Boligaktionen/ GO globaloffice Analytics
Pseudo-analysens triumf over klassekampen: Hvordan det skandinaviske kulturliv afsporede arbejderbevægelsen
Af Kai Jensen
Den skandinaviske venstrefløj og de klassiske folkebevægelser står over for en eksistentiel krise. Det handler ikke om mangel på kampgejst, men om en systematisk, ideologisk afsporing.
Hvor der før var tale om en videnskabelig socialisme baseret på de reelle materielle produktionsforhold, domineres det offentlige rum i dag af et postmoderne, intersektionelt sprogspil.
En elitær alliance af svenske kulturpersonligheder, akademikere og professionelle NGO-aktivister har med succes kuppet de folkelige platforme. Gennem en aggressiv visuel overbranding har de forvandlet lokale kampe for boliger, velfærd og anti-imperialisme til kulisser for en importeret og moraliserende geopolitisk dagsorden.
Det er på høje tid med et dialektisk opgør med denne pseudo-analyse, der splitter arbejderklassen og lammer den nationale klassekamp.
Tvind-metoden i nye klæder: Moral som afledningsmanøvre
Dette fænomen er ikke nyt; det er en historisk revisionisme, vi har set før. I 1970’erne og 80’erne præsterede Tvind-bevægelsen en lignende kunst i Danmark og Sverige.
Ved at ophøje abstrakte ulandsprojekter i den tredje verden til den “eneste sande og moralske kamp”, lykkedes det Tvind at dræne den nationale arbejderklasse for tusindvis af unge, dedikerede aktivister.
Energien blev fjernet fra fabriksgulvet, fra overenskomstkampene og fra boligbevægelsen på Nørrebro eller i de danske og svenske forstæder.
I dag ser vi præcis samme dynamik gentaget i en endnu mere aggressiv form.
Det Stockholm-baserede netværk omkring Dror Feiler, organisationen Ship to Gaza og klima-ikonet Greta Thunberg opererer efter den nøjagtige samme formel.
Ved at italesætte en kompleks geopolitisk konflikt i Mellemøsten gennem et ultimativt, religiøst-politisk narrativ om “alles medvirken til folkemord”, har de skabt et psykologisk og moralsk skjold.
Dette lag af primært privilegerede akademikere og rige kulturfolk fra Stockholms dyreste velhaver-kvarterer har gjort moral til deres politiske valuta.
Men det er en dybt reaktionær valuta.
For når aktivisterne vender hjem til deres lukkede Palæstina-grupper, efterlader de den lokale klassebase svækket.
De formår aldrig at mobilisere en eneste buschauffør, sygeplejerske eller murer til den nære, hårde kamp mod inflation, velfærdsforringelser eller kapitalistisk boligudbytning.
Deres moralske storhedsvanvid fungerer i praksis som en undskyldning for at svigte deres egne naboer.
Den intersektionelle pseudo-analyse og KP’ernes syndefald
Som det for nylig er blevet slået fast i den dybdegående internationale analyse “Communists and the Palestinian Question” (Politsturm), lider store dele af den moderne venstrefløj – herunder svenske Proletaren (KP) og danske Arbejderen (KP) – under et teoretisk syndefald.
De har forladt Lenins fundamentale advarsel mod at støtte reaktionære klassers opstande under dække af “anti-imperialisme”. De har glemt, at Komintern allerede i 1920’erne udtrykkeligt krævede, at kommunister skal bekæmpe pan-islamisme, mullah-regimer og religiøs reaktion, fordi disse kræfter blot søger at styrke godsejernes og det lokale kapitals positioner på ryggen af masserne.
Når Thunberg/Feiler-alliancen gennemtvinger paroler som “Ingen klimaretfærdighed på besat område”, står vi over for en idealistisk og akademisk konstruktion.
Set med en materialistisk optik eksisterer der ingen kausal eller økonomisk sammenhæng mellem CO2-reduktion i Østersøregionen og grænsedragningen i Mellemøsten.
At påstå, at en skandinavisk arbejderkamp eller modstanden mod NATO skal betinges af en specifik geopolitisk positionering, er intellektuelt dovent.
Det handler om det, Politsturm kalder “opportunistisk halehængspolitik” (tailism). De skandinaviske KP’er har underlagt sig et borgerligt-nationalistisk narrativ og en akademisk mode-teori om “settler-colonialism” – en teori, der oprindeligt stammer fra vestlige borgerlige universiteter, og som fejlagtigt stempler hele den israelske arbejderklasse som én homogen, reaktionær masse.
Derved splittes den internationale proletariske solidaritet.
De agerer politiske parasitter på de etablerede, skandinaviske bevægelser.
De opsøger ikke fredsbevægelsen eller boligkampen for at bidrage konstruktivt, men for at tømme den for det oprindelige indhold og bruge vores logistik til at dække over deres egen totale mangel på folkelig arbejderforankring.
Almindelige skandinaviske arbejdere trækker sig i protest, fordi de nægter at være statister i denne visuelle kulisse af importerede symboler og sekterisk overbranding.
Helsingborg som vendepunkt: Klassekampen tager kontrollen tilbage
Men modstanden er begyndt. Ved den seneste fælles anti-NATO demonstration ved udenrigsministermødet i Helsingborg trak Kommunisterne og Boligaktionen en klar linje i sandet.
Modstanden mod NATO blev sat først. Gennem et ufravigeligt krav om fysisk adskillelse blev det geopolitiske segment placeret hundrede meter nede i geledderne med en striks klausul om kun ét flag.
Dette er ikke at splitte kampen – det er at redde den. Det er en dialektisk nødvendighed at fastholde en strukturel adskillelse af dagsordenerne, hvis vi skal beskytte de konkrete, nære kamppladser mod at drukne.
Vores kritik af dette netværk og partipressen handler imidlertid ikke om at skubbe unge, engagerede mennesker væk eller lukke døren for dem, der oprigtigt ønsker at ændre verden.
Tværtimod.
Men sand solidaritet bygges ikke på postmoderne moralisering, skyldnarrativer og lukkede ekkokamre; den bygges på et videnskabeligt, klasseanalytisk fundament.
Derfor er dette en direkte opfordring til aktivisterne i Palæstina-grupperne, i klimaorganisationerne og på venstrefløjens redaktioner: Læg pseudo-analysen på hylden, genopdag den videnskabelige klasseanalyse og kom ind i kampen med os andre på klassekampens reelle præmisser.
Hvis vi for alvor skal udfordre kapitalen, imperialismen og de lokale magthavere, må vi i fællesskab genopdage to grundlæggende principper for revolutionær organisering:
Masselinjen: Vi må gå ud til den brede skandinaviske arbejderklasse, lytte til deres materielle virkelighed og organisere os ud fra deres konkrete behov i boligkampen, mod velfærdsforringelser og på arbejdspladserne. Vi kan ikke diktere et importeret sprogspil oppefra og ned fra det stockholmske kulturliv. Vi skal tjene masserne, ikke belære dem.
Aktionsenheden: Vi kan og skal handle sammen i brede koalitioner. Men sand aktionsenhed kræver en ubetinget respekt for den enkelte aktions konkrete formål. Når vi samles mod NATO eller for billigere boliger, må særinteresser og eksterne symboler vige for det fælles mål, så aktionen forbliver folkelig, slagkraftig og tilgængelig for hele klassen.
Det er på disse præmisser – masselinjen og aktionsenheden – at vi inviterer jer med.
Kom ud af de sekteriske cirkler, smid de moraliserende narrativer og hjælp os med at bygge en bred arbejder- og folkebevægelse, der kan vinde reelle sejre for befolkningen her.
Kampen for en retfærdig verden starter på det materielle fundament, hvor arbejderklassen står.✊✨
Solidaritetsbåden Handala II er på vej mod Palæstina for at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Som en del af rejsen lå Handala II til ved havnen i Aarhus fra 5.-8. juli, hvor der var organiseret to dage med taler og musik. Den 6. juli holdt Christian Ulstrup fra Handala II’s Venner i Aarhus følgende velkomsttale.
Kære alle – velkommen til!
Jeg hedder Christian, er lokal Palæstina-aktivist og med i gruppen Handala II’s venner i Aarhus.
Og jeg har fået den ære at indlede dagen med at sige et par ord.
Jeg har frem til i dag tænkt meget over, hvordan jeg skulle gribe den opgave an.
For hvad er der egentlig tilbage at sige?
Der er blevet holdt utallige taler, skrevet et hav af indlæg – og alligevel står vi her. Over for en virkelighed der ikke lader sig beskrive.
Det, der nok har rystet mig – og mange andre – allermest, er omverdens manglende vilje og evne til at standse grusomhederne.
Det, der sker i Gaza, er så voldsomt, at sproget for længst er kommet til kort.
Og måske er det heller ikke flere ord, vi mangler.
Vi ved allerede, hvad der foregår. Vi har set det. Hørt det. Mærket det.
Det, vi mangler, er modet til at handle på den viden, vi allerede har.
Hvis noget repræsenterer mod og handling, så er det de skibe, der igen og igen sætter kurs mod Gaza for at bryde den blokade, der har isoleret mere end to millioner mennesker fra omverden.
To millioner mennesker der i dag lever under ubeskrivelige forhold.
Noget af det, der har chokeret mig, er ikke kun volden og det, der sker i Gaza.
For vi ved, at koloniale projekter gennem historien har set oprindelige folk som en hindring for deres mål. Og vi ved, at svaret alt for ofte har været: Fordrivelse, undertrykkelse eller udslettelse.
Det mønster genkender vi i Palæstina.
Zionismen, som udgør det ideologiske fundament for staten Israel, har fra begyndelsen betragtet den palæstinensiske befolkning som et problem. Som noget der stod i vejen for realiseringen af en jødisk stat i Palæstina.
Derfor kommer det, vi ser i dag, ikke som en overraskelse.
Det igangværende folkedrab er kulminationen på en koloniseringsproces, der har varet i hundrede år.
Nej, det, der nok har rystet mig – og mange andre – allermest, er omverdens manglende vilje og evne til at standse grusomhederne.
At vi blot lader det ske uden det mindste forsøg på at gribe ind, det forstår jeg simpelthen ikke.
Vi kan skælde nok så meget ud på israelerne og væmmes over deres handlinger.
Men vi bliver nødt til at spørge os selv, hvem er det, der gør det muligt for staten Israel at fordrive, udsulte og massemyrde den palæstinensiske befolkning?
Uanset hvordan vi end vender og drejer det, så må vi se i øjnene, at det er vores egne hjemlige magthavere, der faciliterer de ubeskrivelige forbrydelser i Palæstina.
Staten Israel er på mange punkter et stykke Europa, der med vold og magt er blevet placeret på palæstinensisk jord.
Og Europa er i dag – sammen med andre vestlige magter – dét, der gør det muligt for Israel at begå folkedrab.
Vores opgave – her i den vestlige verden – er at fratage Israel denne mulighed. Og det handler om, at vi stiller vores egne hjemlige magthavere til ansvar. Vi kan ikke fralægge os ansvaret ved alene at pege på Israel.
Det, der sker i Gaza, er ikke bare en skamplet på dét, der misvisende går under betegnelsen – den ”jødiske” stat.
Nej – det er en skamplet på os alle.
Og skampletten består ikke bare af israelernes ubeskrivelige brutalitet – skampletten er i allerhøjeste grad også affødt af den larmende tavshed, som vi oplever fra politikere, fra medier og fra dem, der burde stå til ansvar.
Og som vi ved, så er tavsheden ikke neutral. Tavshed er et valg.
Stilheden er fortvivlende og gør ondt – og jeg skal være ærlig og indrømme, at det til tider virker ganske håbløst at blive ved med at råbe ud i et tomrum.
Men jeg insisterer på, at midt i det dystopiske helvede, som Gaza udgør, er der lys.
Først og fremmest udgør den tapre palæstinensiske befolkning i sig selv et håb, i den forstand at de nægter at bøje sig – de nægter at forlade den jord, de har levet på i generationer. De kæmper fortsat for deres rettigheder og for deres land. Det folk fortjener vores dybeste respekt.
Skibet Handala II er også et lys og et håb.
Handala II er ikke bare et indholdsløst abstrakt symbol.
Nej, skibet er – sammen med alle de andre skibe – et konkret bevis på, at solidaritet kan omsættes til handling.
Det er håb – i sin mest håndgribelige form.
Midt i alt det umenneskelige, er det et tegn på, at menneskeligheden stadig lever.
Og tag ikke fejl, Handala II er ikke et velgørenhedsprojekt i rækken af mange – et forsøg på alene at levere humanitær bistand. Nej, Handala II er en politisk manifestation, en solidarisk handling, der vedkender sig det historiske ansvar, vi har som europæere.
Handala II er en påmindelse til os alle om det ansvar, der påhviler os.
Handala II vil senere i år, sammen med andre skibe, forsøge at bryde den israelske blokade.
Men der findes også andre blokader, der skal brydes.
En af dem er den informationsblokade, som vestlige massemedier har lagt om hele nyhedsformidlingen. Mediernes tavshed forhindrer befolkningen i at bliver tilstrækkeligt orienteret om grusomhederne i Palæstina.
Havde medierne gjort deres arbejde, er jeg ikke i tvivl om, at der vil lyde et ramaskrig, et ramaskrig der ville lægge et betydeligt folkeligt pres på de politiske beslutningstagere.
Det er ikke sket – ikke endnu i hvert fald.
Medier og magthavere har i uskøn forening valgt at tie og effektivt lukke ned for dækningen af folkedrabet. Ude af øje, ude af sind – ser ud til at være deres kyniske strategi.
Mens palæstinenserne bombes, fordrives og udsultes, så holdes befolkningerne i de vestlige lande bevidst og systematisk hen i uvished.
Når de beslutsomme og modige besætningsmedlemmer tager den direkte konfrontation med de israelske styrker i Middelhavet – og i bogstavelig forstand risikerer liv og lemmer – så er det vores opgave – vi der bliver tilbage – at engagere os i en anden slags konfrontation, der handler om at bryde den blokade og de falske fortællinger, hvis hensigt er at friholde magthaverne for ansvar.
Vores opgave er at sætte Gaza på den politiske dagsorden.
Vi skal blive ved med at tale om Palæstina – også selv om det i mange situationer virker upassende og ubekvemt.
Vores opgave er ganske enkelt at ødelægge den gode stemning og modarbejde den normalisering af folkedrab, som man med skam kan konstatere har vundet indpas i det danske samfund.
Den pro-israelske lobby forsøger systematisk – i samarbejde med medier, politikere, politi og domstole – at lukke ned for protesterne.
At kæmpe for Palæstina er ikke uden omkostninger.
Men vi må ikke lade os skræmme eller intimidere til tavshed.
Vi, der hører skrigene fra Gaza, må konstant minde os selv og hinanden om, at vi ikke vil tie. Vi vil ikke leve på en løgn.
Når magthaverne svigter, bliver ansvaret flyttet over på vores skuldre.
Så er det os – almindelige mennesker – der må handle.
Og intet er mere håndgribeligt end skibet Handala.
Så lad os i de kommende dage fejre det håb, som skibet Handala II repræsenterer, og lad os love hinanden, at når skib og besætning forlader Aarhus – og senere sejler mod Gaza – så fortsætter vi vores mobilisering, organisering og aktiviteter i forsøget på at råbe medier, politikere og den danske befolkning op og kræve, at den nuværende folkemorderiske kurs ændres.
Og hvis det skal lykkes, kære venner, så kræver det, at vi holder sammen og passer på hinanden.
Derfor: Lad jer ikke splitte!
Ingen må stå alene – og husk derfor at række ud til dem, der rammes af hetz og udskamning – eller som uretmæssigt sigtes, tiltales og dømmes.
Som afslutning vil jeg sige, at det, der betyder noget, er:
Ikke hvad vi føler.
Ikke hvad vi mener.
Men hvad vi gør.
For historien vil ikke spørge os,
hvad vi tænkte.
Den vil spørge os,
hvad vi gjorde,
mens det her stod på.
Om vi tav.
Eller om vi talte.
Om vi så væk.
Eller om vi handlede.
Handala II sejler.
Spørgsmålet er, om vi følger efter.
Ikke på havet,
men i modet.
I handlingen.
I ansvaret.
Så lad os tage det ansvar.
Lad os bryde tavsheden.
Og lad os – én gang for alle –
vise, at vi ikke er til salg,
ikke kan bringes til tavshed
og ikke accepterer uret.
Ikke i vores navn.
Aldrig i vores navn.
BRYD BLOKADEN!
BEFRI PALÆSTINA!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


