Ny chikanesag
EU beskriver sig selv som fredens projekt – med ambitioner om at gribe selvstændigt ind som økonomisk og militær stormagt i verdens konflikter.
Men EU skaber via sin handels- og fiskeripolitik fattigdom i især Afrika grobund for de samme konflikter, som man påstår at ville løse.
Sådan lyder advarslen fra researcher hos vagthunden Corporate Europe Observatory, Kenneth Haar.
Han har i årevis forsket i tyveri af fisk, dumping af fødevarer og toldmure, der er med til at skabe fattigdom i verdens fattigste lande. Derfor er EU ofte allerede en del af de konflikter, man påstår at ville løse, konstaterer Kenneth Haar.
I krig – for hvad og for hvem?
Sidste år oprettede EU en militær mission i Mozambique.
Det officielle formål med EU-missionen er at uddanne lokale soldater og oprette en hurtig reaktionsstyrke i Mozambique, der skal bekæmpe terror i landet.
Hvad EU ikke nævner i beslutningen om sin nye militære mission er, at Frankrig via det store franske olie- og gasselskab Total har store økonomiske interesser i Mozambique.
Netop Mozambiques gas er lige nu centrum for en blodig konflikt mellem den sydlige og den nordlige del af landet.
Der foregår nemlig en skæv fordeling af landets rigdomme – især indtægterne fra udvindingen af landets gasreserver, der blandt andet bliver udvundet af det franske energiselskab Total.
Indtægterne fra Mozambiques gasproduktion går først og fremmest til befolkningen i den sydlige del af landet – og efterlader den nordlige del af landet i fattigdom. Den situation har givet grobund for en islamisk milits i nord.
Drivkraften i EU’s militære engagement i Afrika er tæt forbundet med EU’s – især Frankrigs – økonomiske interesser i de her lande.
Kenneth Haar, researcher hos Corporate Europe Observatory
– Befolkningen i nord lever i fattigdom og får ikke del i landets gasindtægter. Det har ført til en lokal konflikt. Når EU nu går ind og støtter regeringshæren med våben og træning, træder EU – med Frankrig i spidsen – direkte ind i en lokal konflikt på den ene side. Samtidig har det franske energiselskab Total store interesser i stabilitet og sikkerhed i landet, så selskabet uforstyrret kan fortsætte sin gasproduktion, siger Kenneth Haar til Arbejderen.
Total har investeret 20 milliarder dollar i et gasprojekt, der fra 2024 skal pumpe milliarder af kubikmeter gas op af Mozambiques undergrund. Totals mega-gasprojekt er en af de største private investeringer i Afrika. Men nu har Total sidste år måttet sætte sit projekt på pause, efter at det flere gange er blevet angrebet af væbnede grupper.
– Vi skal ikke være blinde for, at drivkraften i EU’s militære engagement i Afrika er tæt forbundet med EU’s – især Frankrigs – økonomiske interesser i de her lande. Vi er nødt til at spørge os selv: Hvad er det for nogle militære operationer, vi risikerer at blive trukket ind i, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet og bliver en del af EU’s militær? Hvad risikerer det at få af konsekvenser for Danmark? Og hvis interesser tjener vi i virkeligheden, når vi sender danske soldater til lande i Afrika?
Kenneth Haar fortsætter:
– Vi kan ikke forstå EU’s militære og halvmilitære operationer i Afrika uden at forstå især Frankrigs økonomiske interesser i Afrika. Danmark har de sidste årtier været med til at føre USA’s oliekrige i Irak og Afghanistan – skal vi nu til at føre Frankrigs olie- og gaskrige i Afrika?
Læs også
Indland
Greenpeace kortlægger “Fredens projekt”
Olie og gas sætter kursen for EU's militære aktioner
Hvis EU virkelig ønskede at skabe fred i Mozambique, så burde man være med til at sikre, at hele landets befolkning får andel i gaseventyret, mener Kenneth Haar.
– Men når EU via Frankrig har store interesser i Mozambiques gas, så interesserer EU sig sandsynligvis ikke så meget om fordelingen af indtægterne fra gassen – og dermed hele årsagen til konflikten. I stedet er EU sandsynligvis mere interesseret i at være militært til stede for at sikre, at udvindingen af gas kan fortsætte.
– Hvis man kigger bag EU’s sympatiske forsikringer om at sikre fred, stabilitet og menneskerettigheder i Afrika, så tegner der sig et helt andet billede. Vi har fået en række kontante eksempler på, at EU’s militære indsatser i Afrika handler om alt andet end at sikre fred og menneskerettigheder i Afrika. Erfaringerne fra EU’s militære operationer taler deres tydelige sprog: EU-trænede og EU-udrustede soldater i eksempelvis Mali, Den Centralafrikanske Republik og Libyen begår systematiske overgreb på de lokale civilbefolkninger.
Danmark har de sidste årtier været med til at føre USA’s oliekrige i Irak og Afghanistan – skal vi nu til at føre Frankrigs oliekrige i Afrika?
Kenneth Haar, researcher hos Corporate Europe Observatory
– EU er allerede direkte eller indirekte en del af mange af konflikterne i Afrika – og er derfor ikke den rigtige til at skabe fred, mægle eller forebygge de her konflikter, mener Kenneth Haar.
– EU er farvet af, at man allerede har store økonomiske interesser i de her lande. Og EU har i årtier ført en handels- og fiskeripolitik, der skaber fattigdom og grobund for konflikter i de her lande. Derfor er EU ikke en neutral spiller. Og derfor har lokalbefolkningen ikke tillid til, at EU er i stand til at spille en positiv rolle i forhold til at sikre fred, stabilitet og fremgang i deres lande.
Friends of the Earth i Mozambique – også kaldet Justica Ambiental – advarer om, at det franske gasprojekt har været med til at fordrive mennesker, ødelægge deres livsgrundlag, krænket menneskerettigheder og været med til at skabe den konflikt, der har raset i Mozambiques olie- og gasrige provins Cabo Delgado i nord.
For at gøre plads til gasprojektet er tusinder af mennesker fra fiskeri- og landbrugssamfund i området blevet fordrevet og genhuset i en landsby langt væk fra deres hjem og ti kilometer væk fra havet, hvilket efterlader dem uden livsgrundlag.
Anabela Lemos fra Justica Ambiental har været med til at skrive rapporten Locked Out of a Just Transition: Fossil Fuel Financing in Africa, der kortlægger konsekvenserne af den europæiske olie- og gasindustris økonomiske interesser i Afrika.
Rapporten blev udgivet i marts. Og blandt de værste cases er netop Totals gasprojekt i Mozambique.
– Gasfeberen i Mozambique fører til tyveri af land, menneskeretskrænkelser, befolkningen får frataget deres levebrød, og konflikten bliver militariseret, fortæller Anabela Lemos.
Stjæler Afrikas fisk
En af EU’s militære operationer – Operation ATALANTA – går ud på at jagte såkaldte pirater ud for Somalias kyst.
Men i virkeligheden er de “pirater”, som EU jager, blot desperate, subsistensløse fiskere og landmænd.
EU har nemlig i årevis via sin fiskeripolitik stjålet store dele af Afrikas fisk – og dermed frataget tusindvis af afrikanske fiskere deres livsgrundlag.
EU har store økonomiske interesser i Vestafrikas 2000 kilometer lange kyststrækning på grund den omfattende fiskebestand. EU opkøber hvert år fiskekvoter i Afrika for millioner af euro for at få lov til at fiske. Men det er ikke kun store europæiske trawlere, der fisker. Også store trawlere fra Asien og Rusland driver rovdrift på Afrikas fisk.
Der går en lige linje fra EU’s fiskeripolitik og store EU-fisketrawlere i Afrika – til problemerne med pirateri.
Kenneth Haar, researcher hos Corporate Europe Observatory
Samtidig har de fattige vestafrikanske lande ikke ressourcer til at kontrollere de udenlandske trawleres fiskeri.
Resultatet er et katastrofalt overfiskeri, som har gjort mange fiskere og ansatte i forarbejdningsindustrien arbejdsløse.
Greenpeace kritiserer EU for at “underskrive nye, uigennemsigtige fiskeriaftaler uden at sikre, at der er kapacitet lokalt til at overvåge de ekstremt mange fiskefartøjers gøren og laden på havet, og uden at tage hensyn til lokale fiskere og landsbysamfund der er afhængige af fiskeri for at kunne overleve”.
Ifølge Greenpeace er 300.000 job i mindre, lokale fiskerier i Vestafrika gået tabt som følge af overfiskeri og mangel på lovgivning, der sikrer bæredygtig forvaltning af fiskebestandene i regionen.
Derfor ser flere af de afrikanske fiskere ikke anden mulighed end at blive “pirater” for at forsørge deres familier.
I farvandet ud for Somalia støvsuger supertrawlere fra EU ulovligt havet for fisk.
– EU’s rovfiskeri på den afrikanske vestkyst betyder, at de lokale fiskere har mistet deres livsgrundlag. Der går en lige linje fra EU’s fiskeripolitik og store EU-fisketrawlere i Afrika – til problemerne med pirateri, siger Kenneth Haar.
Herudover er de afrikanske farvande blevet kraftigt forurenet af europæisk giftaffald, der bliver dumpet i Adenbugten ud for Somalia.
Også desperate bønder ser ingen anden udvej end at blive pirater. Det er eksempelvis tilfældet i det sydlige Nigeria, hvor olieboringer foretaget af Shell, Exxon og Elf har ødelagt store dele af vandet og gjort det umuligt at ernære sig ved at dyrke jorden. Samtidigt med at prisen for afgrøder holdes nede af ulige handelsaftaler.
– De seneste år har EU’s handelsaftaler med landene i Afrika betydet, at EU får mere og mere ud af aftalerne, mens de afrikanske lande får ringere og ringere vilkår, forklarer Kenneth Haar.
EU’s terrorliste undergraver fred
Det er ikke kun EU’s handels- og fiskeripolitik, der er med til at skabe grobund for konflikter rundt i verdens fattigste lande.
EU blander sig med sin terrorstempling af en lang række organisationer og enkeltpersoner direkte i konflikter og tager parti på de herskende regeringers side.
Når EU først har stemplet lokale bevægelser som terrorister, er det svært efterfølgende at skulle mægle fred eller på anden måde troværdigt gribe ind i konflikten med soldater eller anden militær støtte og samtidig blive set som en neutral part, advarer Folkebevægelsen mod EU.
– EU’s terrorstemplinger og udenrigspolitik har flere gange været til skade for freden og en bedre verden, forklarer Lave K. Broch til Arbejderen.
Han sidder i Folkebevægelsen mod EU’s ledelse og har i årevis beskæftiget sig med EU’s terrorlister og EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.
– EU’s terrorlister betyder, at EU ikke er en neutral part, der bare kan komme ind fra højre og mægle fred eller skabe fred i eksempelvis Afrika. EU består af tidligere kolonilande som Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien og Portugal. EU har allerede en historie og en masse økonomiske interesser i især Afrika.
En anden årsag til, at EU ikke er i stand til at skabe fred, er, at Unionen ofte er en direkte del af konflikten – på den herskende statsmagts side – mod lokale oprørsgrupper.
Norges nej til EU’s terrorliste betyder blandt andet, at palæstinensiske Hamas, kurdiske PKK og De Tamilske Tigre i Sri Lanka ikke er terrorstemplede i Norge.
Lave K. Broch, Folkebevægelsen mod EU
Det kommer eksempelvis til udtryk i EU’s omfattende terrorlister, der stempler en lang række enkeltpersoner og bevægelser som terrorister – på trods af at flere af bevægelserne har opbakning i store dele af befolkningen og kæmper for retfærdighed, omfordeling og ofte sikrer sundhed og uddannelse til fattige.
Det kan have store konsekvenser at stå på EU’s terrorliste. Det betyder eksempelvis, at borgere i Europa risikerer store bøder og fængselsstraf, hvis de vil samle penge ind til eller udtrykke sympati for en terrorstemplet bevægelse. Og medlemmer af EU-terrorstemplede bevægelser risikerer at blive fængslet og udleveret, hvis de søger beskyttelse i et EU-land.
EU’s politienhed Europol har samtidig et tæt samarbejde med politimyndigheder i konfliktlande som eksempelvis Israel, Tyrkiet og Colombia om at udveksle informationer, der kan være med til at bekæmpe de såkaldte terrorbevægelser.
Modsat EU har Norge – der ikke er medlem af EU – haft held til at få stridende parter til at sætte sig sammen og mægle fred i en række årelange konflikter i eksempelvis Israel, Palæstina, Colombia og Sri Lanka.
Det er der en særlig grund til, mener Lave K. Broch:
– Norge er ikke med i EU, og det giver landet større frihed og større troværdighed i fredsforhandlinger. Norge følger eksempelvis ikke EU’s terrorliste. Norges Storting har besluttet, at landet kun skal følge FN’s terrorliste, og den er langt mindre omfattende end EU’s terrorliste, forklarer Lave K. Broch.
Derfor valgte Norge eksempelvis ikke at terrorstemple den colombianske oprørsbevægelse FARC, da EU gjorde det i 2002. EU fastholdt i øvrigt sin terrorstempling af FARC, mens Norge kæmpede aktivt for fred i landet og for at få FARC af terrorlisten.
– Norges nej til EU’s terrorliste betyder blandt andet, at palæstinensiske Hamas, kurdiske PKK og De Tamilske Tigre i Sri Lanka ikke er terrorstemplede i Norge, mens de er det i EU. Det giver Norge en helt anden mulighed for at komme i kontakt med forskellige parter i væbnede konflikter, mens EU’s terrorliste begrænser Danmarks og resten af EU’s muligheder for at bakke op om fredsprocesser rundt om i verden, forklarer Lave K. Broch.
Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre iværksatte Sri Lankas regering en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet.
Lave K. Broch, Folkebevægelsen mod EU
I Sri Lanka-konflikten var EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre i 2006, ifølge Lave K. Broch, direkte ødelæggende for den igangværende fredsproces, hvor Norge også spillede en central rolle, og hvor Danmark indgik i en nordisk fredsmission under ledelse af den svenske oberst Ulf Henricsson.
Efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre startede kamphandlingerne i Sri Lanka.
– De nordiske EU-lande Danmark, Finland og Sverige var på grund af EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre nødt til at trække deres observatører ud af Sri Lanka. Mens Norge og Island – der ikke er med i EU – prøvede at styrke deres bidrag til fredsmissionen. Men det hjalp desværre ikke, for efter EU’s terrorstempling af De Tamilske Tigre iværksatte Sri Lankas regering en stor offensiv, der kostede titusinder af mennesker livet, fortæller Lave K. Broch og uddyber:
– Norge var rasende på EU for terrorstemplingen, og den svenske leder af fredsmissionen, Henricsson, følte sig svigtet af EU. Han havde netop – i klar tale og i god tid – advaret EU imod en terrorstempling, netop fordi han forudså, at en EU-terrorstempling ville ødelægge fredsforhandlingerne. Men der blev desværre ikke lyttet til Henricsson i Bruxelles.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
