Lørdag den 5. november spærrede en gruppe motorvejsmodstandere trafikken på Åboulevarden i København.
Aktivisterne er medlem af den nye organisationen Stop Ny Motorvej, der på grund af klimanødsituationen kalder til kamp mod politikernes planer om at bygge nye motorveje.
– Alle ved, at for at stoppe klimakollapset må CO2-udledninger stoppes. At politikerne i den situation vælger at bygge nye motorveje og altså i stedet forøger CO2-udledningerne, er et angreb mod alt, jeg har kært, siger Lukas Kluge fra Stop Ny Motorvej.
Den daværende socialdemokratiske regering lavede i juni 2021 en aftale om en infrastrukturplan sammen med alle partier i Folketinget på nær Frie Grønne.
På transportområdet er et gennemgribende skifte i politikken nødvendig, hvis vi skal realisere klimamålene.
Toke Haunstrup Bach Christensen, seniorforsker
Aftalen løber frem til 2035 og omfatter blandt andet en lang række motorvejsprojekter rundt omkring i landet. Aftalen indebærer blandt andet, at der i perioden bruges over 50 milliarder kroner på anlæg af nye veje.
Flere af forligspartierne står udenfor dele af aftalen. Enhedslisten og Alternativet er således ikke med i nogle af de mange motorvejsprojekter i aftalen, og SF er ikke med i den del, der omfatter en motorvej over øen Egholm ved Aalborg.
Efterfølgende har Nye Borgerlige trukket sig fra aftalen. Ikke fordi de er imod motorvejsprojekterne, men fordi de i strid med aftalen insisterer på, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen.
Stop Ny Motorvej kræver, at investeringsplan for transportområdet bliver trukket tilbage i det nye regeringsgrundlag, der skal til at forhandles.
Gruppen kritiserer også, at tidligere transportminister Benny Engelbrecht op til indgåelse af aftalen undlod at oplyse om CO2-udledningen ved anlæggelsen af ny motorvej, selvom om flere partier efterlyste oplysning om det. Politikerne har derfor godkendt planen på et uoplyst grundlag, men har efterfølgende ikke trukket den tilbage, da oplysningerne kom frem, konstaterer Stop Ny Motorvej.
Seniorforsker Toke Haunstrup Bach Christensen fra Aalborg Universitet kritiserede i en kronik i Jyllands-Posten i september 2021 infrastrukturplanen for at fastholde kursen mod klimakatastrofe.
“Klimaforandringer kræver vores aktive og hurtige, men tænksomme handling. På transportområdet er et gennemgribende skifte i politikken nødvendig, hvis vi skal realisere klimamålene”, skrev han.
Ved aktionen lørdag bar aktivisterne bannere med teksten “Stop ny motorvej”, mens de råbte “Mere plads til dig og mig – Stop ny motorvej!”
Efter et stykke tid blev aktivisterne fjernet af politiet.
Gruppen Stop Ny Motorvej er inspireret af den britiske klimaaktivistgruppe Just stop oil, som kæmper imod brug af olie og gas i Storbritannien. Hver dag siden 1. oktober har gruppen blokeret veje i London. Stop Ny Motorvej er inspireret af disse aktioner og appellerer også til, at flere tager del i kampen mod ny infrastruktur.
– Klimakampen har brug for dig. Det kan se ud som om, der bliver gjort en masse, men det gør der ikke. Der bliver stadig lavet politik, der forøger CO2-udledningen, kursen er stadig mod katastrofe. Selv den første, mest åbenlyse foranstaltning, at stoppe med at bygge motorveje, bliver ikke indført af politikerne. Kom med i kampen, der er brug for dine evner! Situationen kræver af os alle, at vi går i forsvar og gør modstand mod fossilprojekterne, siger Lukas Kluge.
Artiklen er efter publicering opdateret med oplysning om Enhedslistens, Alternativets og SF‘s manglende støtte til dele af infrastrukturaftalen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.