Der var gang i klimaprotesterne i weekenden.
I lørdags demonstrerede 23 lokale borgergrupper og miljøorganisationer rundt om i landet mod store lokale anlægsprojekter, der lige nu er i gang rundt om i Danmark, der tromler naturen og demokratiet.
De mange borgergrupper var gået sammen om en fælles aktionsdag mod anlægsprojekter som motorveje og boligbyggeri, der lige nu er i gang rundt om i Danmark, der tromler naturen og demokratiet.
I København blev lufthavnen indtaget af pingviner, der protesterede mod planerne om at udvide lufthavnen.
– Politikerne har haft kikkerten for det blinde øje – de har ladet stå til. Ved ikke at beskatte luftfarten har de stimuleret flyvning, samtidig med at skatteyderne har betalt. Tilmed kommer SAS regelmæssigt med hatten i hånden for at bede om skattekroner i milliardklassen til at dække underskud. Tudetosset, hvis I spørger mig, lød det fra Poul Kattler, forperson for Rådet for Bæredygtig Trafik og bestyrelsesmedlem i Bevar Jordforbindelsen.
“Pingvinerne” protesterede mod et lovforslag fra regeringen, der giver lufthavnen ubegrænset ret til at udbygge og tillade flere passagerer og flere fly uden at tage hensyn til klimaet. Ifølge planen skulle lovforslaget have været vedtaget i Folketinget inden sommerferien.
– Det kommer ikke til at ske. Papirarbejdet var simpelthen for dårligt og høringssvarene for mange og måske for gode. Vi har ikke set de 194 høringssvar og er blevet nægtet aktindsigt i dem. Men faktum er desværre, at behandlingen i Folketinget kan fortsætte ufortrødent efter sommerferien, og mens vi stadig skriver 2023, kan lufthavnen have fået go til at udvide fra 30 millioner årlige passagerer til 40 eller endda 55 millioner årlige passagerer, fortæller Poul Kattler.
Undervejs var der fællessange, tale af Nikoline Borgermann fra Scientist Rebellion og musik ved rapduoen MC Dommedag & Klimahystaden.
Ikke langt fra lufthavnen indtog aktivister fra Amager Fælleds Venner Bjerget på Amager Fælled i København under overskriften “Når maskinerne kører væk – og mennesker og natur får plads og liv”.
De lavede en happening, hvor de foretog en symbolsk flytning af de store maskiner, der skal jævne det grønne område med jorden.
Dagen var samtidig nummer 152, hvor maskinerne står stille, efter at Københavns Byret den 12. december indførte et byggestop, så længe Amager Fælleds retssag mod byggeriet kører.
I Nykøbing Falster gik lokale aktivister fra Initiativet mod gasledningen i Nykøbing Falster på gaden for at vise deres modstand mod den gasledning, der er i gang med at blive bygget i deres lokalområde og mod de planlagte biogasanlæg, der vil binde dansk energiforsyning til gas i stedet for sol og vind.
Med sig havde aktivisterne en plancheudstilling om konsekvenserne af gyllegas. De delte løbesedler ud til de handlende, sang og råbte slagord mod planerne om at producere gyllegas.
Nej til motorveje
En stor del af de lokale protestgrupper, der er dukket op i Danmark de senere år, kæmper for at forhindre, at deres lokalområde bliver plastret til med motorveje.
Ved den fælles aktionsdag lørdag demonstrerede Nej til motorvej på Røsnæs mod planerne om at bygge en motorvej henover halvøen Røsnæs, der har en unik natur og er optaget i Danmarks Naturkanon.
I Nørresundby inviterede Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen til protestmøde med taler og musik. Høj sol og musik ved “Klimabandet”, Tine Lilholt og Klaus Thrane samt “Bandet far” tiltrak mange mennesker.
Om aftenen samledes de lokale i Nørresundby til aftensang. Her kunne de cirka 150 fremmødte opleve solnedgangen ved fjorden og udsigten til Egholm og Else Marie Tolbøl på violin og Martin Granum på guitar.
Duoen er kendt for deres fællessang “Aalborg er skidegrøn” – der i anledning af borgmesterskiftet i Aalborg og fundet af tre odderfamilier dér, hvor motorvejen skal ligge, havde fået tilføjet nye vers.
I Aarhus havde Det Fælles Bedste, Kattegatforbindelse Nej Tak og andre grønne foreninger inviteret til kæmpekor og demonstration mod havneudvidelsen i Aarhus og Kattegatforbindelsen.
Samme dag holdt Den Grønne Ungdomsbevægelse fernisering for udstillingen “Havneudvidelsen – unødvendig, ulogisk, klimaskadelig og udemokratisk”.
I Skelhøje blev der holdt “Forårsfest mod motorvejen” med taler, sange, kaffe, kage og en gåtur i naturen.
Demonstration og vejblokade
Det var ikke kun lørdagen, der stod i miljøets og klimaets tegn.
Fredag samlede Extinction Rebellion 1500 mennesker til endnu en “Befri Jorden”-aktionsdag.
Demonstrationen endte med, at klimaaktivister blokerede H. C. Andersens Boulevard – en af de mest trafikerede veje i København. Mere end 100 aktivister blev sigtet for at have blokeret vejen.
– Vi sad på vejen og vendte tilbage gang på gang for at give ren besked: Regeringen har ikke styr på klima- og økokollapset. Regeringen kunne lytte til protesten og videnskaben ved at tage de første mest åbenlyse skridt for at undgå det totale kollaps. I stedet bliver protesten ryddet og over 100 borgere sigtet. På den måde afslører regeringen sig selv. Hvis de mente den grønne omstilling alvorligt, ville de komme i gang nu, fortæller aktivist i Extinction Rebellion Ida Dalsgaard Nicolaisen, der er 31 år og handicaphjælper.
Hun fortsætter:
– I dag (i fredags, red.) så vi en gnist af folkelig modstand, og flere gik ud på gaden igen og igen, selvom de blev fjernet af politiet flere gange. Regeringen valgte at slukke brandalarmen i stedet for at slukke branden. Sådan kan det ikke fortsætte, og derfor skal modstanden vokse.
Extinction Rebellions aktionsdag varede til over midnat.
Sammen med en række andre bevægelser kræver Extinction Rebellion, at regeringen omdanner landbrugsjord og skovareal, indtil der findes 30 procent vild natur. Herudover skal brug af sprøjtegift i landbruget forbydes. Og lån til industrielt dyrelandbrug skal også forbydes.
Det er ikke første gang, at klimaaktivisterne blokerer trafikken. Den 28. april samlede Extinction Rebellion over tusind mennesker, der spærrede vejen ved Christiansborg Slotsplads.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.