Ikke dømt for chikane
Se min kommentar til DKP´s og KPID´s fælles udtalelse om overenskomsten.
Log ind for at svareMed 188.537 (79 procent) ja-stemmer og 50.136 (21 procent) nej-stemmer er de nye overenskomster på det private arbejdsmarked vedtaget med et klart flertal.
I alt har 238.674 ud af 402.306 stemmeberettigede givet deres mening til kende. Det svarer til en samlet stemmeprocent på 59,3, viser opgørelsen fra Forligsinstitutionen, der blev offentliggjort den 12. april ved middagstid.
Stemmeprocenten er den højeste siden 1973 og også en del højere end ved de forrige private overenskomstforhandlinger i 2020, hvor den samlede stemmeprocent nåede op på 57,3 procent.
Vi var enige om, at de opnåede resultater ikke var gode nok, og vi var villige til at kæmpe for noget mere.
Jonas Brynnum, tømrersvend 3F BJMF
Kigger man lidt nærmere på tallene, så er der denne gang 373 færre ja-stemmer og 3.339 flere nej-stemmer end i 2020.
Med ja-anbefalinger fra toppen i alle berørte fagforbund kommer resultatet af OK23-afstemningen ikke bag på nogen. Heller ikke de fagligt aktive, der til det sidste arbejdede for at sikre så stort et nej som muligt.
En af dem er Jonas Brynnum, tømrersvend fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København. Han tog sammen med andre fagligt aktive initiativ til opstarten af Nej til OK23, der lagde fra land i Fredericia den 1. april.
På spørgsmålet om det med et samlet ja-resultat har været forgæves at kæmpe for et nej, svarer Jonas Brynnum:
– Overhovedet ikke. Vi har været folk på tværs af brancher og fagforeninger, der på trods af forskelige grunde til at stemme nej viste, at vi kunne stå sammen. Det kunne vi, fordi vi var enige om, at de opnåede resultater ikke var gode nok, og fordi vi var villige til at kæmpe for noget mere.
I lyset af den massive ja-kampagne, som Jonas Brynnum mener, der har kørt i medierne, på Facebook og fra forbundenes side, så er han ganske godt tilfreds med resultatet af nej-aktiviteterne.
Det er også værd at bemærke, tilføjer han, at der blev stemt nej i fagforbundet 3F’s byggegruppe, som han selv er medlem af.
Samlet nej i byggeriet
Resultatet på byggeområdet, der omfatter cirka 80.000 ansatte, var som altid ventet med stor spænding. Det lå ligesom i luften, at skulle der komme et nej til OK23, så måtte det komme fra den kant, og sådan endte det også. Et snævert flertal på 50,37 procent stemte nej.
– Jeg må sige, at jeg synes, det er overraskende, at der desværre ikke er et flertal for den aftale, som vi har forhandlet hjem til vores medlemmer, siger byggegruppeformand Claus von Elling, der sammen med næstformand Palle Bisgaard har siddet i spidsen for 3F’s forhandlinger med byggeriets arbejdsgivere i Dansk Industri.
Claus von Elling peger på, at byggeaftalen indeholder en markant økonomi, et tillæg til udenlandske ansatte på 25 kroner i timen og nye muligheder for blandt andet uddannelse og tillidsvalgte.
– Et stort flertal i vores forhandlingsudvalg og vores hovedbestyrelse bakkede op om aftalen, som leverer på helt centrale emner for vores medlemmer. Men vi tager selvfølgelig resultatet til efterretning, siger Claus von Elling.
En af de få afdelinger, der på landsplan har medvirket til nej’et i 3F’s byggegruppe, er BJMF. Kun gartnerne i afdelingen anbefalede at stemme ja.
– I BJMF stemte 80,5 procent nej, og vi nåede en stemmeprocent på 73.8. Det er vi ret stolte over, siger Jonas Brynnum.
Også i 3F Aalborg har et flertal af medlemmerne samlet stemt nej til OK23.
Byggegruppen havde en stemmeprocent på 54,1, og de afgivne stemmer fordeler sig med 1.171 nej-stemmer (33,3 procent) og 729 ja-stemmer (20,8 procent).
70 procent nej-stemmer i Aalborgs industrigruppe
I 3F Aalborg’s industrigruppe kom stemmeprocenten helt op på 70 procent, og det samme gjorde nej-stemmerne.
– Jeg er da enorm stolt over, at så mange medlemmer har stemt og har fulgt anbefalingen fra gruppebestyrelsen. Vores tillidsfolk har ydet en kæmpe indsats, siger gruppeformand Benny Vinther Jensen til Arbejderen og fortsætter:
– De var utilfredse med det forhandlede resultat, og det har de taget hånd om og været meget aktive både på arbejdspladserne og de udadvendte aktiviteter sammen med andre brancher, der har været lokalt. Flere af dem deltog også i mødet i Fredericia.
Løn er et af de temaer, der har fyldt meget under overenskomstforhandlingerne. Det skyldes den høje inflation, som i 2022 førte til voldsomme prisstigninger og dermed udhuling af reallønnen. Ganske vist falder inflationen lige nu, men den er stadig høj, og det er stadig usikkert, om de aftalte lønstigninger, for visse grupper på 10-12 procent over to år, er nok til alene at bevare reallønnen.
Industrioverenskomsten er en såkaldt minimallønsoverenskomst, hvor de ansatte forhandler løn med deres respektive arbejdsgivere en gang om året i overenskomstperioden.
Industriforliget giver en lønstigning på samlet fire procent i de to år, overenskomsten løber. Det svarer ifølge Claus Jensen, CO-industris faglige topforhandler, til en tredjedel af lønstigningen i overenskomstperioden.
Resten af lønstigningen i 2023 og 2024 skal altså hentes hjem ved forhandlinger ude på arbejdspladserne, og tvivlen om, hvorvidt det kan lade sig gøre, har helt sikkert haft indflydelse på, hvor medlemerne i 3F Aalborgs industrigruppe har sat deres kryds, mener Benny Vinther Jensen.
Han forudser, at der med et samlet ja til OK23 venter tillidsfolkene en kæmpe opgave:
– Tillidsfolkene skal hente de lønstigninger hjem lokalt, som topforhandlerne ikke kunne få ud af arbejdsgiverne ved de centrale forhandlinger. Vores erfaringer viser, at det kan blive svært.
– Vi kommer fra nogle år, hvor vores tillidsfolk har været heldige, hvis de har kunnet forhandle to gange 2 kroner i timen hjem. Nu skal de hente 2/3 af lønstigningen, og det vil sige to gange 6 kroner i timen.
3F Aalborgs industrigruppe er dog klar til at støtte tillidsfolkene og udfordre industriens arbejdsgivere på deres tilbageholdenhed og på, om de reelt vil minimallønssystemet, som forudsætter, at begge parter vil administrere det.
Stort ja i 3F København
Tilbage i hovedstaden til 3F København. Her har knap 10.000 medlemmer stemt om de nye overenskomster, og et flertal på 75,9 procent har fulgt anbefalingen fra en ekstraordinær generalforsamling, der anbefalede at stemme ja, fortæller formand John Ekebjærg-Jakobsen til Arbejderen:
– Vi har en samlet stemmeprocent, der sniger sig op på 42,87 procent. Stemmeprocenten svinger meget. I den helt lave ende ligger hotel- og restaurationsbranchen og privat rengøring, mens industrifolkene, der har stemt ja i stor stil, ligger på en samlet stemmeprocent på 66,1.
3F København begyndte sidste år i december måned at forberede tillidsfolk og andre aktive medlemmer på en eventuel storkonflikt, som også blev italesat af forskere og eksperter i arbejdsmarkedstof som et reelt scenarie. Og selv da forligene begyndte at falde på plads som perler på en snor, var afdelingen stadig klar i tilfælde af et nej.
– Vi fik løftet lønnen med 12-13 procent på nogle af vores områder, som aldrig før har været i nærheden af den slags lønstigninger. Det gælder eksempelvis hotel, restauration og privat rengøring. Dermed fik vi løftet bunden på nogle af de ufaglærte områder, som traditionelt står svagest, siger John Ekebjærg-Jakobsen og tilføjer, at det var afgørende for anbefalingen om at stemme ja.
Han er imidlertid ikke blind for, at lokalforhandlingerne på industriarbejdspladserne kan blive vanskelige.
– Men på den ekstraordinære generalforsamling var vi enige om at bakke hinanden op og gøre alt for at hente pengene hjem lokalt. Arbejdsgiverne skal udfordres, og de må vise, at de respekterer minimallønssystemet, siger den københavnske afdelingsformand.
John Ekebjærg-Jakobsen glæder sig over det engagement, som medlemmerne har lagt for dagen op til og under overenskomstforhandlingerne. Medlemmerne har sammen med mange andre faggrupper været med til blandt andet at klappe de faglige forhandlere ind til møde med arbejdsgiverne.
Han forsikrer, at medlemmerne af 3F København er klar både til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2024 og til de næste på det private arbejdsmarked i 2025.
Vi er klar i 2024 og 2025
I 2020 stemte medlemmerne af Malerforbundet og Dansk Jernbaneforbund nej til overenskomsterne, men også de mønstrer denne gang et ja-flertal. Dog med de laveste ja-procenter blandt alle forbund. I Malerforbundet er ja-procenten på 66,4, og i Jernbaneforbundet er den 58,9.
Den to-årige overenskomstperiode betyder, at forberedelserne til OK25 allerede begynder næste år.
– Vi skal helt sikkert tidligere i gang, end vi kom i år. På mødet i Fredericia den 1. april blev der sået et frø til et fælles samarbejde. Der er oparbejdet et netværk og et samarbejde, som vi vil bygge videre på frem til næste overenskomstforhandling i 2025, siger Jonas Brynnum og fortsætter:
– Vi efterlyser jo, at forbundene indgår en musketered, men det kommer nok ikke til at ske. Så må vi selv opbygge det nedefra. Vi har vist, at vi godt kan rumme hinandens forskelligheder på tværs af brancher. Ved at stå sammen står vi stærkere og kan stå på mål for hinanden.
Ro på arbejdsmarkedet
Med lønmodtagernes ja er der sikret et godt udgangspunkt for ro om det private arbejdsmarked i de næste to år, udtaler Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).
FH er hovedorganisation for hovedparten af de fagforbund, hvis medlemmer arbejder på det private arbejdsmarked.
Også hun peger på, at der på minimallønsområdet venter vigtige lokale lønforhandlinger forude.
– Det er klart, at aftalen på dét område er indgået med en forventning om, at der iværksættes lokale lønforhandlinger, der lægger ekstra oven på de centralt forhandlede stigninger. Det er helt afgørende, hvis minimallønsmodellen skal fungere, og det skal den jo, understreger Lizette Risgaard.
De nye overenskomster gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. marts 2023.
Overenskomsterne gælder for godt 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked, også dem, der ikke betaler til de overenskomstbærende fagforeninger, men i stedet har valgt at være medlem af Det Faglige Hus, Kristelig Fagforening eller tilsvarende forretning.
Sidst, der var storkonflikt på det private arbejdsmarked, var i 1998.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
