Et år senere
I år er det 100 år siden, den 8. marts blev valgt som dagen, hvor kvinder over hele verden demonstrerer og aktionerer for kvinders rettigheder og ligestilling mellem mænd og kvinder.
Det skete på den anden internationale kvindelige kommunistkonference i Moskva. Det var udsendingene fra Bulgarien, der kom med forslaget, og de henviste til, at det var den dag, de russiske kammerater fejrede den. På det tidspunkt havde man allerede markeret kvindedagen i flere år, men på forskellige datoer.
I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer, foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag.
Selve beslutningen om at indføre en kvindedag blev truffet på den anden internationale kvindekonference i 1910 i København. Konferencen blev afholdt den 26.-27. august i sammenhæng med Anden Internationales kongres. Det var ledelsen af det internationale kvindesekretariat, der havde sammenkaldt konferencen. 130 kvinder fra 16 lande deltog.
Konferencen blev arrangeret af de socialdemokratiske kvinder i Danmark med Elisabeth Mac og Nina Bang som hovedarrangør er. Der deltog 34 kvindelige delegerede fra den danske fagbevægelse og Socialdemokratiet.
Læs også
Beslutning om kvindedag
På konferencen fremlagde den 53-årige tyske socialdemokrat, Clara Zetkin, som var præsident for konferencen, en resolution, der krævede valgret til kvinder her og nu. Resolutionen indeholdt også forslaget om at indstifte en international kvindedag:
“I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer, foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Dette krav må belyses udfra socialistiske synspunkter og i dets sammenhæng med hele kvindespørgsmålet. Kvindedagen må gives international karakter og forberedes ordentlig”, hedder det i resolutionen, som blev vedtaget med stort flertal.
Læs også
En søndag som kvindedag
Der blev ikke fastlagt en dato for kvindedagen, og datoen varierede de følgende ti år. I begyndelsen var det vigtigt at vælge en søndag, fordi kvinder i arbejde ikke kunne få fri på nogen anden dag. I 1911 erklærede det internationale kvindesekretariatet den 19. marts som møde- og demonstrationsdag. Opfordringen blev fulgt mange steder i Tyskland, Østrig og i Danmark.
I 1913 faldt 2. marts på en søndag. De fleste steder blev de socialistiske kvindemøder gennemført på denne dag. I Rusland blev dagen også for første gang markeret. Det skete gennem artikler i arbejderpressen og et hemmeligt morgenmøde om kvindesagen i Skt. Petersborg, hvor offentlige møder var forbudte. Ifølge den russiske revolutionære Aleksandra Kollontaj blev dette møde holdt den 8. marts. Zarpolitiet stormede imidlertid mødet og arresterede flere af de ledende kvinder.
I 1914 faldt 8. marts på en søndag og det førte til, at denne dag for første gang blev helt fast sammenkoblet med kvindedagen. I 1915 rasede verdenskrigen. Den internationale solidaritet havde ikke bestået den store prøve. Men indenfor de socialistiske partier voksede der venstreoppositionelle fraktioner frem, som blandt andet gennemførte pacifistisk agitation. Kvinderne i disse fraktioner kom med fredsappeller i sammenhæng med den internationale kvindedag søndag den 7. marts.
I Norden og i det neutrale Schweiz blev der holdt store møder denne dag. I Folkets Hus i Kristiania (i dag Oslo) stod Kvindeforbundet i Arbejderpartiet som indkalder. Talere var blandt andre Anna Lindhagen fra Sverige, Martha Tynæs fra Norge og Aleksandra Kollontaj, som var flygtet fra Rusland. Ifølge referatet i Kvinnen nr. 4, 1915, bad hun blandt andet kvinderne om at opdrage deres børn “til had mod chauvinismen og den snævertsynede nationalisme og til kærlighed overfor frihed, menneskeværd og broderskab”. Hun sluttede med appellen: “Leve arbejdernes nye og stærkere Internationale, leve den nye sejrrige socialistiske verden!”
Kamp mod krigen
I Danmark var parolen for kvindedagen frem til 1915 almindelig stemmeret til kvinder. Men efter at stemmeretten blev indført, tog fredstemaet over. Dette skete også i lyset af, at Første Verdenskrig rasede.
I 1915 hedder det i en resolution: “Socialistiske kvinder, samlede på Den internationale Kvindedag i København d. 7.marts, udtaler deres afsky for krigen og istemmer kvindernes krav om fred. Vi udtaler den faste fredsvilje, der råder i vort land, og vi føler os i overensstemmelse med millioner af kvinder i alle lande…”
I 1917 blev Den internationale Kvindedag først holdt den 15. april i Danmark i forsamlingsbygningen i Rømersgade, hvor salen var “fyldt til trængsel” af først og fremmest kvinder, men også mange mænd deltog. Her talte blandt andre talte Andrea Brochmann, Vilhelm Rasmussen, Marie Christensen og Stauning. Alle talte om krigens ødelæggelser og de menneskelige lidelser, og kvindernes muligheder for at virke for freden.
Læs også
Tilslut vedtog mødet en resolution, der krævede fred og forståelse mellem folkene: “…Den varige fred skabes kun ved tilintetgørelse af det bestående kapitalistiske samfundssystem, som er den dybe årsag til krigen…”
Revolution i Rusland
I Rusland gik det løs med demonstrationer og optog i 1917. Ifølge Kollontaj skete dette i direkte sammenhæng med det hun kalder “arbejderkvindedagen” den 8. marts (23. februar efter den gamle russiske almanak). Arbejderkvinderne gik på gaden og krævede “brød og fred”. Det blev en af de faktorer, som udløste Februarrevolutionen.
Fra 1918 kom kvindedagen ind i en overgangsperiode. Dette var en konsekvens af spaltningen af arbejderbevægelsen i socialdemokratiske og kommunistiske partier. Da Tredje Internationale – Komintern – blev dannet i 1920, havde kvindebevægelsen fået et internationalt kvindesekretariat med kommunisten Clara Zetkin i spidsen.
Det var dette kvindesekretariat, som stod bag afholdelsen af den anden internationale kvindelige kommunistkonference i Moskva i 1922, hvor altså 8. marts blev valgt som dato for kvindedagen.
I kvindeåret 1975 vedtog også FN’s første verdenskongres for kvinder at udråbe 8. marts til international kvindedag.
Kilde:
Harriet Clayhills/Leksikon.org
Anette Eklund Hansen/Arbejdermuseet.dk
LÆS flere portrætter af arbejderbevægelsens kvindelige pionerer på arkiv.arbejderen.dk/kvindepionerer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
