Ja så længe politikere kan bilde den almindelig befolkning ind at de, der er landet på kontakthjælp er som Dovne Robert som udnytter systemet, ja så desværre vil det nok fortsætte mange år frem. Så ser man igennem fingre med at her under krisen, at flere måtte forlade deres hjem osv. Og nu snakker ingen politikere om mere hjælp. Det er som om nu er der gået to år og alle har lært at leve med at energipriser, benzin mad osv er steget og så er det lige pludselig ikke et problem mere. Men jo det er stadig et kæmpe problem.
Log ind for at svareSkiftende regeringer af diverse bogstavkombinationer har igennem de seneste 30 år konsekvent forringet kontanthjælpsydelser til den mest udsatte og fattigste del af befolkningen. Stor kreativitet er bragt i anvendelse for at udhule værdien af kontanthjælpen.
En helt ny og alarmerende analyse fra Cevea viser, at kontanthjælpen er blevet udhulet i 30 år.
For godt 30 år siden blev det besluttet, at niveauet for kontanthjælpen skulle reguleres på baggrund af gennemsnitslønnen på det private arbejdsmarked, men som det tydeligt fremgår af nedenstående graf, har det aldrig været intentionen, at lønnen og kontanthjælpen skulle følges ad, nærmere tværtimod.
Grafen viser, hvordan gabet mellem lønmodtagerens og kontanthjælpsmodtagerens indkomst er steget betydeligt i de seneste 30 år. (Kilde Cevea).
Under devisen: “Det skal kunne betale sig at arbejde”, er der langsomt, men sikkert år for år blevet skåret en bid af ydelserne, og metoderne har været talrige. Igennem 30 år er lønnen før skat steget med cirka 22 procent (fraregnet inflation), mens kontanthjælpssatsen for en voksen ikke-forsørger er steget med cirka 2 procent og altså er på næsten samme niveau som for 30 år siden.
Kontanthjælpssatsen for en voksen ikke-forsørger i 2024 er på 12.511 kroner om måneden før skat. Skulle satsen have fulgt lønudviklingen, ville den have været cirka 36 procent højere, svarende til 4.400 kroner mere om måneden.
Kreativiteten og idérigdommen er stor
Der er mange redskaber, som er taget i brug i denne periode for at få skabt denne katastrofale ulighed og decideret fattigdom for modtagerne af kontanthjælp.
Lad os se nærmere på denne utiltalende idérigdom: Anvendelse af korrigerede løntal; forsinket regulering og mindreregulering.
Anvendelse af korrigerede løntal. Kontanthjælpen bliver reguleret efter tal fra DA’s statistik, men efter at været vredet i Finansministeriets regnemaskiner, korrigeres løntallene, hvilket får en negativ indflydelse på det endelige resultat.
Der fraregnes pensionsindbetalinger, hvilket betyder, at den del af lønstigningerne, som er gået til højere pensionsindbetaling, ikke medfører højere overførselsindkomster.
Der korrigeres heller ikke for ændringer i sammensætningen af lønmodtagerne. Det betyder, at den del af den generelle lønstigning, som skyldes et højere uddannelsesniveau, fjernes og dermed ikke kommer kontanthjælpsmodtagerne til gode.
Forsinket regulering. Kontanthjælpen bliver reguleret med to års forsinkelse, det vil sige to år efter lønudviklingen. Denne forsinkede regulering set i sammenhæng med en voldsom inflation rammer ekstra hårdt.
Mindreregulering. Den største synder er imidlertid den bevidste mindreregulering. Denne politiske beslutning er taget for at sikre, at den årlige stigning i kontanthjælpen ikke følger med de anvendte korrigerede lønstigninger. 26 gange i de 30 år har politikerne besluttet at trække beløb fra kontanthjælpssatserne, så de ikke har fulgt lønstigningerne.
Det virker nærmest som en besættelse og en sygelig trang til at forhindre, at mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke kan forsørge sig selv, skal have bare en nogenlunde anstændig indkomst. For det stopper ikke her.
Skattereformer og generelle forringelser har øget uligheden
En lang række skattereformer i årene 1994-2024 har haft den effekt, at kontanthjælpsmodtagerne er blevet forbigået, når indkomstskatten for de beskæftigede er blevet sat ned. Det gælder især indførelsen og senere forhøjelsen af beskæftigelsesfradraget og jobfradraget og afskaffelsen af mellemskatten.
Det er ikke kun reguleringen og de omtalte mekanismer og reformer, som har forringet kontanthjælpssystemet i de seneste 30 år.
Man har nidkært kastet sig over særlige grupper og udsondret dem til særlige ydelser, som ligger væsentlig lavere end den almindelige kontanthjælp.
Det er selvfølgelig flygtninge og indvandrere, som skiftende regeringer siden 2002, i gæstfriheden tegn, har placeret på særlige lavere ydelser, under skiftende flatterende betegnelser som: Starthjælp, introduktionsydelser, integrationsydelser, selvforsørgelsesydelser, overgangsydelser og hjemrejseydelser.
Fælles for dem alle er, at de har ligget markant under niveauet for den almindelige kontanthjælp.
I 1994 var aldersgrænsen for voksensatsen som kontanthjælpsmodtager på 23 år. I 2014 blev den hævet til den nuværende 30 år med introduktionen af uddannelseshjælpen, som langt hovedparten af de under 30-årige kontanthjælpsmodtagere også i dag må tage til takke med.
Uddannelseshjælpen er på niveau med SU. Formålet med denne øvelse skulle være at få flere unge i arbejde og uddannelse, men effekten har været ganske begrænset og i stedet placeret de unge uden arbejde og uddannelse i køen af fattige.
Vigtig rapport og analyse fra Cevea
Da hele det politiske spektrum har lagt navn til denne udvikling, er rapporten og analysen fra Cevea ekstra vigtig.
Tænketanken får det sidste ord i denne artikel:
“Den førte politik på kontanthjælpsområdet de seneste årtier har været præget af et ønske om at øge arbejdsudbuddet. Intet tyder på, at dette fokus vil ændre sig. Hvis dette hensyn er den eneste ledetråd for, hvordan kontanthjælpen skal indrettes, er der tale om en uendelighedslogik. Finansministeriets regnemodeller siger ikke stop.
Spørgsmålet, som man bør stille, er ganske enkelt, hvor store forringelser i kontanthjælpen man er villig til at acceptere, for at ganske få – måske – kommer i beskæftigelse? Hvor høj en pris er man klar til at betale for at opnå målsætningen om et højere arbejdsudbud? Som vist i denne analyse har prisen været enorm høj, når vi gør regnskabet op efter 30 års forringelser. Vi mener også, at den har været for høj.”
Tak til Cevea for udlån af graf/ Figur 6.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
