Stort set alle politikere, eksperter og fagfolk er enige om, at det offentlige sygehusvæsen er i dyb krise.
Ansatte flygter fra sygehusene, der er problemer med at besætte ledige stillinger, arbejdspresset er voldsomt, ventelisterne er lange, operationer bliver udskudt, og mange syge lider under lang ventetid og uvished.
– Der er tale om et offentligt sygehusvæsen i frit fald, har Jes Søgaard, professor i Sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, for nylig udtalt til TV2.
Han har som forsker fulgt udviklingen på de danske sygehuse i over 40 år og har ikke tidligere set noget lignende.
Ansatte på sygehusene har længe forsøgt at råbe politikerne op og få dem til at forstå, at de offentlige sygehuse er ved at bryde sammen.
Senest kom der under valgkampen et opsigtsvækkende nødråd fra landets kirurger.
“Efter adskillige år med besparelser og effektiviseringer fulgt af de seneste år med nedlukninger grundet covid-19 og sygeplejestrejke, står vi nu i den situation, at manglen på personale er kritisk. Det drejer sig især om plejepersonale, som i deres mange roller er essentielle både før, under og efter operationer”, skrev Kirurgisk Forum, der repræsenterer alle kirurgiske specialer i Danmark, i en henvendelse til sundhedsministeren og alle sundhedsordførerne i Folketinget.
Mens der er bred enighed om, at problemerne er store, og der at er brug for handling, deler vandene sig, når det kommer til at diskutere løsninger og årsager til sygehuskrisen.
Henning Jørgensen, tidligere professor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, mener, at årsagerne skal findes i den nyliberalistiske styringsmodel, der i de sidste årtier har fået lov til at dominere sygehusene og andre dele af den offentlige sektor. Det er sket både i Danmark og mange andre lande.
– Nyliberalismen startede i 1980’erne med præsident Reagan i USA og premierminister Thatcher i Storbritannien. Senere kom den også til Danmark. New Public Management blev styringsmodellen i den offentlige sektor. Her bliver den private sektor set som et forbillede, som den offentlige sektor skal efterligne, siger Henning Jørgensen.
– Med New Public Management er fokus på effektivitet og omkostninger. Væk er fokus på værdigrundlag og snakken om, hvorfor vi er her. Der bliver sat nye mål for den offentlige sektor. Det ender med, at det hele drejer sig om økonomi. Man økonomi kan ikke motivere offentligt ansatte. De ønsker at gøre noget for andre, men værdistyring er fuldstændig underkendt i den nyliberalistiske styringsmodel, tilføjer han.
Den anerkendte forsker peger på, at det mistillidsregime med kontrol og konkurrence, der er en konsekvens af nyliberalisme og New Public Management, betyder, at mange offentligt ansatte både på sygehusene og i andre sektorer har mistet arbejdsglæden. De oplever, at de bliver forhindret i at bruge den faglighed, de har tilegnet sig gennem deres uddannelse, og mange vælger i frustration at forlade jobbet eller måske søge over i et helt andet fag.
Den beskrivelse genkender den erfarne sygeplejerske Marianne Priskorn. Hun har været sygeplejerske i over 30 år og er tillidsrepræsentant på mave-tarmafdelingen på Hvidovre Hospital.
– Det hele handler om ren og skær overlevelse nu, om at prøve at få enderne til at mødes. Vi er så pressede, der er slet ikke overskud til at have fokus på kvalitet og faglighed, forklarer Marianne Priskorn.
– Vi mangler sygeplejersker, der er lukket ti senge på afdelingen for at spare, samtidig vælter det ind med patienter. Vi har konstant omkring 16 patienter i overbelægning, og nu har vi lige fået at vide, at vores enhed skal spare 30 millioner kroner inden årets udgang. Det hænger slet ikke sammen. Som jeg hører fra kollegaer på andre sygehuse, er situationen den samme stort set alle steder, tilføjer hun.
Den offentlige sektor kan ikke sammenlignes med en privat virksomhed. Den private sektor har kun et mål, nemlig at tjene profit. Modsat er den offentlige sektors opgave ikke at sikre profit, men at dække befolkningens behov.
Henning Jørgensen, forsker og forfatter
Henning Jørgensen, der i dag er forskningsansvarlig på professionshøjskolen UCN, er bogaktuel med udgivelsen “Kollektiv rationalitet”, der blandt andet beskriver de konsekvenser, nyliberalistiske styringsmodeller har haft for den offentlige sektor. Bogen er netop udgivet på Frydenlund Forlag.
I bogen argumenterer Henning Jørgensen for, at vi som samfund skal bygge videre på de gode erfaringer fra coronaepidemien, hvor fællesskabet blev sat i centrum. Det viste, at det er muligt at styre samfundet med fokus på den kollektive viden, kreativitet og faglighed frem for økonomiske incitamenter, kontrol og konkurrence.
– Det er det, der skal til for at sikre arbejdsglæde og indsatsvilje blandt ansatte på sygehusene og andre dele af den offentlige sektor. I det styringsregime, der er på sygehusene nu, føler de ansatte sig magtesløse og drysser ud af både for- og bagdøren. Vi skal tilbage til det fokus på, hvorfor jeg egentlig er her, som har været væk de sidste 20-30 år, konstaterer Henning Jørgensen.
Han finder det absurd, at tilhængerne af New Public Management vil styre sygehusene som en privat virksomhed.
– Den offentlige sektor kan ikke sammenlignes med en privat virksomhed. Den private sektor har kun et mål, nemlig at tjene profit. Modsat er den offentlige sektors opgave ikke at sikre profit, men at dække befolkningens behov. Her handler det ikke om at sikre flest muligt kunder i butikken. Det kan også være vigtigt at gøre noget, der holder borgerne (kunderne) væk som for eksempel forebyggelse og andre sikkerhedstiltag, forklarer Henning Jørgensen.
– Med New Public management bliver der ikke arbejdet med fælles løsninger på tværs af områder og sektorer. Alle konkurrerer med hinanden. I sundhedsvæsenet betyder det, at sygehusene og de enkelte afdelinger konkurrerer indbyrdes. Alt er delt op i siloer, og den enkelte leder tænker kun på sin egen butik. Der bliver talt om bundlinjen, som om der er tale om en pølsefabrik. Alt skal måles, tilføjer han.
Tilhængerne af New Public Management henviser til, at de nyliberalistiske styringsredskaber får de ansatte til at rubbe neglene, så opgaverne bliver løst billigere og bedre.
– Men undersøgelser viser det modsatte. En britisk undersøgelse af New Public Management i 2015 viste, at servicen var blevet dårligere og dyrere. Der er ikke lavet en tilsvarende total opgørelse i Danmark. Det burde ske, men hvem vil sætte det i gang, spørger Henning Jørgensen.
Han efterlyser, at der, når det gælder en vurdering af den offentlige sektor, bliver sat fokus på samfundsøkonomien i stedet for på statsbudgettet. Det såkaldte økonomiske råderum beregnes snævert ud fra det sidste. Han slår fast, at der er en stor samfundsmæssig værdi i den “produktion”, der sker på sygehusene og andre dele af den offentlige sektor.
– Det er lige så nødvendigt arbejde som i den private sektor. Hvis ikke de ansatte på sygehusene reparerede arbejdskraften, pædagogerne passede børnene, og uddannelsessystemet sikrede veluddannet arbejdskraft, så kunne det private arbejdsmarked slet ikke fungere, erklærer forskeren.
Dermed afviser han de ofte gentagne påstande fra politisk hold om, at den offentlige sektor alene er en udgift for samfundet.
Lige nu er der gang i forhandlingerne om en ny regering. Her bliver der også diskuteret sygehuse, og Lars Løkkes Moderaterne er med i billedet. Men netop Lars Løkke Rasmussen var drivkraft i at indføre en række af de tiltag, som har været med til at skabe sygehuskrisen, konstaterer Henning Jørgensen.
Lars Løkke Rasmussen var indenrigs- og sundhedsminister fra 2001-2007. I denne periode stod han bag indførelsen af frit sygehusvalg, behandlingsgarantien, overbetaling af privathospitalerne, kravet om årlige produktivitetsstigninger på de offentlige sygehuse og strukturreformen, hvor amterne blev erstattet af regioner uden mulighed for selv at skaffe sig indtægter. Regionerne fik ansvaret for sygehusene, men blev altså gjort helt afhængige af de penge, regeringen bevilger til de årlige budgetter.
Fra 2002 og helt frem til 2018 var de danske sygehuse underlagt et krav om årlige stigninger i produktiviteten. Det samme antal ansatte skulle altså lave mere. De første fire år var der tale om produktivitetsstigning på 1,5 procent årligt. Derefter steg kravet til to procent årligt.
Vi er ved at drukne i cancerpatienter, multisyge og andre med alvorlige lidelser, mens alle dem, der godt kunne vente lidt længere tid, ryger til privathospitalerne. Det er helt skævt.
Marianne Priskorn, sygeplejerske
Først i 2018 blev to-procentskravet afskaffet efter langvarige protester fra de ansatte på sygehusene. Men det blev erstattet af nye former for effektiviseringer, som for eksempel det såkaldte teknologibidrag, der hvert år kræver af sygehusene, at de effektiviserer, for eksempel ved at indføre ny teknologi eller forbedre arbejdsgange.
Effektiviseringstankegangen har også præget byggeriet af de nye supersygehuse, der ligeledes er Lars Løkke Rasmussens projekt. Her er taget udgangspunkt i, at de nye store supersygehuse vil kunne fungere mere effektivt end andre sygehuse. Derfor er der et sparekrav på mellem fire og otte procent på driftsomkostningerne. Et krav der har betyder nedskæringer og forringelser på de nye supersygehuse.
Det udvidede frie sygehusvalg blev indført i 2002. I dag betyder det, at syge har ret til at blive udredt, undersøgt eller behandlet på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige er mere end 30 dage. Det betinger selvfølgelig, at der er et privathospital, som kan og vil behandle patienten.
I løbet af 00’erne kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen i sin iver efter at opbygge et privat sundhedsvæsen havde stået bag en overbetaling af privathospitalerne. En undersøgelse fra Sundhedsministeriet i 2009 viste en overbetaling af privathospitalerne på 25 procent. Der blev først rettet op på skandalen, efter at Rigsrevisionen havde været inde over sagen.
I dag betyder krisen på de offentlige sygehuse, at der bliver henvist flere patienter end nogensinde til privathospitalerne. Fra 2019 til 2021 steg antallet af årlige henvisninger fra 132.000 til 172.000 danskere, viser tal fra Danske Regioner, og tendensen fortsætter.
– Privathospitalerne tager kun de nemme operationer, som de kan tjene hurtige penge på. De skummer fløden. Laver privathospitalerne en fejloperation, ryger patienten tilbage til det offentlige sygehusvæsen, forklarer Henning Jørgensen.
– Sker der det mindste med patienterne på privathospitalerne, en infektion eller en overskåren blodåre, får vi dem tilbage igen på de offentlige sygehus uden at få ekstra penge for det. Privathospitalerne tager alle de nemme opgaver. Det betyder, at de mest raske kommer til før de mest syge. Vi er ved at drukne i cancerpatienter, multisyge og andre med alvorlige lidelser, mens alle dem, der godt kunne vente lidt længere tid, ryger til privathospitalerne. Det er helt skævt, konstaterer Marianne Priskorn.
– Samtidig lokker privathospitalerne med højere lønninger og er på den måde med til at dræne de offentlige sygehuse for sygeplejersker og ander faggrupper, tilføjer hun.
Det er afdelingen på det offentlige sygehus, der skal betale for de behandlinger, der på grund af kapacitetsproblemer bliver sendt til privathospitalerne.
“I det offentlige sundhedsvæsen har vi det såkaldte populationsansvar – det vil sige, at hvis et indgreb flyttes ud i privat regi, betales det af den kirurgiske afdeling på sygehuset. Afdelingen straffes således økonomisk for manglende kapacitet; personalemangel, som er et landsdækkende problem. Det giver en skævvridning af arbejdsvilkår mellem det offentlige og private sundhedsvæsen, som forværrer personalemanglen i det offentlige sundhedsvæsen”, skriver Kirurgisk Forum i deres brev.
Fra både kirurgerne, andre ansatte og en række eksperter som for eksempel Jes Søgaard, professor i sygehusøkonomi, lyder der krav om, at behandlingsgarantien skal stilles i bero under den nuværende krise.
Marianne Priskorn tilslutter sig det krav. Hun opfordrer også politikerne til at handle i forhold til de stigende medicinpriser, der er en afgørende faktor i udhulingen af sygehusenes budgetter.
– De store medicinalfirmaer kan sætte prisen, som de vil, i alle de år de har patent på produktet. Hvorfor er der ikke mere fokus på det problem. Der burde sættes et loft over priserne. Man kunne kræve dokumentation af medicinalfirmaerne for, hvad det har kostet at udvikle produkterne og kræve, at prisen blev sat derefter, erklærer hun.
Kenneth Haar fra Corporate Europe Observate, der betegner sig selv som en lobby-vagthund, som arbejder med at holde øje med industriens metoder til at få indflydelse i EU-systemet, har en stor viden om medicinalindustriens overprofitter.
På en konference på Christiansborg i september 2020 øste han ud af sin viden.
– For et par år siden undersøgte verdenssundhedsorganisationen WHO, hvad der egentlig danner baggrund for, hvad medicin koster. De fandt ud af, at de penge, der bruges på udvikling af medicinen, egentlig ikke spiller den store rolle. Medicinen bliver solgt til det, man kan få for den, sagde Kenneth Haar.
Han kom dengang med to konkrete eksempler: Medicinen imatinib mod kræft koster op til 600.000 kroner i indkøb, men kun omkring 1000 kroner at producere, mens præparatet sofosbuvir mod leverbetændelse koster en halv million kroner, men højest 900 kroner at producere.
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard skriver i et indlæg i Altinget i marts 2020, at “en ny familiebil med samme prisudvikling som på kræftmedicin de sidste 50 år ville koste 22 millioner kroner, og en almindelig, ny cykel ville koste 400.000 kroner.”
Suspendering eller afskaffelse af behandlingsgarantien og en indsats i forhold til medicinalindustriens profitter er nogle bud på, hvad der kan være med til at løse krisen på sygehusene.
Men det helt afgørende er at få taget et grundlæggende brud med de nyliberalistiske styringsmekanismer, mener Henning Jørgensen.
– Vi skal væk fra den nuværende kassetænkning, der styrer det hele, og i stedet fokusere på hvilke behov, der skal dækkes. Vi skal have helhedsorienterede løsninger på tværs af siloerne, konstaterer forskeren.
– Der er brug for langt mere faglig og værdibaseret ledelse. Vi skal besinde os på det fælles og det kollektive og sørge for at få personalet med igen. Vi skal væk fra bureaukratiske og standardiserede løsninger og i stedet sikre, at fagligt fornuftige beslutninger træffes af de team, der er tæt på patienterne. Vi skal have genskabt den arbejdsglæde, der er blevet kvalt ved at halse efter økonomiske måltal. Det kræver, at vi anerkender og belønner faglighed. Det betyder også mere i løn og bedre normeringer, tilføjer han.
Marianne Priskorn peger også på højere løn som helt nødvendigt for at stoppe flugten af sygeplejersker til privathospitaler eller Norge, hvor de kan tjene mere. Dernæst skal der sættes ind i forhold til at lette arbejdspresset, så de ansatte kan holde til jobbet.
– Vi er nødt til at sikre, at vi kan fastholde de sygeplejersker, der er på sygehusene nu. Her handler det om løn og arbejdsvilkår. Vi skal derefter arbejde hen imod, at folk igen kan blive stolte af at kunne lave god sygepleje, erklærer hun.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
det vil sige at vi skal arbejde for noget bedre kapitalismen.
Uden afskaffelsen af udnyttelse af mennesker fra mennesker og med de samme regeringer .Bare de bliver lidt mere ikke-nyliberalister.
At arbejde for at forlænge kapitalismen med en mere social styringsmodel.
Det er utopi kammerater!
Og det er antirevolutionær opportunistisk taktik
P.A
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
