Tale
Hvis arbejdsgiverne i Dansk Industri kiggede ud af vinduerne torsdag formiddag, så kunne de se, at Rådhuspladsen løbende blev fyldt med bygningsarbejdere fra hele landet. På et kæmpe banner med front mod Industriens Hus stod der med store hvide bogstaver: ‘Mere i løn eller strejke’. Musik strømmede ud af højtalerne fra den mobile scene, og den muntre stemning blev krydret med kanonslag og romerlys, der matchede et voksende hav af røde fagforeningsfaner og stormfaner.
Bag arrangementet stod en række af 3F’s byggefagforeninger. De havde inviteret medlemmerne til fest på Rådhuspladsen for at markere startskuddet på overenskomstforhandlingerne for 57.000 bygningsarbejdere og klappe de faglige topforhandlere ind til de første reelle forhandlinger med Dansk Industri.
Og mon ikke arbejdsgiverne kiggede en ekstra gang, og nogle af dem måske endda fik kaffen galt i halsen, da en flok aktivister pludselig løb ud på H. C. Andersens Boulevard. De spærrede vejen af og rullede en rød løber ud fra Rådhuspladsen, tværs over vejen og hen til hoveddøren i Industriens Hus.
Snart efter kunne man se Claus von Elling og Palle Bisgaard – 3F’s forhandlere – på løberen med retning mod den magtfulde arbejdsgiverorganisations hovedkvarter. Forhandlerne blev fulgt til dørs af en lang slange af røde faner, klapsalver, opmuntrende råb og piften.
– Det her er jo helt fantastisk, siger Dag Vilhelmsen, stilladsarbejder og formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920, til Arbejderen:
– Kan vi gøre det her, mens vi er glade, så skal arbejdsgiverne bare vente, til vi bliver sure.
På Rådhuspladsen har der efterhånden samlet sig en broget forsamling. Her er tømrere og elektrikere, VVS’ere, stilladsarbejdere og betonarbejdere side om side med murere og malere.
Bannere og påklædning afslører, at også sygeplejersker, lærere, pædagoger og andre offentligt ansatte er kommet for at bakke op om de privatansattes overenskomstforhandlinger.
Også den Polske Klub i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) melder sig klar i OK-kampen.
Vi er så klar
Jesper Skov er tømrer og næstformand i Landsbrancheklubben for Tømrere og Bygningssnedkere. Han tog tidlig morgen fra Aarhus sammen med 165 beton’ere, murere, gulvlæggere og andre håndværkere.
– Gad vide om det har været sjovt at sidde i glashuset (Industriens Hus, red.) og se på, hvad der skete udenfor. Arbejdsgiverne kan i hvert fald ikke være i tvivl om, at vi mener det seriøst denne gang. Vi er så klar til at gå hele vejen for vores krav om højere løn og ordentlige indsatser mod social dumping, siger han til Arbejderen.
Den østjyske tømrer var også med, da de faglige forhandlere i 2020 blev klappet ind til den første armlægning med byggeriets arbejdsgivere.
– I 2020 var det fedt. Den her gang er det sindssygt fedt. Der er en helt andet stemning og kampgejst. Trods silende regn, så er folk bare tændte. Jeg havde høje forventninger på vejen herover, og de er bestemt ikke blevet mindre efter det, jeg har oplevet i dag.
Jesper Skov var blandt talerne i et tæt spækket tre timers program. Han kom ind på kravet om en højere mindsteløn som et redskab i kampen mod den udbredte sociale dumping i byggebranchen og tilføjede så en pointe:
– Vi snakker om at hæve bunden. I den forbindelse skal vi også huske lærlingene. Når vi har det hårdt, og de udenlandske kollegaer har det hårdt, så skal vi tænke på, at tømrerlærlinge starter på cirka 68 kroner i timen. Lærlingelønnen er cirka en fjerdedel af det, svendene går på nu, så det er vigtigt, at vi får trukket lærlingenes løn med op.
Lønnen skal op
Bagtæppet for OK23 er den højeste inflation gennem 40 år, en energikrise og usikkerhed om den globale økonomi. Det benytter arbejdsgiverne som anledning til at mane til besindighed og til at advare om uhensigtsmæssige høje lønstigninger, som efter deres opfattelse blot vil forværre inflationen yderligere.
Den fortælling synes at prelle af som vand på en gås blandt deltagerne i torsdagens demo. De har bemærket, at de får mindre for pengene, at priserne på dagligvarer, varme, el og benzin er steget. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening var inflationen i 2022 så høj, at reallønnen faldt med mere end fem procent.
– Vi skal da som minimum have rettet op og sikret, at lønnen bliver inflationsdækket, mener Lasse Bertelsen.
Han er bestyrelsesmedlem i firmaklubben Saniva og bestyrelsesmedlem i Malernes Fællesklub Storkøbenhavn.
– Jeg er ikke i tvivl om, at lønspørgsmålet fylder ekstra meget denne gang, og jeg mener, at det er vigtigt, at mindstelønnen får et markant løft. Vi mærker alle, at priserne stiger, men det er dem med de laveste lønninger, der er hårdest ramt.
Social dumping
Byggebranchen er generelt udsat for massiv social dumping. På arbejdspladserne vrimler det med underbetalte, ofte udenlandske håndværkere, der i bedste fald spises af med fagenes mindsteløn, i værste fald lønninger langt under danske overenskomster og elendige arbejdsforhold.
– Malerfaget er et af dem, der er hårdest ramt af social dumping. Derfor kræver vi i lighed med andre fag en markant forhøjelse af mindstelønnen, siger Lasse Bertelsen.
I byggeriet generelt ligger gennemsnitslønnen på cirka 220 kroner i timen og mindstelønnen på cirka 130 kroner. Ved at hæve mindstelønnen kan man mindske forskellen på danskernes og de udenlandske arbejderes løn, og det bliver sværere for arbejdsgiverne at udnytte de udenlandske arbejdere som løntrykkere.
– Og så vil det være på sin plads med et løft af malernes prislister. Vi har ved flere overenskomstforhandlinger været omfattet af mæglingsskitser, og dér er prislisterne ikke indeholdt, så de halter gevaldigt.
– Det er mit indtryk, at der efterhånden har ophobet sig en del utilfredshed i byggefagene. Sidste gang skete der jo ingenting på grund af corona, og denne gang har vi inflationen og reallønsfaldet oveni. Så der er helt sikkert nogle ekstraordinære forventninger til forbedringer denne gang.
– Blandt malerne er der klart en vilje til at tage en slåskamp, slutter Lasse Bertelsen.
Gør klar til storkonflikt
Fra en maler til en murer, Emil Olsen. Han er formand for Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland, der i lang tid har varmet op til OK23.
Allerede i maj måned gennemførte klubben et optog gennem Aalborgs gader med kravet om nedsat arbejdstid og hævelse af mindstelønnen.
Det har arbejdsgiverne såmænd også rigeligt råd til. Det går nemlig strygende for arbejdsgiverne i byggebranchen, mener Emil Olsen.
Han henviser til en byggeanalyse fra Deloitte, der viser, at indtjeningen for entreprenørerne – trods corona og stigende materialepriser – er steget fra årligt 83.000 kroner pr. ansat i 2017 til 158.000 kroner pr. ansat årligt i 2021.
– De her forhandlinger står på skuldrene af 10-15 års overskud skabt af lønmodtagerne. Prisstigninger og udhuling af løn og pension rammer os, og nu skal vi have del i overskuddet, siger den nordjyske murersvend, der har taget turen til København sammen med godt 60 bygningsarbejdere og håndværkere fra 3F Aalborg.
Ud over en forventning om, at OK23 leverer på lønnen, så den sikres mod inflationen, og der tages hånd om mindstelønnen, så mener Emil Olsen også, at der skal leveres noget mod det alt for lange og tunge arbejdsliv, som ødelægger arbejderne i længden.
– Vi ved, at rammerne for de igangværende overenskomstforhandlinger kan få svært ved at levere på bygningsarbejdernes nødvendige og rimelige krav. Derfor er der ingen anden udvej end at bryde rammerne og gøre os klar til en storkonflikt om nødvendigt, lyder slutsalutten fra ham.
Pressemøde i tørvejr
Mens festen på Rådhuspladsen fortsatte, tog topforhandlere fra 3F og Dansk Industri imod pressen i Industriens Hus.
Niels Grøn er vicedirektør i Dansk Industri (DI) og forhandler på vegne af omkring 600 bygge- og anlægsvirksomheder i DI Byggeri. Han gjorde opmærksom på, at der denne gang er meget på spil, og sagde:
– Som I ved, er bagtæppet for forhandlingerne en helt særlig udfordrende økonomisk situation med høj inflation og tab af realløn i 2022 og en massiv usikkerhed omkring os.
Vicedirektøren signalerede hermed, at 3F’erne ikke skal stikke næsen op efter de helt store lønstigninger.
Claus von Elling, formand for 3F’s Byggegruppe og leder af bygningsarbejdernes forhandlinger, gjorde opmærksom på, at byggevirksomhederne “har buldret derudad” og tilsyneladende været helt upåvirkede af coronakrisen.
– I dag har hovedparten af mine medlemmer en legitim forventning om, at de også får et løft ved de her overenskomstforhandlinger i forhold til de udfordringer, de har med inflationen.
– Vores medlemmer er ramt af prisstigninger og kan se deres løn blive udhulet, og derfor er det rimeligt at kræve, at de får del i de store overskud, som arbejdsgiverne har fået gennem de sidste mange år, lød det fra Claus von Elling.
På pressemødet blev det tydeligt, at byggeriet står over for meget svære forhandlinger. På lønspørgsmålet er linjerne trukket skarpt op, og det samme er de på spørgsmålet om omfanget af social dumping i byggebranchen.
Igennem tre år har 3F og arbejdsgiverne forsøgt at afdække problemerne med social dumping, men de kan ikke blive enige om en endelig konklusion.
Byggegruppen i 3F har så selv lavet en analyse, der viser, at antallet af udenlandske bygningsarbejdere i løbet af de seneste 10 år er steget fra 10.000 til mere end 30.000. Analysen viser samtidig, at de udenlandske bygningsarbejdere i gennemsnit tjener 25 kroner mindre i timen end deres danske kollegaer, nogle gange meget mindre.
Niels Grøn anerkendte ganske vist, at der er udfordringer med “udvalgte grupper” af udenlandske håndværkere, der får en lavere løn end deres danske kollegaer.
– Men vi kan ikke genkende billedet af, at det er en udbredt problemstilling, sagde vicedirektøren.
Den udlægning var Claus von Elling ikke enig i. Han nævnte problemerne på flere af de store statslige byggepladser, hvor der stort set kun er ansat udenlandske bygningsarbejdere til lønninger langt under, hvad en dansk bygningsarbejder får. På de projekter spekulerer store udenlandske entreprenørfirmaer i at hyre lavtlønnede arbejdere fra for eksempel Italien og Rumænien for at holde udgifterne nede.
Et signal fra pressemødet er trængt ud på Rådhuspladsen til de efterhånden drivvåde demonstranter, nemlig at der denne gang er mindre fokus på kravet om højere mindsteløn, end der var ved OK20. Et forsøg på forklaring går på, at da alle oplever forringet købekraft, er der også et mere udbredt ønske om, at alle bliver løftet på lønnen.
Den udlægning kan Dag Vilhelmsen ikke genkende.
– Alle, jeg taler med, siger, at mindstelønnen skal hæves. Gennem en højere mindsteløn får vi både et bedre værn mod social dumping og løfter alle dem, der arbejder på dårlige vilkår. Jeg mener, at alle – både kassedamer og bygningsarbejdere – fortjener at få en ordentlig løn, der gør dem i stand til at leve et anstændigt liv.
– Mindstelønnen har brug for et gevaldigt løft, slår formanden for stilladsarbejderne i København fast.
Dag Vilhelmsen er sikker på, at de faglige forhandler vil gøre alt, hvad de kan.
– Med den her demonstration bør de ikke være i tvivl om, at vi står bag dem.
Vi har ventet i seks år
I en sort jakke med rygmærket 3F Esbjerg finder Arbejderen endnu en murer, Gert Kluver.
– Vi er 60 fra Esbjerg. 20 af dem er blandt andet havnearbejdere fra Esbjerg Transport. De har valgt at støtte os og vores forhandlere, nøjagtigt som vi var en flok bygningsarbejdere med, da transporten klappede deres forhandlere ind fredag i sidste uge, siger murersvenden og tilføjer:
– Jeg har også set flere offentligt ansatte – lærere, sygeplejersker og pædagoger – der har været med i dag for støtte op. Det er så fedt.
De forrige private overenskomstforhandlinger i 2020 endte brat for bygningsarbejdernes vedkommende. Forhandlingerne var overgået til Forligsinstitutionen, da corona lukkede landet ned. Bygningsarbejderne blev omfattet af et mæglingsforslag og stemte ja med 54 procent.
– Men vi skal også lige runde overenskomsten i 2017, hvor 77 procent stemte nej til et mæglingsforslag. Vi har ventet i seks år, så nu skal mindstelønnen have et markant løft, og der skal medlemsfordele ind i overenskomsten, mener Gert Kluver.
Han henviser til en underskriftsindsamling, som mere end 200 tillidsvalgte på tværs af byggefag, industri og andre brancher har tilsluttet sig. de foreslår en fond, hvor arbejdsgiverne indbetaler et beløb pr. præsteret arbejdstime for alle ansatte. Pengene fra fonden kan bruges til forskellige goder og tiltag, som kun kommer medlemmer og fællesskabet til gode.
Den esbjergensiske murer nævner også kravet om kædeansvar, som har været rejst i byggefagene i mange år. Kædeansvar kan bruges til at gøre en hovedentreprenør ansvarlig, hvis et firma, der udfører en underentreprise, underbetaler sine ansatte.
Gert Kluver slutter med ordene:
– Bygningarbejderne er klar til kamp.
Husk de unge
Blandt demonstranterne finder Arbejderen Louise Andreasen. Hun står i den ene ende af et banner med teksten: ‘Del profitten med dem som serverer pomfritten.’
– Jeg arbejder i 3F København, hvor vi har lavet en faglig klub for unge, der arbejder med fastfood. Det er et kæmpe stort område i København med omkring 50 forskellige fastfood-restauranter.
– Der er rigtig mange unge og endda også børn helt ned til 13-årsalderen, som har et fritidsjob hos eksempelvis McDonalds, Burger King eller Sunset, fortæller Louise Andreasen, der arbejder som organizer i fagforeningen.
Mange af dem, der arbejder i fastfood-branchen, ved ikke, at de arbejder under en overenskomst, eller hvad en fagforening er. Mange af dem kender heller ikke deres rettigheder, og det øger risikoen for, at de bliver udnyttet.
Det forsøger 3F København at råde bod på ved at organisere de unge fastfoodarbejdere og gøre dem aktive i fagforeningen.
– Klubben har indgivet syv krav til overenskomstforhandlingerne, så de har også indflydelse på deres egen overenskomst, som mange af dem jo arbejder under, siger Louise Andreasen og fortsætter:
– I dag viser vi, at vi er her, selvom dagen i dag jo ikke officielt har noget med overenskomsten i hotel- og restaurationsbranchen at gøre. Men vi skal huske, at de unge, der arbejder med fastfood, også skal have mere i løn. Der er jo mange af de unge, som går til 80 kroner i timen, og det beløb vil vi selvfølgelig gerne gøre højere.
De ansatte i fastfoodbranchen kræver en generel forhøjelse af lønnen. De arbejder tit, når alle andre har fri – eksempelvis jul og nytår – og derfor er en forhøjelse af tillæggene på mærkedage også blandt klubbens krav.
Og det er der råd til, mener Louise Andreasen:
– Flere fastfood-kæder, især McDonalds, har tjent rigtig gode penge under coronakrisen. Og på trods af den høje inflation i dag får medarbejderne ikke mere i løn, så fastfood-kæderne har tjent kassen under de her kriser. Så selvfølgelig har de råd til at give de unge og også de udenlandske arbejdere mere i løn.
– Fastfood-branchen skovler penge ind, så nu er det vores tur.
Klar til kamp?
Fra den mobile scene leder Jonas Andersen fra BJMF demonstranterne gennem dagens program. Han har ikke problemer med at få forsamlingens opmærksomhed.
– Kammerater, råber han.
– Nu er tiden kommet til, at vi skal have det, vi har krav på. Er I klar?
Sprøgsmålet bliver mødt med knyttede næver og et brølende: JA
Jonas Andersen introducerer de skiftende talere, der alle nævner kampen for højere løn og problemerne med social dumping i byggebranchen.
Således også Morten Rasmussen fra Aarhus. Han repræsenterer Landsklubben for Murer, Stenhugger og Stukkatørsvende og supplerer listen over vigtige overenskomsttemaer med kampen mod nedslidning:
– Vi vil ikke have yderligere fleksibilitet i arbejdstiden. Vi kan i forvejen ikke holde til at arbejde, til vi opnår ret til pension. Vi vil ikke arbejde, til vi er nedslidte. Vi skal ikke arbejde mere, tværtimod skal vi have nedsat arbejdstiden – både den daglige og ugentlige arbejdstid.
Morten Rasmussen kunne ikke dy sig for at kommentere på SVM-regeringens plan om afskaffelse af store bededag, og da slet ikke dens argument om at de penge, statens indkasserer årligt ved at sløjfe helligdagen, skal gå til øget oprustning og dansk deltagelse i krig.
– Vi vil ikke betale for oprustning ved at få inddraget en helligdag. Arbejderklassen har altid været imod krig og oprustning. Vi støtter fred og nedrustning.
Knasterne i byggeriet kan ende i konflikt
Byggeriet har tradition for at være et af de områder, hvor det er sværest at opnå en aftale, som arbejderne er tilfredse med.
Ved OK23 bliver det ikke nemmere, lyder vurderingerne fra flere arbejdsmarkedsforskere. Forskere ved Faos under Københavns Universitet vurderer ligefrem, at “risikoen for konflikt er højere end normalt.”
Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, er enig:
– Vi ligger klart i den høje ende i forhold til området, som jeg tror bliver sværere at nå et forlig på. Og det er fuldstændig set uafhængigt af inflationen og de usikre økonomiske prognoser på fremtiden, fordi parterne på byggeriets område altså bare har nogle uenigheder, som har vist sig historiske at være svære at finde nogen løsninger på, siger han til dr.dk.
At tyde ud fra torsdagens demonstration så er der helt sikkert lagt op til en hed omgang OK23 på byggeområdet. Får de cirka 57.000 ansatte i byggeriet ikke en overenskomst, som de kan stemme ja til, så er de klar til at gå i konflikt.
Byggebranchen er kendt for at være meget aktivistisk, og siden OK2017 er der blevet opbygget og udbygget et stærkt landsdækkende netværk, som meget hurtigt kan sætte nogle aktivister i omdrejninger for at sætte trumf bag kravene.
Tidsplanen
I alt skal godt 600.000 lønmodtagere have nye overenskomster. Ifølge tidsplanen for forhandlingerne i 2023 forventes der at ligge et industriforlig den 12. februar, hvorefter alle øvrige områder kan afslutte deres forhandlinger. En samlet mæglingsskitse, som sættes til urafstemning i de respektive fagforbund, forventes klar den 18. marts. Resultatet af afstemningen foreligger den 17. april.
Ender OK23 i en storkonflikt, vil det i så fald være første gang siden 1998. Da nedlagde 450.000 privatansatte arbejdet, men blev stoppet efter 11 dage med et lovindgreb af den socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussen-regering.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
