Genopblomstring af kvindehad
Byggeriets OK23-forlig leder tankerne tilbage til H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder.’
Murersvendenes Brancheklub Nordjylland har med stor interesse fulgt med i byggeriets overenskomstforhandlinger, som vi nu kender resultatet af.
Vi har som brancheklub været i gang med forberedelserne til disse overenskomstforhandlinger i over et år. Vi har deltaget i møder og på konferencer, hvor vi sammen med en masse andre gode folk har debatteret og udformet krav til rammerne om vores arbejdsliv.
Overenskomstforhandlingerne 2023 stod på skuldrene af 10-15 års rekordoverskud skabt af vores slid ude i virksomhederne.
Samtidig med at vores købekraft fra den igangværende overenskomstperiode er udhulet kraftigt med de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, som går hårdest ud over dem med de lave lønninger.
Det var det bagtæppe, vi gik til forhandlingerne på, og som var baggrunden for de krav, som vi med ret og rimelighed rejste. Vi havde som brancheklub to hovedkrav: Vi ville have mindstelønnen hævet markant. Og så ville vi have sat arbejdstiden ned for at modvirke den enorme nedslidning, som vi bygningsarbejdere er udsat for.
Der er altså en regning, der skal gøres op, hvis ikke man begynder at respektere demokratiet nedefra i langt højere grad.
Vi kender nu resultatet, som vi i brancheklubbens bestyrelse har gennemgået fra A til Z.
Det er for det første en overenskomstaftale med en masse hensigtserklæringer, som kræver enighed med arbejdsgiver lokalt for at få noget ud af dem.
Samtidig har vi noteret os, at byggeriets forhandlere er ude og kalde det for den mest solidariske aftale, de har været med til at lave.
I Murersvendenes Brancheklub Nordjylland anerkender vi, at der er et par ting, som taler til os. At arbejdsgiverne fremadrettet overtager lidt mere af pensionsindbetalingen, hilser vi velkomment. Men den samlede økonomiske pakke stiller vi os undrende overfor.
Det siges, at det er den mest solidariske aftale nogensinde. Hvis det er tilfældet, så forstår vi godt, hvorfor det halter gevaldigt med solidariteten ude i landet. De største stigninger lander hos akkordsvendene, som i forvejen tjener mest, hvor de mindste stigninger tilfalder dem udenfor akkorderne. Som så samtidig betaler mest i forhold til det nye protokollat om boligtillæg til nyankomne udenlandske kolleger.
Vi anerkender, at boligtillægget er et nyt værktøj i værktøjskassen, som det bliver spændende at følge effekten af.
Men vi er alvorligt bange for, at virksomhederne nemt kan finte sig ud af det nye tiltag, da tekstens formulering er svag.
At det skulle være solidarisk, at de lavest lønnede bygningsarbejdere skal betale mest for denne løsning, kan vi heller ikke få øje på.
Når vi konkluderer på resultatet, så har man gjort det modsatte af, hvad man blev sendt i byen med, nemlig at gøre spændet mellem top og bund i vores overenskomster mindre. Man har simpelthen formået at gøre det større.
At det er den mest solidariske aftale nogensinde, minder os derfor mest af alt om H.C. Andersens eventyr ‘Kejserens nye klæder.’
Vi kan konstatere, at mindstelønnen ikke er blevet hævet markant. For rigtig mange af byggeriets medlemmer, som ikke arbejder på akkord, er den økonomiske gevinst alt alt for ringe i forhold til den inflation, som vi har oplevet.
Ej heller er vi blevet imødekommet i tilfredsstillende grad på vores krav mod nedslidning. Som kronen på værket kompenseres vi slet ikke for det angreb på vores arbejdstid i form af afskaffelsen af store bededag, som var kendt for forhandlerne, inden man lavede en aftale.
Samtidig vil vi rejse en kritik af hele forløbet.
Vi vil simpelthen ikke finde os i, at de krav, som vi sender ind, og at alt det forberedelsesarbejde, vi laver, i så lidt grad, som er tilfældet, kan ses i overenskomstresultatet.
Der er altså en regning, der skal gøres op, hvis ikke man begynder at respektere demokratiet nedefra i langt højere grad. Det er at tage pis på alle os, som bliver bedt om at gøre overenskomstforhandlingerne levende. Når vi ikke har nogen reel indflydelse.
Murersvendenes Brancheklub Nordjylland står stadig solidarisk med de lavest lønnede og kan derfor ikke anbefale OK-forliget. Vi opfordrer vores kolleger til at stemme NEJ til forliget!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
