Topmøde i Ankara
Solidaritetsbåden Handala II er på vej mod Palæstina for at bryde Israels ulovlige blokade af Gaza. Som en del af rejsen lå Handala II til ved havnen i Aarhus fra 5.-8. juli, hvor der var organiseret to dage med taler og musik. Den 6. juli holdt Christian Ulstrup fra Handala II’s Venner i Aarhus følgende velkomsttale.
Kære alle – velkommen til
Jeg hedder Christian, er lokal Palæstina-aktivist og med i gruppen Handala II’s venner i Århus.
Og jeg har fået den ære at indlede dagen med at sige et par ord.
Jeg har frem til i dag tænkt meget over, hvordan jeg skulle gribe den opgave an?
For hvad er der egentlig tilbage at sige?
Der er blevet holdt utallige taler, skrevet et hav af indlæg – og alligevel står vi her. Over for en virkelighed, der ikke lader sig beskrive.
Det, der sker i Gaza, er så voldsomt, at sproget for længst er kommet til kort.
Og måske er det heller ikke flere ord, vi mangler.
Vi ved allerede, hvad der foregår.
Vi har set det. Hørt det. Mærket det.
Det, vi mangler, er modet til at handle på den viden, vi allerede har.
Hvis noget repræsenterer mod og handling, så er det de skibe, der igen og igen sætter kurs mod Gaza, for at bryde den blokade, der har isoleret mere end to millioner mennesker fra omverden.
To millioner mennesker, der i dag lever under ubeskrivelige forhold.
Noget af det, der har chokeret mig, er ikke kun volden og det, der sker i Gaza.
For vi ved, at koloniale projekter gennem historien har set oprindelige folk som en hindring for deres mål. Og vi ved, at svaret alt for ofte har været: fordrivelse, undertrykkelse eller udslettelse.
Det mønster genkender vi i Palæstina.
Zionismen, som udgør det ideologiske fundament for staten Israel, har fra begyndelsen betragtet den palæstinensiske befolkning som et problem. Som noget, der stod i vejen for realiseringen af en jødisk stat i Palæstina.
Derfor kommer det, vi ser i dag, ikke som en overraskelse.
Det igangværende folkedrab er kulminationen på en koloniseringsproces, der har varet i hundrede år.
Nej det, der nok har rystet mig – og mange andre – allermest, er omverdens manglende vilje og evne til at standse grusomhederne.
At vi blot lader det ske, uden det mindste forsøg på at gribe ind, det forstår jeg simpelthen ikke.
Vi kan skælde nok så meget ud på israelerne og væmmes over deres handlinger.
Men vi bliver nødt til at spørge os selv, hvem er det, der gør det muligt for staten Israel at fordrive, udsulte og massemyrde den palæstinensiske befolkning?
Uanset hvordan vi end vender og drejer det, så må vi se i øjnene, at det er vores egne hjemlige magthaver, der faciliterer de ubeskrivelige forbrydelser i Palæstina.
Staten Israel er på mange punkter et stykke Europa, der med vold og magt er blevet placeret på palæstinensisk jord.
Og Europa er i dag – sammen med andre vestlige magter – dét, der gør det muligt for Israel at begå folkedrab.
Vores opgave – her i den vestlige verden – er at fratage Israel denne mulighed. Og det handler om, at vi stiller vores egne hjemlige magthavere til ansvar. Vi kan ikke fralægge os ansvaret ved alene at pege på Israel.
Det, der sker i Gaza, er ikke bare en skamplet på dét, der misvisende går under betegnelsen – den ”jødiske” stat
Nej – det er en skamplet på os alle.
Og skampletten består ikke bare af israelernes ubeskrivelige brutalitet – skampletten er i allerhøjeste grad også affødt af den larmende tavshed, som vi oplever fra politikere, fra medier og fra dem, der burde stå til ansvar.
Og som vi ved, så er tavsheden ikke neutral. Tavshed er et valg.
Stilheden er fortvivlende og gør ondt – og jeg skal være ærlig og indrømme, at det til tider virker ganske håbløst at blive ved med at råbe ud i et tomrum.
Men jeg insisterer på, at midt i det dystopiske helvede, som Gaza udgør, er der lys.
Først og fremmest udgør den tapre palæstinensiske befolkning i sig selv et håb, i den forstand at de nægter at bøje sig – de nægter at forlade den jord, de har levet på i generationer. De kæmper fortsat for deres rettigheder og for deres land. Det folk fortjener vores dybeste respekt.
Skibet Handala II er også et lys og et håb.
Handala II er ikke bare et indholdsløst abstrakt symbol.
Nej, skibet er – sammen med alle de andre skibe – et konkret bevis på, at solidaritet kan omsættes til handling.
Det er håb – i sin mest håndgribelige form.
Midt i alt det umenneskelige, er det et tegn på, at menneskeligheden stadig lever.
Og tag ikke fejl, Handala II er ikke et velgørenhedsprojekt i rækken af mange – et forsøg på alene at levere humanitær bistand – Nej Handala II er en politisk manifestation, en solidarisk handling, der vedkender sig det historiske ansvar, vi har som europæere.
Handala II er en påmindelse til os alle, om det ansvar, der påhviler os.
Handala II vil senere i år, sammen med andre skibe, forsøge at bryde den israelske blokade.
Men der findes også andre blokader, der skal brydes.
En af dem, er den informations-blokade, som vestlige massemedier har lagt om hele nyhedsformidlingen. Mediernes tavshed forhindrer befolkning en i at bliver tilstrækkeligt orienteret om grusomhederne i Palæstina.
Havde medierne gjort deres arbejde, er jeg ikke i tvivl om, at der vil lyde et ramaskrig, et ramaskrig, der ville lægge et betydeligt folkeligt pres på de politiske beslutningstagere.
Det er ikke sket – ikke endnu i hvert fald.
Medier og magthavere har i uskøn forening valgt at tie og effektivt lukke ned for dækningen af folkedrabet. Ude af øje, ude af sind – ser ud til at være deres kyniske strategi.
Mens palæstinenserne bombes, fordrives og udsultes, så holdes befolkningerne i de vestlige lande bevidst og systematisk hen i uvished.
Når de beslutsomme og modige besætningsmedlemmer tager den direkte konfrontation med de israelske styrker i Middelhavet – og i bogstavelig forstand risikerer liv og lemmer – så er det vores opgave – vi der bliver tilbage – at engagere os i en anden slags konfrontation, der handler om at bryde den blokade og de falske fortællinger, hvis hensigt er at friholde magthaverne for ansvar.
Vores opgave er at sætte Gaza på den politiske dagsorden
Vi skal blive ved med at tale om Palæstina – også selvom det i mange situationer virker upassende og ubekvemt.
Vores opgave er ganske enkelt at ødelægge den gode stemning og modarbejde den normalisering af folkedrab, som man med skam kan konstatere har vundet indpas i det danske samfund.
Den pro-israelske lobby forsøger systematisk – i samarbejde med medier, politikere, politi og domstole – at lukke ned for protesterne.
At kæmpe for Palæstina er ikke uden omkostninger.
Men vi må ikke lade os skræmme eller intimidere til tavshed.
Vi, der hører skrigene fra Gaza, må konstant minder os selv og hinanden om, at vi ikke vil tie. Vi vil ikke leve på en løgn
Når magthaverne svigter, bliver ansvaret flyttet over på vores skuldre.
Så er det os – almindelige mennesker – der må handle.
Og intet er mere håndgribeligt end skibet Handala.
Så lad os i de kommende dage fejre det håb, som skibet Handala II repræsenterer og lad os love hinanden, at når skib og besætning forlader Århus – og senere sejler mod Gaza – så fortsætter vi vores mobilisering, organisering og aktiviteter i forøget på at råbe medier, politikere og den danske befolkning op og kræve, at den nuværende folkemorderiske kurs ændres.
Og hvis det skal lykkedes, kære venner, så kræver det, at vi holder sammen og passer på hinanden.
Derfor: Lad jer ikke splitte.
Ingen må stå alene – og husk derfor at række ud til dem der rammes af hetz og udskamning – eller som uretmæssigt sigtes, tiltales og dømmes.
Som afslutning vil jeg sige, at det, der betyder noget er
Ikke hvad vi føler.
Ikke hvad vi mener.
Men hvad vi gør.
For historien vil ikke spørge os,
hvad vi tænkte.
Den vil spørge os,
hvad vi gjorde,
mens det her stod på.
Om vi tav.
Eller om vi talte.
Om vi så væk.
Eller om vi handlede.
Handala II sejler.
Spørgsmålet er, om vi følger efter.
Ikke på havet
men i modet.
I handlingen.
I ansvaret.
Så lad os tage det ansvar.
Lad os bryde tavsheden.
Og lad os – én gang for alle –
vise, at vi ikke er til salg,
ikke kan bringes til tavshed,
og ikke accepterer uret.
Ikke i vores navn.
Aldrig i vores navn.
BRYD BLOKADEN
BEFRI PALÆSTINA
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
