Plejehjemsbeboerne på Soldraget 37 i Birkerød blev om morgenen torsdag den 12. september mødt af et noget anderledes syn, end de er vant til. Byggepladsen, som ligger ved siden af deres boliger, var nemlig fyldt med røde faner, bannere og faglige aktivister.
Aktivisterne mødte op klokken seks om morgenen, hvor de gik i gang med en blokade af pladsen, så ingen kunne komme ind og arbejde. Det gjorde de, fordi et murersjak på pladsen mangler over tre måneders løn, efter at deres mester gik konkurs.
Arbejderen har tidligere skrevet om den sag. Sjakket har nemlig en såkaldt omfangsaftale, som betyder, at de har retten til arbejdet, som mangler at blive udført. Derfor mener de, at hovedentreprenøren skal betale deres tilgodehavende løn, nu hvor mesteren er gået konkurs.
Sjakkets egen nedlæggelse af arbejdet har nu varet i 11 uger.
Én af de faglige aktivister, som er til stede på dagens aktion, er Viktor. Han fortæller til Arbejderen, at han står her, fordi han mener, at det ikke kan være rigtigt, at en hovedentreprenør kan hyre en mester med dårlig økonomi og så ikke betale, når de går konkurs.
– Det er et argument for, at vi skal have indført kædeansvar på byggepladserne. Situationen var ikke blevet så slem her, hvis man havde haft det. Derfor er jeg her for at udvise solidaritet med murersjakket, fordi det kun er gennem vores fællesskab, at vi kan ændre noget, siger han.
En kommunal bygherre
Lidt efter at de fagligt aktive har lukket pladsen af, dukker de første arbejdere fra pladsen op. De bliver stoppet, får en flyer om, hvorfor pladsen er lukket, og en kop kaffe fra aktivisterne.
De fleste af arbejderne har stor sympati med blokaden. De siger selv, at de har været i kontakt med murersjakket, og at de bakker op om, at de skal have deres løn.
Hovedentreprenøren på pladsen er virksomheden Adserballe og Knudsen (A og K), men selve bygherren på projektet er Rudersdal Kommune. Byggeriet er altså finansieret af offentlige penge.
Det er som om, at A og K gemmer sig og forsøger at udsulte sjakket, så de giver op. Derfor slår vi hårdt tilbage med en blokade, fordi vores branche kun er stærk, fordi vi arbejdere står sammen.
Viktor, fagligt aktiv
Det har fået byrådsmedlem for Enhedslisten i Rudersdal Kommune, Christoffer Emil Jexen, til at gå ind i sagen. Han fortæller, at han modtog en mail fra 3F, som forklarede sagen.
– Jeg har på den baggrund stillet nogle spørgsmål til forvaltningen, blandt andet, hvordan vi kan motivere A og K til at løse den her konflikt. Jeg mener jo helt klart, at vi skal have ordentlige forhold på byggepladser, hvor kommunen er bygherre, fortæller han til Arbejderen.
Svarene, han har fået fra forvaltningen, har været, at de ikke mener, at de skal blande sig i sagen yderligere. Forvaltningen mener, at der er styr på forholdene på pladsen. Dog mener Christoffer Emil Jexen, at hele sagen kalder på en evaluering af kommunens indkøbspolitik.
– Når vi laver udbud eller byggeprojekter, så bliver vi nødt til at være helt sikre på, at tingene foregår ordentligt. Vi har også tidligere arbejdet med at indføre nogle meget klare klausuler i vores udbud, men den her sag viser jo, at vi måske bliver nødt til at se på dem igen, understreger han.
Vil ikke forhandle løsning
Byggeledelsen dukker op til blokaden, hvorefter de forsvinder igen. De kommer først tilbage lidt efter, men denne gang har de politiet med sig.
Politiet beder aktivisterne om at ophæve blokaden af pladsen og fjerne de kæder med låse, som er blevet sat på indgangene. Ingen ved dog, hvor nøglerne til låsene er, og derfor kan det krav fra politiet ikke opfyldes.
Byggeledelsen vil ikke forhandle en løsning til selve blokaden. Men de faglige aktivister fortsætter med at prøve at få dem til forhandlingsbordet. Arbejderen spørger også byggeledelsen, om de har en kommentar til blokaden, men ingen vil udtale sig.
For Viktor, som har stået ved blokaden siden starten, er byggeledelsens modvilje mod at forhandle en løsning pinlig. Han påpeger, at murersjakket på pladsen har tilbudt flere forskellige løsninger. For eksempel at få en ny murermester ind, hvor der allerede har været et konkret tilbud.
– Det er som om, at A og K gemmer sig og forsøger at udsulte sjakket, så de giver op. Derfor slår vi hårdt tilbage med en blokade, fordi vores branche kun er stærk, fordi vi arbejdere står sammen, fortæller han.
Solidaritet fra kollegerne
Omkring klokken halv ti beslutter de fagligt aktive sig for at hæve blokaden. Selvom de ikke har fået en aftale, hvor murersjakket får deres løn, så har de lykkedes med at få A og K til at forholde sig til sagen og ikke ignorere den yderligere.
Blandt aktivisterne hører man dem fortælle, at de har vist, at de ikke lader sjakket stå alene i sagen. At de kan lukke hele pladsen, hvilket koster penge for A og K i arbejde, som går i stå, og at de også vil gøre det igen, hvis sjakket ikke får deres løn.
Én af murerne, som er i det omtalte sjak, er William Abildtrup. Han fortæller, at han ikke vidste noget om, at blokaden ville ske, da han mødte ind på pladsen tidligt om morgenen.
– Men det er helt vildt at mærke den solidaritet, som vores kollegaer viser os ved at stå her. Det kan jeg kun sige tak for på vegne af hele sjakket, siger han.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.