Der er en markant ulighed i sundhed. De mest velstillede får bedre, mere og hurtigere behandling i sundhedsvæsenet end de fattigste grupper, som er dem, der har størst behov for behandling.
Det slog professor i global sundhed Morten Sodemann fast, da han holdt oplæg på Ulighedens Topmøde den 18. november. Topmødet blev arrangeret af tænketanken Cevea. Morten Sodemann er ansat på Syddansk Universitet, SDU.
- Ulighedens Topmøde er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tænketanken Cevea står bag.
- I 2022 fandt topmødet sted den 1. november i København.
- Dette års topmøde fokuserede på økonomisk ulighed, ulighed i sundhed og uddannelse og ulighed for udsatte grupper. Oplægsholderne var en lang række forskere og eksperter, der efter hvert oplæg diskuterede emnet med folk fra fagbevægelsen.
- Alle oplægsholdere blev bedt om at komme med deres bud på handling for at mindske uligheden. Efterfølgende stemte deltagerne i topmødet om forslagene, og den endelige “køreplan”, der blev skruet sammen, blev til sidst forelagt fire politikere fra Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet og Radikale.
– Man dør ikke af at være fattig, man dør ikke af social arv, men det hjælper, erklærede Morten Sodemann som optakt til sit indlæg på topmødet.
Han beskrev et super sundhusvæsen, der er indrettet på en måde, så de velstillede har størst gavn af det, mens kortuddannede og fattige i mange tilfælde ikke får den støtte og behandling, de har brug for.
– Der bliver færre og færre sundhedstilbud til dem, der har mest brug for det, lød en af professorens opsigtsvækkende oplysninger.
Forskning viser, at kortuddannede venter længere tid på diagnose og behandling, bliver mindre involveret i beslutninger på sygehusene og sjældnere får tilbud om forebyggelse eller genoptræning.
Mange mennesker med korte uddannelse og lav indkomst lider af flere sygdomme samtidig. Men det er vores højt specialiserede sundhedsvæsen ikke indrettet til at tackle, påpegede Morten Sodemann.
Tidligere var der et helt speciale, nemlig intern medicin, der var beregnet til dem med mange sygdomme, men det speciale er fjernet nu. Der mangler tilbud i sundhedsvæsenet til dem, der har mere end en sygdom. Vi er nødt til at have klinikker med støtte til den gruppe, som bliver større og større, sagde han.
Morten Sodemann pegede også på, at man tidligere kunne blive indlagt af sociale årsager. Det er ligeledes blevet afskaffet.
Undersøgelser viser, at syge med korte uddannelser venter fire uger længere end højtuddannede på at få almindelige rutineoperationer for for eksempel grå stær, brok eller kunstigt knæ.
Ulighed i sundhed koster 55 milliarder om året
Der er blevet talt meget om problemerne med ulighed i sundhed, men ifølge Sundhedsstyrelsen har uligheden stort set ikke ændret sig i løbet af de sidste ti år.
Sundhedsøkonomer har regnet sig frem til, at ulighed i sundhed koster 55 milliarder kroner om året, oplyste Morten Sodemann. Det er penge, der bliver brugt på unødvendige udgifter til sygehusbehandling, dyr medicin, kortere arbejdsliv og tidlig død.
Sundhedsstyrelsen udgav tidligere på året en rapport om ulighed i mødet med sundhedsvæsenet.
– Rapporten beskriver, at der er forskelsbehandling i mødet med den enkelte patient. Jo kortere skolegang, jo kortere samtaler og jo mindre involvering. Men det er nok verdens mest oversete rapport, konstaterede Morten Sodemann på Ulighedens Topmøde.
Han retter en skarp kritik af de danske politikere for ikke at turde sætte den nødvendige indsats i gang for at bekæmpe ulighed i sundhed.
– Politikerne er informeret. De ved, hvad der skal til. Vi har holdt møder om det de sidste 20 år. Men de tør ikke. Vi siger igen og igen: Der er ulighed, gør noget ved det! Men der sker ikke noget.
Et system indrettet til de velstillede
Ifølge Morten Sodemann skyldes uligheden i høj grad, at sundhedsvæsenet er indrettet på en måde, som tilgodeser de højtuddannede. Alt skal foregå meget hurtigt og meget effektivt.
Højtuddannede har via deres uddannelse bedre forudsætninger for at navigere rundt i det komplekse sundhedsvæsen, forstå skrevne og talte beskeder på lægesprog og argumentere for egne synspunkter.
– De velstillede har nogle utroligt gode strategier, de kan kombinere informationer og er gode til at omsætte informationer til handlemuligheder. De har forhandlingskompetence og er gode til at regne den ud. De har, hvad jeg vil kalde et enormt opmærksomhedskapital. De er gode til at få flyttet opmærksomhed over på sig, så den forsvinder fra dem, der måske har mere brug for den, forklarede Morten Sodemann.
– De velstillede er super gode til at passe på sig selv, men hvem passer på de andre? De velstillede styrer, hvordan vi arbejder i sundhedsvæsenet, ikke de der er mest syge, tilføjede han.
De højtuddannede og velstillede har langt bedre forudsætninger end andre for at klare det høje tempo i sundhedsvæsenet og stå på deres ret.
– Systemet gør det enormt fordelagtigt for dem, der kan klare en høj hastighed og i øvrigt kan fortælle lægen, hvad de fejler, hvis der er behov for det. De velstillede har også privat sundhedsforsikring, der giver dem middelklassens motorvej direkte ind på operationsstuen, mens andre må vente udenfor, erklærede professoren.
De velstillede er super gode til at passe på sig selv, men hvem passer på de andre? De velstillede styrer, hvordan vi arbejder i sundhedsvæsenet, ikke de der er mest syge.
Morten Sodemann, professor i global sundhed
Modsat er der mange kortuddannede, sårbare og udsatte som ikke ved, hvad der foregår, og derfor ikke kan viderebringe information fra den ene læge til den anden. De er derfor i langt større risiko for, at der sker fejl og misforståelser.
Morten Sodemann mener, at tiltag som behandlings- og udredningsgarantien på 30 dage i høj grad tilgodeser de velstillede og er med til at skabe øget ulighed.
– De øgede krav til, at det skal gå stærkt, går ud over dem, der har brug for mere tid. Dem, der lider af flere sygdomme, har uafklarede symptomer og andre problemer. De passer ikke ind i systemet og fastlagte pakkeforløb, forklarede han til Arbejderen efter sit oplæg på Socialt Topmøde.
Under coronaepidemien blev uligheden i sundhed meget tydelig.
Vi fik allesammen at vide, at vi skulle holde afstand, men det var lettere for nogle end for andre.
Dem, der arbejder i lavtlønnede frontlinjejob, er typisk også dem med kort uddannelse, som har mindst indflydelse på deres boligforhold og bor i de mest overfyldte boliger.
– Det var dem, der havde mindst mulighed for at følge afstandskravet. Så stod Søren Brostrøm og Mette Frederiksen frem på at pressemøde og sagde, at nu skal I holde afstandskravet, ellers må I bruge gæstetoilettet eller tage i sommerhus!
Kritik af begrebet livsstilssygdomme
Morten Sodemann er skarp modstander af hele begrebet livsstilssygdomme og de såkaldte KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion), som er med til at skabe stor skyld blandt mange syge fra de nederste sociale lag.
“Systemets tilgang er rettet mod den enkelte person og har en undertone af skyld, skam og personligt ansvar. Problemet er, at der netop ikke er tale om en “stil”, man vælger på en butikshylde eller i et boligmagasin. Vi vokser op i en familie, hvis vaner, rutiner og værdier vi tilpasser os. Vi er en del af et socialt miljø – privat og på arbejde – som former os som mennesker. Der er økonomiske og sociale strukturer, der, uden at vi opdager det, modellerer de vilkår, som afgør vores muligheder og dermed vores valg. KRAM-faktorerne gør sundhed og sygdom til et personligt valg og fritager velfærdssamfundet for en bredere forståelse. Dette spærrer for en mere effektiv forebyggelsesindsats blandt de kortest uddannede og lavtlønnede”, skrev Morten Sodemann i en kommentar i tidsskriftet Ræson i juli sidste år.
Han taler for, at vi i stedet for livsstilssygdomme bruger begrebet levevilkårssygdomme.
Det peger så også i retning af, at den vigtigste forebyggelse er at sikre de fattigste grupper i samfundet bedre levevilkår som for eksempel en god og tryg barndom fri for fattigdom.
– Vi skal flytte midler ned til børn. Det er børnene, vi skal tage os af. Børn vokser op under elendige vilkår og bliver syge som voksne. De fleste sygdomme i voksenalderen grundlægges i barndommen og formes af de levevilkår, som man vokser op i, erklærede Morten Sodemann på topmødet.
Han kritiserede også politikerne for at overlade mange af de svære beslutninger til sundhedspersonalet.
– Systemet er indrettet til dem, der kommer ind ad døren og ved, hvad de fejler, så vi kan komme hurtigt af med dem. De andre ved vi ikke, hvad vi skal stille op med, hvis der ikke er nogen ude i frontlinjen, der gør en ekstra indsats. Det skal vi værdsætte på en helt anden måde end i dag, sagde Morten Sodemann, inden han opridsede de modsatrettede dilemmaer, sundhedspersonalet står overfor.
– Skal jeg behandle de krævende eller de usynlige patienter? Skal jeg behandle de lette eller de svære? Den slags dilemmaer er hverdagen for de fleste ansatte i frontlinjen. Ingen hjælper dem med de her problemstillinger.
Forslag til løsninger
Morten Sodemann sluttede med at komme med nogle bud på, hvad der skal til for at bekæmpe ulighed i sundhed.
Først og fremmest mener han, at der skal ske en omfordeling af ressourcerne i sundhedsvæsenet, så der går flere ressourcer til dem, der har mest brug for det, og færre til dem der har mindst brug for det.
– Derudover skal alle sygehuse have en patienternes direktør, en intern ombudsmand, der kan tale patienternes sag, stille de onde spørgsmål og bide de andre i skinnebenet. Og så skal der hver gang, der kommer et nyt tiltag i sundhedsvæsenet, laves en vurdering af, om det skaber øget ulighed. Gør det det, så skal vi ikke have det, fastslog Morten Sodemann.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
