Læserbrev
Fredag den 24. september klokken 16-18 bliver der afholdt demonstrationer i Odense, Aarhus og København under parolen: Fælles sag på tværs af fag.
Bag demonstrationerne står et netværk af SOSU-hjælpere og -assistenter, lærere, pædagoger og sygeplejersker, som har fået nok af de arbejdsvilkår, de bydes som offentligt ansatte.
“Udbrændthed, mangel på uddannet personale, stress og folk, der flygter fra fagene, er hverdag i vore fag. Dette skal tages alvorligt, så alle borgere kan få den hjælp, pasning eller skolegang, de i fremtiden har brug for. Derfor er det nu tid til at vise, at vi står sammen på tværs af fag! Vores velfærdssamfund bløder!,” skriver arrangørerne.
En af initiativtagerne til demonstrationen i hovedstaden er SOSU-assistent Mille Stagsted fra Helsingør.
Hvad nu hvis læger, sygeplejersker, portører, SOSU-assistenter og -hjælpere, ja alle offentlige faggrupper på samme tid nedlægger arbejdet i en time i hele Danmark? Så vil der komme lig på bordet
Mille Stagsted, SOSU-assistent.
– Det, der sker lige nu, er historisk. Aldrig før har så mange faggrupper stået sammen om at kræve bedre løn og arbejdsvilkår, siger hun til Arbejderen.
Et flertal af medlemmerne i FOA, hvor blandt andet SOSU-assistenter og -hjælpere er organiseret stemte ja til det overenskomstresultat, som sygeplejerskerne afviste.
– Systemet er jo bygget op på, at man kan stemme nej og så gå i strejke for et bedre resultat, som sygeplejerskerne gjorde. Blandt FOA’s medlemmer var der en forventning om, at man ville tage kampen ved de næste overenskomstforhandlinger, fortæller Mille Stagsted og fortsætter:
– Men så kom det politiske indgreb i strejken. Det har rokket ved troen på aftalesystemet, og jeg har siden hørt mange FOA-medlemmer sige, at de har fortrudt, at de stemte ja til overenskomstforslaget.
Fælles problemer
Sygeplejerskerne havde strejket i ti uger, da et flertal i Folketinget – på S-regeringens foranledning – vedtog at ophøje den mæglingsskitse, sygeplejerskerne havde afvist, til lov og stoppede strejkerne.
Indgrebet fik ifølge Mille Stagsted mange FOA-medlemmer til at indse, at de i virkeligheden står med mange af de samme problemer som sygeplejersker og andre offentlige faggrupper, nemlig flugt fra faget og vanskeligheder med at tiltrække nye.
– Tre år er alt for lang tid at vente med at gøre noget ved de problemer, så nu står vi sammen på tværs af fag i en fælles kamp for bedre arbejdsforhold, understreger Mille Stagsted.
Kun lige startet
Det er kun godt to uger siden, at social- og sundhedsassistent Charlotte Marie Høj oprettede gruppen ‘SOSU-assistenter Og SOSU-hjælpere støtter Sygeplejerskerne’ på Facebook.
Siden er det gået stærkt, og velvidende, at der har været kort tid til at mobilisere og sprede kendskabet til fredagens demonstrationer, så bliver de gennemført.
Læs også
– Vi vælter nok ikke verden i morgen, men det her er kun starten. Vi har sat os på en dagsorden, som forhåbentlig sætter nogle tanker i gang og danner bekymringsrynker hos politikerne, så de indser, at de bliver nødt til at tage os alvorligt og gøre noget, lyder det fra den sjællandske SOSU-assistent.
På vej væk fra faget
Meget har ændret sig til det værre, siden hun i 2004 blev uddannet assistent, og som så mange andre i ældre- og sundhedssektoren er hun på vej væk fra faget. Hun sagde op den 1. september og kører nu som vikar, men kan når som helst få besked om, at hun skal begynde på socialrådgiveruddannelsen.
– Da jeg startede, havde man helhedspleje. Man handlede ind for folk, vaskede tøj og havde tid til at snakke og høre, hvordan de havde det.
– I dag har jeg to minutter til at give en borger medicin. På den tid skal jeg nå at gå fra min bil op til folks hoveddør, banke på, låse mig ind og hilse på. Så skal jeg finde deres medicinæske, hælde et glas vand op, tage det med ind til borgeren og sørge for, at medicinen bliver indtaget. Så skal medicinen låses ind igen, jeg låser efter mig og går tilbage til bilen.
I den slags situationer indrømmer Mille Stagsted, at hun sjældent spørger en borger, hvordan hun har det, fordi tiden ikke er til at blive og høre.
– Så slæber man det med hjem, og det er svært at slippe. Man kan ikke lade være med at tænke på, om der er noget, man ikke har været opmærksom på. Og hvad nu hvis vedkommende er blevet indlagt, så kan jeg ikke engang svare på, hvordan hun havde det, da jeg var der, for jeg fik ikke spurgt, kommer det ærligt fra den 50-årige snart forhenværende SOSU-assistent:
– Politikerne leger med vores samvittighed og empati. Det er skide svært at vide, at en beboer ikke får den tid og opmærksomhed, som vi dybest set gerne vil give dem, og som er det, vi er uddannet til.
Forslag forarger
Både de offentlige arbejdsgivere og politikerne anerkender, at der er mangel på personale i sundheds- og omsorgssektoren, men reel handling er der ikke meget af. Mille Stagsted har således kun hovedrysten og forargelse til overs for det sidst fremkomne forslag om, at flere unge skal ud og arbejde på eksempelvis plejehjem i et forsøg på at afhjælpe personalemanglen.
– De unge skal spille spil, gå ture, drikke saft og spise kage med beboerne. Det vil sige tage sig af alt det lette arbejde, mens alt det tunge er overladt til det faglærte personale. Jeg tror ikke ligefrem, at det gør det nemmere at få besat de ledige stillinger, som det i forvejen er svært at finde kvalificeret personale til, mener Mille Stagsted.
Skal der lig på bordet?
Nu siger de offentlige faggrupper fra. Siden den 30. august har sygeplejerskerne gennemført strejker af en times varighed på skiftende hospitaler og fredag kommer så demonstrationer i tre byer.
– Det her er kun begyndelsen. Vi vokser og vokser, og vi bliver ved, indtil politikerne gør noget, forsikrer Mille Stagsted.
Hun håber, at politikerne snart reagerer og sørger for bedre vilkår i hele den offentlige sektor, ellers frygter hun for konsekvenserne:
– Folk har mistet tålmodigheden. Hvad nu hvis læger, sygeplejersker, portører, SOSU-assistenter og -hjælpere, ja alle offentlige faggrupper på samme tid nedlægger arbejdet i en time i hele Danmark? Så vil der komme lig på bordet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
