Flot indsats!
At 3F Kastrup lørdag måtte afvikle 1. maj under særlige omstændigheder på grund af corona forhindrede ikke fagforeningen i at uddele den traditionsrige Aktivprisen.
Det er bestyrelsen i 3F Kastrup, der hvert år beslutter, hvem der skal hædres med prisen, som er blevet uddelt hvert år siden 1996.
– Den interne aktivpris går til et mangeårigt medlem af bestyrelsen – nu afgået. En ildsjæl der har kæmpet igennem mere end et årti og altid har været der for sine kolleger, sagde Jane Larsen, afdelingens næstformand, da hun bad første prismodtager – Pia Kyhl – om at komme på scenen.
– Du har jo om nogen altid gået forrest og kæmpet for dine kollegaer. Du har en meget høj retfærdighedssans og har altid fulgt den. Du er ikke lige sådan at bide skeer med, forklarede Jane Larsen bestyrelsens motivation.
Pia Kyhl har i mere end 10 år været tillidsrepræsentant i Inflight Logistic og tidligere LSG. Coronakrisen ramte arbejdspladsen hårdt. Først blev alle hjemsendt og senere fyret på grund af mangel på arbejde.
– Pia får prisen for sit store og vedvarende arbejde for sine kolleger, og i særdeleshed fordi hun fortsætter indsatsen efter, at firmaet er lukket, og hun selv er videre i nyt job.
- Aktivprisen blev indstiftet i forbindelse med SID (nu 3F) Kastrup’s 100-års jubilæum i 1996.
- Prisen kan gives til “personer eller grupper, der aktivt arbejder for at sikre, forbedre eller beskrive livsvilkårene for almindelige arbejdere. Dette glæder både arbejdsmæssigt, kulturelt, miljømæssigt, uddannelsesmæssigt, historisk, videnskabeligt mv.
- Prisen består af et kontant beløb, et diplom, noget kunst og hæder og ære.
Den anden pris – den eksterne – gik til Louise Baltzarsen Herreholm for at gøre en helt ekstraordinær indsats til gavn for lokalsamfundet.
“Louise sætter handling bag holdningerne. Med empati og handlekraft gør hun en stor forskel for en masse børn og voksne. Værnemidler, julegaver og aktivitetstilbud – i samarbejde med Sundby Boldklub – er blot noget af det, Louise har skaffet og sat gang i,” lyder 3F Kastrups begrundelse for at give hende prisen.
“Men Louise prikker også til noget i vores velfærdssamfund. For der er mennesker, der har meget lidt at leve for. Det gør, at de udsatte børn kommer til at stå uden for fællesskabet, og det medvirker hun til at synliggøre og gøre noget konkret ved.”
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.