Giver efter for andelshavernes pres
I dag fylder NATO 75 år.
Herhjemme bliver NATO’s fødselsdag fejret med en kæmpe tre-dages militærmesse “Action 24” den 19.-21. april i Fredericia. Hoveddrivkrafterne i messen er militæret og våbenindustrien.
Op mod 50.000 danskere ventes at komme forbi og se F-35 kampfly, kampvogne, robothunde, pansrede køretøjer, kanoner, kamphelikoptere, droner og krigsskibe, som vil blive udstillet og demonstreret.
“NATO 75 år – Action 24 bliver en markant og spektakulær folkefest, der kan tiltrække familier fra hele Danmark […] Det bliver en fantastisk oplevelse for alle, der er interesserede i NATO og det danske forsvar, og særligt de, som interesserer sig for alt det spændende grej, der bliver præsenteret”.
“Tænk at få et kig indenfor på et krigsskib, i en moderne kampvogn, opleve det ypperste inden for Flyvevåbnet eller bare blive bestyrket i, at selvom vi måske ikke hører så meget om det til dagligt, så bliver der faktisk gjort rigtig meget ud af at passe på os danskere”, kan man læse på linket til Action 24.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er rejst til NATO’s hovedkvarter i Bruxelles for at fejre den militære alliances fødselsdag.
– NATO er vigtigere end nogensinde. Det er et klart signal, at Alliancen på sin 75 års fødselsdag aldrig har været større og stærkere. Den styrke skal vi bruge til at fortsætte vores støtte til Ukraine, lyder det fra udenrigsministeren.
Fra forsvars- til angrebsalliance
NATO blev stiftet i 1949 som en erklæret forsvarsalliance.
I dag ved vi, at NATO er alt andet end en forsvarsalliance.
Fra sin fødsel har NATO’s fokus været at udgøre en militær trussel mod de socialistiske lande i Sovjetunionen. NATO var fra start en vigtig brik i Den Kolde Krig. Dannelsen af NATO blev startskuddet til et omfattende våbenkapløb og til opstillingen af flere tusinde atomsprænghoveder i USA og Europa.
Allerede under Den Kolde Krig vedtog NATO en strategi for at slå først med atomvåben.
NATO er også gået i gang med at opbygge et missilskjold, der skal forhindre et gengældelsesangreb, hvis NATO går til angreb med atomvåben. Det danske våbenfirma Weibel spiller en central rolle i opbygningen af NATO’s missilskjold.
Det formelle skifte fra forsvarsalliance til angrebsalliance fandt sted på NATO-topmøde den 23.-24. april 1999 – hvor NATO fejrede sit 50-års jubilæum.
Her vedtager NATO et nyt strategisk koncept, der giver NATO ret til at operere “out-of-area”. NATO giver med det nye koncept sig selv ret til – uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd – at gå i krig over hele verden – også mod lande, der ikke har angrebet eller truet NATO-området militært. Dermed går NATO fra at være en forsvarsalliance til at være en angrebsalliance.
NATO’s angrebsstrategi er i strid med FN-pagten, der – som udgangspunkt – forbyder lande at gå i krig. Der findes kun to tilfælde, hvor et land lovligt kan gå i krig:
Hvis det bliver angrebet og må forsvare sig, eller hvis FN’s Sikkerhedsråd beslutter at iværksætte en militær mission.
Alle andre krige er ulovlige.
Men det har ikke forhindret NATO i at gå i krig uden om FN og i strid med folkeretten og FN-pagten.
FN-pagten er FN’s grundlov, og alle medlemslande har skrevet under på pagten.
Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for FN:
- at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden,
- på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder,
- at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og
- at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed.
FN-pagten fastslår i sin første linje, at “FN skal frelse kommende generationer fra krigens svøbe”.
FN-pagten understreger staternes ret til selvbestemmelse: “Intet i nærværende pagt skal give FN ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører under en stats jurisdiktion” (Kapitel 1 punkt 7).
FN-pagten forbyder angrebskrig, men tillader selvforsvar: “Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlig ret til individuelt og kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb” (Kapitel 7 artikel 51).
FN har 192 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem af FN. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet, der er et af FN’s fem hovedorganer og blandt andet arbejder med at opretholde og sikre fred.
Ulovlige krige
Siden 1999 har NATO deltaget i en række krige over hele verden. NATO’s militære magtanvendelse er ikke længere kun begrænset til at forsvare sine medlemslande. NATO har været i krig i både Mellemøsten og i Afrika.
NATO bruger hensynet til civile som påskud for at gå i krig. Det skete eksempelvis, da NATO opfandt begrebet “humanitær intervention” til at legitimere sine bombninger af Jugoslavien i foråret 1999.
Siden NATO vedtog sit nye “out-of-area”-koncept i 1999, har alliancen været i krig fem gange – i Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien.
Herudover fører NATO lige nu en proxykrig mod Rusland i Ukraine, som NATO-landene har pumpet med våben og militært udstyr for milliarder.
På NATO-topmøde i dag skal alliancens udenrigsministre blandt andet debattere en femårig militær hjælpepakke til Ukraine på op til 100 milliarder dollar, hvilket svarer til cirka 690 milliarder kroner.
Sideløbende holder NATO øvelser helt op til Ruslands grænse. Og NATO har besluttet permanent at udstationere soldater i Østeuropa, helt op til Ruslands grænse.
På sit topmøde i juli sidste år vedtog NATO at udvide antallet af soldater i højt beredskab fra 40.000 til 300.000 soldater. De 300.000 soldater er delt i to grupper. Den ene skal være klar til at gå i krig inden for ti dage, mens den anden del skal være klar inden for 30 dage.
Militarisering
Den danske regering har besluttet, at 6000 danske soldater skal være en del af NATO’s beredskab, der skal kunne gå i krig med kort varsel.
NATO kræver, at medlemslandene bruger minimum to procent af deres bruttonationalprodukt på militær og oprustning. NATO’s krav har ført til, at et flertal i Folketinget har besluttet, at Danmark de næste ti år skal bruge 155 milliarder kroner ekstra på militæret.
Ifølge NATO’s egen opgørelse over medlemslandenes militærudgifter steg udgifterne med 8,3 procent i første halvdel af 2023 sammenlignet med samme periode i 2022.
NATO-landene brugte til sammen ikke mindre end 1232 milliarder dollar årligt på militæret i 2022. Det svarer til 8476 milliarder kroner.
Til sammenligning brugte Rusland samme år 86,4 milliarder dollar, viser den seneste opgørelse fra SIPRI over verdens militærudgifter. Det svarer til, at NATO-landene bruger mere end 14 gange så meget på militæret sammenlignet med Rusland.
Bombekrig mod Jugoslavien
NATO’s løfte om at gå fra forsvarsalliance til en angrebsalliance er ikke tomme ord.
I marts 1999 indleder NATO – inklusive Danmark – en ulovlig bombekrig mod det daværende Jugoslavien uden FN-mandat.
NATO sender 1000 kampfly på vingerne over Jugoslavien og bomber mål i Serbien, Montenegro og Kosovo.
Bombeflyene flyver så højt, at de er uden for det jugoslaviske luftforsvars rækkevidde. Det gør til gengæld bombardementerne mindre præcise, og hundredvis af serbere og kosovo-albanere dør under angrebene.
Foto: Forsvarsgalleriet
Den 23. april 1999 bomber NATO – i strid med folkeretten – den jugoslaviske radio- og tv-station RTS i Beograd med klyngebomber. De upræcise og altødelæggende klyngebomber er ifølge Amnesty medvirkende til, at 16 civile bliver dræbt.
Efter de omfattende bombardementer bliver NATO beskyldt for at have begået krigsforbrydelser.
I en 63 sider lang rapport, “Følgeskadevirkninger eller ulovlige drab“, dokumenterer Amnesty International, hvordan en række NATO-bombeangreb har dræbt civile.
Ifølge Amnesty International bomber NATO – også i strid med folkeretten – tre broer ved Grdelica, Luzane og Varvarian.
NATO’s bomber rammer også flygtninge, der har søgt ly i byerne Djakovica og Korisa. I rapporten kritiserer Amnesty International NATO for ikke tilstrækkeligt at beskytte civile.
Danmark deltager aktivt i NATO’s bombardementerne med otte F-16 kampfly.
Med til at vælte Gadaffi
I 2010 var Libyens økonomi den største i Afrika. Det skyldes især de store olieforekomster i landet – samt at Libyen havde nationaliseret udenlandske olieselskaber.
88 procent af befolkningen kunne læse og skrive og havde adgang til en række velfærdsydelser som gratis uddannelse og sygdomsbehandling. Og den forventede levetid var 74,5 år.
I dag er Libyen et samfund i opløsning, og militære militser og klaner kæmper om magten.
Hvordan kunne det gå så galt?
Den 17. marts 2011 udbrød der borgerkrig i Libyen som en del af Det Arabiske Forår. Her vedtager FN’s Sikkerhedsråd resolution 1973, der indfører en flyforbudszone over Libyen. Det betyder, at Gaddafis regering mister muligheden for at bruge kampfly i kampen mod oprørerne.
Kort efter beslutter NATO sig for at iværksætte Operation Unified Protector. Det officielle mål er at håndhæve FN’s flyveforbud. Men NATO går langt videre end det. NATO bomber mål på landjorden og støtter de libyske oprørere med våben og træning og med efterretninger.
NATO’s officielle formål med at gå i krig i Libyen er, at Libyens leder Moammar Gadaffi ville begå folkedrab mod sin egen befolkning. Den påstand var der dog ingen beviser for, og i 2016 konkluderede det britiske udenrigsudvalg i en omfattende undersøgelse, at “truslen mod civile var overdrevet”.
Den reelle forklaring på, hvorfor NATO gik i krig i Libyen, er snarere, at Gaddafi var en torn i øjet på store NATO-lande som USA, Frankrig og Storbritannien, fordi han forsøgte at samle Afrika mod Vesten og netop havde opsagt en aftale om levering af olie til Europa.
I oktober 2011 afslutter NATO formelt sin bombekrig i Libyen. I en tale kalder NATO’s daværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, krigen for “en af de mest succesfulde i NATO’s historie”.
I den samme tale forsikrer NATO-generalsekretæren om, at nu var Libyen blevet “befriet”, og nu kan “et nyt Libyen baseret på forsoning, menneskerettigheder og retsstatsprincippet. Et demokratisk Libyen for hele dets befolkning” blive opbygget.
Kort efter besøger Fogh oprørerne og Libyens nye regime og tilbyder Libyen en plads i NATO.
Foto: NATO
Efter besøget i Libyen holder Anders Fogh Rasmussen en pressekonference:
– Det var første gang nogensinde, at en NATO-generalsekretær satte sin fod i landet, og det var noget, ingen af os kunne have forestillet os for bare et år siden. Men i løbet af de sidste ni måneder er et nyt Libyen blevet født, konstaterer NATO-generalsekretæren.
NATO’s bomber har været med til at sikre oprørernes sejr og en voldelig magtovertagelse i Libyen. Den FN-resolution, som NATO brugte som figenblad for sin krig, indførte kun en flyveforbudszone i Libyen – den gav ikke ret til at udskifte den Gadaffi-ledede regering i Libyen.
Alligevel kan man på Flyvevåbnets side om Danmarks bidrag til NATO’s krig mod Libyen – meget ærligt – læse, at “Danske F-16 Fighting Falcon fly var med i bombekampagnen, der væltede Moammar Gaddafis styre i Libyen”.
NATO’s kampfly kastede 7700 bomber over Libyen i løbet af de syv måneder, hvor NATO’s krig stod på. Også danske kampfly deltog aktivt i NATO’s bombekrig i Libyen.
De danske bombefly spillede en central rolle i NATO’s krig. I løbet af NATO’s syv måneder lange bombekrig fløj de danske kampfly 600 missioner og kastede 923 bomber over Libyen. I krigens første periode fløj de danske kampfly – ifølge Flyvevåbnet – op til fire missioner om dagen.
Foto: Rune Dyrholm
NATO sender samtidig våben og militært udstyr til oprørerne og giver dem militærtræning.
Den 20. oktober indtager oprørsstyrkerne – med NATO’s hjælp – den sidste af de Gadaffi-kontrollerede byer, Sirte. Her bliver Gaddafi fundet og dræbt.
Civile skulle frelses – men endte som ofre
NATO’s officielle mål med sin bombekrig i Libyen er at redde de civile fra Gadaffi.
Da NATO indleder sin krig, holder NATO’s daværende generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, en tale, hvor han forsikrer om, at NATO’s mål med krigen er at “beskytte civile”.
I 2012 besøger Amnesty International flere af de byer, der har været mål for NATO’s bomber. Amnesty International kortlægger NATO’s bombedrab på civile i rapporten “De glemte ofre for NATO’s angreb“.
Menneskeretsorganisationen dokumenterer, at 55 navngivne civile – heraf 16 børn – er blevet dræbt i NATO’s bombeangreb.
Amnesty International kritiserer NATO for ikke at have undersøgt omfanget af de civile ofre for NATO-bombardementerne i Libyen og for ikke at betale erstatning til de efterladte.
Også FN indleder en undersøgelse af de civile drab under NATO’s luftangreb i Libyen.
FN nedsætter en undersøgelseskommissionen, der dokumenterer 60 civile drab i fem NATO-bombeangreb, hvor der “ingen beviser var på militær aktivitet”. Samtidig kritiserer FN NATO for at have bombet ikke-militære mål.
FN kræver, at NATO undersøger de mange drab.
Men NATO – med Anders Fogh Rasmussen i spidsen – afviser på et pressemøde i november 2011 kategorisk at undersøge, om NATO har bombet civile.
– Selvfølgelig er der byer i Libyen, hvor man vil se en masse skader, men det skyldes faktisk snarere kampe på jorden mellem NTC-styrker og Gaddafi-styrker end NATO’s luftangreb. Vores luftangreb har været præcisionsangreb. Vi har ramt legitime militære mål og minimeret følgeskaderne. Og af den grund ser jeg ikke noget behov for yderligere undersøgelser, lød det fra NATO-generalsekretæren.
I januar 2024 afslører ngo’en Airwars i samarbejde med The Guardian og Altinget, at danske kampfly har deltaget i flere luftangreb, der i alt har dræbt op mod 14 civile.
Der er ingen, der ved, hvordan Libyens borgerkrig ville have udviklet sig, hvis ikke NATO havde støttet oprørerne og bombet Libyens Gadaffi-ledede regering.
Men vi ved, at Libyen i dag er et land i kaos uden en egentlig regering.
Og NATO’s involvering i krige og konflikter verden over stopper ikke her.
NATO førte krig mod Afghanistan fra 2003 til 2021.
Alliancen har i øjeblikket soldater i Irak, hvor Danmark indtil for nylig stod i spidsen for NATO’s militære mission, men nu har trukket sine cirka 140 soldater hjem for i stedet at prioritere NATO’s oprustning i øst.
Foto: Tue Skals / Forsvarskommandoen
Ekspansion mod øst
Sideløbende med at NATO har ført krige i eksempelvis Jugoslavien og i Libyen, havde NATO travlt med at udvide sit territorium.
Da Berlinmuren faldt i 1989, og Warszawa-pagten blev opløst, havde NATO ellers en historisk chance for at nedlægge sig selv og begynde at nedruste.
Men i stedet har NATO udvidet sit medlemstal fra 16 til 32 lande – langt størstedelen tidligere socialistiske lande. Det har ført til, at NATO har gennemført en omfattende militær inddæmning af Rusland.
Da Den Kolde Krig sluttede, lovede NATO ellers Rusland, at man ikke ville optage de østeuropæiske lande i sin militære alliance. Det løfte har NATO brudt gang på gang og optaget en række østeuropæiske lande i NATO.
Løftet om ikke at udvide NATO mod øst blev givet i 1990, da der efter Berlinmurens fald blev forhandlet om, hvor vidt det genforenede Tyskland skulle være en del af NATO.
Under et besøg i Moskva den 9. februar 1990 garanterede USA’s daværende udenrigsminister James Baker, at NATO’s tropper og “myndighedsområde ikke ville rykke én tomme mod øst”, som det hedder i den tidligere hemmeligtstemplede udskrift af deres samtalen mellem Baker og den tidligere sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov.
Siden da har NATO som sagt optaget en række østeuropæiske lande – og altså rykket sin grænse tættere og tættere mod Rusland.
I 1999 blev NATO udvidet med Polen, Ungarn og Tjekkiet. I 2004 blev Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Rumænien og Bulgarien i den militære alliance. Albanien og Kroatien blev optaget i 2009, Montenegro i 2017. Nordmakedonien i 2020.
Senest er Finland kommet med i NATO i 2023 og Sverige i 2024.
Med NATO’s optagelse af Finland blev NATO’s grænse til Rusland udvidet med ikke mindre end 1300 kilometer.
Det var et enigt Folketing – inklusive Enhedslisten og Alternativet – der i juni 2022 stemmer for, at Danmark i NATO kan stemme for at optage af Finland og Sverige.
Foto: Eric Lerdrup Bourgois/Forsvaret
Danmark aktiv i oprustning
Danmark er særdeles aktiv i NATO’s oprustning i Østeuropa.
Regeringen har sendt 200 danske soldater til NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Estland. Og fra midten af 2024 vil regeringen også sende en kampbataljon på op til 1200 danske soldater under NATO’s kommando til Letland.
Herudover stiller Danmark kampfly til rådighed for NATO’s overvågningsmission i Polen, ligesom Danmark også bidrager løbende med kampfly til NATO’s Baltic Air Policing-mission i Litauen.
Samtidig træner NATO tusindvis af soldater i krig i øst.
I øjeblikket afholder NATO den største militærøvelse siden Den Kolde Krig. Frem til 31. maj gennemføres NATO-øvelsen Steadfaster Defender 24 med over 90.000 soldater. Øvelsen finder sted i Atlanterhavet, over Arktis nord til de baltiske lande og resten af de europæiske NATO-lande helt ned til Sortehavsregionen.
Et af omdrejningspunkterne i øvelsen er at flytte militært materiel og store styrker fra USA til Europa.
Men det er ikke kun i Østeuropa, at NATO forsøger at gøre sin militære indflydelse gældende. NATO har også oprettet et samarbejde med 13 lande i Afrika og Mellemøsten, ligesom alliancen samarbejder med Sydkorea og Australien.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
