Amager Fælleds Venner vil have Højesteret til at tage stilling til, om Fælledby kan genoptage sit byggeri af 2000 boliger, butikker, erhvervslokaler og institutioner på Amager Fælled.
Udmeldingen fra Amager Fælleds Venner kommer, efter at Østre Landsret den 26. maj besluttede, at det enorme byggeri på Amager Fælled kan genoptages.
– Det er vores vurdering, at landsrettens kendelse er forkert. Dels finder landsretten, at der er tale om et lovbestemt projekt, ligesom landsretten ikke mener, at den manglende høring af offentligheden kan danne grundlag for meddelelse af opsættende virkning, forklarer advokat for Amager Fælleds Venner Johan Løje.
Han fortsætter:
– Ligeledes mener landsretten, at der er tvivl om, hvorvidt Amager Fælleds Venner vil få medhold i hovedsagen, hvor byretten fandt, at der var en rimelig sandsynlighed for, at Amager Fælleds Venner ville vinde.
Amager Fælleds Venner bad i februar 2022 Københavns Byret tage stilling til lovligheden af lokalplanen og VVM-tilladelsen for det planlagte byggeri på Amager Fælled.
Den 12. december 2022 pålagde Københavns Byret bygherren – Fælledby – at stoppe byggearbejdet på Amager Fælled.
“Ikke holdbart”
Ifølge Amager Fælleds Venner bygger Østre Landsrets afgørelse om at ophæve byggestoppet på stik modsatte præmisser i forhold til byrettens afgørelse.
Amager Fælleds Venner mener ikke, at det er holdbart, at Københavns Byret vurderer, at byggeriet kan gøre uoprettelig skade på naturen, hvis det fortsætter – mens Østre Landsret når frem til den modsatte afgørelse.
Sagen kan ende med at erklære byggeriet ugyldigt. Fælledby spiller derfor ved at fortsætte byggeriet hasard med både økonomi og natur.
Knud Erik Hansen, Amager Fælleds Venner
– Det er ikke holdbart, og Amager Fælleds Venner vil derfor anke landsrettens afgørelse til Højesteret og bede om, at anken får opsættende virkning, så byggestoppet gælder, mens sagen kører i Højesteret, siger Amager Fælleds Venners advokat Johan Løje.
Fælledby: Nu genoptager vi arbejdet
Efter kendelsen i Østre Landsret erklærer Fælledby sig klar til at fortsætte byggeriet.
– Nu genoptager vi arbejdet med at bygge boliger, skole, institutioner og plejehjem, og vi ser frem til inden længe at invitere indenfor i vores nye besøgsfaciliteter, hvor alle interesserede borgere kan opleve området og høre meget mere om projektet, siger administrerende direktør i Fælledby Erling Thygesen.
Fælledbys beslutning om at genoptage det enorme byggeri vækker vrede hos Amager Fælleds Venner.
– Fælledby har ved at gå i gang med byggearbejdet helt ignoreret, at en sag ikke er afgjort, når den bliver bragt for retten. Ophævelse af byggestoppet er alene en afgørelse om, hvorvidt Fælledby kan have byggearbejde på grunden, mens hovedsagen, som Amager Fælleds Venner har anlagt mod klagenævnene, kører i retten. Sagen kan ende med at erklære byggeriet ugyldigt. Fælledby spiller derfor ved at fortsætte byggeriet hasard med både økonomi og natur, siger talsmand for Amager Fælleds Venner Knud Erik Hansen.
Han uddyber:
– Med det, der er lavet indtil nu, kan naturen uden større omkostninger genoprettes. Bliver der først lagt cement ud, bliver det både vanskeligere og dyrere at genoprette naturen, tilføjer han.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.