Vrede og utilfredshed
I fem måneder har vi dagligt set grufulde billeder fra Gaza af sønderbombede huse, hospitaler, skoler og ikke mindst dræbte og sårede palæstinensere.
Dybt berørte ser vi på, deltager måske i en demonstration, hvor vi i gaderne råber igennem på slagord som “Alle i Gaza har ret til liv” eller “Våbenhvile nu”. Vi kan også slukke for tv’et; lade være med at kigge på computeren eller mobilen, hvis vi ikke kan holde ud at se på den israelske besættelsesmagts folkedrab.
Men bor du i Gaza, kan du ikke lukke ned. Du er som fange i et bur, stuvet sammen med to millioner andre på et meget lille område uden mulighed for at komme væk.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de danske politikere og verdenssamfundet ikke griber ind. Det er jo civile børn og voksne, der hver dag bliver bombet og behandlet på den mest umenneskelige måde.
Rasha Khalife, palæstinenser i Aalborg
Den barske virkelighed står i skærende kontrast til det trygge hjem i Aalborg, hvor Arbejderen i anledningen af 8. marts – Kvindernes Internationale Kampdag – er blevet inviteret indenfor hos Rasha Khalife.
– Da Hamas angreb Israel den 7. oktober, vidste jeg godt, at Israel ville reagere og slå igen. Det gør de jo hver gang. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville vare så lang tid. Palæstinenserne betaler en høj pris, og det har de gjort i 75 år.
Selvom afstanden mellem hendes hjem og Gaza er 3400 kilometer, så er hendes tanker i Gaza stort set 24-7.
Hendes forældre er palæstinensere, og de kom til Danmark i 1988, da Rasha Khalife var fire år gammel. Hun er vokset op i Danmark, har gået i skole og taget sin uddannelse her. Og nu har hun også stiftet familie med mand og to små piger.
I de 36 år, Rasha Klalife har boet i Danmark, har konflikten mellem Israel og Palæstina været i brand flere gange. Som barn deltog hun også i demonstrationer og andre aktiviteter for palæstinensernes sag. Men især i hendes voksne liv har det hver gang påvirket hende dybt, således også de seneste fem måneder.
FN anslår, at der indtil nu er henved 30.000 dræbte, heraf cirka 10.000 børn. Yderligere 17.000 børn er uden forældre. Næsten to millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem uden noget sikkert sted at tage hen. Den israelske hær har blokeret befolkningens adgang til mad, vand, medicin og elektricitet.
Hvor er politikerne?
Nu dør børn ikke kun på grund af bomber – de dør også af sult og på grund af mangel på medicin. Det har fået internationale NGO’er til at advare om en sundhedskrise, som verden ikke har set i lignende omfang i årtier.
– Jeg græder hver dag. Det er helt ubegribeligt, det der foregår. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de danske politikere og verdenssamfundet ikke griber ind. Det er jo civile børn og voksne, der hver dag bliver bombet og behandlet på den mest umenneskelige måde. Hvordan kan man bare se på, at det sker, spørger Rasha Khalife.
Medierne spiller en stor rolle, og det har altid været svært at få informationer ud til offentligheden, der viser, hvad der reelt foregår.
– Men noget er anderledes den her gang, mener hun:
– Palæstinenserne i Gaza filmer selv og deler på de sociale medier, så hele verden kan se den israelske besættelsesmagts brutalitet. Det er hårdt at se på, men det er vigtigt, at folk får det at se, så jeg deler det på Facebook. Er der en dag, hvor jeg ikke når det, så føler jeg, at jeg svigter. Det er så lidt, jeg kan gøre for at hjælpe palæstinensernes sag sammenlignet med det, de gør i Gaza, fortæller Rasha Khalife tydeligt berørt.
Hun er overbevist om, at de sociale medier gør en forskel. Billederne, der viser palæstinensernes hverdag under den israelske besættelse, er en motor under de protester, der ruller over hele verden og bliver ved og ved.
Mor i Danmark – mor i Gaza
Som mor til to piger kan hun ikke lade være med at tænke på, hvordan det må være at skulle tage sig af et eller flere børn, når man hver dag lever med frygten for at blive bombet og hverken har tag over hovedet, mad eller vand. Bliver børnene syge af helt banale sygdomme, så risikerer de at dø, fordi der mangler medicin. De direkte angreb på hospitaler og sundhedspersonale, der udgør åbenlyse brud på international humanitær lov, har stort set sat sundhedsvæsenet ud af funktion.
– Når min egen datter falder og slår sig, så gør det jo ondt helt ind i hjertet. Det er slet ikke til at forestille sig, hvordan det må være, når man ikke kan beskytte sit barn og ikke skaffe dem mad eller hjælpe dem, hvis de bliver syge, siger Rasha Khalife.
Billederne af titusinder af børn og unge, der sulter og er skadede og traumatiserede for livet, har brændt sig fast på nethinden hos Rasha Khalife.
Når hun fortæller, får man en tydelig fornemmelse af hendes palæstinensiske rødder. Hendes bedsteforældre flygtede fra Palæstina til Libanon under nakbaen (Katastrofen) i 1948, hvor en etnisk udrensningsproces af palæstinenserne startede. Større byer blev invaderet og palæstinenserne dræbt, såret eller drevet på flugt. Næsten halvdelen af over 800 palæstinensiske landsbyer blev udslettet, ejendommene plyndret eller beslaglagt og jorden stjålet.
Senere slog Rasha Khalifes forældre sig ned i De Forende Arabiske Emirater, hvor Rasha kom til verden.
Drømmen om Palæstina
Drømmen om at besøge Palæstina levede i mange år, inden hun i 2018 endelig tog mod til sig og deltog i en grupperejse til Vestbredden. Den tur, hvor hun ved selvsyn så den apartheid og chikane, som det israelske militær udsatte palæstinenserne for, fik hende til at engagere sig 100 procent i deres sag her i Danmark.
Turen satte sig i hende. På trods af at hun som de andre i gruppen havde rødbedefarvet pas, så var der øje på hende, straks de landede i Ben Gurion Airport i Tel Aviv, hvor hun blev peget ud og bedt om at vente.
– Jeg måtte ikke have gruppens guide med, men måtte tage plads i et venteværelse sammen med andre folk, der også ventede på at få lov til at komme ind i landet. Og så blev jeg ellers kaldt ind til afhøring to gange, hvor jeg skulle svare på alt muligt. Om jeg havde været her før? Om jeg kendte nogen? Hvor jeg skulle bo og så videre. Det varede fem timer i alt.
– I de fem dage, turen varede, blev vi hele tiden standset, sikkert fordi jeg var i gruppen. Da vi var i Hebron, hvor vi skulle se Ibrahimi Moskeen, blev jeg stoppet, og fordi jeg er muslim, fik jeg ikke lov at komme med ind i moskeen.
– Omvendt oplevede jeg en fantastisk imødekommenhed fra de palæstinensere, jeg mødte. Når de fandt ud af, at jeg var palæstinenser, måtte jeg ikke betale for noget, og jeg fik gaver uden forventning om, at jeg skulle give noget igen. Det var meget rørende.
Chikane på rejsen
Rasha Khalife fortæller, at chikanen fortsatte under hele rejsen, og at rejsegruppen nærmest blev forfulgt af en rabiat israelsk bosætter, der kaldte dem de værste ting.
Da gruppen skulle rejse tilbage til Danmark, havde Rasha Khalife igen en skræmmende oplevelse.
– Ved første tjek ved indgangen i lufthavnen blev jeg vurderet som “ekstra mistænkt”, og det blev synliggjort med et tal på en gul label med en stregkode, som de satte på mit pas. Det fandt jeg først ud af senere, da jeg kom hjem.
Rasha Khalife blev igen taget ud til ekstra tjek. Hele bagagen blev grundigt undersøgt, og der blev taget x-ray af hende.
En rejsende tog billeder med hans mobil af det, der foregik, men han blev antastet af det israelske lufthavnspersonale, der beordrede ham til at slette billederne. Det foregav han, at han gjorde, men antydede over for Rasha Khalife, at han stadig havde billederne.
– Det var en meget voldsom oplevelse, og jeg græd. Da vi så stod ved gaten, fortalte han, at de havde taget hans mobil.
Det var med store forventninger, at Rasha Khalife rejste til det land, hvor hun har rødder. Men da flyet lettede, kiggede hun ikke på noget tidspunkt ned på den jord, hun havde glædet sig til at betræde.
– Det, jeg har set af Palæstina, var på de fem dage, rejsen varede, og jeg nåede slet ikke det, jeg gerne ville. Jeg havde forventet og drømt om hele mit liv at opnå en følelse af at være kommet hjem, men den følelse kom slet ikke, Og jeg er i tvivl om, om den ville være kommet, hvis rejsen havde varet længere tid.
Splittet mellem to lande
Følelsen af at være splittet mellem to lande har nok altid været der, tror hun. Det er bare en svær følelse at forklare.
– Det er i Danmark, jeg er vokset op. Her jeg har gået i skole og taget min uddannelse, og det er her, jeg har mine venner.
– Jeg har altid sagt, at jeg føler mig 100 procent hjemme i Danmark, og at Danmark er mit hjem. Men de senere år er jeg alligevel kommet i tvivl. Jeg er jo palæstinenser, men mit land er besat, så jeg tænker meget over det, der sker lige nu.
– Jeg oplever en stigende racisme her i Danmark, og så kan jeg mærke, at det, der sker politisk lige nu i forhold til Gaza, berører mig og får mig til at spørge mig selv, om det er her, jeg hører til, og om mine børn skal opleve racisme.
Føler sig som hjemløs
Rasha Khalife er uddannet arkitekt – blev færdig med sin bachelor i 2015 – men har kun været kaldt til én jobsamtale.
– Jeg kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, at det handler om racisme og har noget at gøre med, at jeg har et fremmedklingende navn, bærer tørklæde og er muslim. Men det er sådan, det opleves. Det samme hører jeg fra mange andre ikke-etniske danskere, og jeg ved, at nogle ændrer navn for overhovedet at blive kaldt til en jobsamtale.
Nu er arkitektuddannelsen efterhånden blevet forældet, og Rasha Khalife ser ikke for lyst på mulighederne for at få et job i branchen. Og det tolkejob, som Aalborg Kommune spurgte, om hun ville have, mens hun var i gang med arkitektuddannelsen, sluttede i 2019, hvor hun blev sagt op.
– Nu tænker jeg på mine børns fremtid. Min mand er politisk flygtning fra Syrien, og jeg er palæstinenser. Jeg har dansk statsborgerskab, og det har vores døtre også. Min mand har først for nylig fået permanent opholdstilladelse, og nu søger han også om dansk statsborgerskab. Lige nu føler vi os hjemløse, men problemet er, at alle steder, hvor vi kommer hen, vil vi være flygtninge.
Protesterne giver håb
På spørgsmålet om Rasha Khalife kan se en løsning på krigen, indrømmer hun, at det kan se håbløst ud. Hun er skuffet over den danske regering og folketingsflertallet, der ellers var hurtige til at fordømme Putin, da Rusland invaderede Ukraine.
– Hvorfor fordømmer de ikke Israel, der har besat Vestbredden og bomber civile i Gaza. Det er jo hykleri, mener hun.
Palæstinenserne betaler den ultimative pris, men de mange og vedvarende protester over hele verden giver håb.
– Der har aldrig før været så stor fokus på Palæstina, og jeg ser det som starten på en afslutning på 75 års besættelse, slutter Rasha Khalife.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
