommandovej har Iran implementeret en decentral model. Det betyder, at beslutningskompetence er spredt ud til mange militære enheder og ledere i hele landet, samtidig med at den understøttes af militser som Hizbollah, Houthierne og andre allierede grupper.
Denne struktur har vist sig særdeles effektiv i praksis, fordi USA og Israel har fejltolket situationen. De har opereret ud fra en antagelse om, at eliminering af topledere ville få hele kommandostrukturen til at bryde sammen. Det er ikke sket, tværtimod har den decentraliserede model vist sig at være genial i denne krigssammenhæng.
Fokus på strategiske tyngdepunkter – Hormuzstrædet/baserne i GCC-landene og Israels infrastruktur
Iran har med stor præcision identificeret USA’s strategiske svagheder. I tilfælde af en direkte krig med USA er det primære tyngdepunkt Hormuzstrædet. Dette stræde repræsenterer ikke blot en flaskehals for olietransporten, men også en direkte trussel mod petrodollaren og USA’s militære baser i GCC-landene (Golfstaternes Samarbejdsråd).
Hormuzstrædet strækker sig over mere end 1000 kilometer kystlinje og er op til 200 meter dybt. Iran har over årtier, med teknologisk bistand fra Kina og Rusland, opbygget et omfattende netværk af underjordiske tunneller langs strædet. Herfra kan Iran operere med miner, missiler, ubåde og andre våbensystemer – alt sammen organiseret efter den samme decentraliserede logik. Denne kapacitet er ikke ny; den er resultatet af årelang planlægning.
Missil- og droneoverlegenhed
Det tredje element er Irans satsning på missil- og dronedominans inden for områder, hvor USA er svagest. Her har russisk og kinesisk teknologi vist sig at være afgørende – og på visse punkter overlegen i forhold til amerikanske systemer. Særligt vigtigt er skiftet til det kinesiske BeiDou3-satellitsystem, som Iran overgik til få dage før krigen.
Dette system muliggør præcisionsangreb ned til 10 centimeter i militær anvendelse, og det opererer uden om traditionelle amerikanske og israelske forsvarsmekanismer. Resultatet er, at USA og Israel reelt er blevet overrumplet: De fører en forældet krig, mens Iran – med kinesisk og russisk hjælp – har opnået en teknologisk overlegenhed.
Udviklingen afspejler et bredere globalt skifte. Ligesom i Operation Sindoor – krigen mellem Indien og Pakistan – stod det store, konventionelle militær (Indien med franske og amerikanske systemer) over for kinesisk avanceret teknologi og måtte se sig besejret. Da dette blev en kendsgerning, faldt aktierne i Rafale (fransk kampflyproducent) drastisk. Igen viste kinesisk teknologi sig overlegen.
Iran er med sit decentraliserede kommandosystem, sin kontrol over Hormuzstrædet og sin missil- og dronedominans – understøttet af kinesisk satellitteknologi – langt bedre forberedt på en landinvasion, end USA’s militære planlægning lægger op til.
Hertil kan tilføjes en eventuel lukning af Det Røde Hav, hvilket vil medføre endnu større ulykke for USA, Israel og det øvrige verdenssamfund. En eventuel invasion på jorden risikerer at blive katastrofal for USA. Indsættelse af landtropper vil ikke sikre succes mod en aktør, der har omdefineret krigens natur.
Dette er et debatindlæg, skrevet den 16. april 2026. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Link til denne artikel hos Stabilt Demokrati
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
