Jens Voldby Crumlin
Det er til at brække sig over at se Sofie Løhde spille foraget og vaske hænder. Sammenbruddet er led i en klar strategi for mig bedst beskrevet som neoliberal planøkonomi :
https://arbejderen.dk/debat/den-neoliberale-planoekonomi-tager-kvaelertag-paa-vores-velfaerdsstat/#gsc.tab=0
Den sidste uge har medierne fortalt om den forfærdelige situation på Aarhus Universitetshospital, hvor patienter med fremskreden tarmkræft har måttet vente så længe på behandling, at det ikke længere var muligt at operere.
Ledelsen på afdelingen er blevet udsat for en sand mediestorm, og politikere på stribe har haft travlt med at forklare, hvor chokerede de er.
Men det burde ikke komme bag på nogen, at den ekstremt skærpede situation på sygehusene koster menneskeliv.
Ansatte i sundhedsvæsenet har gang på gang på gang råbt op om, at det ville blive konsekvensen, hvis politikerne fortsatte den katastrofekurs, der har været sat de sidste årtier.
Alligevel har skiftende regeringer fortsat med at skære ned og effektivisere på sygehusene. Godt nok er der hvert år sat flere penge af til sundhedsvæsenet, men slet ikke nok til at følge med det stigende antal patienter, nyt dyrt udstyr og medicinprisernes himmelflugt.
Chefen på afdelingen for mave- og tarmkirurgi i Aarhus har forgæves forsøgt at trænge igennem med et budskab om, at det ikke er ledelsen på afdelingen, der har svigtet. Det har i stedet dem, der i mange år har syltet det offentlige sundhedsvæsen, så det nu skal fungere under helt urimelige vilkår.
En fornuftig betragtning i et situation, hvor afdelingen som så mange andre i sundhedsvæsenet står med akut mangel på personale, alt for mange patienter og en presset økonomi.
Dyb krise i sundhedsvæsenet
Det har meget længe stået klart, at situationen i sundhedsvæsenet er ekstremt alvorlig.
Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, udtalte sidste år til TV2, at “der er tale om et offentligt sygehusvæsen i frit fald”. Han har som forsker fulgt udviklingen på de danske sygehuse i over 40 år og har ikke tidligere set noget lignende.
Alligevel er det, som om de ansvarlige politikere forventer, at uanset hvor store problemerne er ude på den enkelte afdeling, så skal de ansatte nok klare det på en eller anden måde. Men selvfølgelig er der en smertegrænse. Og den er tydeligvis overskredet nu mange steder.
Skal vi redde velfærden, er der brug for et opgør med de alt for snævre økonomiske rammer, budgetloven, den nyliberalistiske styring og markedsgørelsen.
En del af skandalen i Aarhus handler også om, at afdelingen ikke har informeret patienterne på ventelisten korrekt om deres ret til at blive behandlet i udlandet, når hospitalet ikke kan overholde ventelisten.
Igen er det selvfølgelig forfærdeligt for de patienter, der bliver ramt, og deres pårørende.
Men der er en klar sammenhæng med et økonomisk styringssystem, der er skruet så vanvittigt sammen, at en hospitalsafdeling, der i forvejen har svært ved at få enderne til at mødes, selv skal betale udgifterne, hvis en patient skal behandles på privathospital eller i udlandet.
Krise bunder i nyliberalistisk styringsmodel
I november sidste år interviewede jeg Henning Jørgensen, tidligere professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, om årsagerne til sygehusenes alarmerende krise.
Han pegede utvetydigt på den nyliberalistiske styringsmodel New Public Manegement, der i de sidste årtier har fået lov til at dominere sygehusene og andre dele af den offentlige sektor både i Danmark og mange andre lande.
Her er fokus på effektivitet og omkostninger. Det hele kommer til at handle om økonomi. Den private sektor bliver set som et forbillede, som den offentlige sektor skal efterligne.
– Men den offentlige sektor kan ikke sammenlignes med en privat virksomhed. Den private sektor har kun et mål, nemlig at tjene profit. Modsat er den offentlige sektors opgave ikke at sikre profit, men at dække befolkningens behov, sagde Henning Jørgensen.
– Med New Public Management bliver der ikke arbejdet med fælles løsninger på tværs af områder og sektorer. Alle konkurrerer med hinanden. I sundhedsvæsenet betyder det, at sygehusene og de enkelte afdelinger konkurrerer indbyrdes. Alt er delt op i siloer, og den enkelte leder tænker kun på sin egen butik. Der bliver talt om bundlinjen, som om der er tale om en pølsefabrik. Alt skal måles, tilføjer han.
Henning Jørgensen, der i dag er forskningsansvarlig på professionshøjskolen UCN, udgav sidste år bogen “Kollektiv rationalitet”, der blandt andet beskriver de konsekvenser, nyliberalistiske styringsmodeller har haft for den offentlige sektor.
Udsultet kommunal velfærd
Det er ikke kun sygehusene, der i dag er i dyb krise. Det samme gælder ældreplejen, handicapområdet og andre dele af velfærden, der i årevis er blevet udsultet og har lidt under de samme nyliberalistiske styringsmodeller som sygehusene.
Problemerne i den kommunale velfærd var på dagsordenen, da der i sidste uge var kommunalpolitisk topmøde i Aalborg.
Topmødet blev holdt i en situation, hvor en lang række kommuner landet over er så hårdt pressede økonomisk, at de helt usædvanligt har genåbnet 2023-budgettet for at finde nye steder at spare. Nedskæringerne kommer mange steder oven i de nedskæringer, der allerede er gennemført i 2023-budgetterne. Velfærden står for skud.
Læs også
Kommunerne er ramt af, at regeringen ikke har kompenseret dem fuldt ud for den voldsomme inflation, og at de ikke har fået ekstra penge til at dække de stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som blandt andet omfatter udsatte børn og mennesker med handicap.
Da finansminister Nicolai Wammen sidste år præsenterede økonomiaftalen for kommunerne i 2023, gjorde han helt klart, at beslutningen om en voldsom stigning i udgifterne til militær betød færre penge til velfærd.
Der er sat penge af til det stigende antal børn og ældre, men stigende udgifter på socialområdet må kommunerne selv finde ved at skære ned andre steder. Det er det, som sker i stor stil rundt omkring i landet i disse måneder.
Kæmpe nedskæringer på vej
Oven i de økonomiske problemer, som kommunerne allerede slås med, har regeringen bebudet yderligere nedskæringer.
Regeringsgrundlaget slår fast, at kommunerne skal spare tre milliarder kroner på beskæftigelsesindsatsen. Det kommer oven i den ene milliard, der allerede er sparet som led i finansieringen af Arne-pensionen.
Dertil kommer ekstra nedskæringer på administration i kommuner og regioner. Her skal spares en milliard kroner fra 2024 stigende til tre milliarder i 2030.
Samtidig står regeringen fast på, at der ikke kommer ekstra penge til socialområdet.
Statsminister Mette Frederiksen holdt tale på det kommunale topmøde. Her erkendte hun, at “fundamentet for det danske velfærdssamfund er udfordret”.
Derfor skal der “foretages afgørende valg og prioriteringer for at sikre fremtiden”, erklærede Mette Frederiksen.
Mantra om frisættelse
Statsministerens løsning på de store udfordringer for velfærden er ikke at løsne op for den benhårde økonomistyring og sikre flere penge til kommuner og regioner. I stedet peger hun på frisættelse af kommunerne som det helt store columbusæg, der skal få alting til at fungere bedre.
“Regeringens ambition er, at I i endnu højere grad skal kunne tilrettelægge velfærden, som I synes bedst lokalt. Fordi det er jer, der kender jeres lokalområder og borgere allerbedst”, sagde Mette Frederiksen i sin tale.
Regeringen lægger op til at afskaffe en lang række af de statslige og kommunale regler og krav om dokumentation, som er tidskrævende og stjæler tid fra kerneopgaven.
Fra de ansatte på gulvet ude i den kommunale ældrepleje, daginstitutioner, folkeskoler og andre områder er der et stort og dybfølt ønske om at få gjort op med de omfattende regelsæt og den voldsomme kontrol. Den situation taler regeringen lige ind i med sin snak om frisættelse af kommunerne.
Samtidig måtte Mette Frederiksen på et pressemøde under det kommunale topmøde erkende, at den såkaldte frisættelse også vil betyde, at borgere vil miste nogle af deres nuværende rettigheder.
Her ligger en alvorlig fare i frisættelsesprojektet. Når økonomisk hårdt pressede kommuner skal få budgetterne til at hænge sammen, er det nærliggende at skære i borgernes rettigheder til bestemte former for hjælp. Det ser vi allerede i dag, hvor mange kommuner i deres nedskæringsiver kommer på kant med love og regler.
Det kan blive endnu mere udbredt, når kommunerne sættes fri.
Der er helt klar behov for, at de enkelte ansatte ude i den kommunale velfærd får bedre rammer for at bruge deres faglighed og selv vurdere, hvilken hjælp der er nødvendig i den konkrete situation. Men for at det skal fungere ordentligt, er der brug for nok ansatte og en økonomi, der hænger sammen.
Det er ikke, hvad regeringen lægger op til. Der er ingen udsigt til ændring af den ekstremt stramme økonomistyring af kommunerne, der er forankret i budgetloven. Tværtimod er der lagt op til en endnu strammere økonomi og flere nedskæringer de kommende år.
På den baggrund klinger regeringens flotte ord om sikring af fremtidens velfærd hult.
Mere privatisering
Der er heller ikke udsigt til opgør med privatisering og markedsgørelse. SVM-regeringen vil øge brugen af privathospitaler og få flere private virksomheder ind på velfærdsområdet gennem mere frit valg mellem offentlige og private løsninger.
Regeringen taler også meget om civilsamfundets rolle og vores alle sammens ansvar. Det peger i retning af mere brug af frivillige og et større ansvar for de pårørende.
Lars Løkke Rasmussen kom i partilederdebatten på det kommunale topmøde frem med forslaget om, at kommunale institutioner skal kunne tilbyde ekstra ydelser mod betaling for bedre at kunne konkurrere med private virksomheder.
Det er et forslag, der peger på et system med en skrabet offentlig velfærd for dem, der ikke har råd til andet, mens bedre stillede kan købe sig til bedre velfærd. Altså øget ulighed.
Vi er allerede nu langt nede ad den vej. I takt med at velfærdssystemet er blevet dårligere, vælger mange privatskoler, tegner sundhedsforsikringer, så de kan springe ventelister over, får en privat socialrådgiver og så videre.
Den udvikling er en bombe under opbakningen til det skattefinansierede, offentlige, universelle velfærdssystem med ens tilbud til alle uanset indkomst.
Mens regeringen taler om at fremtidssikre vores velfærdsmodel, er de i fuld gang med at undergrave den.
Det sker til argumentet om, at vi er nødt til at prioritere udgifterne, og at der ingen vej er uden om massiv militær oprustning og øgede udgifter til den grønne omstilling.
Men selvfølgelig har vi som et af verdens rigeste lande råd til ordentlig velfærd. Der kunne nemt findes flere penge ved at droppe de planlagte skattelettelser på fem milliarder kroner og rulle nogle af de seneste års mange skattelettelser tilbage.
Det er et politisk valg, at udgifterne til den offentlige sektor skal holdes nede. Der sker med argumenter om, at den offentlige sektor alene er en udgift for samfundet, mens det er den private sektor, der skaber alle værdierne.
Henning Jørgensen efterlyser, at der, når det gælder en vurdering af den offentlige sektor, bliver sat fokus på samfundsøkonomien i stedet for på statsbudgettet. Det såkaldte økonomiske råderum beregnes snævert ud fra det sidste. Han slår fast, at der er en stor samfundsmæssig værdi i den “produktion”, der sker på sygehusene og i andre dele af den offentlige sektor.
– Det er lige så nødvendigt arbejde som i den private sektor. Hvis ikke de ansatte på sygehusene reparerede arbejdskraften, pædagogerne passede børnene, og uddannelsessystemet sikrede veluddannet arbejdskraft, så kunne det private arbejdsmarked slet ikke fungere, erklærede forskeren i et interview med Arbejderen i november sidste år.
Offentlig sektor sakker bagud
AE-Rådet har for nylig publiceret en analyse, der afliver myten om den kæmpe store offentlige sektor, der bliver ved med at vokse uhæmmet og trækker arbejdskraft væk fra de private arbejdspladser.
Analysen viser, at i forhold til den private sektor er andelen af offentligt ansatte den laveste siden 1990, på trods af at den samlede beskæftigelse fortsat er stigende.
Dertil kommer, at antallet af offentlige arbejdstimer pr. borger er faldet med 4,6 procent fra 2012 til 2022.
Den offentlige sektor halter altså efter den private sektor.
Den stramme økonomistyring af kommuner og regioner har nogle omkostninger både menneskeligt og på sigt også økonomisk. I den nuværende situation, hvor kommuner og regioner konstant er under økonomisk pres og har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen, bliver der gennemført kortsigtede nedskæringer, som på sigt bliver dyrere og gør det sværere at få velfærden til at hænge sammen.
For eksempel ser vi lige nu mange kommuner spare på forebyggende indsatser, der på sigt kunne betyde mindre udgifter. Sorø fjerner rygestopindsats og forebyggende hjemmebesøg hos ældre, mens Holbæk diskuterer forslag om at fjerne tilbud til overvægtige samt børn og unge med spiseforstyrrelser. Det samme sker mange andre steder.
På langt sigt vil manglende forebyggelse give ekstra udgifter til for eksempel sygehusbehandling og ældrepleje.
Så når regeringen taler om en bedre forebyggende indsats, er det i strid med den virkelighed, der er ude i kommunerne.
Utilfredse byrødder
I forbindelse med det kommunale topmøde kom utilfredsheden blandt landets byrødder til udtryk.
I en rundspørge lavet af netmediet NB Kommune op til topmødet svarer 47 procent af de 315 byrådsmedlemmer, der deltog i undersøgelsen, at Kommunernes Landsforening (KL) skal afvise en økonomiaftale for 2024, der ikke indeholder flere penge til for eksempel socialområdet.
Konkret siger de ja til at: “KL skal ultimativt stå på et krav om, at kommunerne både får dækning for demografien og opdriften på især det specialiserede socialområde – altså være klar til at gå fra forhandlingsbordet uden en aftale og dermed tvinge Folketinget til at tage ansvar for effekten af de manglende bevillinger.”
Det er positivt, at uroen ulmer i kommunerne. I årevis har KL accepteret de stramme økonomiaftaler, som skiftende regeringer har dikteret. Efterfølgende har regeringen kunnet henvise til, at de nedskæringer, der er konsekvensen af aftalerne, er kommunernes ansvar.
Skal vi redde velfærden, er der brug for et opgør med de alt for snævre økonomiske rammer, budgetloven, den nyliberalistiske styring og markedsgørelsen.
Det er nødvendigt for at kunne få et velfærdssystem, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov frem for den økonomiske bundlinje.
– Vi skal væk fra den nuværende kassetænkning, der styrer det hele, og i stedet fokusere på, hvilke behov der skal dækkes. Vi skal have helhedsorienterede løsninger på tværs af siloerne. Der er brug for langt mere faglig og værdibaseret ledelse. Vi skal besinde os på det fælles og det kollektive og sørge for at få personalet med igen, sagde Henning Jørgensen til Arbejderen i november.
– Vi skal væk fra bureaukratiske og standardiserede løsninger og i stedet sikre, at fagligt fornuftige beslutninger træffes af de team, der er tæt på borgerne. Vi skal have genskabt den arbejdsglæde, der er blevet kvalt ved at halse efter økonomiske måltal. Det kræver, at vi anerkender og belønner faglighed. Det betyder også mere i løn og bedre normeringer, tilføjede han.
Det er ved at være sidste udkald for velfærden.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.