Part 5
Boligaktionen/ GO globaloffice Analytics
Pseudo-analysens triumf over klassekampen: Hvordan det skandinaviske kulturliv afsporede arbejderbevægelsen
Af Kai Jensen
Den skandinaviske venstrefløj og de klassiske folkebevægelser står over for en eksistentiel krise. Det handler ikke om mangel på kampgejst, men om en systematisk, ideologisk afsporing.
Hvor der før var tale om en videnskabelig socialisme baseret på de reelle materielle produktionsforhold, domineres det offentlige rum i dag af et postmoderne, intersektionelt sprogspil.
En elitær alliance af svenske kulturpersonligheder, akademikere og professionelle NGO-aktivister har med succes kuppet de folkelige platforme. Gennem en aggressiv visuel overbranding har de forvandlet lokale kampe for boliger, velfærd og anti-imperialisme til kulisser for en importeret og moraliserende geopolitisk dagsorden.
Det er på høje tid med et dialektisk opgør med denne pseudo-analyse, der splitter arbejderklassen og lammer den nationale klassekamp.
Tvind-metoden i nye klæder: Moral som afledningsmanøvre
Dette fænomen er ikke nyt; det er en historisk revisionisme, vi har set før. I 1970’erne og 80’erne præsterede Tvind-bevægelsen en lignende kunst i Danmark og Sverige.
Ved at ophøje abstrakte ulandsprojekter i den tredje verden til den “eneste sande og moralske kamp”, lykkedes det Tvind at dræne den nationale arbejderklasse for tusindvis af unge, dedikerede aktivister.
Energien blev fjernet fra fabriksgulvet, fra overenskomstkampene og fra boligbevægelsen på Nørrebro eller i de danske og svenske forstæder.
I dag ser vi præcis samme dynamik gentaget i en endnu mere aggressiv form.
Det Stockholm-baserede netværk omkring Dror Feiler, organisationen Ship to Gaza og klima-ikonet Greta Thunberg opererer efter den nøjagtige samme formel.
Ved at italesætte en kompleks geopolitisk konflikt i Mellemøsten gennem et ultimativt, religiøst-politisk narrativ om “alles medvirken til folkemord”, har de skabt et psykologisk og moralsk skjold.
Dette lag af primært privilegerede akademikere og rige kulturfolk fra Stockholms dyreste velhaver-kvarterer har gjort moral til deres politiske valuta.
Men det er en dybt reaktionær valuta.
For når aktivisterne vender hjem til deres lukkede Palæstina-grupper, efterlader de den lokale klassebase svækket.
De formår aldrig at mobilisere en eneste buschauffør, sygeplejerske eller murer til den nære, hårde kamp mod inflation, velfærdsforringelser eller kapitalistisk boligudbytning.
Deres moralske storhedsvanvid fungerer i praksis som en undskyldning for at svigte deres egne naboer.
Den intersektionelle pseudo-analyse og KP’ernes syndefald
Som det for nylig er blevet slået fast i den dybdegående internationale analyse “Communists and the Palestinian Question” (Politsturm), lider store dele af den moderne venstrefløj – herunder svenske Proletaren (KP) og danske Arbejderen (KP) – under et teoretisk syndefald.
De har forladt Lenins fundamentale advarsel mod at støtte reaktionære klassers opstande under dække af “anti-imperialisme”. De har glemt, at Komintern allerede i 1920’erne udtrykkeligt krævede, at kommunister skal bekæmpe pan-islamisme, mullah-regimer og religiøs reaktion, fordi disse kræfter blot søger at styrke godsejernes og det lokale kapitals positioner på ryggen af masserne.
Når Thunberg/Feiler-alliancen gennemtvinger paroler som “Ingen klimaretfærdighed på besat område”, står vi over for en idealistisk og akademisk konstruktion.
Set med en materialistisk optik eksisterer der ingen kausal eller økonomisk sammenhæng mellem CO2-reduktion i Østersøregionen og grænsedragningen i Mellemøsten.
At påstå, at en skandinavisk arbejderkamp eller modstanden mod NATO skal betinges af en specifik geopolitisk positionering, er intellektuelt dovent.
Det handler om det, Politsturm kalder “opportunistisk halehængspolitik” (tailism). De skandinaviske KP’er har underlagt sig et borgerligt-nationalistisk narrativ og en akademisk mode-teori om “settler-colonialism” – en teori, der oprindeligt stammer fra vestlige borgerlige universiteter, og som fejlagtigt stempler hele den israelske arbejderklasse som én homogen, reaktionær masse.
Derved splittes den internationale proletariske solidaritet.
De agerer politiske parasitter på de etablerede, skandinaviske bevægelser.
De opsøger ikke fredsbevægelsen eller boligkampen for at bidrage konstruktivt, men for at tømme den for det oprindelige indhold og bruge vores logistik til at dække over deres egen totale mangel på folkelig arbejderforankring.
Almindelige skandinaviske arbejdere trækker sig i protest, fordi de nægter at være statister i denne visuelle kulisse af importerede symboler og sekterisk overbranding.
Helsingborg som vendepunkt: Klassekampen tager kontrollen tilbage
Men modstanden er begyndt. Ved den seneste fælles anti-NATO demonstration ved udenrigsministermødet i Helsingborg trak Kommunisterne og Boligaktionen en klar linje i sandet.
Modstanden mod NATO blev sat først. Gennem et ufravigeligt krav om fysisk adskillelse blev det geopolitiske segment placeret hundrede meter nede i geledderne med en striks klausul om kun ét flag.
Dette er ikke at splitte kampen – det er at redde den. Det er en dialektisk nødvendighed at fastholde en strukturel adskillelse af dagsordenerne, hvis vi skal beskytte de konkrete, nære kamppladser mod at drukne.
Vores kritik af dette netværk og partipressen handler imidlertid ikke om at skubbe unge, engagerede mennesker væk eller lukke døren for dem, der oprigtigt ønsker at ændre verden.
Tværtimod.
Men sand solidaritet bygges ikke på postmoderne moralisering, skyldnarrativer og lukkede ekkokamre; den bygges på et videnskabeligt, klasseanalytisk fundament.
Derfor er dette en direkte opfordring til aktivisterne i Palæstina-grupperne, i klimaorganisationerne og på venstrefløjens redaktioner: Læg pseudo-analysen på hylden, genopdag den videnskabelige klasseanalyse og kom ind i kampen med os andre på klassekampens reelle præmisser.
Hvis vi for alvor skal udfordre kapitalen, imperialismen og de lokale magthavere, må vi i fællesskab genopdage to grundlæggende principper for revolutionær organisering:
Masselinjen: Vi må gå ud til den brede skandinaviske arbejderklasse, lytte til deres materielle virkelighed og organisere os ud fra deres konkrete behov i boligkampen, mod velfærdsforringelser og på arbejdspladserne. Vi kan ikke diktere et importeret sprogspil oppefra og ned fra det stockholmske kulturliv. Vi skal tjene masserne, ikke belære dem.
Aktionsenheden: Vi kan og skal handle sammen i brede koalitioner. Men sand aktionsenhed kræver en ubetinget respekt for den enkelte aktions konkrete formål. Når vi samles mod NATO eller for billigere boliger, må særinteresser og eksterne symboler vige for det fælles mål, så aktionen forbliver folkelig, slagkraftig og tilgængelig for hele klassen.
Det er på disse præmisser – masselinjen og aktionsenheden – at vi inviterer jer med.
Kom ud af de sekteriske cirkler, smid de moraliserende narrativer og hjælp os med at bygge en bred arbejder- og folkebevægelse, der kan vinde reelle sejre for befolkningen her.
Kampen for en retfærdig verden starter på det materielle fundament, hvor arbejderklassen står.✊✨
