En væbnet afkolonisering
Forholdene på erhvervsuddannelserne er elendige, de unge er mere stressede og ensomme end nogensinde før, de fagligt unge har udsigt til at kunne gå på pension, når de er langt over 70 år, EU’s mindsteløn sniger sig ind, og den danske model er mere truet end nogensinde før.
Det er nogle af de spørgsmål, der rører sig blandt den faglige ungdom op til folketingsvalget tirsdag den 1. november. Temaerne går igen blandt de fem fagligt aktive unge, som Arbejderen har talt med, og som hver især giver deres bud på, hvad ungdommen går op i, når de skal stemme.
Uddannelse er noget af det vigtigste, men handling savnes
For de unge fagligt aktive er forholdene på deres uddannelser noget af det vigtigste. Generelt har der været meget politisk fokus på erhvervsuddannelserne, efter at en gruppe unge fra forskellige ungdomsforbund lavede et borgerforslag kaldet Lærlingeoprøret. Flere af de unge savner dog, at politikerne sætter handling bag ordene, når det kommer til erhvervsuddannelserne.
Den 21-årige brolæggerlærling Toke Ulstrup fra Aarhus er formand for 3F Ungdom Midtjylland. Han mener, at hvis de unge på de akademiske uddannelser havde samme vilkår som dem på erhvervsskolerne, så ville de også råbe op. Han mener også, at der er en dobbeltstandard i forhold til, hvor villige politikerne er til at hjælpe unge på henholdsvis akademiske uddannelser og erhvervsuddannelser.
– Da DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Red.) talte om dårlig seksualundervisning, så tog det et øjeblik, og så havde undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil fundet en løsning på det, men når vi beder om investeringer i vores uddannelser, så kræver det et borgerforslag. Akademikerne ser ikke, hvorfor de skal skrive under, for det er jo ikke deres problem, siger Toke Ulstrup og fortsætter:
– Specielt op til valget spiller erhvervsuddannelserne en stor rolle, og så er det nemt at tage billeder med os unge og sige, at man har håndværkerne med, men det kræver jo også, at ens ord bliver afspejlet af ens handlinger og den politik, man fører.
Det kan Nick Petersen, formand for Dansk El-Forbunds Ungdom Østjylland og rejsemontør, nikke genkendende til.
– Alle politikerne siger, at der skal flere penge til erhvervsuddannelserne, men det er jo lidt tomgangssnak. Vi har savnet handling i mange år. Vi så jo, at der blev afsat en masse midler i “Danmark kan mere”-udspillet, men de er ikke blevet udmøntet i os, siger han til Arbejderen.
Et ønske om ikke at spille uddannelser ud mod hinanden
Formand for HK Ungdom Danmark Michelle Pedersen fortæller også, at uddannelse er noget af det vigtigste for de unge i HK Ungdom. Hun lægger dog vægt på, at de bedre forhold på erhvervsskolerne ikke skal ske på bekostning af de andre uddannelser.
– Mit indtryk er, at reelle investeringer i erhvervsuddannelserne betyder virkelig meget. For os må det bare ikke ske på bekostning af, at man tager penge fra kandidat-SU’en og flytter over. Vi mener stadig, at kandidat-SU’en er vigtig, så alle har mulighed for at tage en uddannelse og har nye uddannelsesmuligheder. Vi vil ikke spille uddannelserne ud mod hinanden. Det er vigtigt, at man står sammen om at forbedre uddannelserne på alle områder, siger Michelle Pedersen til Arbejderen.
Højere løn fylder for unge SOSU’er
I FOA Ungdom har man sympati med Lærlingeoprøret, selvom de ikke står med de samme problemer som mange andre erhvervsuddannelser. Forholdene på for eksempel SOSU-skolerne er nemlig, som det ser ud nu, upåklagelige, mener Mads Alslev Jürgensen fra FOA Ungdom. Her er det praktikperioden, der er problematisk.
– Vores skoler er topmoderne, men praktikforholdene for os er noget lort. Jeg kendte en pige, der blev sendt ud på et rehabiliteringscenter, og mange gange når hun mødte ind, var hun den eneste på arbejde plus en anden fastansat og syv mennesker fra et vikarkorps, der aldrig havde været der før. Hun stod lige pludselig med et ledelsesansvar, selvom hun kun var i sin tredje praktik. Det er blevet prioriteret politisk i forhold til uddannelsen, men vi er ikke blevet prioriteret på lønposen, siger han til Arbejderen.
For Mads Alslev Jürgensen er det helt klart, at den lave løn er noget, der fylder ekstremt meget for de unge. Han påpeger, at der er en væsentlig forskel på den startløn, du har som SOSU sammenlignet med den startløn, du har som ejendomsservicetekniker, som er en uddannelse af samme længde.
– Min startløn er på 26.000 kroner om måneden før skat. En uddannelse, der ligner vores, er ejendomsservicetekniker, hvor startlønnen er på 30.500, fortæller han.
Mads Alslev Jürgensen mener også, at den lave løn kan være en af forklaringerne på de lave søgstal på for eksempel SOSU-uddannelsen.
– Grunden til, at der ikke kan ansættes flere mennesker, er, fordi vores løn er så lav. Det er svært at hverve folk til et fag med så lav løn. Jeg kan ikke mere mærke de sidste overenskomstforhandlinger på min lønpose på grund af inflationen, siger han.
Den danske model skal bevares
For Michelle Pedersen, formand for HK Ungdom Danmark, er det også helt essentielt, at der bliver talt om kampen for den danske model i valgkampen.
– For os er det vigtigt at værne om den danske model. Vi skal ikke begynde at have de gule med ind til forhandlingsbordet, fordi de ikke er en fagforening, og vi skal støtte op om de gode principper, vi har i den her forhandlingsmodel. Den skal ikke dø ud. Vi skal også kæmpe imod, at der kommer en EU’s mindsteløn, fordi vi skal sørge for at have vores danske model, som vi ved virker, og som har virket i rigtig mange år, siger hun til Arbejderen.
Bygningssnedkeren Nicklas Stærke fra 3F Ungdom Midtjylland fortæller også, at det er et fokus, der fylder meget i hans afdeling.
– I min afdeling har vi været ude og tale meget om EU’s mindsteløn. Det fylder en hel del at få folk til at snakke om det. Konkret i forhold til det her valg er der jo ingen, der siger noget om mindstelønnen, så det er helt håbløst. Det fylder ret meget, at der er nogle partier, som vil fjerne Arne-pensionen og vil hæve pensionsalderen og sænke topskatten og alt det, for det går virkelig meget ud over alle, forklarer han.
Den stigende pensionsalder skræmmer de unge væk
En anden trussel mod fagbevægelsens tilkæmpede sejre er frygten for den stigende pensionsalder. Her fortæller formand for 3F Ungdom Midtjylland Toke Ulstrup, at den stigende pensionsalder er noget, der fylder ekstremt meget for de unge 3F’ere.
– Jeg er 21 år og er sygemeldt med en diskusprolaps i ryggen som brolæggerlærling, og jeg kan gå på pension om 54 år. Med Arne-pensionen er det så kun 51 år i gåseøjne, men det er fandme også lang tid, siger han til Arbejderen.
Toke Ulstrup fortæller også, at mange af hans venner og kolleger føler en form for afmagt og endda har været i tvivl om, hvorvidt de overhovedet skulle stemme.
– Flere af mine kollegaer og venner er i tvivl om, hvorvidt de skal stemme, fordi de bliver jo alligevel ikke lyttet til. Hvorfor skal vi det, når vi ikke har regeringer, der lytter? Vi har Socialdemokratiet med Arne-pensionen, men samtidig stiger pensionsalderen alligevel. Det er noget af det, jeg oplever, som giver store frustrationer. Vi bliver ikke hørt, vi har de hårdeste jobs, som generelt har den korteste levetid, fortæller han.
Mads Alslev Jürgensen oplever den samme tendens. Folk er ikke engagerede i valgkampen overhovedet.
– Selvfølgelig er folk i FOA Ungdom engagerede og folk i andre ungdomsfagforeninger, men privat er det helt almindelige medlem ikke særlig engageret. Der bliver heller ikke rigtig talt valgkamp på mit arbejde. Jeg tror, det har noget at gøre med inflationen og coronakrisen. Det virker som om, at folk har givet lidt op på politikerne. Vi er allesammen enige om, at vi ikke vil have blå blok tilbage, men vi har heller ikke meget tiltro til rød blok. Vi ved godt, at de kan love alt muligt, men at der i sidste ende ikke er økonomi til det, fortæller han.
Nick Petersen fra Dansk El-Forbunds Ungdom sidder også tit med en følelse af ikke at blive hørt.
– Man har ikke rigtig noget at skulle have sagt på en erhvervsuddannelse, fordi det er ikke et interessant emne, det er ikke et emne, der giver stemmer, siger han til Arbejderen.
Han mener dog også, at det er vigtigt at stemme, uanset hvor man sætter sit kryds.
Psykiatrien er udsultet
Nick Petersens indtryk er også, at psykiatrien fylder meget for de unge, når de skal stemme. Mads Alsev Jürgensen fra FOA Ungdom er til dels enig, men han mener også, at det burde fylde endnu mere. Han kritiserer politikerne for kun at ville snakke psykiatri, når der sker noget voldsomt som for eksempel skyderiet i Fields. Han fortæller, at i løbet af 2010’erne er otte medarbejdere blevet slået ihjel som følge af dårlige vilkår i psykiatrien, men at intet har ændret sig. Han mener, at det er fordi, der ikke er stemmer i de mennesker, der bruger psykiatrien.
– Der bliver ikke rigtig snakket om de punkter, hvor der ikke er særlig mange stemmer. Det er blandt andet uddannelserne, fordi de fleste er færdiguddannede og har faste jobs. Jeg arbejder for eksempel med misbrugere, og der er ikke stemmer i misbrugere. Misbrugere har heller ikke et netværk rigtigt, så der er ikke rigtig nogen, der snakker deres sag. Der er stemmer i ældre mennesker, børn og handicappede, og så er der stemmer i skattelettelser, men der er ikke stemmer i at gøre livet bedre for en misbruger, siger Mads Alslev Jürgensen.
Grundet det øgede fokus på unges trivsel mener Nick Petersen fra Dansk El-Forbunds Ungdom også, at der er flere unge i hans forbund, der går op i de psykiske arbejdsvilkår på arbejdspladsen, heriblandt også forskelsbehandling.
– Psykiske arbejdsvilkår på arbejdspladsen fylder meget for de unge i vores forbund. Hvis man er kvinde, kan man opleve at blive forskelsbehandlet, fordi man er kvinde. Man får for eksempel at vide, at man ikke skal tage de tunge løft. Det ved jeg, at rigtig mange ikke har det så godt med, siger han til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
