Usikkert arbejde
Oslo-aftalen af 1993 var en såkaldt køreplan for fred. Den skulle hen ad vejen munde ud i en palæstinensisk stat. Men planen var aldrig fra USA’s eller Israels side at danne en palæstinensisk stat. Planen var tværtimod at likvidere den palæstinensiske modstandsbevægelse og erstatte den med en pseudostatslig enhed, det såkaldte palæstinensiske selvstyre PA (Palestinian Authority).
I dag, 30 år senere, er selvstyret mere upopulært end nogensinde. Det skyldes især den såkaldte sikkerhedskoordineringsaftale mellem PA og Israel. Oslo-aftalen blev underskrevet af PLO-formand Yassir Arafat og Israels premierminister Yitzhak Rabin på plænen foran Det Hvide Hus i Washington den 12. september 1993 – under overværelse af præsident Clinton. Som ’belønning’ for Oslo-aftalen blev Arafat, Rabin og Israels udenrigsminister Simon Peres året efter tildelt Nobels fredspris.
Oslo-aftalen – en katastrofe
Med Oslo-aftalen opgav PLO (The Palestinian Liberation Organization) sit oprindelige krav om befrielsen af hele det historiske Palæstina og lod sig spise af med udsigten til en ministat på 23 procent af Palæstina. En stat der aldrig blev til noget.
Med Oslo-aftalen mistede PLO sin position som repræsentant for palæstinenserne i hele verden og blev ’erstattet’ af selvstyret PA, der kun repræsenterede palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Mens palæstinenserne i diasporaen (eksilet) og i Israel blev sat uden for indflydelse. Ifølge Khaled Barakat, palæstinensisk forfatter og aktivist, var Oslo-aftalen en katastrofe! Han uddyber: “‘Oslo’ smadrede den palæstinensiske modstandsbevægelse og erstattede den med NGO’er, styret af vestlige donorpenge”.
PA og sikkerhedskoordineringsaftalen med Israel
PA blev oprettet i 1994 under ledelse af Yassir Arafat og hans borgerlige parti Al Fatah. Mens den største venstrefløjsorganisation PFLP afviste at deltage i PA, så gik de mindre venstrefløjsgrupper som DFLP, PPP og Fida ind og påtog sig poster i PA (læs mere om grupperne i: “PFLP & Palæstina” – se note 1). Sikkerhedskoordineringsaftalen var – ifølge flere analytikere – selve selvstyrets raison d’etre, altså begrundelsen for oprettelsen af PA. Med sikkerhedskoordineringsaftalen forpligtede PA sig til at beskytte israelske jøder og zionistiske interesser mod palæstinensiske ’terrorister’, det vil sige frihedskæmpere, men ikke at beskytte palæstinensere imod zionistisk undertrykkelse.
Yassir Arafats efterfølger som selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, erklærede for nylig, at han ser sikkerhedsopgaven “som en hellig pligt”. Parallellen til Sydafrika er nærliggende. Her fik det hvide apartheidstyre sorte politifolk til at fange og dræbe sorte frihedskæmpere og kunne dermed spare hvide liv! I 2002 var det PA’s sikkerhedsstyrker, som lokkede PFLP-leder Ahmad Sa’adat i baghold, hvilket førte til hans arrestation i selvstyrefængsel i Jericho (hvor denne skribent besøgte ham), hvorfra han senere blev kidnappet til israelsk fængsel. I 2021 blev Nizar Banat, en kendt aktivist og kritiker af PA, fanget og banket ihjel af PA-sikkerhedsstyrker, hvilket fremkaldte vilde protester og førte til rasende demoer imod PA.
Oprøret på Vestbredden udstiller PA’s kollaboratørrolle
I mange år var Israels fokus rettet mod at nedkæmpe modstandsbevægelsen i Gaza, hvis befolkning overvejende er flygtninge og historisk de mest militante. Men i takt med at der på Vestbredden voksede væbnede modstandsbrigader frem, for eksempel Løvens Hule og Jenin-brigaden, bestående både af sekulære kræfter fra PFLP og Al Aqsa Martyrernes Brigader (kritiske Fatah-folk) og islamister fra Hamas og Islamisk Jihad, rettede Israel sit bosætterkoloniale blik mod Vestbreddens lejre og indledte en storm af angreb under navnet Breaking the Waves. Det skete i tæt samarbejde med de fascistiske bosættere som er nødvendige allierede for besættelsesmagten, og som har udført flere pogromer på Vestbredden.
Da Jenin-lejren skulle likvideres
Da besættelsesmagten den 2. juli invaderede Jenin-lejren, var det hensigten én gang for alle at smadre lejren, der historisk er den stærkeste modstandsbastion på Vestbredden. Trods droner og 3000 tropper lykkedes det ikke besættelsesmagten at udradere Jenin-modstanden. Men mange bygninger blev smadret, 12 palæstinensere dræbt og 4.000 drevet på flugt. Efter to dage trak besættelsestropperne sig ud. Israel fortsætter angrebene rundt omkring på Vestbredden, men i takt med øget zionistisk terror dannes nye palæstinensiske modstandsbrigader. Indtil slut august er 216 palæstinensere i indeværende år blevet dræbt på Vestbredden.
Det er især i forbindelse med Jenin-massakren, at PA’s rolle som Israels håndlanger er blevet udstillet. I stedet for at deltage i kampen imod besættelsesstyrkerne har PA’s sikkerhedstropper forsøgt at passivisere den palæstinensiske modstand og har indtil videre arresteret omkring 50, herunder brigadeledere, aktivister, journalister og studerende. Det har ført til flere demonstrationer vendt direkte imod PA og Mahmoud Abbas.
Som en plakattekst siger: Hvor var du under Jenin, Abbas? (Se tegning). Allerede tidligere på året, i marts måned, viste en opinionsundersøgelse fra pcpsr.org (no 87), at et voksende antal palæstinensere på Vestbredden og i Gaza støtter væbnet kamp. At 63 procent ønsker sikkerhedskoordineringsaftalen med Israel opsagt, og at stadig flere ønsker Abbas afsat.
Opløs selvstyret!
Den palæstinensiske revolutionære bevægelse Masar Badil (the Revolutionary Alternative Path) går ind for befrielsen af hele det historiske Palæstina – From the River to the Sea – og mener, at et skridt på vejen er at bekæmpe PA og ’Oslo-tilhængerne’. Masar Badil skrev for nylig: “PA frygter for sin eksistens på grund af den kraftige vækst i det palæstinensiske revolutionære miljø og i den væbnede modstand i byer som Jenin, Nablus, Jericho, Tulkarem og Jerusalem”.
1) PFLP & Palæstina. Ved Irene Clausen, 200 kroner. Kan købes i Solidaritetsbutikken, Griffenfeldsgade 41, Nørrebro.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
