Part 6
Fra 12. juli er Arbejderen med på solidaritetsbåden Handala II, der besøger danske byer, inden den til efteråret vil bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Dette er sjette del af Arbejderens dagbog fra rejsen. Læs de øvrige indlæg her.
Her i Svendborg i den blide aftensol, efter et varmt bad (!) og et godt aftensmåltid, mærker jeg lysten til at lade tankerne flyve en smule. Måske flyve lidt mere end de plejer. For det er jo nu her, på kajen i Svendborg sammen med de lokale Palæstina-støtter, at tingene klikker lidt i hak, og gearene tager et ryk.
Tag bare de små samtaler med de lokale aktivister i Svendborg. De har lavet mad til os, og de har lavet en detaljeret vagtplan, så der over de næste 36 timer i træk er bemanding på båden – og så vi på båden kan slappe af. De må have trukket på en del kræfter i solidaritetsmiljøet for at gennemføre det, og alligevel, ved bordet over de lækre oliven og friske forårsløg i kartoffelsalaten, fremstiller de deres arbejde som småt.
Rangorden i aktivismens betydning og vigtighed er bare meningsløs.
Og det er det ikke. Måske det er de tanker, jeg først lader flyve. Jo, måske er det en større aktivistisk opgave at tage en uge ud af kalenderen og sejle til et par byer i Danmark. Men det blegner ved siden af turen til Middelhavet og de noget mere alvorlige vagttjanser, man møder der. Og de kan så opfattes som mindre opgaver end at sejle med det sidste stykke og bryde blokaden af Gaza på Handala II.
Igen er alt det arbejde jo frivilligt og intet at sammenligne med vores kammerater, venner, for mange vedkommendes familie, der er fanget i Gaza, i de belejrede byer på Vestbredden, i ruinerne i Libanons landsbyer og forstæder.
Det er ikke småt. Det er ikke en lille ting at bruge en eftermiddag på at lave mad til fremmede, man måske ikke ser igen – eller som man opdager, at man faktisk har set før, blot kendte vi ikke hinanden den første gang og husker kun, hvordan det var at stå side om side foran den smudsige våbenfabrikant Termas port og kræve stop for eksporten.
Den grydefuld salat som snittes og serveres til båden, tjansen som vagt fra klokken 22.00 til midnat, sejladsen, blokaden, demonstrationen, mødet, de har alt sammen værdi.
Måske tankerne er, at rangorden i aktivismens betydning og vigtighed bare er meningsløs. Mine tanker flyver i hvert fald i den retning. Uden de mange donationer eller gryder med salat, eller de plakater der er sat op i perlerækken af havnebyer, uden det kunne Handala II ikke fortsætte. Det er langt mere brugbart at anerkende aktivismen blandt os og at erkende, hvordan vores fælles aktivisme jo altid er større og bedre og dejligere og stærkere end de enkelte dele for sig selv.
”Hvis man ikke kan gøre de store ting, må man jo gøre de små”, sagde en af aktivisterne til mig, mens de sidste oliven blev nydt, og inden ekspeditionen til havnefogedens bad begyndte. Det kom på en samtale om, hvor enormt og afgørende vigtigt det er at have en ordentlig og langvarig proces med at vælge ud blandt dem, der er rede til at sejle den sidste bid af turen til Gazas kyst, trodse den israelske flåde og besættelsesmagt og bryde blokaden til efteråret engang. Det er ikke en beslutning, nogen skal tage over en dag eller tage alene, og ingen i Ship to Gaza bliver overladt til at gøre det sådan.
Men kernen i samtalen, nu tankerne skal flyve, kom faktisk til at blive udtrykt i de ord. Vi kan måske ikke løse de store ting, men så må vi jo løse de små. Vi kan ikke vinde de store sejre lige nu, men så må vi jo gå i gang med at vinde de små.
Tankerne flyver videre. For reelt set har vi jo igennem de sidste snart tre års folkemord og i kampen mod besættelse, mod ulovlig våbenhandel og mod blodig profit, en kamp gennem mange år, aldrig stoppet med at løse de små opgaver, blot fordi vi ikke lige kunne løse det hele på en gang.
Vi er jo altid startet med at uddele den første løbeseddel om at boykotte israelsk vin, rejser eller medicin uden at blive slået ud af, at vi ikke sidder på magten i Handelskammeret. Vi er jo startet med at snakke med vores ven og nabo og ikke gået i baglås over ikke at sidde på Berlingske Mediers redaktion.
Så selvfølgelig vil vi mere end det, vi kan nu, vi vil være flere, vi vil stoppe og ændre og forvandle. Vi vil jo gerne løse de største af opgaverne og stille os endnu større opgaver efter det. Vi vil gerne løse alle de små og mellemstore problemer. For opgaverne eller problemerne kan måske nok rangordnes, og når vi forstår forholdet mellem ikke at rangordne aktivismen for ikke at gå i panik, give op eller blive desperate, samtidigt med at vi kan se, hvilke små problemer der skal løses, før vi kan rokke fundamentet ved de store problemer – ja, det er der, hvor tankerne ikke længere flyver, men bliver mere konkrete.
Mens tankerne forvandler sig fra at flyve til at blive konkrete, er lyset blevet blødere og lydene mere dæmpede. Der er stadig et par gæster fra havnen på Handala II, de to lokale frivillige vagter snakker med dem, mens jeg fylder ord ind i dagbogen.
I morgen skal maskinen på skibet gennemgås og forhåbentlig repareres, så vi kan sejle og ikke får nyt motorstop på vejen til Marstal senere på ugen.
Ud på eftermiddagen onsdag den 15. juli er der det lokale event, hvor Svendborgs Palæstina-initiativ har inviteret hele byen til musik, taler og solidaritet på havnen. Jeg har allerede planlagt et par små interviews og voxpops, der skal gennemføres undervejs. Og Arbejderens politiske redaktør Lucas Carn har lovet at kigge forbi med en stak brugte rene viskestykker – de spritnye viskestykker, vi har ombord, kan ikke helt forlige sig med de skrøbelige vilkår for skibets vandforsyning, der gælder.
I nat får solen lov at stå op i fred, og jeg vil lade tankerne flyve mere i retning af en kølig i skyggen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
