Nekrolog
Den sociale ulighed i sundhed er stigende, og den er dyr både økonomisk og menneskeligt. Uligheden skabes i samfundet og skyldes forskel i levevilkår. Derfor kan sundhedsvæsenet ikke løse problemet. Men sundhedsvæsenet kunne lade være med at gøre det værre. Sådan er det bare ikke. Det er de bedst stillede, der får mest ud af sundhedsvæsnet. De får både de fleste og de bedste behandlinger og kommer i højere grad ud som raske på den anden side af en behandling.
Alle politiske partier – med undtagelse af dem, der synes ulighed er en god ting – taler om at gøre noget ved uligheden i sundhed. Men der sker ikke rigtig noget. Mens snakken går, vokser uligheden. Professor Morten Sodemann, som utrætteligt råber op om problemet, påpeger, at ulighed i sundhed koster det danske samfund 50 milliarder kroner om året i tabt førlighed, arbejdsliv og livslængde. Men et er penge, noget andet er det liv, som mange må leve med sygdom, indtil de dør alt for tidligt. Og så må de ovenikøbet finde sig i at blive beskyldt for at tage usunde valg.
Væk med pakker og garantier, som kun gavner de bedst stillede. Vi skal have et sundhedsvæsen, som rummer de sårbare og udsatte.
Forebyggelsen har med de såkaldte KRAM-faktorer i for høj grad gjort sundhed til individets eget ansvar. De kunne jo bare lade være med at ryge, drikke, de kunne motionere mere og lade være med at blive fysisk nedslidte. For nu at citere Sodemann (kommentar i Ræson 25. juni 2021): ”Man dør ikke af at være kortuddannet, man dør ikke af at have et job på minimumsløn. Man dør af de sociale konsekvenser af det. Der en lang række strukturer der fører til, at postnumre, skolegang og løn kædes sammen, så man får sværere ved at beskytte sig mod sygdom, man bliver oftere syg, får flere sygdomme, får dårligere behandling og sjældnere kommer sig”.
Uligheden er politisk skabt
En af Sodemanns pointer er, at uligheden i sundhed er politisk skabt. Som eksempel nævner han, at da regionerne blev oprettet, havde de ingen skatter og ingen strategi. Men de kunne gøre noget ved uligheden i sundhed og havde i de første år en række aktiviteter med det formål. Indtil regeringen blandede sig med den danske kvalitetsmodel og kræftpakker. Ulighed i sundhed blev fortrængt af pakkeløsninger og diagnosegarantier. Finansministeren sagde direkte til regionerne, at de skulle gøre mere for den brede befolkning end for de sårbare og udsatte.
Altså: Vores sundhedsvæsen er indrettet, så patienterne skal passe ind i pakker, diagnoser og systemer for at få behandling. Sådan er det bare sjældent med de sårbare og socialt udsatte. De er besværlige og har ofte mere end én sygdom – måske både noget psykisk og fysisk. Det er jo noget rod, som sundhedsvæsenet ikke er indrettet til.
Ingen gør det med vilje
Nu tror vi ikke, at nogen sygeplejersker, læger, sosu’er, fysioterapeuter, ergoterapeuter og hvem, der ellers møder patienterne i sundhedsvæsenet, med vilje behandler nogle patienter bedre end andre. Men de er alle underordnet de politisk besluttede pakker og garantier, som de bedst stillede har mest gavn af. Samtidig med at den udbredte specialisering og effektivisering gør det yderligere svært at passe de mere besværlige ind.
Når vi så dertil lægger den pressede hverdag, som vores sundhedspersonale nu flygter fra, så siger det sig selv, at de tapre, der er tilbage på vores hospitaler, ikke har tid og overskud til at lytte og inddrage de patienter, som nok har allermest brug for omsorg og behandling. Den mangeårige underfinansiering af sundhedsvæsenet har mange omkostninger. Også øget social ulighed i sundhed.
Der skal flere penge til
Hvad skal vi så gøre? Jeg ved godt, at vi i Enhedslisten ofte siger: Send flere penge. Men her vi nødt til at sige det igen. Politikerne på Christiansborg er nødt til at erkende, at skal vores fælles sundhedsvæsen overleve, så skal der flere penge til: Flere behandlinger, mere teknologi og dyr medicin koster. Det samme gør alle de patienter, der taber, fordi der ikke er tid til at give dem den rette omsorg og behandling.
Tid kræver arbejdsvilkår, som de ansatte kan holde ud – og en løn de kan acceptere. Vi kan ikke vente på en kommission. I det mindste må sygeplejersker, jordemødre og sosu’er have besked om, hvad planen er: Hvornår og hvordan får de løn og de arbejdsvilkår og en respekt, de har krav på. I Region Hovedstaden har Enhedslisten fået opbakning fra de andre partier til en henvendelse til regeringen med en opfordring om at finde flere penge NU.
Folkesundhedslov
Samtidig må vi have gang i en plan for en forebyggelse, som omfatter alle de forhold i samfundet, som skaber den sociale ulighed. Her er Danske Regioners forslag om en folkesundhedslov faktisk et godt sted at starte, fordi den forholder sig til alle relevante forhold som uddannelse, arbejde, bolig og så videre. Men sundhedsvæsenets indretning skal også med. Væk med pakker og garantier, som kun gavner de bedst stillede. Vi skal have et sundhedsvæsen, som rummer de sårbare og udsatte. Ulighed er, som Sodemann påpeger, politisk skabt. Derfor kan politikere også gøre noget ved det.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
