Inden OK23 gik i gang, var flere forbundsformænd fremme og forklare, at de lokale forhandlinger ude i virksomhederne ikke har givet tilstrækkelige lønforhøjelser i den forgangne overenskomstperiode.
Claus Jensen og Mads Andersen, henholdsvis formand og næstformand i CO-industri, advarede ligefrem om, at minimallønssystemet ikke fungerer. Man kan kun have systemet, “hvis begge parter er voksne nok til at administrere det,” sagde de i starten af januar til A4.
CO-industri repræsenterer cirka 230.000 ansatte i industrien. Som cirka 80 procent af alle ansatte på det private arbejdsmarked er de omfattet af minimallønssystemet, hvor mindstelønnen fastlægges i den centrale overenskomstaftale, mens lønnen i øvrigt forhandles på den enkelte arbejdsplads en gang om året i overenskomstperioden.
Mads Andersen og Claus Jensen forventer altså, at vores tillidsfolk kan forhandle sig frem til fire procent i 2023 og igen i 2024.
Benny Vinther Jensen, gruppeformand 3F Aalborgs Industrigruppe
Det tror jeg ikke på.
Søndag den 19. februar skrev Claus Jensen og Mads Andersen så ikke desto mindre under på et forlig med arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI), hvor de lægger op til, at den største del af lønstigningen de næste to år skal forhandles på den enkelte virksomhed.
– Alle får mindst fire procent mere med i lønposen, og det kommer vel at mærke oven i de lønstigninger, man aftaler ved forhandlingerne på virksomhederne, sagde Claus Jensen, der også er formand for Dansk Metal, da resultatet blev præsenteret ved et pressemøde.
Mads Andersen, der også er formand for 3F’s Industrigruppe, udtalte:
– Vi har en klar forventning om, at den tilbageholdenhed, vi har set de seneste år med den lokale løndannelse på virksomhederne, nu bliver stoppet.
CO-industriforhandlernes målsætning ved OK23 var at genoprette reallønnen.
“Lønmodtagerne er blevet hårdt ramt af den høje inflation. På kun ét år er reallønnen blevet sat 4 år tilbage. Det er helt uacceptabelt. Især når vi kan se, at virksomhederne ikke har holdt igen med deres egen polstring. Vi skal have indhentet den nedgang i reallønnen inden for få år,” skrev Claus Jensen på Facebook den 4. januar, samme dag som industriforhandlingerne blev skudt i gang.
Det indgåede industriforlig indeholder to procent lønstigning i år, når arbejdsgivernes pensionsindbetaling stiger med to procent, og lønmodtagernes falder med to procent. De sidste to procent kommer i 2024, hvor det er aftalt, at arbejdsgivernes indbetaling til fritvalgskontoen stiger fra syv til ni procent. Derudover stiger mindstelønnen 9 kroner i timen i perioden.
– En lønstigning på samlet fire procent i de to år, overenskomsten løber, er slet ikke tilstrækkeligt til at dække det reallønsfald, som folk har oplevet det seneste år, siger Benny Vinther Jensen, formand for Industrigruppen i 3F Aalborg, til Arbejderen.
– Mindstebetalingssatsen – den laveste løn, som ansatte i industrien kan modtage – stiger på to år med ni kroner i timen og kommer op på 136 kr.
– Fra 2023 skal arbejdsgiverne betale to procent mere og lønmodtagerne to procent mindre ind til pension.
– Tillidsrepræsentanterne får stærkere værktøjer til lokale lønforhandlinger.
– Fritvalgskontoen stiger fra syv til ni procent i 2024.
– Tillidsrepræsentanterne får bedre muligheder og flere rettigheder til at organisere.
– Barsel med fuld løn bliver forlænget med fire uger – fordelt på to uger til deling og to uger til den anden forælder.
– Fuld løn under deltagelse i selvvalgt uddannelse mod 85 procent i dag.
– Der bliver fremover ret til at udpege en uddannelsesrepræsentant på arbejdspladsen, der skal bistå tillidsrepræsentantens arbejde med uddannelse.
– Timelønnen til lærlinge stiger med otte kroner de kommende to år.
De to overenskomster, der er omfattet af forhandlingerne mellem Dansk Industri og CO-industri, er Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte og Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer. De to overenskomster gælder direkte for cirka 6.000 virksomheder og omfatter cirka 230.000 ansatte.
Han har meget svært ved at dele den forventning, som Claus Jensen og Mads Andersen har om, at reallønsfaldet indhentes lokalt:
– Claus og Mads siger, at de fire procent svarer til en tredjedel af lønstigningen i overenskomstperioden. Så forventer de altså, at vores tillidsfolk kan forhandle sig frem til fire procent i 2023 og igen i 2024. Det tror jeg ikke på.
Benny Vinther Jensen ser netop det at overlade til tillidsrepræsentanterne at hente reallønsfaldet hjem gennem lokalforhandlinger som en af de store faldgruber i industriforliget.
– Det kan godt være, at Claus Jensens medlemmer i Dansk Metal kan bruge manglen på faglærte håndværkere til at presse lønnen i vejret, og vi vil sikkert også have medlemmer, der kommer til at opleve pæne lønstigninger, og at reallønnen i nogen grad går i nul.
– Men vi har også bare rigtig mange, for eksempel på en elektronikfabrik, der ikke kommer til at gå ud med fire procent ekstra i år og fire procent igen næste år. Det vil være dem, der i forvejen ligger i bunden, som får det sværest. En lønstigning på to procent er jo lidt sjovere, hvis timelønnen ligger omkring 200 kroner, end hvis den er på 137, og en liter mælk er steget lige meget, uanset hvilken løn man har.
Formand for 3F i Esbjerg og leder af Industribranchen Bjarne Kirkeby er heller ikke overbevist om, at det går så nemt.
– Vi har fire store virksomheder hos os, hvor medlemmerne lige nu er på arbejdsfordeling, fordi der ikke er arbejde nok. Jeg nægter at tro, at der er ret mange, som kan hente fire procent oven i det, der nu er givet centralt. Hos Maersk, hvor det går strygende, skal de nok kunne hente noget, men der er andre, der går på røven for tiden, siger Bjarne Kirkeby.
Casper Lykke Dambro er 3F’er og tillidsrepræsentant for 11 kolleger ved SBS i Støvring. Firmaet producerer reservedele til biler og sælger til grossister. Han har fulgt lidt med på Facebook, hvor han opfatter, at de, der fremhæver forliget, nærmest kører kampagne for, hvor godt det er.
– Kigger man på de personer, der plæderer for et ja, så er det ikke dem, der ligger nederst på lønstigen. Det er snarere dem, der tjener 200 kroner i timen eller mere, siger Casper Lykke Dambro til Arbejderen.
Personligt er han ikke imponeret:
– I 2020 fik vi centralt seks procent over tre år. Nu får vi fire procent over to år i en tid med høj inflation. Jeg synes, de blæser det her forlig op til mere, end det er. Skal man tro dem, er det jo nærmest et guldæg, de har fået ud af forhandlingerne med DI. Men fakta er, at de fire procent, der er aftalt, ikke indhenter købekraften. Det er meget usikkert, hvad folk står med om to år.
Efter at have gennemlæst de 59 protokollater, der hører med til industriforliget, har Casper Lykke Dambro noteret sig, at arbejdsgiverne først begynder at indbetale to procent ekstra til pensionen den 1. juni og ikke den 1. marts, hvor overenskomsten ellers skal gælde fra.
– Det er bare endnu et eksempel på, at de forsøger at løbe om hjørner med os. Ingen ved, hvad der kommer ud af de to lokale forhandlinger, der ligger i overenskomstperioden. Derfor ved man jo ikke, om man er købt eller solgt, hvis man stemmer ja.
Mens alle er enige om, at købekraften har været udsat for det største fald i flere årtier, så er der flere bud på, hvad der skal til for at genoprette reallønnen. Las Olsen er cheføkonom i Danske Bank, og han har udtalt, at såfremt forventningerne til inflationen holder, så skal lønstigninger op på 4,3 til 4,4 procent om året i tre år.
Han støttes af kollegaen, cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank, der vurderer, at lønstigninger på over fire procent de næste tre år burde kunne holde lønmodtagernes skadesløse.
Medlemmerne af HK Privat har ligesom mange andre lønmodtagere oplevet en historisk reallønsnedgang og vanskeligheder med at forhandle lønstigninger lokalt:
– Vi har desværre set, at det har været alt for svært at hente nævneværdige lønstigninger hjem lokalt – på trods af høj produktivitet og god indtjening i virksomhederne, siger Simon Thøgern, formand for 60.000 medlemmer af HK Privat.
Han mener, at de samlede forhøjelser på fritvalg og pension retter op på noget af det tabte, men påpeger samtidig, at styrkelsen af den lokale løndannelse skal bane vejen for den sidste del:
– Denne her overenskomstfornyelse reagerer på det faktum, at den lokale løndannelse har være nødlidende. Nu skal der ske noget med de lokale lønforhandlinger, og det sætter denne her aftale skub i.
Erfaringerne fra 3F Aalborg viser, at de tillidsvalgte ikke har haft nemt ved at hente betragtelige lønstigninger hjem ved forhandlingerne med den enkelte arbejdsgiver. Trods økonomisk vækst og kæmpe overskud i mange virksomheder så har det siden overenskomstforhandlingerne i 2020 været meget svært at komme igennem med lønkrav lokalt. Selv på virksomheder med stærke klubber og høj organisering har det været op ad bakke, fortæller Benny Vinther Jensen.
Her mener han, at arbejdsgivernes indbetaling til fritvalgskontoen, som den ansatte kan bruge til mere i løn, pension eller fridage, spiller ind.
– I 2020 steg fritvalgskontoen med tre procent, og mange af vores tillidsfolk har siden oplevet, at det er blevet sværere at hente lønstigninger lokalt. Arbejdsgiverne henviser til, at de allerede har betalt til fritvalgskontoen.
– Derfor er det ikke svært at forestille sig, at arbejdsgiverne igen vil synge sangen om, at de allerede har betalt to procent til fritvalgskontoen, som de så lige trækker fra.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev industriforliget solgt fra forhandlernes side blandt andet med henvisning til det store spring fra fire til syv procent i arbejdsgivernes indbetaling til fritvalgskontoen. I 2020 blev følgende tekst skrevet ind i Industriens Overenskomst § 22 stk. 2 og i Industriens Funktionæroverenskomst § 3 stk. 3.: “Overenskomstparterne finder det naturligt, at man medregner eksempelvis de lønstigninger, der følger af eventuelle stigninger i Fritvalgs Lønkontoen i forbindelse med den individuelle lønvurdering.”
– At fritvalgskontoen nu stiger, vil helt sikkert påvirke de lokale lønforhandlinger negativt. De vil begrænse, hvad man kan få lokalt, udtalte Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet, på daværende tidspunkt til Arbejderen.
Siden 2020 har arbejdsgiverne således med overenskomsten i ryggen medregnet stigningen i fritvalgskontoen ved de lokale lønforhandlinger. Christian Lyhne Ibsen, der er lektor ved FAOS på Københavns Universitet, udtaler ifølge Fagbladet 3F, at det siden finanskrisen er blevet sværere at kradse penge ind lokalt.
Casper Lykke Dambro er blot én af de tillidsvalgte, der oplever at “blive kørt over lokalt”, fordi arbejdsgiveren reagerer på et lønkrav fra de ansatte ved at svare, at der allerede er indbetalt til fritvalgskontoen.
– Det er vildt frustrerende. Det er det samme hver gang. Der er altid en undskyldning for ikke at give noget, enten er der forsyningskrise, corona eller krig i Ukraine. Det er altid os på gulvet, der skal betale.
Han er skuffet over, at CO-industris forhandlere ikke har lyttet til baglandet.
– Jeg har været tillidsrepræsentant i mange år og deltaget i masser af møder og konferencer. Jeg ved, at det er blevet sagt til vores forhandlere, at de skulle tage så meget som muligt centralt den her gang. Det, synes jeg ikke, de har lyttet til, og det undrer mig, for de ved godt, at det er blevet sværere at hente gode resultater på mange arbejdspladser.
Som nævnt i indledningen mener Mads Andersen og Claus Jensen, at det er uholdbart med et system, hvor de lokale forhandlinger i bedste fald ender med småpenge, hvis de overhovedet bliver gennemført. OK23 vil nærmest være et spørgsmål om liv eller død over minimallønssystemet, og redningen kan være de nye redskaber, som det er lykkedes at få skrevet ind i industriforliget.
– Det er nok det, jeg er mest glad for og stolt af i hele aftalen, udtaler Mads Andersen til Fagbladet 3F.
Fremover skal tillidsrepræsentanterne have indblik i virksomhedens “produktivitet, konkurrenceevne, økonomiske situation, fremtidsudsigter, ordrebeholdning, markedssituation og produktionsforhold” – redskaber der ifølge Mads Andersen skal til for at fastholde modellen, hvor lønnen skal følge det enkelte firmas økonomiske situation.
– Det var helt afgørende for os at styrke tillidsrepræsentanterne denne gang. Og det var bestemt ikke nemt. Men det er på tide, at rygraden i den danske model, vores tillidsrepræsentanter, får flere rettigheder til både den lokale løndannelse og ved organiseringen af kollegerne, siger Mads Andersen.
Christian Lyhne Ibsen fra FAOS mener, at man med redskaberne forsøger at give tillidsfolkene “ammunition til deres argumenter.” Han siger til Fagbladet 3F:
– Hvis arbejdsgiverne bluffer og ikke vil ud med tallene, vil det her hjælpe tillidsfolkene til at få en bedre aftale. Nu bliver det sværere for arbejdsgiverne at sige, at de ikke kan give lønstigninger på grund af konkurrenceevnen, overskud eller omkostninger.
Casper Lykke Dambro er spændt på, om de redskaber reelt resulterer i bedre udbytte af lokalforhandlingerne. Han hører til typen, der vil se det, før han tror det.
– Jeg går jo ud fra, at en tillidsrepræsentant sætter sig ind i, hvordan det går, inden man begynder at forhandle på arbejdspladsen, men jeg ved også, at der er ledelser, som er dygtige til tal og kan vende regnskaberne, så de ser mindre gode ud, end de er. Så er spørgsmålet, om det vil gøre en forskel, at vi nu kan kræve indblik i de her informationer.
Den nordjyske tillidsrepræsentant minder om, at det er et tab for de sidste to år, der skal indhentes og den forringelse af købekraften, som inflationen i 2022 har resulteret i.
– Vi skal have mere ud af de lokale forhandlinger. Jeg er helt med på, at man kan finde virksomheder, der har det svært, men mange af dem vælter sig også i penge. Det kan ikke passe, at det altid er dem på gulvet, der skal betale.
Industriforliget er blevet godkendt i CO-industri’s centralledelse, der består af repræsentanter fra de ni medlemsforbund. Der ud over har blandt andre gruppebestyrelsen i 3F Industri, Dansk Metals hovedbestyrelse, Dansk Jernbaneforbunds hovedbestyrelse og HK Privats bestyrelse nikket ja til det indgåede forlig.
Overenskomstresultatet er imidlertid ikke vedtaget, før det har været til urafstemning blandt de berørte medlemmer.
Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst gælder direkte for 230.000 lønmodtagere på 6.000 industrivirksomheder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Jeg vil gerne minde om at de nuværende OK-forhandlinger skal ses i sammenhæng med EU´s politik, som betyder en overførsel af værdier fra arbejderklassen til overklassen.
Se de faktiske kendsgerninger; privatiseringer, højere pensionsalder, afskaffelse af efterlønnen, ingen kontrol med social dumping, færre fridage og længere arbejdstid. Det er EU i en nøddeskal!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
