Hovedpointer
• Aftalen øger USA’s krigsevne, men reducerer af flere indlysende grunde danskernes sikkerhed. At sætte en udenlandsk magts interesser over danskernes ve og vel er etisk og politisk forkasteligt.
• Regeringen kan tænkes at have accepteret aftalen som Trump’s offer you can’t refuse efter afslaget på at købe Grønland. Henvendelsen fra USA til Danmark med ønsket – eller kravet – om en sådan aftale samt dens dato bør offentliggøres i sin helhed.
• Med en sådan aftale vil atomvåben sandsynligvis oftere være med ved USA’s besøg, og det vil regeringen ikke kunne forhindre og heller ikke ønske at stille spørgsmål om.
• Med aftalen vil Danmark også lægge sine sidste æg i Washingtons kurv, miste yderligere handlefrihed og suverænitet og blive revet med ned, i takt med at Vestverden under USA/NATO-ledelse bliver svagere og til sidst spiller en underordnet rolle i verden.
• Danmarks gængse militære trusselsbillede nærmer sig det parodiske og paranoide mantra og har intet med rationel multidimensional analyse at gøre, på hvilken en fornuftig politik kan bygges.
• Det er uforeneligt med demokrati, at regeringen i mange måneder har haft en proces kørende med USA uden at orientere nogen før 10. februar. Aftalen har en sådan karakter og vil være så afgørende for Danmarks fremtid, at den selvsagt kræver opbakning hos en stor majoritet i befolkningen eller må droppes.
• Mod slutningen i analysen giver jeg nogle få af mange eksempler på den fagligt-intellektuelle nedrustning, homogenisering og fjernelse af alternative tilgange – på det sikkerheds- og udenrigpolitiske område i både medier, forskning og politik. Denne nedrustning står i omvendt proportion til vigtigheden af krig og fred – sidstnævnte er nu helt fjernet fra diskussionen – og udgør i sig selv en alvorlig sikkerhedsrisiko for Danmarks fremtid.
• Medier, der behandler dette sensationelle og skæbnesvangre brud på grundprincipper i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik på basis af en tynd Ritzau-tekst og i bedste fald skriver en enkelt kommentar eller interviewer en person med militær baggrund for derefter at droppe sagen, svigter helt sine forpligtelser.
To grundprincipper i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik – at man ikke accepterer udenlandske baser og atomvåben på dansk territorium – bliver nu historie
Den 10. februar 2022 blev der skrevet trist danmarkshistorie. Regeringen Frederiksen meddelte, at man for godt et år siden fik en henvendelse fra USA med ønsket om at få en særlig Defense Cooperation Agreement, DCA, med Danmark.
I konsekvens af dét vil – eller tvinges – regeringen til at bryde med et fundamentalt princip i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, nemlig at man ikke vil have udenlandske tropper stationeret og ej heller forhåndslagring af andre staters våben på dansk territorium.
Et mindst lige så vigtigt princip vil tillige blive brudt, men det vil regeringen benægte: At Danmark ikke accepterer atomvåben på dansk territorium. Det vil uden nogen som helst tvivl blive brudt, uanset hvad der blev sagt i retning af det modsatte af statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Morten Bødskov ved aftalens præsentation den 10. februar.
Mette Frederiksen og dermed Danmark fik en tilrettevisning af dimensioner fra Washington, der ikke var til at tage fejl af, nemlig at sådan taler man simpelthen ikke til sin beskytter, frelser og leder.
Med det mener jeg ganske enkelt, at det nok er sandt, at der ikke vil blive opstillet atomvåben permanent på dansk jord. Men der vil kunne være atomvåben på amerikanske fly, skibe og undervandsbåde. Og dét vil Danmark aldrig spørge USA om endsige kunne forhindre.
Det er ganske vist rigtigt, at dét for så vidt også gælder i dag; men forskellen er, at et intimt, dagligt militært samarbejde gør det endnu sværere at spørge eller føre kontrol. Danmark er jo blevet en integreret del af USA’s militær, og da kan man i praksis ikke give udtryk for hverken mistanke (om hvad der kunne medbringes) eller foretage kontrol. Man må ganske enkelt stole blindt på, at de skam ikke har atomvåben med, fordi Danmark siger, at det accepterer man ikke.
Kun den, der er naiv – eller det, der er værre – kan derfor give forsikringer til danskerne om, at Danmark vil kunne forhindre, at USA har atomvåben med til Danmark. Den slags har USA nemlig desuden en – arrogant – global “hverken benægte eller bekræfte”-politik for. De bruger den til og med i Japan.
Danmark vil således kun have ét valg: At ikke spørge. Så vil man bagefter kunne sige, at man har jo sagt til amerikanerne, at Danmark ikke accepterer atomvåben, og at man derfor går ud fra, at de respekterer det. De er jo vore venner.
Det kaldes opportun uvidenhed og løser alle problemer.
Hvorfor en amerikansk anmodning for “lidt mere end et år siden”? Var den Trumps hævn?
Det er en ulden formulering. Joe Biden blev USA’s præsident den 20. januar 2021. Da vi skriver den 10. februar 2022, er det overvejende sandsynligt, at det var Trump-administrationen, der foreslog – eller krævede – den hér aftale med Danmark.
Med Donald Trump har Mette Frederiksen som bekendt en speciel relation. Da han foreslog at købe Grønland, svarede hun helt korrekt: ‘Nej’ og lagde til, at den amerikanske præsidents forslag var absurd. Det tog han, som man vil huske, meget ilde op. Han aflyste sit statsbesøg i Danmark, og i dette videoklip fra 21. august 2019 argumenterer Trump for, at man simpelthen bare ikke taler til The United States of America that – “nasty” (væmmelige) – way.
Mette Frederiksen og dermed Danmark fik en tilrettevisning af dimensioner fra Washington, der ikke var til at tage fejl af, nemlig at sådan taler man simpelthen ikke til sin beskytter, frelser og leder. Jeg antager, at alle i Udenrigsministeriet sad på kanten af sine stole i de følgende dage, da der givetvis har været tale om en særdeles alvorlig krise mellem de to lande.
Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske ledelse må have ledt efter måder at gøre USA og Trump selv mere forsonlig. Det kan være hér, svaret på dette DCA-aftaleforslag kommer ind i billedet.
For aftalens baggrund handler – kan man formode – om to ting: Dels at stille et andet krav til det uforskammede og utaknemmelige Danmark, der kunne give USA en mere markant tilstedeværelse i nærheden af Arktis – fra Norge og sydpå, hvor Rusland kan have brug for at sejle ind og ud.
Rusland vil helt realpolitisk omgående omstille sine raketter, så de peger mod de fremskudte amerikanske basefaciliteter, og de vil i tilfælde af storkrig blive bombet først overalt i Europa.
Det handler, som ministrene siger, ikke om den aktuelle krise omkring Ukraine, for den fandtes jo ikke på dén måde dengang. Men denne krise lige nu kan regeringen godt bruge som psykologisk skræmmende bagtæppe for præsentationen af netop denne aftale.
Den anden årsag bag kravet fra USA om en aftale er – Kina. Trumps præsidentperiode handlede i meget høj grad om at få en ny kold krig på benene og overbevise allierede om, at det er kæft, trit og retning: Kina er den langt største udfordring – fjende – og I må rykke sammen med os – nu!
Det sidste, daværende udenrigsminister Mike Pompeo gjorde i januar 2021, var at deklarere (uden nogen dokumentation), at det, Kina gør i Xinjiang, er et folkemord. På det tidspunkt var der allerede fuld udblæsning på en handelskrig og dæmonisering, og Pompeo havde holdt en tale – tilsvining – af alt, hvad der hedder Kina på Nixon-biblioteket den 23. juli 2020.
Den nye Kolde Krig mod Kina var i fuld gang – som dokumenteret i for eksempel The Smokescreen Report.
Kort sagt – flere fluer med ét amerikansk smæk:
Danmark skal kanøfles, ikke mindst fru Frederiksen personligt: Vi giver Danmark et tilbud, de forstår, at de ikke også kan eller skal sige nej til og slet ikke som med Grønland kalde det ‘absurd’. Med baser i Danmark får vi endnu flere fremskudte tropper og våben nær Rusland og kortere reaktionstid til Arktis – og fyldt et hul i kæden af amerikanske soldater ud. Og så får vi sikret, at Danmark er helt på vores side imod den formidable udfordring/fjende, der hedder Kina.
Og slutteligt – glem ikke, at både Rusland og Kina er vore fjender i Arktis: Kan vi ikke få Grønland helt og fuldt nu, kan vi presse Danmark til at få en del af dét – baser – og samtidig udbygge vort engagement i Grønland skridt for skridt. Vi begynder med et konsulat og nogle penge at lokke med.
Det handler ikke for USA om samarbejde i og om Arktis. Det handler ikke om et afmilitariseret Arktis til fælles gavn for alle. Det er et militariseret og af USA og allierede domineret Arktis – en konfrontation om nødvendigt med USA’s ærkefjender. Mette Frederiksen har også på dette område i ekstrem grad talt USA’s sag og ingen andres eller helhedens.
Statsminister Frederiksen har ikke siden ordet “absurd” kunnet få sagt ofte nok. hvor meget hun – og bag hende, Danmark – står sammen med USA overalt, gerne vil gør det tjenester og aldrig vil kritisere det.
Spørgsmål af nok så stor betydning:
Betaler Danmark og danskerne i dag mon en meget høj pris (denne aftale) for hendes lille – helt forståelige, men udiplomatiske – ‘absurd’ dengang over for imperiets koleriske leder? Turde hun selv og Danmark ganske enkelt ikke at sige nej til dette basekrav? Og er det derfor, der er gået så længe, inden man holder en pressekonference – i håbet om at vi ikke skal se forbindelsen tilbage til denne episode?
Hvis min teori ovenfor er helt ved siden af, ville det være nyttigt, at regeringen offentliggør den oprindelige amerikanske henvendelse til Danmark om denne aftale, så man kan se USA’s motiver og ønsker. Og datoen.
En aftale med USA vil kun mindske danskernes sikkerhed
En aftale af den karakter, der kun kunne antydes på regeringens pressekonference – og dét i sig selv er urovækkende, når der, som nævnt, er gået “lidt over et år”, siden USA fremsatte ønsket om en sådan aftale – vil kun mindske danskernes sikkerhed. Rusland vil helt realpolitisk omgående omstille sine raketter, så de peger mod de fremskudte amerikanske basefaciliteter, og de vil i tilfælde af storkrig blive bombet først overalt i Europa.
Dermed vil Danmark ikke kunne forsøge at holde sig uden for en eventuel krig, men vil per automatik blive trukket ind i krig – og tidligere end ellers. Forsikringer om det modsatte, og at Danmark selv kan bestemme som suveræn stat overfor USA i en sådan situation, er vås. Og hvis man mener, at handlefrihed er vigtig for sikkerhed – til forskel fra at være helt bundet til den ene side i en konflikt – så vil de følgende afsnit også vise, hvordan danskernes sikkerhed bliver reduceret fra den dag, denne DCA-aftale bliver underskrevet.
Danmarks handlefrihed og suveræne beslutningsret vil blive yderligere reduceret
Danmark afsiger sig hermed det sidste af selvstændige handlefrihed i en krisetid samt underminerer mulighederne for at spille en fremtrædende rolle, hvad angår alternativer af typen civil konfliktløsning, fredsforslag, overførsel af konflikter til FN, mægling og dialog.
Hvis man for eksempel forestiller sig, at Washington ringer og beder Danmark deltage militært i en ny krig, for eksempel mod Iran, vil det være endnu mere umuligt at sige, “nej, det ønsker vi ikke”, når man har et så nært, dagligt og bredt militært og militær-politisk samarbejde med USA.
Dansk udenrigspolitik vil i endnu højere grad blive udformet i Washington, og Udenrigsministeriet bliver en filial til State Department.
Der vil – også uden mindste tvivl – opstå situationer, hvor Danmark af USA tvinges til at afgive sin suveræne beslutningsret. I tilfælde af højspænding vil der sandsynligvis komme et amerikansk krav om at stationere flere tropper, fly, skibe og andre våben i en tidlig fase. Vil Danmark kunne sige nej? Eller nej, ikke endnu?
Og vil en amerikansk soldats eventuelle kriminelle handling mon blive dømt efter dansk lov (eller efter amerikansk)?
Og med denne permanente amerikanske tilstedeværelse kan man så forhindre, at amerikanerne kan indsamle informationer af forskellig art, når de nu alligevel er der med øjne og ører på nært hold?
Svarene på sådanne spørgsmål er: Nej, naturligvis ikke.
The West will be replaced by The Rest. Alle imperier går ned, intet imperium varer evigt.
Når man som småstat ikke kan klare sig magtmæssigt i en uenighed med USA, vil man derfor skynde sig at definere Danmarks interesser – og værdier – som identiske med USA’s. Voila, enhver konflikt er tryllet bort.
Det var også, hvad der blev gjort igen og igen på pressekonferencen, blandt andet med henvisningen til de fælles værdier og årtiers samarbejde.
Når aftalen først er underskrevet, er det USA, der bestemmer 100 procent på grund af sin magt og overordnede militærstrategiske behov. Og dansk udenrigspolitik har allerede i dag karakter af blind loyalitet med USA, opbygget de seneste 20 år. Danmark er partneren, der stiller op inden for 24 timer, når Washington ringer og beder det om at brillere som bombestat i lidet gennemtænkte krige – som Danmark ikke har den mindste nationale interesse i at deltage i.
Der vil derfor ikke være nogen som helst mulighed for, at Folketinget vil blive andet end et gummistempel. Og hver gang samarbejdet udvides, vil vi høre, at det skam kun er “en naturlig konsekvens” af det, der allerede er gjort.
Og hvordan kan man vide det allerede nu?
Simpelthen fordi de tre ministre ikke leverede nogen saglig årsag til, at man indgår denne aftale netop nu, men hele tiden gentog disse – helt ureflekterede – mantra: USA og NATO er vor absolut vigtigste allierede, og det er dem, der har vært garanten i over 70 år for vores frihed, sikkerhed, demokrati og vore værdier – og det vil USA også være i fremtiden. I al fremtid.
Jo vist, der blev sagt noget om øgede spænding, terror, cyberaktivitet, autoritære regimers fremvækst. Men intet af dét kan imødegås med amerikanske tropper og våben på dansk jord.
At disse mantra ikke er andet end netop mantra, og at stribevis af andre og vigtigere faktorer gør sig gældende, spiller ingen rolle for beslutningstagerne. Forskning og bredere viden er ikke længere en byggesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvad skulle man egentlig stille op med uafhængige eller alternative analyser af grundlæggende vigtige spørgsmål, når man véd, at man ikke kan vrikke med ørerne, uden at Washington vil hæve øjenbrynene?
Man har jo ikke sagt nej til at deltage i nogen krig, Danmark er blevet bedt om at deltage i. Ikke kunnet sige nej til ulovlig udlevering til NSA af ulovligt indsamlede datamaterialer om danske statsborgere og ikke kunnet gennemføre en procedure omkring det, der er en retsstat værdig. Og i samtlige udenrigspolitiske spørgsmål og i synet på lande som Rusland, Belarus, Syrien, Iran, Kina og så videre har man – næppe helt tilfældigt – den samme holdning som USA. Og naturligvis har man et stadigt tættere militærindustrielt samarbejde og køber kun amerikanske kampfly.
Findes der overhovedet noget vigtigt spørgsmål de sidste 10-20 år, hvor Danmark ikke har været 100 procent enig med USA (ud over altså det klare ‘Nej’ til Donald Trump og hans bud på Grønland?)
At der, som jeg skriver længere nede hér, kunne være helt andre sider af USA og dets fremtid, som kunne mane til forsigtighed, falder åbenbart ikke nogen i regeringen Frederiksen og dens ministerier ind. Og det samme synes at gælde stadig flere folketingsmedlemmer.
Projektet skal jo sælges til befolkningen. Skatteyderne. Og man kan ikke bedre end levere serier af postulater og besværgelser. Hvorfor?
Fordi man véd, at det ikke handler om Danmark og danskernes sikkerhed, men om ganske andre ting, som Danmark – selvom det skulle ville – ikke kan komme ud af.
Jeg tror faktisk ikke, at de ansvarlige i diverse ministerier er bevidste om risici med denne aftale. For dem er troen på USA som en slags global gud og frelser af Danmark det eneste saliggørende. Og mennesker med andre analytiske tilgange er ikke blevet ansat i årtier.
Det er også derfor, at statsministeren ved flere lejligheder har afstået fra enhver kritik af USA. Da USA likviderede nummer tre mand i Iran, meddelte hun den fremmødte presse, at hun ikke havde noget behov for at kommentere amerikanske aktiviteter. Og perlekæden af tavshed om amerikanske – kriminelle – aktiviteter er nok så lang.
Sådan er det, når man ikke længere er fri.
Og sådan – må man formode – vil det også fungere i fremtiden. Åbenhed, ytringsfrihed og venskabelig kritik vil der ikke kunne være tale om.
Og netop dét er en meget vigtig ikke-militær målsætning for USA med en sådan militær aftale: Ingen kritik, kun blind støtte. Enten er I med os, eller også er I med fjenden!
Med denne aftale vil Danmark lægge de sidste af alle sine æg i én og samme kurv.
Men netop dét er det mest risikable, man kan gøre i en stadigt mere kompleks, foranderlig og uforudsigelig verden.
Baseaftalen vil umuliggøre en fremtidig balanceret holdning til Rusland, Kina og resten af verden
Den verdensorden, vi er på vej ind i, er en, i hvilken ikke-vestlige kulturer, tænkemåder og lande – Afrika og Asien, Kina, Indien og så videre – vil få mere magt, og Vesten – USA, NATO, EU – vil få mindre. På alle magtens områder, måske med undtagelse af militær magt (der så igen er en hovedårsag til Vestens nedgang og kommende fald).
The West will be replaced by The Rest. Alle imperier går ned, intet imperium varer evigt. Vesten har domineret i hundredvis af år og USA siden 1945. Men i de nærmeste år vil det vestre vestlige imperium følge efter det østre vestlige – Sovjetunionen og Warszawapagten – der faldt for cirka 30 år siden.
Uanset dette har den danske udenrigsledelse og mange i Vest stadig 95+ procent af deres opmærksomhed rettet mod os selv (USA og Europa) og forstår ganske enkelt ikke, hvad der foregår globalt. Man benægter, at det skulle motivere en nyorientering af politikken, for eksempel i retning af at gå på to ben – ét i The West og ét i The Rest.
Der bliver naturligvis tale om baser. Amerikanske soldater i hundred- eller tusindvis kan næppe indkvarteres på eksisterende kaserner, jyske bed and breakfast-steder eller på hoteller.
Det er disse makrohistoriske forandringer, der gør, at USA allerede har startet en kold krig med Kina. Kina er ingen trussel mod Vesten, men alt, hvad der vokser og udfordrer USA/NATO’s dominans, opfattes per definition som en trussel og ikke som en mulighed. Og hvis vi ikke kan lede/dominere længere og rejse ud i verden og omvende dem til at blive som os – med vores bibel og om nødvendigt med sværdet – ja, så kan vi i alle tilfælde sætte kæppe i de andres hjul.
Det betyder selvisolering forude, fordi verdens og menneskehedens fremtid forudsætter samarbejde og ikke kun konfrontation og krigstrusler.
Med en aftale som denne “rykker vi sammen” med dem, der fremover vil tabe global indflydelse – eller meget vel kan tænkes at starte en storkrig, når de opdager, at spillet er tabt. Alle alliancer har den ulempe, at selvom de nok kan skabe en vis tryghed og solidaritet indadtil, så er de per definition vendt mod nogle andre.
Danmarks hidtil førte aktive – og først og fremmest militært aktive – udenrigspolitik de sidste 20 år har bundet Danmark til én aktør og reduceret Danmarks handlefrihed, så der ikke er noget at snakke om vedrørende den slags ting og perspektiver, jeg skriver om hér.
Danmark har deltaget i amerikansk-ledede krige, der i forhold til deres egne militære, politiske, værdimæssige og humanitære målsætninger og præmisser har været eklatante, indiskutable fiaskoer, som kun har undermineret Vestens troværdighed og værdighed som leder. Og gjort Vesten mere hadet.
Militarismen og den evige krigsførelse æder sig selv og er selvdestruktiv på samme måde som misbrugeren af narkotika. Andre, som Kina, har brugt sine midler og hårdere arbejde til at skabe bedre livsvilkår på hjemmebanen, mens USA/NATO har været ude overalt og forsømt at vedligeholde sig selv og feje for egne døre – hvilket er særligt tydeligt for USA’s vedkommende for den, som vil se det.
Når man så lægger en sådan baseaftale oven i alt dette, vil der ganske enkelt ikke findes nogen form for handlefrihed, der karakteriserer en suveræn stat. Man vil kun kunne stå på USA’s side og ikke frit kunne have relationer med andre, uden at det først er godkendt i Washington. Eller man véd – gennem selvcensur og altså uden at spørge Washington – hvad man må og ikke må.
Uanset hvordan man ser på USA’s fremtid – global nedgang, risiko for borgerkrig, nye mere eller mindre autoritære ledere, amerikanske atomvåben, interventioner, krig, CIA’s og specialtroppers rolle over hele verden eller som demokratiets, frihedens og menneskerettighedernes ædle vogter – så er det helt og aldeles umuligt at hævde, at Danmark har samme værdier, og føle, at USA’s interesser også er Danmarks. Og det vil kun blive sværere i fremtiden.
Men man kan postulere det i håbet om at overbevise sig selv og danskerne om det.
Med klog realpolitik og kompetente global- og fremtidsanalyser har det ingenting at skaffe.
Naturligvis bliver der tale om baser
Forsvarsminister Bødskov virkede ekstra nervøs, da han sagde, at der “i udgangpunktet” ikke er tale om etablering af egentlige baser. Han kunne dog ikke forklare, hvordan det, han kaldte langsigtede og permanente former for samarbejde på alle militære områder, skulle kunne gennemføres, uden at der bygges baser, eller de eksisterende danske bliver udbygget af amerikanerne.
Der bliver naturligvis tale om baser. Amerikanske soldater i hundred- eller tusindvis kan næppe indkvarteres på eksisterende kaserner, jyske bed and breakfast-steder eller på hoteller. Og hvad med forhåndslagring af tungt materiel – hvor kan det gøres trygt, hvis ikke på noget der med rimelighed kan kaldes baser med omfattende overvågning og beskyttelse?
At der er tale om en rotation af amerikanske soldater over tid, og at gamle rejser hjem, og nye kommer til Danmark, betyder på ingen måde at de ikke behøver noget, man normalt kalder baser og de mangeartede faciliteter, den slags kræver.
Og når USA har bedt om – krævet – denne aftale med Danmark, er det, fordi USA mener at have et strategisk behov både i forhold til Centraleuropa og Arktis. Derfor drejer det sig ikke om nogle få soldater med let bevæbning.
Baser skaber normalt konflikter
Danmark har ingen erfaringer med amerikanske baser på sit territorium – og har sikkert heller ikke studeret problemer omkring i hvert fald nogle af de 700+ amerikanske baser i 130+ lande Jorden rundt. Faktisk aner man intet om, hvad det er, man giver sig ind i. Men det gør amerikanerne – se ovenstående kort. De véd, hvordan man skærer kagen bedst mulig med værtslande.
Der er mange amerikanske baser, hvor lokalbefolkningens modstand har varet i årtier. Amerikanernes tilstedeværelse har skabt uendelige konflikter og vrede mod centralregeringer samt kulturkonflikter med de lokale. Således i for eksempel Okinawa.
Hvordan sikrer man mon, at amerikanske soldater i danske provinsbyer ikke vil skabe problemer af social art? At der ikke vil blive danske demonstrationer imod dem og deres baser? At det vil vise sig, at danske militære værdier ikke er helt de samme som danske civile?
Hvilke miljømæssige indsatser bliver der tale om, når der skal foretages omfattende øvelser med mængder af tunge tanks og skydes med skarpt et antal steder rundt om i Danmark?
På dagens pressekonference blev det kun nævnt, at den amerikanske tilstedeværelse måske vil kaste en hel del penge af sig i lokalsamfundet. Igen denne gøren alting op i penge, lokke med indkomster fra det militære, måske fordi man ikke har andre særligt kreative civile udviklingsplaner?
De konfliktfri små skridts tyranni
På punkt efter punkt på regeringens pressekonference stod det klart, at konsekvenserne af hele dette projekt tones ned – det er jo egentlig bare noget, der sådan ligger i naturlig forlængelse af NATO-medlemskabet. (Samtidig med at det er et brud på 70 års traditioner).
Problemet er bare, at når først aftalen er på plads, så vil lille Danmark været tvunget til at underordne sig. Men det vil af mindst to grunde ikke give nogen i den nuværende udenrigsledelse søvnløse nætter a): Man vil blot sige, at det er naturligt inden for rammerne af NATO – og andre har lignende aftaler – og at Danmark også opnår større sikkerhed ved således at sælge ud af alle principper; og b): Man evner i denne ledelse ikke at se mulige konflikter med USA.
Man gentager sin tros værdier – frihed, demokrati og menneskerettigheder – og USA som frelser og NATO som saliggørende fredsskaber. Jo oftere disse mantraer uden substans udsiges, jo mere tror man givetvis selv på, at man er på rette vej. Det kaldes group think og kan havde dødsensfarlig konsekvenser.
Eller anderledes formuleret: Der er ingen konflikter i, at man fundamentalt omlægger Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvad regeringen gør med denne aftale er godt for danskerne, godt for Europa, godt for NATO, godt for USA og en god måde at tryne fjenderne på. Vi “rykker sammen” i en truende verden og har fælles interesser og værdier mod resten af verden – især Rusland og Kina.
For mennesker som Mette Frederiksen, Jeppe Kofod og Morten Bødskov må man regne med, at de ikke ser mulige konflikter med USA i fremtiden, ikke har valgt at sige ja til denne amerikanske aftale efter at have vurderet andre langsigtede handlingsveje for Danmark, og at de og deres ministerier ikke har den fornødne faglige kapacitet til at udvikle og bedømme forskellige scenarier om verdens fremtid på 5, 10, 20, 50 års horisont.
Ellers ville man ikke gå ombord i denne aftale. Man ville have sagt pænt og venligt ‘Nej tak’ dér for godt et år siden.
Det kan en suveræn stat og dets ledelse gøre. Hvis det også tænker selvstændigt.
Ingen røde linjer, ingen grænser
Hvad man forstod af en tæt lytten til de tre socialdemokrater var, at der ikke “i udgangspunktet” – en græsselig og farlig formulering, for der følger altid noget (andet) efter udgangspunktet – findes nogen grænse for dette fremtidige samarbejde – altså ud over det fromme mantra, at regeringen ikke vil acceptere amerikanske atomvåben permanent stationeret i Danmark.
Argumentation herfor går på, at man jo ikke opstiller en masse betingelser eller krav, når man sådan snakker med en god ven om en aftale til gavn for begge parter.
Igen umanérligt, opportunt godtroende. Man véd naturligvis meget vel, at man ikke kan stille krav eller trække linjer. Det er lidt som med Fanden og lillefingeren. Men det kan man jo ikke sige.
Hvordan opsige denne aftale og til hvilken pris?
Aftalen vil måske indeholde noget med ti år, hvor den så kan forlænges. Men medmindre USA og/eller NATO styrter sammen, er det svært at se, hvordan Danmark skulle kunne opsige aftalen med USA. Og hvis en fremtidig dansk regering gør det, så melder spørgsmålet om den politiske og økonomiske pris for lille Danmarks ensidige opsigelse sig med enorm styrke. Det er jo USA, der har betalt broderparten af installationerne.
Hvor langt eller snarere kort har man mon tænkt? Måske slet ikke tænkt, for USA er jo Danmark ven i al fremtid.
Hvordan en sådan aftale burde besluttes i et demokrati
Det fremgik af pressekonferencen, at man allerede har været i en slags forhandlinger med USA længe; der er en rammeaftale. Statsminister Frederiksen udtrykte det sådan: “Når vi vælger at melde ud politisk i dag, så er det jo for også at invitere danskerne med ind i det rum, at når en regering ønsker at træffe en beslutning af den her karakter, som er et brud med knap 70 års politik på dansk jord, så vil vi gerne være transparente og åbne omkring det.”
Det lyder smukt. Men lyt nøje.
Man inviterede altså ikke folket og dets ting ind i det – tidligere – rum, hvor man kunne diskutere, om Danmark overhovedet skulle indlede forhandlinger om en sådan aftale. Den beslutning er taget. Regeringen ønsker at træffe en beslutning om dette brud på et 70 år gammelt, helt fundamentalt princip i danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Nu er det kun et spørgsmål om, hvordan aftalen mere konkret skal se ud.
Sikkerhedspolitik handler ultimativt om overlevelse – og i bredere almindelighed om mulighederne for at leve og udvikle et godt liv, ikke et liv i mere eller mindre konstant frygt.
Befolkningen – hvis sikkerhed det hele officielt gælder – er dermed reduceret til at komme ind i et rum, hvor de som tilskuere kan få lidt at se om, hvordan regeringen arbejder. Egentlig indflydelse vil folket derimod ikke få. Hvad der besluttes vil blive meddelt, og til slut vil det glide igennem Folketinget. For hvordan skulle man til den tid kunne sige til Washington: “Av, de andre partier sagde nej, og folket vil vist heller ikke have den aftale, vi nu har brugt år på i fællesskab at få på plads. Vi beklager dybt, at vi således stillede jer i udsigt, at vi kunne få denne aftale igennem. Men vi hopper af hér.”
Det kan man naturligvis ikke.
Og derfor nævnes heller ikke ordet folkeafstemning. Eller anderledes udtrykt: Folket skal ikke bestemme det helt fundamentale vedrørende dets egen fremtidige sikkerhed. Det er os – regeringen og dens ministre – der véd bedst, hvordan man passer godt på Danmark – sammen med vore venner i Washington.
Imidlertid er dette brud på 70 års politik og de reduktioner af danskernes sikkerhed og handlefrihed helt bestemt et spørgsmål, der motiverer en folkeafstemning. (Noget andet er så, at hvis en sådan blev afholdt, så ville den blive vundet af dem, der har ressourcerne til markedsføring, reklamer og så videre – og ikke af kritiske danskere i en række folkelige bevægelser, der ville være tvunget til at mobilisere sine ressourcer via fundraising, salg af kaffe og ostemadder og den slags).
Sådan er det jo i dagens demokrati. Det er elite-, ikke folkestyre. Men – uha, ja da – naturligvis meget bedre end autoritære stater og diktaturer.
År af intellektuel nedrustning, homogenisering og fjernelse af alle alternative tilgange har bragt Danmark, hvor det er nu
Sikkerhedspolitik handler ultimativt om overlevelse – og i bredere almindelighed om mulighederne for at leve og udvikle et godt liv, ikke et liv i mere eller mindre konstant frygt. Krig og fred er – stadigvæk – de vigtigste spørgsmål i enhver regerings program og handling. Det kræver med andre ord viden, omtanke, dømmekraft og evne til at se ind i fremtiden og realistisk bedømme forskellige mulige “fremtider” og deres sandsynlighed: Hvordan navigerer vi klogt inden for rammerne af de midler, vi har, hvis scenario A sker – og hvad gør vi, hvis B – eller Å – sker? Den kloge ræv har flere udgange.
Sikkerhedspolitikken har i de senere årtier – i takt med at den er blevet mere militaristisk eller enstrenget militær – blevet forandret mindst i to henseender:
a) Enhver tanke om fred er forsvundet i dansk – og vestlig – forskning, medier, politik og samfundsdebat; og:
b) Der er sket en tilbundsgående underminering af enhver intellektualisme – brug af klare begreber, teorier, tolkninger, scenarievirksomhed, bevidsthed om dilemmaer og så videre. Alt kan argumenteres i tweet-agtige soundbites og – som ovenfor sagt flere gange – mantraer. Man postulerer, man argumenterer ikke. Argumentation kræver kompleks viden.
Politikerne får ikke særligt kundskabsrige spørgsmål fra medierne og, som det atter fremgik ved pressekonferencen, politikerne kører med markedsføringssprog, gentagelser, retoriske og ansvarforflygtigende ord som “i udgangspunktet” og forenklinger som: “Vi befinder os i en farlig situation, Rusland er ene årsag, og derfor må vi desværre øge vore militærudgifter.”
Man kan således slippe afsted med at sige, som minister, at hele den aktuelle krise omkring NATO/USA, Rusland og Ukraine skyldes en eneste mand, Putin. Forsvarsminister Bødskov siger det her. Han siger også seks gange på 1:43 minutter, at “vi befinder os i en sikkerhedspolitisk meget alvorlig situation.”
Man kan slippe afsted med at sige, som om det var en åbenbar sandhed, at NATO ikke kan opleves som truende af andre – skønt alliancen som alliance og dens enkeltmedlemmer har ført i krig mere eller mindre konstant de sidste 30 år siden Sovjetunionens, Warzawapagtens og Jugoslaviens opløsning i 1990’erne.
Man kan slippe afsted med at hylde USA som verdens garant for fred og sikkerhed, skønt der ikke findes noget andet land i verden, der siden 1945 tilnærmelsesvis har været så meget i krig, slået flere mennesker ihjel og lavet flere indgreb inklusiv “regime”-forandring rundt om på kloden samt har 700+ militære baser og står for 45 procent af verdens samlede militærudgifter. Og har brugt atomvåben uden at have beklaget det. Man synes total uvidende om amerikanske Brown University’s Cost of War-projekt, der dokumenterer de frygtelige menneskelige lidelser som følge af USA-ledede krige siden 2001.
Og man kan gøre dette, uden at nogen journalist – heller ikke den begavede og tankekvikke Clement Kjersgaard i Debatten – stiller noget spørgsmål. Han bygger sine spørgsmål på den slags.
Der er kun én fortælling, én tolkning. En sandhed.
Men den er ret så ofte en halv eller hel løgn.
Man kan slippe afsted med at stå i DR2’s “Debatten” og sige, at Rusland har “invaderet” Krim og Georgien og nu bare pønser på at invadere et tredje land. En annektering baseret på retten til selvbestemmelse er dog ikke en invasion. Og EU’s egen Tagliavani-rapport siger klart, at Rusland ikke startede krigen i Georgien 2008 – det gjorde Vestens darling dér, hothead Mikheil Saakashvili, og hele denne historie er endog meget mere kompliceret.
Vi er formentlig så langt ude, at dét, jeg skriver hér, vil blive opfattet af de fleste danske politikere og mediefolk som prorussisk. Det påvirker ikke mig. Men det er et sikkerhedspolitisk problem af meget store dimensioner, hvis man i virkeligheden har så svage argumenter på hånden, at der ikke kan udvises nogen respekt for hverken fakta, kompleksitet eller for Ruslands perspektiver på konflikterne.
Er det sådan, at hvad angår “de andre”, så gælder ikke ytringsfriheden, retten at blive hørt, kravet til ordentlig journalistik om at man forsøger at høre alle sider. Kun tåber tror, at dette at forklare er det samme som at forsvare.
Man kan slippe afsted med at fremhæve disse formodede russiske synder uden at nævne NATO’s bombning af Serbien for at få et selvstændigt Kosovo – i strid med både folkeretten (og uden FN-mandat) og NATO’s egen traktat. NATO’s traktat handler udelukkende om, at medlemmer skal komme andre medlemmer til undsætning, hvis de bliver angrebet. Ifølge sin egen traktat har NATO intet at gøre i Jugoslavien – hvor grænser blev flyttet og nye skabt i ét væk – eller i Afghanistan. I traktaten nævnes atomvåben ikke, men NATO er en på atomvåben hvilende alliance.
Men det siges ikke, korrigeres ikke. Véd man det ikke? Er kundskab helt irrelevant? Eller véd man disse ting og kører bevidste forenklinger, propaganda eller løgne – for at få Vestens/NATO’s – og Danmarks – politik til at se fornuftig ud?
Man kan slippe afsted med at lade det uomtalt, at der gennemførtes en amerikansk-støttet regimeforandring i Kiev, cirka tre uger før Putin re-agerede på den og involverede Rusland militært i Østukraine for det hårdt trængte russiske mindretal og annekterede Krim gennem en folkeafstemning. Det udelades overalt, at Rusland havde en af sine vigtigste baser på Krim på leasing over 30 år frem i tiden og ville undgå, at denne base havnede i et NATO-land.
Hvordan var det nu, USA reagerede under Cuba-krisen, da man risikerede verdenskrig for at hindre, at Sovjetunionen kom for nært amerikansk territorium?
En sådan aftale vil reducere danskernes sikkerhed og Danmarks muligheder for at navigere klogt i fremtidens verden.
Nej, vi skal bibringes den helt forenklede opfattelse, at den snu, farlige – primitive og uforudsigelige – Putin handlede out of the blue. Og at USA/NATO intet ondt har gjort i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Iran og slet, slet ikke har en kold krig kørende mod Kina – og hvis det har, så er det kun godt, for Kina er et diktatur, der truer hele verden. Vel at mærke med én base udenfor sit eget territorium, ingen nævneværdig militær tilstedeværelse på verdenshavene og et samlet militærbudget på 34 procent af USA’s med en fire gange så stor befolkning (Ruslands militærudgifter er for øvrigt 8 procent af NATO’s – og faldende).
Man kan slippe afsted med aldrig at diskutere forløb eller historie, når man snakker sikkerhedspolitik. Vi skal ikke diskutere konflikter som havende mindst to deltagere, nemlig “vi” og “dem”, og ikke hvad disse konflikter måtte handle om. For “vi” er ikke i en konflikt med nogen – det er udelukkende “de andre”, der skaber og er konflikten.
Så banal, så selvbedragerisk er sikkerhedspolitikken blevet. Og dét udgør en sikkerhedsrisiko.
Man kan slippe afsted med at fortie eller benægte, at Gorbatjov i 1989-90 fik personlige – uskrevne, men veldokumenterede – løfter af alle vestlige ledere om, at NATO ikke ville blive udvidet – hvilket var årsagen til, at han accepterede et forenet Tyskland i NATO. Hvorfor? Fordi hvis dette nævntes, så ville diskussionen sætte fokus på NATO’s medansvar for visse problemer og følelser hos “de andre” over at være blevet snydt og bedraget i 30 år med NATO’s løftebrydende ekspansion.
Jep, jeg er igen prorussisk og dermed ikke værd at tage alvorlig.
Og derfor behøver NATO – og Jeppe Kofod – heller ikke at tale med “russerne”. De opfører sig så urimeligt, at vi kun skal alliere os med USA/NATO og sørge for at holde deres ondskab i skak. De er ikke værdige vor respekt. Og de forstår jo også kun de store bogstaver.
Sådan er niveauet. Således er fake og udeladelse af fakta, perspektiver og ekspertise blevet standard. Enhver, der ved noget og kan sammenligne med årtier tilbage, fornemmer afviklingen af enhver form for intellektualisme.
Jeg siger ikke hæderlighed, men intellektualisme. For disse besluttende eliter lever i ekkorum, hvor de aldrig udsætter sig for andre perspektiver, andre fakta eller tanker omkring fredelig konfliktløsning. Historisk kundskab opfattes som irrelevant, militære svar – det er altid “os”, der svarer på de andres provokationer – er det eneste, de forstår, og derfor er våben og soldater blevet det eneste værktøj, vi har i vores værktøjskasse.
Man kan slippe afsted med – som udenrigsminister Kofod siger gang på gang i samme indslag – at “vi” kører ad to spor: Dels militær afskrækning af fjenden – han skal forstå, at det har store konsekvenser, hvis han gør noget, vi ikke synes om – men dermed truer vi ham skam ikke, for NATO er en forsvarsalliance – og samtidig kører vi så også dialog og diplomati. For vi vil jo ikke krig.
Det falder ikke minister Kofod ind, at det er præcis, hvad Rusland også gør, og at det netop er dét, han – Kofod – selv oprøres over og ser som en trussel. Russiske tanks på russisk territorium er en trussel mod os; amerikanske tropper og material meget langt fra USA, helt op til Ruslands skørter er det ikke. De er kun til forsvar, og tænk, det kan Putin og Lavrov ikke fatte!
I parantes er det velkendt, at fjender over tid bliver hinandens spejlbilleder og projicerer sine egne mørk sider over på den anden, så man kan opretholde den gennemfalske distinktion mellem dem/de onde og os/de gode – uden at blive forstyrret af nogen form for reality check.
De falder ham heller ikke ind – skønt han har en bachelor i socialvidenskab fra RUC i 2004 og en Master of Public Administration fra Harvard University i 2007 – at man ikke troværdigt kan tilbyde diplomati og dialog, når man samtidig retter en afskrækkelsespistol mod modstanderens hoved.
Before you accuse me, take a look at yourself, som Eric Clapton så rigtigt synger.
Og man kan slippe afsted med at snakke om 2 procent-målet, altså at militærudgifterne skal op på 2 procent af hvert NATO-medlems bruttonationalprodukt, uden at nogen tænker: Hvad er dog dette?
Militærudgifter skal bestemmes på grundlag af trusselsanalyser, ikke af et lands økonomiske op- og nedgang.
Et militærbudget skal ikke følge eller svinge med et lands økonomiske situation – vokse hvis det går godt, og reduceres hvis det ikke går så godt. Derimod foretager man en ordentlig analyse af, hvad der truer et land militært og civilt på forskellige tidshorisonter, drøfter, hvilke trusler der er små nok til, at man kan gøre noget ved dem, og opgiver dem, der er så store, at der ikke findes et forsvar mod dem, for eksempel atomkrig.
Derefter ser man på, hvilke ressourcer landet maksimalt kan afsætte til militære formål – og til totalforsvaret inklusive civile tiltag – og derpå bestemmer man militærbudgettets konkrete størrelse for så og så mange år frem i tiden.
Alt dette gøres ved, at civile og militære eksperter gennemfører en omfattende trusselsanalyse og scenarievirksomhed, der indgår i en bredt sammensat forsvarskommission, hvis rapport på måske 200-300 sider lægges ud til befolkningen og medierne og skaber en solid offentlig og parlamentarisk debat.
Militærudgifter skal bestemmes på grundlag af trusselsanalyser, ikke af et lands økonomiske op- og nedgang.
At springe alt dette over og beslutte, at 2 procent af bruttonationalproduktet fast skal afsættes til militæret uanset, hvordan verden og truslerne ser ud, er ganske enkelt et slående eksempel på den intellektuelle nedrustning, der er foregået, mens militarismen bare vokser. De to tendenser hænger uundgåeligt sammen.
Og endelig kan man igen og igen slippe afsted med at sige, at militærudgifter og NATO-medlemskabet er vores “forsikring” for fred. Det er nonsens. Din afgift på en forsikring har intet at gøre med sandsynligheden for indbrud eller brand, og en forsikring er noget, der først udbetales, når en skade er sket. NATO kommer nok ikke til at udbetale skadeserstatning til Danmark eller andre medlemmer, efter at en storkrig eller atomkrig er brudt ud som følge af kæder af tanketomhed.
Hvor mange misvisende spindoktor-agtige metaforer kan ledende politikere og mediefolk få sig selv til at fyre af uden at tænke?
Det er sådanne banale ting, som den, der har studeret konflikthåndtering og -løsning, véd aldrig kommer til at lede i retningen af fælles sikkerhed, afspænding og fred – men kun øger militærets rolle, oprustningen og risikoen for krig – villet eller ikke-villet.
Det, der måske bekymrer mig mest i alt dette, er, at sikkerhedspolitikken er blevet reduceret til banaliteter, tendentielt bundløs uvidenhed om teorier og begreber, overdrevent brug af markedsføringssprog og mantraer – inklusiv den helt useriøse at “vi passer godt på Danmark” (uanset hvad der gøres for at tækkes USA) og NATO-generalsekretærens mantra om, at NATO’s aktiviteter altid styrker stability, security and peace. Uanset hvad NATO gør.
Hvis det var sådan, at NATO og våben kunne skabe fred, hvorfor befinder Vesten sig nu i en ny spændingssituation og to nye kolde krige – en med Rusland og en med Kina? Og hvorfor styrer man mod væbnet konflikt med Iran?
Sikkerhedspolitikkens manglende fagkompetence, seriøsitet og voksende banalisering er måske i virkeligheden Danmarks – Vestens – største risikofaktor?
Vesten kan åbenbart ikke leve uden fjendebilleder. Det er et sygdomstegn på både individ- og civilisationsniveau.
Dette er katastrofalt i en stadig mere kompleks og stedse mere uforudsigelig fremtid. Mangesidet viden, faktarespekt, ydmyghed, empati med “de andre”, forsigtighed og international erfaring som statsmand/-kvinde er helt afgørende faktorer, hvis vi skal undgå storkrig eller atomkrig i nærmeste fremtid.
Disse faktorer ser jeg intet af hos disse tre ministre eller i den – skæbnesvangre – kurs, som en sådan aftale med USA i min optik er et udtryk for.
Forudsigelser
Jeg forudsiger, at – sammen med besættelsen af Irak – kommer en hvilken som helst aftale om et tæt og vidtgående dagligt samarbejde med USA’s militær i Danmark i fremtiden til at betragtes som det største sikkerhedspolitiske og moralske fejltrin i dansk politik i moderne tid.
En sådan aftale vil reducere danskernes sikkerhed og Danmarks muligheder for at navigere klogt i fremtidens verden, en verden i hvilken Vesten – USA, NATO, EU – vil have mindre og mindre indflydelse og være tvunget til at samarbejde med ikke-vestlige lande og deres kulturer.
Med den hidtil førte udenrigs- og sikkerhedspolitik samt denne aftale vil Danmark afskære sig fra at forberede sig på en sådan fremtidig verden og blive revet med i det amerikanske imperiums og dermed NATO’s igangværende nedgang og fald.
Som jeg har skrevet før – så smerteligt det end er – så spiller regeringen Frederiksen tilsyneladende førsteviolin i orkestret i restauranten på Titanic.
Konklusioner
- “Forsvarsaftalen” med USA bør fra nu af følges meget, meget tæt af en vågen dansk offentlighed og udsættes for en fundamentalt kritisk debat principielt/teoretisk og ned i den mindste detalje.
- Af ovenstående grunde bør aftalen bekæmpes med alle til rådighed stående ikke-voldelige midler.
- Vi vil et Danmark, der arbejde for fred og fælles sikkerhed, en sikkerhed der rækker fra individet til menneskeheden og ikke dikteres af de Militær-Industrielle-Medie-Akademiske Komplekser, MIMAK, i de store lande.
- Et sådant Danmark er fuldt muligt og bør planlægges nu – sammen med ligesindede befolkninger og i overensstemmelse med FN-erklæringens artikel 1 om, at fred skal skabes med fredelige midler.
Denne artikel var først publiceret på janoberg.me
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
