rigtig fin artikel og helt enig , tak
I sidste efterårs valgkamp brystede både den socialdemokratiske regering og dens støttepartier sig af den lov om naturnationalparker, som blev vedtaget i Folketinget i juni 2021.
Loven var en udmøntning af den natur- og biodiversitetspakke, som regeringen aftalte med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet tilbage i december 2020. Med aftalen blev der afsat 888 millioner kroner i perioden 2021-2024 til at forbedre natur og biodiversitet i Danmark. Det skal hovedsagelig ske ved at etablere 15 naturnationalparker.
Vi kan ikke fortsat leve på den måde, som vi gør i dag, hvis vi vil redde kloden og menneskeheden.
Den beslutning står også den nuværende SVM-regering bag. Ovenikøbet lægges der i regeringsgrundlaget op til, at der kan udpeges yderligere fem områder, hvor man kan etablere naturnationalparker.
Der er ingen tvivl om, at der er brug for at tage initiativer, som fremmer en bedre biodiversitet i Danmark. Desværre er naturnationalparker slet ikke løsningen – efter min opfattelse er det nærmere skadelig symbolpolitik og greenwashing. Og det kommer ikke til at flytte noget som helst.
En naturnationalpark er kendetegnet ved, at naturen i høj grad får mulighed for at udvikle sig på egne præmisser. Der må ikke være landbrug eller skovbrug.
I Danmark bygger naturnationalparkerne på såkaldt “rewilding”, som er et internationalt fænomen, der handler om at føre naturen tilbage til dens oprindelige vilde tilstand.
Konceptet indebærer, at man udsætter en række store græssende dyrearter, for eksempel heste, kvæg, elge, bison, som kan holde beplantningen nede. På grund af de store dyr er det nødvendigt at indhegne områderne.
Den tidligere miljøminister Lea Wermelin (S) har udpeget 15 statslige områder, hvor der skal være naturnationalparker:
- Fussingø ved Randers.
- Gribskov i Nordsjælland
- Almindingen på Bornholm
- Stråsø mellem Herning og Holstebro
- Tranum ved Jammerbugt.
- Læsø Klitplantage
- Hanstholm i Thy
- Husby Klitplantage i Vestjylland
- Kompedal Plantage i Midtjylland
- Mols Bjerge i Djursland
- Nørlund Plantage og Harrild Hede i Midtjylland
- Draved Skov og Kongens Mose i Sønderjylland
- Hellebæk Skov og Teglstrup Hegn i Nordsjælland
- Bidstrupskovene på Midtsjælland
- Ulvshale Skov på Møn
Derudover er det besluttet, at der skal etableres to marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund.
Mange kriser
I de sidste år er det for alvor blevet klart, at vi står midt i en dramatisk klima- og biodiversitetskrise, forårsaget af den kapitalistiske produktionsmetode. Hvor bevidstheden om klimaændringerne, deres årsager og konsekvenser har været markant i befolkningen gennem nogle år, er bevidstheden om biodiversitetskrisen først for alvor ved at blive formet nu.
Men der er flere alvorlige kriser. Forskerne er enige om, at der er tale om et helt kompleks af problemer, som spiller indbyrdes sammen. Der opregnes i alt ni såkaldt “planetære grænser”. Med dette forstår vi, at problemerne er akkumuleret til et punkt, hvor der er “no return”. Man taler også om såkaldte “tipping points”. Det svarer til det, som vi kender fra dialektikkens love: Kvantitative modsætninger akkumuleres over en periode, og pludselig slår de om i kvalitative modsætninger.
Her er de ni planetære grænser, som forskerne arbejder med, og som Fred Magdoff og John Bellamy Foster opregner i deres bog: “Hvad enhver miljøforkæmper behøver at vide om kapitalisme”:
1. klimaforandringer
2. forsuring af havene
3. ozonlaget der bliver stadig mindre i stratosfæren
4. menneskets forstyrrelse af kvælstof- og fosfor-kredsløb.
5. det globale forbrug af ferskvand
6. ændring i udnyttelse af landjord
7. tab af biodiversitet
8. aerosoler i atmosfæren
9. den kemiske forurening
Ifølge forskerne er tre af disse grænser allerede overskredet. Det er klimaforandringer, forstyrrelsen af kvælstof- og fosfor-kredsløbet, (idet verdens reserver af fosfor snart er opbrugt), samt tab af biodiversitet.
Der er blandt forskere stor enighed om, at klimaændringerne er langt den alvorligste og vigtigste af disse planetære grænser. Forklaringen er dels, at klimaforandringer påvirker alle de andre forhold i ekstrem grad.
Men forklaringen er også, at klimakrisen har en lidt anden karakter end biodiversitetskrisen:
Klimaforandringerne kan ikke “rulles tilbage”, når først “the tipping point” er nået, hvorimod vi har lidt flere handlemuligheder, når det gælder biodiversitetskrisen. Hvorfor? Fordi naturen har en formidabel evne til at reproducere sig selv et stykke ad vejen. Hvis først forudsætninger og betingelser for god biodiversitet bliver skabt, for eksempel ved at omlægge landbruget fuldstændig, så vil naturen gendanne biodiversitet. De arter, der allerede er uddøde, vil selvfølgelig ikke opstå igen, men nye arter vil opstå. Problemerne er ikke på samme måde definitive, som de er med klima. Men de er stadig alvorlige, hvis vi IKKE gør noget.
Hvad gør vi ved det?
Det er menneskehedens ansvar at bringe alle disse kriser på ret kurs igen. Det sker ikke ved, at vi forsøger at rulle tiden tilbage til “de gode gamle dage”. Det sker ved, at vi som menneskehed bruger vores intelligens og hjerne til at løse dette her problem.
Først og fremmest kræver det et opgør med den kapitalistiske produktionsmåde, fordi kapitalismens forudsætning er uendelig vækst og stigende forbrug, så der kan akkumuleres profit.
Og vi må sige det helt klart: Vi kan ikke fortsat leve på den måde, som vi gør i dag, hvis vi vil redde kloden og menneskeheden. Hvis verdens befolkning skal leve med en levestandard, der svarer til den gennemsnitlige levestandard i USA – på tværs af klasser – så kan Jorden brødføde 1,4 milliarder mennesker. (Kilde: Magdoff og Foster side 41). Men lige nu er vi omkring otte milliarder mennesker.
Samtidig er det vigtigt at huske, at der er himmelvid forskel på, hvem der bærer ansvaret for klimakrisen.
Ifølge Magdoff og Foster kunne de fattigste tre milliarder mennesker fjernes fra Jordens overflade i morgen, og det ville ikke påvirke klimakrisen overhovedet, for de forbruger simpelthen ikke så meget, at det har et klimaaftryk. Til gengæld udleder otte procent af verdens befolkning halvdelen af drivhusgasserne. Eller det samme sagt med nogle andre tal: 25 multinationale selskaber står for 50 procent af verdens CO2-udslip.
Disse tal fortæller os nogle vigtige kendsgerninger: Dels at det ikke er overbefolkning på kloden, der er problemet. Det er vores produktionsmåde og den utrolige ulighed i fordelingen af ressourcerne, der er problemet. Derfor er klimakamp og klassekamp uløselig forbundet. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvad der er retfærdig og moralsk rigtig. Det er et spørgsmål om, at der skal tages et opgør med de riges magt og privilegier, hvis det skal hjælpe nogetsomhelst.
Sådan er det reelle billede, og det er jo skræmmende for de herskende! Derfor bliver der fra politikere, regeringer og erhvervsliv lagt en masse greenwashing og falsk symbolpolitik ned over det hele. Det forvirrer og afleder fokus fra de reelle problemer. Derfor er vi nødt til at konfrontere greenwashing og ikke bare se igennem fingre med det.
Klimakamp er klassekamp
Efter min opfattelse kan klima- og naturkampen ikke bære igennem, hvis den ikke gøres til en integreret del af klassekampen.
Den svenske klima- og miljøforsker Andreas Malm har i sin nye bog “Sådan sprænger man en rørledning i luften” en glimrende gennemgang af klimabevægelsernes historie. Her beskriver han den første bølge af klimaoprør, der bygges op fra 2006 og topper med COP15 i København i 2009. Herefter dør den ud som et direkte resultat af finanskrisens konsekvenser.
Malms konklusion er, at i økonomiske opgangstider er der “plads” til at prioritere klimakamp. Men i perioder med økonomiske kriser og kaos “dør de ud”.
I den tid, vi er på vej ind i med dyb recession, arbejdsløshed og reel fattigdom, må vi forstå, at klimakampen vil blive blæst fuldstændig af banen, hvis den lever sit eget liv med en udelukkende grøn dagsorden.
I stedet må vi udvikle en platform, hvor alle disse kampe bliver integreret i hinanden. Klimakampen bliver nødt til at have et klart klasseindhold. Lad os tage et par eksempler.
Aktuelt eksploderer udgifterne til mad, el og varme samt transport. Det rammer de fattigste husholdninger hårdest, fordi disse poster udgør en større andel af den samlede udgift til husholdningen.
Nogle mener, at vi skal “udnytte krisen” til at forcere den grønne omstilling. Men hvis dette skal ske ved at pålægge “grønne” afgifter på energi, el, varme og benzin for at “påvirke forbrugeradfærden”, så vender det brodden mod de fattigste familier og de, der pendler hver dag for at passe deres job. Det var netop en sådan situation, der skabte “De Gule Veste” i Frankrig.
I stedet skal energiafgiften pålægges ved kilden, så det er energimonopolet, der skal betale. Og så skal det nødvendigvis kombineres med krav om priskontrol, for ellers vil monopolet straks vælte den ekstra afgift over på forbrugerne. En sådan politik kunne give god mening nu, hvor vi ser energiselskaberne svømme i penge.
I det hele taget skal vi ikke individualisere problemet, men kræve kollektive samfundsmæssige løsninger. Når en række miljøorganisationer eksempelvis kræver, at der skal lægges afgifter på kød, smør og æg for at tvinge forbrugerne over på at spise mere plantebaseret, er det efter min opfattelse den forkerte vej at gå. Det individualiserer problemet og gør den enkelte forbruger til skyldig. Og igen er det de bedst stillede, der har lettest ved at få råd til de dyrere, politisk korrekte, økologiske fødevarer. Det hænger ikke sammen.
Fagbevægelsens rolle
Også FN har gang på gang slået fast, at klimakamp og social kamp skal løses samlet. Det fremgår direkte af “De 17 Verdensmål”, som FN har opstillet. Men hvordan skal det ske?
Her i Danmark er det vores landbrugssektor, der er et nøgleproblem, både når det gælder biodiversitet og klima.
Den optimale vej er selvfølgelig, hvis fagbevægelsen gør klimakampen til sin kamp. I andre lande har der været gode tilløb til dette.
Andreas Malm beskriver i sin bog, at under den tredje bølge af klimaprotester i foråret 2019, anført af en række ungdomsbevægelser med Greta Thunberg i spidsen og Extinction Rebellion (XR) som spydspids, ser vi blandt andet i Tyskland, at fagbevægelsen støtter XR’s aktioner.
Ligeledes i oktober 2021 hvor der udvikler sig store protester mod G20-topmødet i Italien. Her er de italienske fagforeninger på gaden sammen med XR og “Fridays For Future”.
Faktisk opstår der allerede i 2015 et stort fagbevægelsesinitiativ i Storbritannien, blæst i gang af Jeremy Corbyn og Naomi Klein i fællesskab. “One million climate-jobs” hed kampagnen. Initiativet spreder sig til en lang række lande, blandt andet Frankrig og Norge.
I Danmark har vi endnu til gode at se, at fagbevægelsen for alvor rækker ud til klimabevægelserne for at etablere fælles kamp.
Der findes initiativet “Broen til fremtiden”, som samler en række fagforeninger, blandt andet fra byggebranchen samt en række akademiske fagforeninger. Det tidligere LO, nu FH, har hele vejen valgt at gå solo og har ikke støttet op om “Broen til fremtiden”.
Fælles for disse initiativer er, at de i høj grad arbejder inden for den ramme, som er sat af erhvervslivet og det politiske establishment. Lidt forenklet er budskabet: Vi skal ikke have krav om systemændringer eller brud med vækstfilosofien. Vi skal alene sørge for, at den grønne omstilling bliver social retfærdig. Danske erhvervsvirksomheder skal være “smartere end de andre”, og arbejdskraften skal uddannes til at kunne håndtere den grønne omstilling og innovation.
Lizette Risgaard, formand for FH, formulerer det klokkeklart i et debatindlæg i Politiken med overskriften: “Vi skal passe på, at klimakamp ikke bliver klassekamp” (Politiken, 25. juni 2019).
Hertil vil jeg bare sige: Klimakamp ER klassekamp, hvis den skal være effektiv. Og fagbevægelsen bliver handlingslammet, hvis den ikke tør sætte sig mål, der rækker ud over klassesamarbejdets rammer. Sådan er det bare.
Landbruget – et nøgleproblem
I ethvert land gælder selvfølgelig, at arbejderklassen og de revolutionære kræfter må tage fat, hvor problemerne er størst. Her i Danmark er det vores landbrugssektor, der er et nøgleproblem, både når det gælder klima og biodiversitet.
Dansk landbrug optager hele 62 procent af al dansk jord og står for 35 procent af alle danske CO2-udledninger. Samlet set er landbruget den største enkeltudleder af CO2 i Danmark.
I EU-sammenhæng er Danmark det land, hvor landbruget fylder mest, og samtidig det land med mindst beskyttet natur. Kort sagt har Danmark – med 215 svin for hver 100 indbyggere og en enorm satsning på dyrkning af dyrefoder – et af verdens mest industrialiserede og energiforbrugende landbrug, og det er gået hårdt ud over biodiversiteten.
Derfor skal vi udvikle en politisk bevægelse, der stiller konkrete krav til en omlægning af landbruget.
Men en forudsætning, for at det kan lykkes, er, at vi igen får kontrollen over jorden. Helt centralt står at rejse kampen for, at dansk landbrugsjord ikke kan overtages af udenlandske selskaber.
På verdensplan ser vi i øjeblikket det, som er blevet kaldt “den nye kolonialisme” eller landgrabbing: Internationale kapitalfonde og andre investorer opkøber mange millioner hektar jord i det globale syd for at sikre sig adgang til at kunne producere fødevarer og biobrændsel. Disse investorer fordriver lokalbefolkningen fra jorden og ødelægger hæmningsløst naturen og jorden.
Strengt taget er det præcist det samme, der er ved at ske herhjemme, bare i mindre målestok. Udenlandske investorer fik i 2015, med liberaliseringen af landbrugsloven, adgang til at købe jord i Danmark, og det sker i stigende grad. Så samtidig med at landbrugsbedrifterne bliver stadig større, og landbrugsjorden ejes af stadig færre, så bevæger vi os væk fra den traditionelle uddannede landmand og over til, at det er pensionsfonde og kapitalfonde, der ejer landbrugsjorden og bedriften. At tage et opgør med dette vil være et nøgleelement i at sikre såkaldt “mad-suverænitet”.
Et andet nøgleelement vil være at tage et opgør med de store internationale fødevaremonopolers forsøg på at sætte sig på madmarkedet. Aktuelt ser vi en international kampagne, der lægger traditionel kvægproduktion for had. Kampagnen drives af mastodonter som Unilever, Syngenta, Bayer, Cargill. Hvad sker der? Er Unilever pludselig blevet klimabevidst? Eller er de i gang med at bane vejen for deres egen produktion af kunstig kød, produceret i laboratorier? Disse monopoler arbejder lige nu intenst med at blive klar med kunstig mad til markedet.
Hvis vi vil sikre madsuverænitet, skal vi ikke acceptere de store fødevaremonopolers dagsorden, men alliere os med de små producenter om at få stoppet denne farlige udvikling. Vi skal ikke spise kunstig kød, vi skal stadig lave kød, mælk og æg i Danmark, men på nogle helt andre betingelser, hvor vi arbejder sammen med naturen og ikke imod naturen.
Vi har stadig til gode at få rejst en bevidsthed om denne kamp i Danmark. I Holland og Tyskland er den derimod under udvikling. I Berlin var der i januar en stor demonstration med 10.000 deltagere, vendt mod industriel fødevareproduktion og mod agrarindustrien, de store monopoler, der står bag denne produktion. Demonstrationen bestod af bønder, klimaorganisationer, forbrugere og mange andre. I alt 123 organisationer bakkede op. Også flere fagforeninger er med i alliancen. Hovedparolerne var “Social retfærdig landbrugsreform” og “God mad til alle”, og et af målene med alliancen er at undgå, at bønder og forbrugere sættes op imod hinanden. (Kilde: steigan.no, 23. januar 2023).
Naturnationalparker er greenwashing
Lad os til slut vende tilbage til aftalen om at etablere 15 naturnationalparker, der efter min mening er et af de værste eksempler, aktuelt, på greenwashing. Det lyder umiddelbart vældig godt, men sandheden er, at det ikke kommer til at flytte nogetsomhelst, hvad angår biodiversitet i praksis.
En naturnationalpark er et større sammenhængende naturområde uden skov- og landbrugsproduktion, hvor naturen så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser.
I Danmark bygger naturnationalparkerne på såkaldt “rewilding”, som er et internationalt fænomen, der handler om at føre naturen tilbage til dens oprindelige vilde tilstand.
Konceptet indebærer, at man udsætter en række store græssende dyrearter, for eksempel heste, kvæg, elge, bison, som kan holde beplantningen nede. På grund af de store dyr er det nødvendigt at indhegne områderne – noget som har vakt stærke protester hos lokalbefolkningen.
Tilsammen kommer de 15 naturnationalparker til at dække et område på 25.000 hektar, hvilket svarer til 0,7 procent af Danmarks samlede landareal. Alle naturnationalparkerne anlægges på statens arealer. En stor del af disse områder ligger allerede i dag hen som natur. Og her kommer vi til en vigtig side af problemet: Ikke ét eneste sted er det opdyrket landbrugsareal, der er taget ind til at skulle være naturnationalpark. Alle steder er der tale om statslige arealer, der allerede i dag ligger hen i enten natur (som Mols Bjerge, Tranum) eller i produktionsskov (som Rold Skov, Kompedal Plantage).
Man kunne have fået meget mere biodiversitet for pengene, hvis man havde brugt de 888 millioner kroner på at opkøbe to-tre private, store godser i Danmark og havde lagt dem ud som forsøg med rewilding-projekter.
Det ville ikke have frataget lokalbefolkningen noget natur, for disse godser er i forvejen forbudt område for offentligheden. Men det er præcist de statslige, offentlige områder, der lukkes af for befolkningen, faktisk godt en tredjedel af al offentlig natur i Danmark.
Da der var forespørgselsdebat i Folketinget om naturnationalparker, påstod daværende miljøminister Lea Wermelin gang på gang, at vi NNP-modstandere ikke anerkender, at der er en biodiversitetskrise, at vi er “ligeglade med naturen”. Det er direkte løgn. Det store flertal af NNP-modstanderne anerkender fuldstændig, at der er en biodiversitetskrise. Men vi anerkender ikke, at naturnationalparker er løsningen.
Hvad siger forskerne?
Siden forslaget om naturnationalparker kom frem, har der udviklet sig en hidsig debat mellem tilhængere og modstandere. Det store spørgsmål i debatten har været, om naturnationalparker – bygget på rewilding-konceptet – gør nogen reel forskel, når det handler om at øge biodiversiteten.
Jeg vil starte med at give ordet til Carsten Rahbek, Danmarks førende professor i biodiversitet. I et interview i Jægerforbundets blad (3. februar 2021) langer han ud efter beslutningen om at fokusere énsidigt på rewilding-konceptet som løsning:
“Rewilding er blevet en populær naturpolitisk synsvinkel blandt mange NGO’er og nogle forskere, men der mangler helt basal videnskabelig evidens for effekterne og omkostningerne af det, der foreslås. Det er derfor i øjeblikket mestendels en holdning at hævde, at rewilding er forudsætningen for at sikre den danske biodiversitet. Det er tvivlsomt, om end græsning på nogle områder og i noget omfang givetvis vil være positiv. Og så er der ofte en slagside i den offentlige diskussion ved, at tilhængerne som regel fremhæver den potentielle positive effekt og samtidig fortier rewildingens mulige negative sider”, pointerer Carsten Rahbek.
Han siger videre:
“Det er interessant, at man hoppede direkte til en politisk besluttet løsning om store græssere overalt bag hegn uden omkostningsanalyse og uden at belyse den videnskabelige evidens for de mange forskellige måder, rewilding kan laves… Oveni kommer, at vi ikke ved, hvad vi får for pengene, og hvor vigtigt, det er i forhold til andre tiltag som endnu mere plads og andre naturlige processer som vind, vand og ild.”
Rahbek peger på, at hvis der for alvor skal gøres noget for biodiversiteten, så er det landbrugsområdet, man skal se på:
“Der er brug for relativt mere plads til naturen i det åbne land end i skoven… Paradoksalt er opdyrkning af en stor del af det danske land kun rentabelt grundet støtteordninger fra EU, men skaber til gengæld store miljø- og naturproblemer.”
Kampen om skoven
Projektet med naturnationalparker har også udløst stærke reaktioner fra de folk, der har skoven som daglig arbejdsplads. For mange steder indebærer etablering af parkerne, at der fældes tusindvis af hektar skov.
Vi ved alle, at træer binder CO2. Så alene i forhold til klimaet og CO2-regnskabet er det en katastrofe.
I Tranum Klitplantage, som ligger nær Vesterhavet, har man fældet store arealer med zitka-gran. Ifølge den tidligere miljøminister Lea Wermelin skulle zitka væk, fordi den ikke er en oprindelig art i Danmark, men kommer fra Amerika.
Men zitka er netop plantet, fordi den tåler salt, og fordi den danner læ, så de andre arter, for eksempel skovfyr kan vokse op. Og konkret i Tranum, der er klithedeområde, betyder fældningen af træerne, at der åbnes for sandfygning. Det kan få alvorlige konsekvenser for dette vigtige naturområde. De skovfolk, der har passet området i årtier, har advaret om dette i lang tid. Men der bliver ikke lyttet til fagfolk og forskere.
Cirka halvdelen af det areal, der er udtaget til naturnationalparker, er produktionsskov af meget høj kvalitet, for eksempel Kompedal Plantage vest for Silkeborg.
De statslige produktionsskove er noget af det højest certificerede træ, vi har i Danmark. Nu nedlægges denne produktion. Det betyder, at vi skal importere store mængder produktionstræ fra Østeuropa, Sibirien eller Latinamerika. Her er det altså nødvendigt at se tingene i et globalt perspektiv. For i disse områder af verden betyder det, at man fælder oprindelig skov, hvad der er fatalt.
Som blandt andre 3F’s grønne gruppe har peget på: Det er ikke klogt at fælde store områder med statslig produktionsskov. Det er ikke klimaansvarligt og bæredygtigt, at Danmark skal til at importere træ fra Østeuropa til vores byggeri, fordi vi har fældet vores egen træproduktion.
I forhold til grøn omstilling påpeges det, at vi skal bygge mere af træ og andre naturmaterialer. Ergo skal vi jo også være i stand til selv at producere vores træ.
Der skal også være urørt skov i Danmark, helt sikkert. Et hold skovforskere har påpeget, hvordan det kan gøres i form af, hvad der kaldes klimaskov eller mosaikskov: At områder med produktionstræ veksler med områder af blandet skov og urørt skov. (“Klimaskoven” af Esben Møller Madsen, Palle Madsen, Anders Tærø Nielsen og Per Hilbert, 2019).
De skadelige effekter af naturnationalparker
Naturnationalparker som begreb behøvede ikke gøre den store forskel og behøvede altså heller ikke give anledning til så store konflikter med lokalbefolkningen, hvis ikke de var koblet op på “rewilding-konceptet”.
Det er netop dette koncept, der indebærer, at der skal udsættes “store græssere”. På grund af disse dyr skal naturnationalparkerne hegnes inde. Det betyder, at lokalbefolkningen i stort omfang forhindres i at bruge disse naturområder, det samme gør de tusindvis af mennesker, der dyrker friluftssport – mountainbikere, ryttere, vandrere, løbere med videre.
Hvorfor er man udelukket fra disse områder? Kan man ikke bare lære at færdes blandt de store græssere?
Nej, det kan man ikke. Dyr er uforudsigelige. De kan være rolige den ene dag, og den næste er de pludselig oppe at køre på grund af noget udefrakommende, vejret eller en tyregal ko. Du ved det ikke, men når du opdager det, kan det være for sent. Det er alt for farligt at bevæge sig ind blandt de store græssere, især hvis du har børn med eller en hund eller er dårligt gående…
Hvorfor er det et problem, at lokalbefolkningen og friluftsfolket lukkes ude af disse offentlige naturområder? Fordi det spænder ben for den positive tendens, som vi har set gennem de sidste år, at mennesker kommer ud i naturen sammen med deres børn, lærer den at kende. Og det er kun en engageret og bevidst befolkning, der kræver handling for at redde vores klima, natur og børns fremtid, der kan skabe ægte forandringer.
Der skabes kunstige modsætninger, hvor folk, der kunne være enestående ambassadører for naturkampen på grund af deres daglige færden derude, i stedet stemples som ignoranter og sættes uden for det gode selskab. Det er fatalt.
Mennesker kan ikke tages ud af ligningen
Der er ikke tvivl om, at der skal ske nogle ting, hvis vi skal skabe gode vilkår for biodiversitet. Vigtigst af alt er at se på den måde, vi driver landbrugsproduktion på.
Men hele vejen rundt gælder, at vi må droppe de romantiske ideer om, at naturen skal føres tilbage, til før mennesket begyndte at påvirke landskabet. Vi har ikke noget som helst oprindelig natur i Danmark. Vi har et kulturlandskab.
Vi kan ikke fjerne menneskets påvirkning, og vi skal ikke. Som Bent Odgaard, professor emeritus i palæoøkologi, formulerer det: “Vi kan ikke tage mennesket ud af ligningen”.
Men vi mennesker skal finde løsninger, så vi får sat en prop i den eskalerende klima- og biodiversitetskrise. Det gøres ikke ved romantiske drømmerier. Det gøres ved kløgtig tænkning, hvor vi bruger, hvad vi i dag ved om naturens virkemåde. Det kan ikke løses over en nat, det kræver et langt stræk, og det kræver overblik.
Det kræver også, at man ikke kun har en grøn tilgang. Man må frem for alt se på, hvad det er for nogle klassemæssige interesser, der gør, at vi har så svært ved at få rykket rundt på vores produktionsmåde. Hvem tjener på det, og hvem lider under det? Og så skal de tiltag, vi kæmper for, sætte foden præcist ned over for de, der profiterer på det, ikke de der er ofre for det.
Faktisk ved vi i dag en hel del om, hvordan man skal forvalte natur, drive landbrug og drive skovbrug på en måde, som er forsvarlig både over for mennesker, klima og biodiversitet. Selvfølgelig skal der forskes videnskabeligt i MEGET mere. Men vores store problem er, at dén omstilling, som vi burde gå i gang med i dag, kræver et opgør med nogle meget stærke kapitalkræfter, især inden for landbruget. Dette er så stort et tabu, at politikerne i stedet kaster sig over at pudse den grønne profil med symbolpolitik.
Det er så pinagtigt. Lad os nu stoppe dette maskespil!
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2023.
Læs også
Grønne organisationer jubler, mens lokale naturgrupper kritiserer regeringens nye naturnationalparker
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.