Et år senere
Vores centrale velfærd er blevet et valgtema, fordi enhver kan se, den er under voldsomt pres på grund af medarbejderflugt og ubesatte stillinger. Der har været utallige indslag i pressen, og mange danskere er blevet alvorligt bekymrede for, om politikernes manglende handlekraft vil betyde en reel nedsmeltning af vores offentlige velfærdssystem.
Trods dette åbenlyse skrækscenarie er der ingen seriøse bud på, hvordan vi kommer ud af krisen. Det politiske system er kørt fast efter mere end 30 års neoliberal ideologisk styring. Alligevel tør alt for få for alvor konfrontere elefanten i rummet – den neoliberale planøkonomi.
Vi er blevet tudet ørerne fulde af velsignelserne ved mere marked og konkurrence som garanti for større tilfredshed og lavere omkostninger. Men virkeligheden er en anden. Lad os tage eksemplet med manglen på sygeplejersker. Sygeplejerskerne har i årtier forsøgt at råbe op om elendige løn- og arbejdsforhold i det offentlige. De har fået en kold skulder fra politikerne på Christiansborg, som reelt sætter den økonomiske ramme for løndannelsen i kommuner og regioner.
Oven på regeringsindgrebet sidste år har sygeplejerskerne fået nok og forlader det offentlige i stort tal. I et desperat forsøg på at fylde de tomme pladser ud hyrer regionerne sygeplejersker ind fra det stigende antal private vikarfirmaer til langt højere pris end den, de skulle betale, hvis de kunne ansætte på ordinære vilkår.
Fra Chile til Colombia har bevægelsernes krav om bedre vilkår for den almindelige befolkning skabt en ny politisk dagsorden. Det samme er nødvendigt i Danmark. Det eneste, der kan ryste den neoliberale konsensus, er et folkeligt oprør.
Hvordan kan det give mening? De firmaer, der stiller sygeplejersker til rådighed, er private, derfor er de ikke bundet af krav om at holde deres lønniveau under det offentlige, og de har derfor frie rammer til at sætte lønnen, så de er sikre på at kunne tiltrække arbejdskraft. Modsat er de offentlige arbejdsgivere forpligtede til ikke at være lønførende, fordi det overordnede mantra, som politikerne og forhandlingssystemet fastsætter, er, at det private erhvervslivs konkurrencebetingelser ikke må forringes.
Det har den klare konsekvens, at en fri konkurrence om arbejdskraft mellem offentlige og private arbejdsgivere ikke findes. Derfor er det på sin plads at snakke om en neoliberal planøkonomi, som fratager os borgere muligheden for optimale betingelser for i fællesskab at sikre et billigt og offentligt tilgængeligt sygehusvæsen.
Denne favorisering af det private erhvervsliv har altid været en kæphest for de borgerlige partier. Løkkes indsats som sundhedsminister var et gennembrud i det systematiske arbejde på at styrke de private hospitalers indtjeningsmuligheder ved lukrativ overbetaling for ydelser for at sikre dem fodfæste på markedet.
Men også socialdemokraterne har underlagt sig de neoliberale spilleregler og forpasser aldrig en lejlighed til at sværge troskab til denne centrale økonomiske ledesnor. Bare hør Mette Frederiksens seneste udmeldinger om problemerne i sundhedsvæsenet, hvor hun anerkender nødvendigheden af at snakke løn, men lige så hurtigt skyder den ned ved igen at fremhæve det private erhvervslivs konkurrencebetingelser som det vigtigste pejlemærke.
Selv fagbevægelsen har købt denne præmis, og deres manglende helhjertede opbakning til sygeplejerskerne sidste år er endnu et søm i ligkisten til deres skrantende opbakning og styrke som forhandlingspartner.
Lønstrukturkomité rammer helt forbi skiven
Mange påpeger, at vi skal afvente, at Lønstrukturkomitéen kommer med sit bud senere på året. Men der er ingen grund til at tro, at denne komité med sit neoliberale grundsyn vil komme med holdbare løsninger. Medlemmerne tæller blandt andre en medstifter af Cepos, Henrik Bach Mortensen, og den mest magtfulde og neoliberale fagforeningsformand vi har i Danmark, Claus Jensen fra Metal, som klart har udtalt sig mod forbedrede forhold for sygeplejerskerne af frygt for industriens konkurrenceevne og beklaget sig over ulighedshysteriet i Danmark i hans foretrukne organ, Børsen. Den første offentlige høring om komiteens arbejde viste da også, at de rammer helt forbi skiven med neoliberal fokus på blandt andet lokal løndannelse og offentligt ansattes indre motivation.
Det er ikke kun omkring lønforhold, den neoliberale planøkonomi spænder ben for en effektiv og levedygtig offentlig sektor. Med den stramme centrale budgetstyring omkring den økonomiske ramme for anlægsinvesteringer og service i det offentlige er fokus konstant på ikke at stække den private sektors muligheder for vækst.
Det er vigtigere, at der kan bygges nye luksussommerhuse og rigmandsvillaer, end at den lokale nedslidte skole med sundhedsskadeligt indeklima kan erstattes af nyt, sundt og tidssvarende byggeri. Det absurde er, at et stort flertal i befolkningen ønsker et stærkt velfærdssystem, men simpelthen ikke honoreres af det nuværende politiske og økonomiske system.
Selv når Socialdemokratiet lover opgør med de neoliberale regnemodeller og styrkelse af velfærden i den sidste valgkamp, sker det modsatte, når de kommer ind og administrerer magten. Vi har i mange år troet på styrken i den danske model som garant for kollektive aftaler på arbejdsmarkedet og politisk opbakning til sikring af velfærdsstaten. Det er i stigende grad en illusion.
Kapitalejerne har trukket det lange strå
Den danske model var baseret på et kompromis i klassekampen, som i mange år fungerede med fordele for begge parter. Men med neoliberalismens planøkonomi har kapitalejerne trukket det lange strå, og vores samfundsmodel er på alle niveauer styret af folk, som grundlæggende underlægger sig de neoliberale spilleregler.
Jeg tror ikke på, at vi kommer til at se hverken partier eller fagbevægelse af sig selv løse disse udfordringer. Vi er i stedet nødt til at lære af erfaringerne fra Latinamerika, hvor neoliberalismen blev født gennem massiv politisk undertrykkelse, som Chicago-økonomerne beredvilligt udnyttede til at afprøve deres neoliberale økonomiske teorier i praksis.
Her har årelange bølger af omfattende folkelig mobilisering og demonstrationer presset en nye politisk dagsorden frem. Fra Chile til Colombia har bevægelsernes krav om bedre vilkår for den almindelige befolkning skabt en ny politisk dagsorden. Det samme er nødvendigt i Danmark. Det eneste, der kan ryste den neoliberale konsensus, er et folkeligt oprør.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
