Læserbrev
I dag er vi samlet for at markere Danmarks befrielsesdag fra nazi-Tysklands besættelse under Anden Verdenskrig.
Befrielsen af Danmark markerede afslutningen på en mørk periode i dansk historie, hvor danske medier blev underlagt censur, arbejderklassen fik forringede forhold, og den danske befolkning var præget af usikkerhed og frygt. Befrielsesdagen markerer dagen for genoprettelsen af landets suverænitet og selvstyre.
Allerede fra den 9. april 1940 blev den danske presse underlagt censur. I henhold til den dansk-tyske besættelsesordning, hvor Danmark fortsat blev betragtet som et suverænt land, lå det i de danske myndigheders ansvar at håndhæve censuren. Dette betød, at besættelsesmagtens militære forhold i landet ikke blev omtalt, og at anti-tysk propaganda var forbudt.
Frihedskamp er ikke terrorisme, hverken i Danmark under nazi-tysk besættelse eller i Palæstina under zionistisk besættelse.
På samme måde som Danmark under besættelsen samarbejdede med Tyskland og var underlagt mediecensur, ser vi i dag en lignende dynamik, hvor Danmark samarbejder med imperialistmagten USA og er underlagt uofficiel mediecensur. Den historiske parallel rejser spørgsmål om lighederne mellem fortidens og nutidens samarbejde og dets konsekvenser for ytringsfriheden og demokratiet.
Poul Madsen, som er tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, sagde i et interview, og jeg citerer: “I samme øjeblik, der er den mindste konflikt omkring Israel, kan man være helt sikker på som mediechef, at man bliver kontaktet for at blive påvirket, og hvis man siger eller gør det mindste, så bliver man indkaldt til møder med interessentorganisationer i Danmark og den israelske ambassade. Man er helt oppe på mærkerne, og sådan har det været i mange år”.
Hvad ville der ske, hvis Danmark modsatte sig amerikanske geopolitiske interesser, hvad ville der ske med Danmark, økonomisk, diplomatisk og geopolitisk?
Danmark fraviger sin autonomi og handlefrihed til fordel for en stormagt, som man ikke nødvendigvis støtter ideologisk eller moralsk. Når regeringen vedholder et pro-israelsk standpunkt, er det klokkeklart, at de geopolitiske og økonomiske interesser vægtes højere end menneskeliv.
Imens vi står her i dag, mindes vi også den danske modstandskamp, hvor forskellige modstandsgrupper – trods partiskel – stod sammen mod en fælles trussel. Et nazistisk styre der oprettede koncentrationslejre, begik folkemord mod jøderne og besatte sine nabolande, Danmark inklusiv.
Den danske modstandskamp var en kamp imod en undertrykkende besættelsesmagt; en kamp for frihed, værdighed og retfærdighed. Modstandskampen var og blev en sag for de få, der med livet som indsats udførte sabotageaktioner mod fabrikker og jernbaner og foretog partisanangreb mod tyskerne.
I dag, mens vi mindes den heroiske indsats i Danmark, kan vi ikke ignorere de paralleller, der kan drages til andre steder i verden, hvor folk kæmper mod undertrykkelse og besættelse. En sådan parallel finder vi i den palæstinensiske modstandskamp.
Palæstinenserne kæmper imod et 75-årigt bosætter-kolonialist-fascistisk apartheidstyre. Også her ser vi forskellige modstandsgrupper – trods partiskel – stå sammen mod en fælles trussel. Et zionistisk styre der har spærret over to millioner palæstinensere inde i en koncentrationslejr, hvor de begår folkemord, samtidigt med at de også bomber nabolande.
Vi er vidner til en særligt nådesløs sadistisk brutalitet, hvor sundhedsvæsen, medier og humanitær nødhjælp er deciderede mål for den zionistiske besættelsesmagt. Den ene efter den anden massakre udspiller sig for øjnene af os, og over 100.000 palæstinensere er blevet dræbt eller såret. De billeder, der kommer ud af nord-Gaza i dag af børn, der er blevet til knogler på grund af udsultning, af børn, der bærer søskendes legemer i en rygsæk, og mennesker, der massakreres, når de henter beskedent føde til familien, er ud over det utænkelige.
Den zionistiske besættelsesmagt har konsekvent og systematisk dræbt, fængslet og mishandlet palæstinensere, stjålet vand, land og jord og etnisk udrenset den palæstinensiske befolkning i 75 år.
I besættelsesmagtens fængsler sidder der i øjeblikket 9.500 palæstinensiske politiske fanger, som er uretmæssigt fængslet, hvilket bliver sammenlignet med systemet i Guantánamo-fængslet.
Det er vigtigt, at vi forstår, at fangeudveksling har været den eneste metode for de palæstinensiske modstandsgrupper til at sikre frihed for de uretmæssigt fængslede palæstinensere.
Palæstinenserne kæmper ikke alene mod den zionistiske besættelsesmagt, men også imod det amerikanske verdensoverherredømme, Danmarks allierede og samarbejdspartner, som i årtier har destabiliseret det globale syd for at bibeholde sin globale dominans. Den zionistiske besættelsesmagt har modtaget tre milliarder dollars pr. år forinden det nuværende folkedrab for at varetage amerikanske geopolitiske interesser, og Joe Biden har flere gange udtalt, at det har været den bedste investering for USA.
I øvrigt valgte USA for nyligt at sende yderligere 26 milliarder dollars til den zionistiske besættelsesmagt.
Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.
Poul Henningsen
Den palæstinensiske kamp er en anti-imperialistisk kamp og anti-kolonialistisk kamp, som er forenelig med kampe på tværs af Afrika og Mellemøsten. Den store majoritet af verdensbefolkningen lever under kapitalismens imperialistiske undertrykkelse, og Palæstina er omdrejningspunktet for kampen imod denne undertrykkelse.
Vi er heller ikke blinde for de grusomheder, der finder sted i Congo, Sudan og Yemen. Ej heller er vi blinde for, hvordan palæstinensere, kammerater og allierede bliver undertrykt af politiet i Italien, Frankrig og Tyskland og på de amerikanske universitetspladser.
De vestlige regeringer har vist os betydningen af vores såkaldte demokrati og ytringsfrihed, og den danske regering har blottet sig selv sammen med sine blodtørstige allierede.
Det er vores forpligtelse som medlemmer af det globale samfund at bekæmpe undertrykkelse og krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor det finder sted. Denne kamp indebærer, at vi også bekæmper vores egne stater, som agerer samarbejdspartnere med den amerikansk-støttede zionistiske besættelse.
Vi må forstå, at kampene hænger sammen, og at ingen af os er frie, før vi alle er frie. Og hvis ikke vi alle er frie – er tiden så ikke inde til en international revolution?
Netanyahu har sagt, at han vil invadere Rafah, hvor 1,5 millioner palæstinensere har søgt tilflugt, uanset om der indgås våbenhvile. Det er på tide, at intifadaen for alvor bliver globaliseret.
Frihedskamp er ikke terrorisme, hverken i Danmark under nazi-tysk besættelse eller i Palæstina under zionistisk besættelse.
Som Poul Henningsen sagde: Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
