STARK bryder sympatikonflikt
Jeg er heldig at være født og opvokset i Danmark. Så heldige er det ikke alle, der er. Danmark er et dejligt land. Ingen tvivl om det.
Men jeg føler alligevel en vis uro, når jeg skuer ud over Danmark. Selvom jeg blot har boet her i samtlige af mine 35 leveår, så husker jeg en tid, hvor Danmark var mere og bedre, end det er i dag. Måske lidt venligere. Lidt mere åbent og orienteret mod omverdenen. Og langt mere omsorgsfuldt.
Det siger jeg, mens jeg godt ved, at ’Danmark aldrig har været rigere’, for det hører også jeg hele tiden den politiske magtelite sige. Men det er bare ikke den følelse, jeg går rundt med. For hvor bliver al den rigdom dog af?
Den er i hvert fald ikke til at se i de institutioner, vi alle sender vores børn i – tidligere og tidligere i deres liv – så vi kan passe de job, der gør ’Danmark endnu rigere’. Den findes heller ikke hos de skoler og de lærere, der har så stor en ære at forme og danne vores unge. Rigdommen tilflyder heller ikke vores sundhedssektor, hvor vilkår og løn nu er så forringede, at både læger og sygeplejersker flygter fra det.
Jeg finder heller ikke rigdommen i ældreplejen, hvor vi skal lade vores forældre hensygne i uskiftede bleer med udsigt til et ugentligt bad, så vi kan passe de jobs der. Jeg ser heller ikke rigdommen bugne i vores støtte til folk i hjemløshed, til de, der ikke kan arbejde, til de, der midlertidigt er uden for arbejde, eller til de, hvis knæ knirker og ryg værker og bare ønsker sig en lidt tidligere pension.
Forstår godt dem der har ondt
Jeg har også set, at det heller ikke er håb og psykisk trivsel, vores ungdom er blevet rigere på. Flere og flere unge har nu så ondt i sjælen, at en i forvejen fattiggjort psykiatri ikke kan følge med. Jeg forstår dem godt. Når jeg tænker over det liv, de unge har, så kan jeg godt forstå dem, der har ondt. For mig at se har det noget med tid at gøre.
Jeg tror, at mange unge helt ind i marv og ben og sjæl føler at have ubegribeligt travlt. Ikke bare med at blive ’færdige’, som det så sigende hedder, når en ung bliver klar til at arbejde for ’rigdommen’, men med at klare og tage på sig en uoverstigelig opgave: Udsigten til at hele deres eksistens vil udfolde sig i en civilisation, der rives fra hinanden med hvert slag af sekundviseren, tik-tok. Fordi det er de advarsler, der lyder fra både FN, forskere, universiteterne og lærerne. Jeg forstår godt, hvis det ikke just er ro og sjælefred, som de unge føler at være blevet rigere på.
Et kig ud over Danmark og ud i den verden, vi er en del af, viser tydeligere og tydeligere, hvor ret FN og de andre har. Det er nemlig heller ikke rent, pesticidfrit drikkevand, vi er blevet rigere på. Ej heller er det frisk, ren luft i vores lunger. Og det er heller ikke fri og vild natur eller en blomstrende og summende sund biodiversitet, vi er blevet rigere på. Is omkring polerne, regnskov i Amazonas og farverige koralrev bliver vi heller ikke rigere på. Og det er heller ikke geopolitisk sikkerhed, vi er blevet rigere på.
Derude i verden vælter opvarmningsforværrede katastrofer ned; rekordvarme og -tørke nu så nordligt som Italien, Spanien og Portugal, skovbrande overalt i verden mens konfliktniveauet evigt optrappes, senest med krig selv i Europa. Store mængder mennesker begynder at sætte sig i bevægelse – presset af at være blevet rigere på sult, tørst og konflikter.
Jeg håber, at nok af os – og hurtigt nok – vil komme til samme konklusion: At magteliten er en del af problemet – og ikke løsningen.
Jeg føler mere og stærkere – for hver dag der går – at det er de forkerte personer, der er blevet rigere – og de forkerte ting, vi er blevet rigere på. Jeg er kommet til den konklusion, at mit drømmescenarie er et andet end et ’Danmark, der aldrig har været rigere’. For når jeg kigger ud over Danmark og verden, så virker det ret ligegyldigt med al den rigdom, når den ikke investeres i det, der i virkeligheden betyder noget.
For jeg hører lægerne, sygeplejerskerne, lærerne og pædagogerne. Jeg hører fængselsbetjentene, jeg hører de minoriserede og folk på flugt herhjemme og i fjerne egne, og jeg hører de unge. Og jeg slog ørerne ud, da FN’s generalsekretær for to år siden sagde, at vi førte krig mod naturen. Og jeg læste med, da FN allerede tilbage i 2018 og igen her i 2022 understregede, at der er brug for gennemgribende forandringer af alle samfundets sektorer og massive investeringer i det fælles bedste. Hvis vi skal have en chance for at dæmme op for de allerværste konsekvenser af vores ødelæggelser.
Det er på høje tid at kæmpe for alt det, vi har kært. Derfor lancerer jeg og Frie Grønne nu et udspil, der for alvor sætter retning mod det, som FN beder alle verdens nationer om: En total og grundlæggende forandring af alle samfundets sektorer samt massive investeringer i det fælles bedste.
Stop for ødelæggelser
Udspillets 150 forslag har et overordnet sigte: At omfordele fra rovdrift og ødelæggelse til omsorg – for mennesker, kloden og naturen. Et væsentligt tema er, at det tager favntag med hovedårsagen til overskridelsen af nu 6 af de 9 planetære grænser: Danmarks (og Vestens) overforbrug af og overtræk på klodens og naturens ressourcer. Især med fokus på produktionen og forbruget i de sektorer, der forvolder den største skade – uden at bidrage nævneværdigt til det, der i virkeligheden betyder noget.
Det betyder for det første, at vi vil stoppe ødelæggende virksomhed. Værktøjet dertil er indførelsen af CO2-skat begyndende på 2.000 kroner per ton CO2, stigende indtil det ikke længere er muligt at drive forretning, der baserer sig på massive udledninger af drivhusgasser. CO2-skatten skal stige, indtil det hverken er muligt at drive privat forretning på at producere cement, på at flyve, på gigantiske infrastrukturprojekter eller på at producere de enorme mængder kød og mejeriprodukter, der står for et sted mellem 20 og 50 procent af Danmarks samlede CO2-udledninger.
Målet er, at den animalske produktion skal være reduceret med 95 procent i 2030 – til et niveau, hvor dyr indgår i et naturligt samspil med naturen og bidrager positivt til genopretningen af biodiversiteten. En primært plantebaseret kost vil frigøre store arealer, som skal lægges ud til fri og vild natur – som en lille tak til naturen for alt det, den giver os. Og gerne skal kunne fortsætte med at give os.
Det er klart, at dette stop for ødelæggende virksomhed vil betyde, at en masse mennesker skal finde noget andet at lave. Og det er da også et selvstændigt mål i sig selv. I den alvorlige situation vores civilisation, som vi kender den, befinder sig i, er det ikke en mulighed at arbejde med ødelæggelser, sagde Antonio Guterres til verdens unge for nylig.
Den grønne omstilling en fælles opgave
Til al held er omsorg en grundlæggende egenskab i de fleste mennesker – og stort set hele omsorgssektoren mangler hænder. Den sektor skal vi – endelig og på høje tid – investere massivt i. Det fortjener både de mennesker, der slider i en sektor tydeligt mærket af magtelitens ligegyldighed, samt de børn, unge med ondt i sjælen, syge og ældre, der især har brug for den.
Derudover skal vi investere massivt i en grøn og omsorgsfuld omlægning af vores trafik, byer og bygninger, hvilket vil skabe endnu flere jobs end de 290.000 årsværk frem mod 2030, som Dansk Energi anslår, den grønne omstilling vil kræve. Dette udgør en gigantisk omfordeling af arbejde fra ødelæggelse til omsorg. Det bliver ikke nemt, men det bliver nemmere end apatisk at bevidne samfundets fortsatte forfald.
Den grønne omstilling må ikke gøres til et individuelt problem, for det er en fælles opgave. Det er også derfor, at vi – for at skabe tryghed om omfordelingen af arbejde – vil oprette en permanent grøn jobgaranti, der sikrer, at alle har ret og adgang til et job og hverken bliver tvunget på overførselsindkomst eller ryger uden for arbejdsmarkedet. Vi skal bære hinanden igennem tumultariske tider, mens vi indretter arbejdsmarkedet til en bæredygtig fremtid.
Den sekundære motor udgøres af en CO2-skat direkte på vores forbrug. Danmarks træk på klodens og naturens ressourcer er så højt, at vi skulle bruge 4,2 jordkloder, hvis alle verdens lande var så ødsle som os. Ikke alene fører dansk forbrug til udledninger af drivhusgasser i andre lande, men det bidrager også med overskridelsen af andre af de planetære grænser, som for eksempel udryddelsen af dyrearter, rydning af skovarealer og forurening med kemikalier, plastic og tungmetaller.
Klimaambitioner og retfærdige samfund
Det tårnhøje forbrug er især samlet på en mindre og ekstremt rig gruppe danskere, og derfor skal den forbrugsbaserede CO2-skat afhænge af ens indkomstniveau. At bringe disse store, private formuer, der i forsvindende grad bidrager til det fælles bedste, ned tjener to formål: Dels at begrænse de riges rovdrift og ødelæggelser og dels for at muliggøre investeringer i det, der giver mening – uden at skabe inflation. Det vil vi sikre gennem en tårnhøj skat på formuer, boliggevinster samt en progressiv millionær- og arveskat.
Den politiske magtelite messer et fiktionært argument om, at den grønne omstilling vil gå ud over de dårligst stillede. Gule Veste, råber de advarende med henvisning til Frankrig. Men hvem, der skal bære det tungeste læs, afhænger af den førte politik. Det er derfor, at Frie Grønnes kompromisløse klimaambitioner hænger uløseligt sammen med en kamp for mere lige og retfærdige samfund.
Men magteliten har selvfølgelig ret så vidt, at en fortsættelse af deres kurs med skattelettelser og anden statsstøtte til olieselskaber, store forurenere og landbrug kombineret med udhuling af alt det, der betyder mest for vores velvære, er lig med at bede de dårligst stillede om at yde mest.
Det er ikke retfærdigt. Og retfærdighed både herhjemme og globalt er et centralt tema over de 150 forslag. Det er for eksempel derfor, at vi vil have et Danmark, der råder bod på den uretfærdighed, at det er os i Vesten, der har forvoldt den største skade på kloden og naturen, mens det samtidig er os, der i første omgang går fri af de værste konsekvenser og er bedst stillede til at overkomme dem. I en tid endnu, for klimakatastroferne kryber tættere og tættere på.
Derfor skal Danmark øge sin klimabistand og rent faktisk betale den med tilbagevirkende kraft og derudover allerede nu gå forrest med solid finansiering til de tab og skader, som det globale lider. Og det er også derfor, at vi foreslår at give FN-grupperingen af såkaldte ’vulnerable island states’ vetoret i forhold til danske finanslove. Flere af disse øer er ved at synke i vandet – helt bogstaveligt – og det er primært den politik, der føres i Vesten, der vil afgøre, om de mister alt – eller får lov at beholde fast grund under fødderne. Derfor skal de have medbestemmelse.
Et reelt billede af udfordringens størrelse
Over udspillets 70 sider gør vi det, som ingen andre partier er villige til. Og det er at give et reelt billede af udfordringens størrelse og de forandringer, der skal til for at slå en anden kurs end den, der har ført til stigende udledninger i samtlige af de 30 år, FN har kaldt på handling.
At de andre partier hellere pynter, skjuler og fortier skyldes, tror jeg, en vurdering af, at et reelt billede af både udfordringer og løsninger er uforeneligt med vælgernes opbakning – og dermed, at den politiske magtelite vil miste fløjlsbeklædte sæder i folketingssalen, hvis de siger det, som det er.
Frie Grønne har hverken råd til store analysebureauer eller fokusgrupper, der kan sættes til at få en pejling på, om det vi siger, skaffer vælgere. Men selv hvis vi havde, ville vi gøre, som vi gør nu: Sige det, som det er, så alle selv kan vurdere, hvad der er rigtigt for dem. Andet ville føles lusket.
Hverdagen på Christiansborg omgivet af partier, der ser magten som målet, understreger for mig en anden af FN’s pointer, når det kommer til ”krigsførelsen mod naturen”. Og det er, at magteliten er selve problemet. For alle de dystre forudsigelser om fremtiden, som lyder fra FN, er baseret på én ting: At den magtelite, der i mere end 30 år både herhjemme og globalt set har slået så grueligt fejl, får lov til at fortsætte med at sætte kursen, får lov til at fastholde deres status quo.
Det er for mig en smertelig erkendelse, at vi hverken kan få de 30 år tilbage, som magteliten har fået lov at spilde, de mange år, som Venstre sammen med kumpanerne i Konservative, Liberal Alliance og DF har spildt, eller de tre år, som den nuværende regering og Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har spildt.
Jeg håber, at nok af os – og hurtigt nok – vil komme til samme konklusion: At magteliten er en del af problemet – og ikke løsningen. Og enten bringe dem til at blive det – eller bryde fri af dem.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
