Jeg deler helt din vrede over udviklingen. Vi oplever hver eneste dag konsekvenserne af EU og særligt nu med krigen i Ukraine. Hovedparten af Danmarks indtægter skal bruges på krigen!
Vi nærmer os den 2. oktober. Årsdagen for den afstemning der beseglede Danmarks skæbne i 1972. Dagen efter var sorgens dag. De onde lo højt og triumferende. De gode græd. Jeg så og hørte begge dele.
Afstemningen foregik under trusler om alverdens ulykker. Det garanterede statsministeren, socialdemokraten Jens Otto Krag. Der var ikke meget godt at sige om EF.
Inden afstemningen hørte jeg selv Anker Jørgensen sige i et mindre forum i Fiolteatret, at han ikke vidste, hvad en union var. Det var et fremmedord, som nok ikke betød noget. Det var også ret ligegyldigt, mente han. Det vigtige var, at vi fik en nem og smart løsning på vores akutte økonomiske problemer.
Tænk på alt det, som EU har forhindret!
Og hvad er der sket i de 50 år siden? Sammenlign med 50-årene fra 1922 til 72. Dengang skete der virkelig fremskridt – socialt og politisk. Hvilke sociale fremskridt har EU bragt? Fagbevægelse, demokrati, tryghed og solidaritet i samfundet?
Vigtigst af alt: Tænk på alt det, som EU har forhindret! Den samfundsudvikling, der kunne have gjort noget effektivt for klimaet – den blev afsporet. Det er de største omkostninger ved EU: De spildte muligheder for demokratisk kontrol med produktion, import og fordeling af energi.
Afstemningen den 2. oktober 1972 var danskernes første skridt på den vej, der leder lige lukt i helvede, hvis ikke progressive, demokratiske kræfter forhindrer det. Jeg fejrer dagen med sørgebind om armen!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.