Læserbrev
Klokken var næsten halv otte, de første lys var blevet tændt i vinduerne, og frihedsfanen blafrede i vinden på Halmtorvet i København lørdag den 4. maj. Anledningen var en markering mod krig, fascisme og racisme i anledning af Danmarks befrielse fra den tyske besættelse i 1945.
Under parolen “Istedgade overgi’r sig aldrig” har det været en langvarig tradition, at man den 4. maj gik fakkeloptog gennem den kendte gade, der var aktiv under folkestrejken i 1944. I år var der også et særligt fokus for markeringen, at kræve fred og frihed for palæstinenserne i Gaza, som siden oktober har været udsat for et folkemord.
Vi må forstå, at kampene hænger sammen, og at ingen af os er frie, før vi alle er frie. Frihedskamp er ikke terrorisme, hverken i Danmark under nazi-tysk besættelse eller i Palæstina under zionistisk besættelse.
Dalia, dansk-palæstinenser
– Ligesom vores modstandsfolk kæmpede imod en besættelsesmagt, så kæmper palæstinenserne også lige nu mod en besættelse, som dagligt undertrykker dem, lød det fra Rikke Carlsson, medlem af 4. Maj-Initiativet, som arrangerede dagens markering.
På programmet for aftenen var der en række talere, musik, fællessang og, før optogets start ned gennem Istedgade, afspilning af det famøse frihedsbudskab, hvor Danmark blev erklæret frit fra den tyske besættelse.
Stadig en aktuel kamp for fred
En af talerne til arrangementet var Claus Westergreen, formand for Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF). Han lagde i sin tale fokus på, at fagbevægelsen altid har stået fast på den internationale solidaritet med arbejdere verden over mod krig og fascisme.
– Kampen for fred og retfærdighed er i dag mere aktuel end længe før. Den krigsretorik, vi hører i dag, er helt vild. Jeg er barn af Den Kolde Krig, men selv dengang kunne man ikke høre så voldsom tale om oprustning som i dag, sagde Claus Westergreen.
– Og når vi snakker oprustning, så kan finansministeren altid finde et par ekstra milliarder til det, men når vi skal bruge penge på vores blødende sundhedsvæsen eller anden velfærd, så er der pludselig ikke penge. Det er helt absurd.
I tråd med aftenens fokus på frihed for Gaza var der også tale fra Dalia, som er herboende palæstinenser. Hun fortalte om, hvordan kampen for frihed er en universel størrelse, som ikke kun er afgrænset til Danmark eller Anden Verdenskrig.
– I dag, mens vi mindes den heroiske indsats i Danmark, kan vi ikke ignorere de paralleller, der kan drages til andre steder i verden, hvor folk kæmper mod undertrykkelse og besættelse, sagde hun og uddybede:
– En sådan parallel finder vi i den palæstinensiske modstandskamp. Palæstinenserne kæmper imod et 75-årigt bosætter-kolonialist-fascistisk apartheid-styre. Også her ser vi forskellige modstandsgrupper – trods partiskel – stå sammen mod en fælles trussel.
Også den forestående israelske invasion af byen Rafah i det sydlige Gaza blev påtalt. I skrivende stund er fordrivelsen af de mere end 1,5 millioner palæstinensere i byen blevet igangsat, og invasionen ventes at komme lige om lidt.
Dalia afsluttede sin tale ved at minde om, at kampen mod krig er international og kræver støtte fra fredselskende folk i hele verden.
– Vi må forstå, at kampene hænger sammen, og at ingen af os er frie, før vi alle er frie. Frihedskamp er ikke terrorisme, hverken i Danmark under nazi-tysk besættelse eller i Palæstina under zionistisk besættelse. Som Poul Henningsen sagde: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri, afsluttede hun.
Fakkeloptog og sange om fred
Efter talerne og afspilningen af frihedsbudskabet blev det tid til at tænde de mange fakler, som deltagerne stod klar med. Herefter bevægede man sig hen mod Istedgade, hvor der på vejen blev råbt forskellige kampråb.
“Hvad vil vi ha’? Fred! Hvornår vil vi have det? Nu!” og “Free free Palestine” var blot nogle af de kampråb, som deltagerne lod runge udover Vesterbro lørdag aften.
Forrest i demonstrationen kunne man finde en række faner. Blandt andet fra de kommunistiske partier og frihedsfanen, som symboliserer den danske modstand mod nazisternes besættelse.
Optoget sluttede på Enghave Plads. Her var der tid til en ekstra fællessang, hvor “Kringsatt av fiender” blev valgt. Faklerne var begyndt at brænde ud rundt omkring, og da sangen nåede sin afslutning, blev fanerne også rullet sammen.
Fra talerstolen lød der et tak til de fremmødte og et løfte om, at man ville ses igen næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
