En væbnet afkolonisering
Det seneste års verdensomspændende coronaepidemi har sat og sætter i den grad dagsorden. Mange har måttet gentænke, hvordan vi lever og i det hele taget agerer sammen med andre i sociale sammenhænge. Og mange er tilmed begyndt at overveje, om det samfund, som vi er vant til og måske troede, at vi kunne have tillid til, er så usårligt endda.
Der bliver stillet grundlæggende spørgsmål som: Er det kapitalistiske system sådan helt generelt i stand til at beskytte sine befolkninger mod livstruende sundhedskriser?
Skåret ind til benet har denne usædvanlige og for de fleste uforudsete begivenhed, som endnu ikke er ovre, pludselig stillet spørgsmålstegn ved normalen i det kapitalistiske samfund.
Kampen for at forsvare vores individuelle rettigheder og de grundlæggende borger- og frihedsrettigheder er alt for vigtig til at blive overladt til det yderste højre eller til et nyliberalt, egoistisk verdenssyn.
Men der rejses også spørgsmål til den mere aktuelle politik: Hvilken økonomisk politik skal der føres, så pandemien ikke fører til en mangeårig økonomisk nedtur? Hvilken sundhedspolitik er mest effektiv til at inddæmme smittespredning og på sigt forebygge nye pandemier?
Og så er der rejst en diskussion af, hvorvidt de sidste over 40 års nyliberalisme er på vej i graven, og om staten er på vej til en genopvækkelse efter i årtier at have været et skældsord i toneangivende økonomiske kredse. Hvad kan vi i det hele taget lære om forholdet mellem marked og stat, mellem individ og samfund?
Det er især disse sidste spørgsmål, jeg her vil fokusere på.
Ekspansiv økonomisk politik
Herhjemme har regeringen ført en ekspansiv økonomisk politik, og der har ikke været meget tale om at lade markedet selv sørge for, at “der holdes hånd under” virksomheder og økonomi. Den foreløbige status er, at det ser ud til at have virket – den danske nationaløkonomi er efter godt et år med corona langtfra betrængt som økonomierne i andre lande.
Ek eksempel: Underskuddet på de offentlige finanser blev i 2020 langt mindre end ventet. Den 25. marts kunne Danmarks Statistik meddele, at det blev på 26,7 milliarder kroner. Underskuddet svarer til 1,2 procent af bruttonationalproduktet (BNP) og blegner i forhold til de 3,5 procent i 2012 i kølvandet på finanskrisen.
På Twitter skrev Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, ligefrem: ”Så endte 2020 med at blive et nærmest helt normalt år for de offentlige finanser, langt fra fortidens kriser.” Og selv cheføkonom i CEPOS, Mads Lundby Hansen, erklærede, at de offentlige finanser ikke er ”et problem i DK”.
Det er værd at huske på, når vi inden længe vil blive overdænget med udsagn om, at nu skal vi alle bidrage til at betale den kæmpestore coronagæld, så generationerne efter os ikke bliver gældstyngede.
Danmark har under coronakrisen ført, hvad der kaldes en centralt og statsstyret ekspansiv politik – og den er ikke kun ført af Socialdemokratiet og dets støttepartier, men for den overvældende dels vedkommende af næsten alle partier i Folketinget. De mange hjælpepakker til adskillige brancher har været den kapitalistiske stats bistandshjælp. Alligevel er nogle brancher blevet raseret, mens andre har klaret sig godt – ligesom især små virksomheder har haft det ekstra svært, mens de større har klaret sig bedre. Der renses som altid ud, når der er krise – og de store bliver større.
Nye toner om de offentlige finanser
Den internationale økonomiske samarbejdsorganisation OECD plejer nok at kunne råbe vagt i gevær, hvis “pengene fosser ud af statskasserne”. Men ikke nu. OECD har gjort noget så ekstraordinært som at advare mod at stramme de offentlige finanser for hårdt og for hurtigt, ligesom efter finanskrisen.
I et interview i Financial Times 4. januar advarede OECD’s cheføkonom, Laurence Boone, mod at gentage fejlene fra finanskrisen og stramme de offentlige finanser, før økonomien er ude af krisen. Begrundelse: Faren for “en kraftig politisk modreaktion i befolkningerne”.
Herhjemme følger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd op:
“Når OECD fremhæver de politiske konsekvenser, er det ikke grebet ud af luften. I de senere år har en stribe nye forskningsstudier dokumenteret, at offentlig hestekur i krisetider mindsker borgernes tillid til det politiske system og gøder jorden for utraditionelle og yderligtgående partier.”
I den socialdemokratiske webavis Piopio skriver kommunikationschefen i tænketanken Cevea, Alexander Grandt, 2. marts, at “en god offentlig sektor er en dansk konkurrencefordel”: I Danmark er der “en velfærdsmodel, der er dybt konkurrencedygtig, og som også er en forudsætning for, at det går så godt for danske virksomheder”.
Og han konkluderer om det socialdemokratiske projekt:
“Mens tidligere socialdemokrater brugte konkurrencestatsmentaliteten til at save i velfærdssamfundets ben, så skal nuværende socialdemokrater sætte en ære i at styrke den offentlige sektor til gavn for dansk erhvervsliv.”
Med andre ord: Regeringen skal fastholde sin aktive politik og sætte den offentlige sektor i den privatkapitalistiske sektors og markedets tjeneste. Stat og marked er ikke hinandens modsætninger, men den kapitalistiske stat skal sættes i de frie markeders tjeneste.
Er nyliberalismen død
Også udenfor Danmarks grænser raser debatten. I en række mainstreammedier og fra en række indflydelsesrige politiske kredse er der det forløbne år skrevet og talt rigtig meget om, hvorvidt coronavirussen “har taget livet af de sidste årtiers nyliberalisme”. Den britiske højfinans’ tidsskrift Financial Times skrev eksempelvis allerede for et år siden (3. april 2020):
“Radikale reformer, der afviser de sidste 40 års fremherskende politiske retning, må nødvendigvis fremlægges. Regeringerne bliver nødt til at erkende, at de skal spille en mere aktiv rolle i økonomien.”
Spørgsmålet er imidlertid, om disse reformer – som for eksempel den ekspansive politik der er ført i Danmark – betyder, at arbejderklassen kan slappe af i håbet om, at det er slut med nyliberale tiltag, privatiseringer og anslag mod den offentlige sektor. Dén konklusion kan næppe drages. Den serbiske filosof Miloš Šumonja skriver i tidsskriftet Capital & Class, december 2020:
“I nekrologer (over nyliberalismen o.a.) hævdes det, at coronavirus har taget livet af nyliberalismen, fordi det er staterne og ikke markederne, der har måttet redde både befolkninger og økonomier. … den måde som “krise-keynesianismen” fortolkes i akademiske kredse og medier sætter fejlagtigt lighedstegn mellem nyliberalisme og antistat-retorik. Men i virkeligheden har nyliberalismen altid handlet om “frie markeder og en stærk stat”.”
Det kræver måske en forklaring. For ofte tales der om den nyliberalistiske “minimalstat”, jævnfør tidligere V-statsminister Anders Fogh Rasmussens berømte og berygtede bog “Fra socialstat til minimalstat” fra 1993. Det kan lede til den konklusion, at det er alt, hvad der kommer ind under betegnelsen stat, der skal være “minimal”. Men sammenhængen er en anden.
For det er ikke alle dele af den kapitalistiske stat, der skal være “minimal”. De nyliberalistiske politikere og ideologer har brugt staten til ganske bestemte formål, nemlig til at omforme samfundet så alt bliver markedsgjort. Til gengæld er staten blevet svækket, når det handler om at være lighedsskabende og anspore til demokrati og medbestemmelse.
Miloš Šumonja skriver:
“… nyliberalismen har brug for en stærk og aktiv stat, der kan omorganisere de samfundsmæssige relationer – især de relationer der var kendetegnende for keynesianismen – på en måde, der uddyber og konsoliderer kapitalismens uligheder. Det er sket ved at knægte fagforeningerne, skære i de sociale ydelser, privatisere offentlige industrier og tjenesteydelser, afregulere de finansielle markeder, gennemføre monetære politikker baseret på prisstabilitet og så videre.”
Hvad nyliberalismen har minimeret, er i vid udstrækning den offentlige sektor og de kollektive goder, som arbejderklassen i en række lande har kæmpet igennem efter Anden Verdenskrig. Men den offentlige sektor er ikke det samme som den kapitalistiske stat. At tale om statens tilbagerulning er således et misvisende begreb.
Med andre ord: Coronakrisen har utvivlsomt leveret det ene overbevisende bevis efter det andet på, at utæmmet kapitalisme i den grad har spillet fallit. Men det vil være en fejltagelse at konkludere, at den nyliberale æra er forbi, blot fordi regeringer verden over tyer til “krise-keynesianisme”.
Fra systemet selv
Selve udbruddet af en pandemi kan på flere strækninger forbindes med den nyliberalisme, som langt de fleste kapitalistiske stater har praktiseret de sidste 40 år. Tre faktorer skal nævnes her:
- Den måde som landbrugsproduktionen foregår på og agroindustriens ødelæggende indvirkning på naturens økosystemer.
- Verdens fysiske forbundethed, internationaliseringen af de internationale forsyningskæder, lavprisflysektorens udbredelse.
- Sundhedssektorens privatisering, udsalg af medicin- og vaccineproduktion og politikken for at sætte profit før sundhed.
Så pandemien er ikke en udefrakommende katastrofe, et chok påtvunget et system der ellers ville fungere perfekt. Den kommer indefra, fra dette systems produktionsstrukturer og også fra den politik, der er blevet ført i årtier, så kapitalen har kunnet høste tilstrækkelig profit – vækste som det hedder på nydansk.
Den gode stat
Men statens rolle diskuteres også ud fra politiske, ja tilmed filosofiske vinkler i lyset af coronakrisen. Vi så alle, hvorledes de samfund, der har tiltro til mere stat end marked, har klaret sig bedst.
Emnet blev også diskuteret på den årlige, traditionsrige Rosa Luxemburg-konference i Berlin i januar, som i år blev holdt online med 15.000 deltagere. Den italienske professor i filosofihistorie, Stefano Azzarà, tog tråden op fra forgængere som Gramsci og Losurdo og leverede et dødbringende angreb på Vestens selvtilstrækkelige og enøjede fokus. Han erklærede blandt andet:
“Epidemien har således sat fokus på, at et samfund, der i det mindste rummer nogle elementer af socialisme, og hvor politisk planlægning koordinerer markedskræfterne og forsøger at sætte dem i flertallets tjeneste, har en strukturel fordel.”
Med “samfund der i det mindste rummer nogle elementer af socialisme” henviser Stefano Azzarà direkte til Kina og de kinesiske myndigheders konsekvente måde at slå ned på pandemien. Men også samfund med en stor offentlig sektor og en politik, der sætter sundhed frem for profit, kan omfattes af hans konklusion. Det gælder for eksempel Danmark.
I det omfang at staten har ageret i almenvellets interesse – dette gamle begreb der dækker over folkeflertallets dybe interesser – har den en positiv relevans i forhold til bekæmpelse af pandemien.
Men staten er jo ikke kun almenvellet. I bedste fald er den en slags fælleskapitalist. Marxismen betragter ikke staten som den offentlige sektor eller blot som de dele af den offentlige sektor, der er statsligt finansieret. Og slet ikke som repræsentant for en slags folkevilje.
Staten er en organisme, der er opstået med klassesamfundet. Den er et produkt af og udtryk for klassemodsætningernes uforsonlighed. Og den er en organisme til at håndhæve og fastholde én klasses, den herskendes, magt overfor de resterende klasser.
Den autoritære stat
Stefano Azzarà siger, at “staten kan være en magt og autoritet, der giver en almen garanti for at beskytte alle dens medlemmer”, eller staten kan være “en simpel autoritær mekanisme”, der beskytter en del af samfundet mod en anden.
Og det er en yderst relevant betragtning i dag. Førnævnte Miloš Šumonja skriver:
“Nyliberale stater verden over svinder ikke ind i lyset af coronakrisen. De benytter derimod den igangværende “krig imod virus” til at styrke et højregreb mod arbejderklassens forhold.”
Der er simpelthen fare for, at der udvikles en autoritær eller totalitær stat, at demokratiske rettigheder forvitrer eller forsvinder inden for rammerne af det eksisterende borgerlige demokrati. Den fare eksisterede før pandemien, og den er ikke blevet mindre.
Coronapandemien har givet skabt en slags nødretstilstand, og der er ingen tvivl om, at der – i hvert fald i et land som Danmark – er skabt en form for konsensus i befolkningsflertallet om, at det er i orden, at staten gør, “hvad der er nødvendigt” for at beskytte befolkningen mod epidemien. Meget forståeligt, primært fordi sundhed langt hen ad vejen faktisk er sat frem for profit her.
Men faren er, at nødretstilstanden bliver permanent. Man kan nemt se en glidebane fra midlertidighed til varighed. For vi må ikke glemme, at den ”stærke stat, hvis angivelige genkomst i dag hyldes, faktisk har været en vigtig drivkraft i nyliberalismens angreb på alle politiske forhindringer for kapitalens stræben efter profit” (Miloš Šumonja).
Borger- og frihedsrettighederne
Hvad der er på spil, er det borgerlige demokrati. Den helt reelle tendens til, at de demokratiske rettigheder indskrænkes inden for det borgerlige demokratis rammer. Er vi i en situation, hvor vi vænner os til begrænsninger i borger- og frihedsrettighederne, i den individuelle frihed? Er vi ved at vænne os til, at det er legitimt, at staten “slår til”, når den finder det bekvemt?
Statens rolle og demokratiet er også gjort til genstand for demonstrationer i flere lande, hvor coronavirus’ eksistens betvivles, eller samfundenes restriktioner for at inddæmme den kritiseres.
Demonstrationerne samler et sammensurium af personer, synspunkter og spontant opståede bevægelser og har fået følgeskab af kræfter på den yderste højrefløj, konspirationsteoretikere og andre. Deres budskaber varierer fra land til land, men bæres af et fælles had til staten og et ønske om ikke at blive styret af nogen.
Der er tale om en “en invitation til enkeltindividers anarkistiske oprør mod en altdominerende magt, som er helt igennem ondartet og mest af alt identificeres med staten”, mener Stefano Azzarà. De “hævder at repræsentere de ringeste, de svageste og de mest undertrykte”, fortsætter han.
Herhjemme er der udsprunget i hvert fald fire småpartier af den såkaldte coronamodstand, som alle samler vælgererklæringer ind (se Altinget.dk 8. marts 2021). Deres programmer er meget forskellige, men de bæres især af udsagn som eksempelvis at “give folket meget mere direkte indflydelse på de vigtigste beslutninger”, end det er tilfældet i dag, “større frihed og valgfrihed for den enkelte” og “beslutninger af borgerne for borgerne”.
Med disse slogans spiller dette sammensurium af “coronamodstandere” ind i de seneste årtiers demokratiske underskud, som netop er skabt af den nyliberale bølge. Det er tendenser, der ses i mange lande, fordi flere og flere oplever at være sat ud på et sidespor, både økonomisk og politisk. De næres – forståeligt nok – af en cocktail af økonomisk desperation og politisk ignorering fra samfundselitens side.
Individ og fællesskab
I Vesten er det generelt set meget vanskeligt at forestille sig nogen anden form for frihed end den individuelle og derfor heller ikke nogen anden form for demokrati end det liberale demokrati i de kapitalistiske lande.
Coronapandemien har utvivlsomt sat fokus på spørgsmålet om de individuelle friheder, om forholdet mellem individ og fællesskab .Eller som Azzará siger: “private egoistiske interesser … underlægges almenvellets interesser”.
Mange mennesker har oplevet, at individuelle friheder, som de nyder til daglig, er blevet stærkt begrænset, for eksempel bevægelsesfriheden og friheden til at omgås hvem man vil. I Danmark er det imidlertid en kendsgerning, at langt de fleste har accepteret at sætte egne friheder og interesser til side til fordel for fællesskabets. Flertallet har været og er af den opfattelse, at det har været og er nødvendigt at ofre noget af ens eget for at beskytte fællesskabet. Og de har indset, at netop derved har de kunnet beskytte sig selv.
De har lidt filosofisk udtrykt sat helheden over delen. Og det i virkeligheden på trods af et ganske udbredt nyliberalt og individuelt verdenssyn, der ansporer den enkelte til ikke at ville acceptere indskrænkninger i den personlige frihed.
Det borgerlige demokrati og staten
Vi skal naturligvis forsvare og beskytte de individuelle friheder. Vi vil jo i sidste ende et samfund, hvor princippet om den enkeltes frie udvikling som betingelse for alles frie udvikling virkeliggøres. Så dette forsvar, denne kamp kan ikke overlades til det yderste højre eller til et nyliberalt, egoistisk verdenssyn.
Når vi taler om disse rettigheder, taler vi dog ikke kun om det enkelte individ, men især om samfundets rammer for, at disse rettigheder kan virkeliggøres. Det betyder sikring af de grundlæggende menneskerettigheder såsom retten til livet, det vil sige retten til velfærd, sundhed, arbejde, bolig, uddannelse og omsorg. Det betyder grundlovssikrede frihedsrettigheder som ytrings-, informations-, forsamlings-, organisations- og religionsfrihed og retten til fri kulturel udfoldelse. Det betyder beskyttelse af det enkelte individ imod diskrimination på grund af hudfarve, etnicitet, køn, religion eller seksuel orientering. Det betyder også sikring af kollektive rettigheder såsom fagforeningernes frie forhandlingsret.
Det er naturligvis vigtigt, at der handles resolut i en tid med en dybtgående sundhedskrise. Alt andet ville være uforsvarligt. Men de demokratiske rettigheder er ikke til salg. De må respekteres og efterleves hurtigst muligt, og i takt med at sundhedskrisen overvindes. Det er derfor, at det er nødvendigt at reagere, når myndighederne, staten, går for langt i forhold til eksempelvis en epidemilov eller indførelse af et permanent coronapas, der kompromitterer befolkningens private sundhedsoplysninger.
For vi må gøre os klart, at der under kapitalismen ingen modsætning er mellem liberalisme eller nyliberalisme og en stærk og til tider totalitær stat. Undtagelseslove og forfatningsstridige tiltag er bestemt set selv i de frieste af de frie stater.
***
For at samle op:
Coronapandemien og den deraf følgende sundhedskrise har vist, hvor vigtigt det er med en velfungerende offentlig sektor. Hvor regeringerne har handlet i fællesskabets interesse og sat sundhed før profit, har krisen været mildere, end hvor den politiske, økonomiske og sundhedsmæssige junglelov, de utæmmede markedskræfter har fået lov at herske.
Det er imidlertid ikke det samme som, at coronavirus også tog livet af nyliberalismen og dermed indvarsler en grundlæggende ny politik. En aktiv og stærk stat står ikke i modsætning til en nyliberalistisk udvikling. Kampen står om, hvem staten skal tjene, hvilke interesser den skal varetage. I et lidt mere langsigtet perspektiv er det også en kamp om at skabe en helt anden stat, der virkelig varetager arbejderklassens og folkeflertallets interesser. Men det kræver et opgør med de økonomiske magthavere, med kapitalen.
Her og nu må vi råbe vagt i gevær over for forsøg på at udnytte coronasundhedskrisen til at tage skridt i retning af en mere autoritær stat. De demokratiske rettigheder er ikke til salg for nogen pris.
Og endelig: Kampen for at forsvare vores individuelle rettigheder og de grundlæggende borger- og frihedsrettigheder er alt for vigtig til at blive overladt til det yderste højre eller til et nyliberalt, egoistisk verdenssyn. Også her har kommunisterne en opgave.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
