Mens de sidste skudsalver fra henrettelsespelotonerne forstummede i maj 1871, og den sorte reaktion jagtede de sidste kommunarder, sad en mand og digtede. Han havde kæmpet på en af de sidste barrikader og flygtede, da det hele brød sammen.
Han var en af Pariserkommunens ledende medlemmer og var valgt til kommunens øverste råd. Hans navn var Eugène Pottier, og hans navn stod på de reaktionæreres dødsliste. Ved et tilfælde var en anden person, der lignede ham og med samme navn, blevet anholdt og skudt. Herefter blev der sat et kryds på dødslisten, og han var ikke længere eftersøgt. Han søgte ud i et mere fredeligt kvarter af byen og lejede et værelse i et lille pensionat.
Mens han ventede på, at der faldt ro over byen, og heksejagten stilnede af, skrev han de seks vers, der skulle blive verdens mest sungne sang. En sang der skulle komme til at gå hele Jorden rundt og blive oversat til alle Jordens sprog. En sang der skulle blive sunget ved møder, strejker, demonstrationer og revolutioner. En sang der skulle blive sunget i fængslernes mørke for at indgyde kampånd, og en sang der skulle blive sunget foran henrettelsespelotonerne for at vise trods.
Det blev en sang, der midt i det store nederlag viste vej til en sejrende morgendag. Midt i de rygende ruiner af Pariserkommunen sad Pottier og skrev en sang om morgendagens kampe. Han skrev om international solidaritet og sejr for arbejderklassen. Digtet manglede stadig en melodi, den kom først til 17 år senere.
Eugène Pottier
Han var født i 1816 som søn af en mor, der var religiøs, og en far, der var stor tilhænger af Napoleon Bonaparte. Hele sit liv arbejdede han som ufaglært arbejder og digter. Han blev socialist og deltog i de to revolutioner i 1848: Februarrevolutionen, der styrtede monarkiet, og arbejderopstanden i juli, som blev druknet i blod. Efter dette skærpedes hans revolutionære og socialistiske bevidsthed.
Nu sad han i et værelse i Paris, mens reaktionens dødspatruljer knuste alle drømme om den frie socialistiske arbejderstat. Den sorteste nat sænkede sig over de knuste fremtidsdrømme. På trods af dette formåede Pottier at fremmane fremtidens kampe og sejre i digt.
Læs også
Efter et stykke tid sneg han sig ud af byen og flygtede først til Belgien og videre til England. Efter et par år drog han videre til USA. I Amerika boede han i nogle år. Her var han aktiv i en frimurerloge, der gik ind for fællesskab, og som hovedsagelig bestod af arbejdere.
I 1880 blev der givet amnesti for tidligere deltagere i Pariserkommunen, og Pottier vendte atter hjem. I sine sidste år havde han kontakt til familien Marx og blev en skolet marxist.
Eugène Pottier døde fattig men kendt blandt de revolutionære i 1887. Han blev fulgt til graven af over 6000 mennesker. Han blev begravet på kommunardernes kirkegård, Père Lachaise.
Pierre Degeyter
Kort efter Eugène Pottiers død udkom hans digtsamling “Revolutionssange”, hvor “Stridens sang” var trykt; først senere kendt som “Internationale”. Melodien blev først komponeret året efter af arbejderen og komponisten Pierre Degeyter. Han omformede det syvende vers til omkvæd og ændrede sangens titel til Internationale.
Den 18. juni 1888 gik fire arbejdskammerater hjem fra arbejde og ind på det socialistiske værtshus “Liberté” i Rue de la Vignette i Lille. Her sang Pierre Degeyter sammen med sine kammerater “Internationale” for første gang. Han var medlem af “Internationale”, og partiledelsen besluttede straks at trykke sangen i 6000 eksemplarer. Den udkom med lidt ændret navn på komponisten for at undgå forfølgelse fra myndighedernes side.
Pierre Degeyter var født i Belgien i 1848 ind i en fattig arbejderfamilie, og som syv-årig drog familien til Lille i Frankrig for at arbejde i de store tekstilfabrikker.
Her kom han straks til at arbejde på fuld tid. Familien havde ikke råd til at sende børnene i skole, så han måtte gå i arbejdernes aftenskole for at lære at læse og skrive. Da han var 16 år gammel, gik han på Lille Akademi og lærte at tegne; dette gav ham arbejde som træskærer. Senere tog han musikundervisning og lærte at komponere.
Pierre ernærede sig som snedker og flyttede til Paris, hvor han i 1870 blev taget til hæren, da familien ikke havde råd til at frikøbe ham. Efter det franske nederlag til tyskerne befandt han sig langt fra Paris og kunne ikke deltage i Pariserkommunens kampe. Han besluttede sig for sammen med nogle soldaterkammerater at tage til Paris for at være med i forsvaret af “Kommunen”.
Da de nåede frem, var slutkampen om “Kommunen” gået ind i sin sidste fase. De prøvede at komme igennem de reaktionære troppers front, men blev taget til fange få hundrede meter fra de sidste barrikader der holdt stand. I det øjeblik var “Internationales” fremtidige digter og komponist tæt på hinanden, men de mødtes aldrig, heller ikke senere i livet.
Pierre blev sendt nordpå, og efter krigen genoptog han sit arbejde som snedker. Da hans hænder ikke mere kunne holde på værktøjet, fik han et job ved kommunen med at passe de offentlige gaslygter. Det var dårligt betalt, og han levede i fattigdom.
Hædret i Moskva
Der havde i alle de forgangne år været strid om rettighederne til “Internationale”, men i 1922 slog retten fast, at det var Pierre Degeyter, der var komponisten.
I 1927 blev han inviteret til Moskva og blev hædret sammen med andre overlevende kommunarder.
Han opholdt sig i Moskva fra november 1927 og til august 1928. Sovjetunionen tildelte ham en livslang statspension og gav ham en skrivelse med hjem til partiet i Frankrig, om at de skulle sørge godt for ham.
Sovjetunionen havde brugt “Internationale” som nationalmelodi siden sin oprettelse i 1922. Den fortsatte med at være deres nationalsang frem til 1. januar 1944, hvor den nye nationalmelodi blev indført.
Ved hjemkomsten tildelte kommunen ham en god lejlighed og besluttede, at han ikke skulle betale husleje. Med sovjetisk statspension og fri husleje levede Pierre for første gang i sit liv uden bekymringer for dagen og vejen.
Pierre skrantede og døde i 1932. Han fik en storstilet begravelse med taler og musik. Over 50.000 mennesker deltog i hans begravelse, og forrest gik de sidste kommunarder og Frankrigs Kommunistiske Partis centralkomité. Han blev gravlagt på kirkegården i Saint Denis.
Rejs jer fordømte…
Fra 1888 og frem blev Internationale oversat til det ene sprog efter det andet. Til Danmark kom sangen med de svenske ungsocialister omkring 1904. Til en fest arrangeret af Socialistisk Ungdoms Forening i København i efteråret 1906 havde den da kendte ungsocialist Lycinka Hansen lavet en dansk oversættelse fra den svenske tekst, men den fik ingen større udbredelse. I den sangbog, som Socialistisk Ungdoms Forbund udgav i 1908, findes derfor også kun den svenske tekst til Internationale.
I Social-Demokratens julenummer i 1911 blev en udmærket dansk oversættelse og gendigtning publiceret. Den var skabt af Hans Laursen i samarbejde med en franskkyndig student G. E. Riemann, men mærkeligt nok havde de ikke medtaget det antimilitaristiske femte vers. Det har Carl Heinrich Petersen derfor senere – i 1966 – oversat og indsat på sin plads i sangen.
Internationale
Rejs jer, fordømte her på jorden,
rejs dig du sultens slavehær!
I rettens krater buldrer torden,
nu er det sidste udbrud nær!
Bryd kun fortids møre mur i stykker,
slaveskare, der er kaldt;
snart verdens grundvold sig forrykker,
fra intet da vi bliver alt!
//: Vågn til kamp af jer dvale
til den allersidste dyst,
og Internationale
slår bro fra kyst til kyst. ://
Ej nogen mægtig gud og kejser
og folkehøvding står os bi.
Nej, selv til kampen vi os rejser,
vor folkeret forlanger vi!
For at knuse tyvene vi føder,
for at fri vor bundne ånd
vi puste vil til essens gløder
og smede med en senet hånd.
Vågn til kamp …
Vi knuges under stat og love,
vi flås af skattens skarpe klo.
Og pligtfri kan den rige sove
– vor ret kan ingen steder gro.
Lad os kaste åget af vor nakke!
Lighed fordrer: pligt for ret!
Med pligterne vi tog til takke,
nu tager vi vor løn for det.
Vågn til kamp …
Ved ofringen til Mammons ære
har guldets konge aldrig haft
et andet mål end det: at tære
på proletarens arbejdskraft.
Denne bande ved vort slid og plage
til en mægtig rigdom kom,
og når vi fordrer den tilbage,
forlanger vi vor ejendom!
Vågn til kamp …
Med krigsbegejstring de os fylder,
de konger, før vi skal i slag.
Men voldens herrer væk vi skyller
på masse-mytteriets dag.
bær da strejkeånden ind i hæren!
og på næste krigs signal
vi siger nej til “helte”-æren
og skyder hærens general!
Vågn til kamp …
Arbejdere i stad på landet:
en gang skal verden blive vor.
Den dovne snylter skal forbandet
forjages fra den rige jord!
Mange gribbe på vort blod sig mætter,
lad os jage dem på flugt.
Vor kamp en herlig tid forjætter,
hvor solen altid stråler smukt.
Vågn til kamp …
Tekst: Eugène Pottier. Melodi: Pierre Degeyter
Oversat til dansk af Hans Laursen 1911, vers 5 ved Carl Heinrich Petersen 1966
Kilde:
František Gel: Internationale und Marseillaise. Lieder, die Geschichte machten. Forlaget Artia. Prag 1954.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 2 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
