Genopblomstring af kvindehad
Krisen påvirker os allesammen, og i denne måned var turen kommet til ansatte på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Den 1. marts mistede 139 ansatte på DTU nemlig deres arbejde på grund af inflationen og en enorm milliongæld, universitetet har fået opbygget. 75 af de ansatte fik en regulær fyreseddel, mens 64 andre valgte at tage imod tilbuddet om en frivillig fratrædelsesordning.
– Ligesom resten af verden er DTU påvirket af energikrise, inflation, cyberangreb og stigende priser. Særligt energipriserne påvirker universitetet, hvis avancerede forskningsinfrastruktur kræver meget energi at drive, skriver DTU i en pressemeddelelse.
Universitetsdirektør Claus Nielsen begrunder fyringerne som nødvendige tiltag, så DTU’s budget kan være i balance fremover. Han forventer, at DTU med fyringerne sikrer et levedygtigt universitet også om 5, 10 og 50 år.
En så stor fyringsrunde kan ikke undgå at påvirke de ansatte, og i en intern mail til DTU’s ansatte, som Ingeniøren har fået indsigt i, gør universitetsdirektøren da også opmærksom på, at en dag med 75 fyringer kan tage hårdt på folk, og at man skal vise hensyn til hinanden. Direktøren fortæller, at de fyrede har fået tilbudt kontakt med psykologer og tillidsrepræsentanter.
Stressende og utryg situation for ansatte
På trods af tilbud om psykologhjælp har det været en stressende oplevelse. Det fortæller kemiingeniør på DTU André Vinhal til Arbejderen.
Han er kritisk overfor den måde, som både DTU og hans fagforening IDA (Ingeniørforeningen i Danmark) har håndteret sagen.
André Vinhal er blandt dem, som ikke blev fyret, men han synes, at processen har været svær at forholde sig til. Efter fyringsrunderne er det som om, at folk mener, at det værste er overstået, fortæller han.
– Jeg tror, den generelle opfattelse er, at det værste er overstået, især i mit center, hvor ingen er blevet fyret. Jeg har hørt folk sige, at nu er det tid til at arbejde hårdere og fokusere på aktiviteter for at bringe flere ressourcer til universitetet. Men for mig er dette en ret misvisende tilgang, siger han og fortsætter:
– Faktisk er det ikke sikkert, at det værste er overstået, fordi regeringen forsøger at gennemføre en kandidatuddannelsesreform, dog har DTU’s rektor sagt, at universitetet ikke vil følge den. Derudover er der tegn på en økonomisk krise, som kan føre til lavere investeringer i forskning.
De faktorer tilsammen gør det ifølge André Vinhal svært med sikkerhed at sige, at DTU’s økonomiske situation vil være meget bedre i fremtiden.
Gæld på 390 millioner
En stor del af DTU’s gæld kan netop tilskrives den manglende investering i forskning.
Da Inger Støjberg ikke fik lov til at bruge øen Lindholm til at huse asylansøgere, blev den nemlig brugt af DTU til at forske i smitsomme sygdomme blandt husdyr. Efter man var færdig med at forske på øen, skulle der ryddes op og laves en “dekommissionering, (teknisk betegnelse for afvikling af kemiske og nukleare anlæg)” skriver mediet Radar og fortæller, at der har været strid om, hvem der skulle betale for oprydningen. En sag mellem DTU og Bygningsstyrelsen om, hvor regningen skulle lande, endte med, at DTU tabte og blev efterladt med en regning på 200 millioner kroner.
Over halvdelen af DTU’s samlede gæld på 390 millioner kroner kan altså tilskrives oprydningen fra et forskningsprojekt.
– Jeg forstår ikke voldgiftens afgørelse. Det er den ene del. Den anden del er, at jeg ikke er i tvivl om, at vi ikke har hjemmel og bevilling til betale dekommissioneringen med forsknings- og uddannelsesmidler, siger universitetsdirektør på DTU Claus Nielsen, der ifølge Radar vil henvende sig til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Ansatte betaler for oprydning
André Vinhal er ikke sikker på, at man kunne have gjort det anderledes i forhold til fyringerne på DTU, men han forstår ikke, at oprydningen af Lindholm skulle spille en så stor rolle i DTU’s samlede gæld, og at det i sidste ende blev de ansatte, der skulle betale for det med deres jobs.
– Jeg er ikke sikker på, om det kunne have været gjort anderledes, men ser man på Lindholm-sagen, som er en stor del af gælden, står det ikke klart, om DTU skulle betale for hele oprydningen. Jeg synes, det er meget uretfærdigt, at medarbejderne betaler med deres egne job for udgifter, de ikke var ansvarlige for, siger han til Arbejderen.
Anders Henry Nielsen er tillidsrepræsentant for IDA på DTU Fysik, og han kan heller ikke forstå, hvorfor det blev DTU, der endte med regningen for oprydningen på Lindholm.
– Problematikken omkring Lindholm er speciel og grotesk, og udgiften til oprydningen burde være noget, som staten skulle afholde. Staten har haft øen siden 1938 og brugt den til for eksempel fremstilling af vaccine mod mund- og klovsyge. DTU har haft ansvaret for øen i knap 20 år og er i den forbindelse blevet betalt for at drive veterinærforskning og uddannelse, ikke for oprydningen, siger Anders Henry Nielsen til Arbejderen og påpeger, at ud over denne uretfærdige voldgift har DTU ellers en god økonomi.
Kunne fyringerne undgås?
André Vinhal er ikke sikker på, at det kunne være gjort anderledes, når man har at gøre med en så stor gæld. Arbejderen har været i kontakt med forhandlingschefen i IDA Anders Thrane Niebuhr, som fortæller, at IDA ikke havde alternative forslag til fyringerne, fordi DTU selv tilbød frivillige fratrædelsesordninger.
Tillidsrepræsentant på DTU Fysik Anders Henry Nielsen har udtalt til Ingeniøren, at han blev glædelig overrasket og lettet over, at det kun er 75 ansatte, fyringsrunden drejer sig om. Til Arbejderen forklarer han, at den udtalelse skal forstås ud fra, at han havde forventet over 100 fyringer.
– Foruden at være IDA tillidsrepræsentant på DTU Fysik sidder jeg også i DTU’s Hovedsamarbejdsudvalg (HSU). Vi var gennem sidste halvdel af 2022 blevet informeret om, at vores økonomi var dårlig på grund af energiudgifter, og at DTU skal betale for oprydningen på Lindholm. På HSU-mødet den 23. november 2022 blev vi informeret om, at dette ville resultere i en større nedskæring. Derfor var jeg og mine TR-kollegaer ikke overrasket, siger Anders Henry Nielsen.
André Vinhal er dog skuffet over, hvor lidt gennemsigtighed og involvering af både arbejdere og fagforening, der var i processen.
– Ifølge en intern meddelelse til ansatte på DTU var det ledelsen af DTU’s institutter, centre og afdelinger, der bestemte, hvem der skulle fyres og hvilke økonomiske besparelser, der skulle påvirke deres egne enheder. Derfor var der forskel fra enhed til enhed, for eksempel var der ingen, der blev afskediget i mit center. Imidlertid synes jeg slet ikke, at arbejderne og fagforeningerne var involveret i denne proces, siger han til Arbejderen.
Anders Thrane Niebuhr, forhandlingschef i IDA, fortæller til Arbejderen, at tillidsrepræsentanterne på DTU er dem, der har ført dialogen med universitets ledelse:
– Det er tillidsrepræsentanterne, som har haft dialogen med DTU omkring situationen. Vi har været i dialog med tillidsrepræsentanterne i forløbet og ydet dem rådgivning og sparring.
Hvilken rolle spillede fagforeningen?
André Vinhal mener dog, at fagforeningen har spillet en alt for lille rolle i hele fyringsprocessen.
– Jeg var ret skuffet over min fagforening. Jeg er ikke sikker på, om de kunne have forhindret fyringerne; imidlertid burde de mindst have gjort et bedre arbejde med at informere medlemmerne. Efter DTU har orienteret medarbejderne om besparelsen i udgifterne, fik jeg kun en besked fra fagforeningen, der sagde, at de kunne hjælpe mig med at drøfte vilkårene i en fratrædelsesaftale, siger han og fortsætter:
– Jeg skrev derudover til min tillidsrepræsentant i kemiteknik-afdelingen for mere information om processen, men fik det svar, at han ikke havde hørt noget konkret, og at fratrædelser var under behandling. Tæt på fyringsrundeperioden modtog jeg en e-mail, der sagde, at de kunne hjælpe mig med at drøfte et partshøringssvar, hvis jeg var en af dem, der blev fyret. Processen var meget stressende, og jeg fik ingen hjælp fra fagforeningen, desuden fik jeg følelsen af, at de bare accepterede det, universitet havde bestemt, i stedet for at kæmpe for medlemmernes interesser, slutter André Vinhal.
Efter fyringsrunderne fortæller tillidsrepræsentant Anders Henry Nielsen, at man har oprettet en intern jobbank på DTU, hvor man forsøger at placere dem, der ikke frivilligt er gået af, i andre afdelinger, og at alle bliver tilbudt et outplacement-forløb.
Arbejderen har også spurgt IDA, hvad de gør lige nu for at hjælpe de medlemmer, som er blevet fyret. Til det svarede Anders Thrane Niebuhr:
– I juridisk rådgivning giver vi medlemmerne den normale service så at sige, hvilket er en vurdering af opsigelser og hjælp til forhandling, hvor det findes nødvendigt. Vi har også en velfungerende karriererådgivning til rådighed.
Farligt at nedprioritere uddannelse fremover
En af risiciene forbundet med at miste 139 ansatte er, at man ikke kan forske på samme niveau som tidligere.
– Det er en stor omgang, vi skal igennem på DTU, og det vil få konsekvenser for forskningen og uddannelsen på DTU. Som teknisk universitet er energi og klima vores nøgletemaer, så en nedprioritering herude er klart et skridt i den forkerte retning, udtaler Anders Henry Nielsen til Arbejderen.
Det er formanden for IDA helt enig i.
– Samfundet bør ikke have råd til at risikere et tab af dyrebar viden på grund af særligt høje energipriser, og vi håber meget, at man nu vil finde et engangsbeløb til universiteterne bredt set, så vi undgår fyringer af forskere. Naturvidenskabelig forskning er bare meget energitungt, og vi synes både, at det er rimeligt og yderst klogt, hvis staten træder til med en ekstraordinær hånd, inden flere aftrædelser kan blive en nødvendighed, siger fungerende formand for IDA Aske Nydam Guldberg til Ingeniøren.
Flere fyringer kan blive en realitet
Anders Henry Nielsen siger, at der naturligvis kommer flere fyringsrunder i fremtiden, men at denne omgang var speciel.
– Der kommer selvfølgelig fyringsrunder i fremtiden. Det, der var specielt ved denne runde, var, at det var udefra kommende problemer, energiudgifter på grund af krigen i Ukraine samt uforudsete (og urimelige) udgifter i forbindelse med afviklingen af Lindholm, udtaler han til Arbejderen.
André Vinhal siger, at han tror på, at alle gør deres bedste for at komme igennem krisen, men at han har mistet tiltro til dele af ledelsen.
– Jeg tror helt ærligt, at ledelsen på mit center og andre afdelinger på DTU gør deres bedste for at overvinde denne krise, men det er ikke nok. Faktisk har jeg mistet tiltro til ledelsen efter det her, fordi de igen prøver at gøre noget, der er mislykkedes tidligere. Mange forskere arbejder rigtig hårdt for at få bevillinger, og den 9. marts modtog 40 forskere fra DTU over 650 millioner, hvilket er en stor forøgelse i forhold til sidste år. Her fik 24 forskere bevilget 245 millioner til DTU. Men på trods af deres succes har det ikke været nok til at undgå denne krise. Hvordan kan jeg tro på dem, når de siger, at den næste krise vil blive undgået ved at gøre det samme, men bedre? spørger André Vinhal og henviser til en artikel på DTU’s hjemmeside, som kom op 10 dage efter fyringerne.
André Vinhal siger også, at det er svært at føle sig tryg på sin arbejdsplads nu, og at han er bange for at miste sit job næste gang, der kommer en fyringsrunde, både fordi han elsker det, og fordi han er flyttet til Danmark fra Brasilien for at arbejde på DTU.
– Jeg er selvfølgelig bange for at miste mit job næste gang, især fordi jeg virkelig nyder at arbejde på universitetet, og jeg gør mit bedste for at yde en god service til samfundet. Desuden er det ikke kun et arbejdsløshedsproblem for mig. Som indvandrer er mit job også knyttet til min opholdstilladelse, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
