Åbent brev
Tak til Katrine Muff for at synge så smukt om frihed. Og tak til jer alle sammen for at synge med – også meget smukt. Giv lige Katrine og jer selv en kæmpe hånd. Jeg bad Katrine om at synge de sange, fordi jeg vil tale om netop frihed. Om hvordan vi skaber et mere frit land. Et mere frit samfund.
…
Forfatteren Martin Andersen Nexø voksede op her på øen. Og i sit hovedværk, Pelle Erobreren, beskriver han livet for de fattige landarbejdere på den tid.
Bogen beskriver, hvordan den lille Pelle sammen med sin Lassefar ankommer til øen med andre fattige svenske migranter og får ansættelse på et gods.
Hvordan landarbejderne må finde sig i ydmygelser, tæsk, fattigdom og afsavn.
Det bliver ikke bedre, efter at Pelle som ung rejser til København og får arbejde på fabrik. Samme elendige forhold. Samme ufrihed.
Det, som Martin Andersen Nexø så fint beskriver i sine bøger, er, hvordan friheden for dem i bunden aldrig var reel.
Formelt havde de jo frihed. Ingen tvang dem til at blive.
Men reelt var de jo ikke frie.
For hvis de skulle have mad på bordet, tag over hovedet, tøj på kroppen, var de nødt til at stå med hatten i hånden over for arbejdsgivere og godsejere.
Nexø viste, hvor hul friheden var, når det gjaldt det fattige flertal.
Men han viste også noget andet: Nemlig at når de små i samfundet står sammen, så kan de vinde deres frihed.
For Pelle bliver fagforeningsleder, og Nexø beskriver, hvordan arbejderne med strejker og faglig kamp tvinger arbejdsgiverne til at respektere dem i bunden som ligeværdige.
Og hvordan de ved at stå sammen vinder mere frihed. Frihed til at holde ferie. Frihed til et bo i betalbare boliger. Frihed til at uddanne sig.
…
Hvor mange af jer lever af at få løn for at arbejde – eller har gjort det?
Op med lappen!
Ja – det store flertal af os.
Og vi tænker nok ikke så meget over det til dagligt. Men meget af den frihed sådan nogle som os nyder i dag. At vi får rimelig løn og kan holde fri om lørdagen. At vi kan gå på barsel og snart holde sommerferie.
Alt det kan vi takke den virkelige verdens Pelle Erobrere for. Fagforeningsaktivister og tillidsfolk.
Alle de mennesker, der stadig i dag kæmper for at beskytte friheden for de mange mod magten fra de få.
Skal vi ikke give alle dem – alle jer en kæmpe stor hånd!
…
Selv om der er gået 100 år siden, Nexø skrev om Pelle. Så er hans budskab stadig lige så relevant: At reel frihed for de mange, det er noget, vi opnår sammen. Ikke hver for sig.
Derfor har jeg også længe undret mig over, at højrefløjen – og i de her år særligt Liberal Alliance – har formået at tage patent på frihedskampen.
Og har skabt en fortælling om at frihed og fællesskab er hinandens modsætninger.
At hvis bare samfundet blander sig mindre – så får vi alle sammen mere frihed.
Men det forholder sig i virkeligheden lige omvendt. Det er netop stærke fællesskaber, stærke samfund, der sikrer friheden for flertallet.
Prøv at tænke over det:
Det er vores fælles SU-system, der giver os friheden til at vælge den uddannelse, vi drømmer om – også hvis vi kommer fra hjem uden mange penge.
Vores fælles dagpengesystem giver os frihed til at sige op, hvis en arbejdsgiver behandler os urimeligt, fordi vi ved, vi har noget at leve af, mens vi finder et nyt job.
Det er vores ferielov, der giver os retten til at bruge nogle uger sammen med familie og venner – på det, der faktisk er vigtigt i livet – uanset om arbejdsgiveren synes, det er en god idé.
Så når højrefløjen påstår, at velfærdssamfundet er en møllesten om halsen på den individuelle frihed, så kunne de ikke tage mere fejl.
For ved I, hvad velfærdssamfundet i virkeligheden er?
Det er en vaskeægte frihedsmaskine!
…
Men friheden og velfærden er desværre under angreb. Og det er ikke bare fra den yderste højrefløj.
Det er desværre også fra Mette Frederiksens regering.
Når pensionsalderen sættes op, så fjerner det frihed fra flertallet af os. Til at nyde nogle gode år med børnebørnene mens vi stadig er raske og friske.
Når de prioriterer skattelettelser til de rigeste danskere frem for vores velfærd, så bliver friheden mindre for de fleste af os.
Og, venner – når de stjæler store bededag – så tager de i den mest bogstavelige forstand frihed og fritid fra os allesammen.
De siger det endda helt ærligt: At formålet med at afskaffe store bededag er at øge vores arbejdstid med 5000 årsværk.
Med andre ord: 5000 arbejdsår mindre frihed til danskerne. Det kan man sgu da kalde et frihedstyveri!
…
Heldigvis siger befolkningen fra.
I søndags fik regeringspartierne en kæberasler, de sent vil glemme.
Alle regeringens partier gik tilbage. Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 120 år.
Til gengæld fik venstrefløjen til venstre for socialdemokraterne 27 procent af stemmerne – det bedste resultat nogensinde for den danske venstrefløj. Det bedste resultat for venstrefløjen noget sted i Europa.
…
Mette Frederiksen kaldte det forleden et vink med en vognstang. Og jeg er helt enig.
Det var et vink med en vognstang, der fortalte, at befolkningen vil have en regering, der arbejder for et stærkt velfærdssamfund. En regering der stiller sig på almindelige menneskers side.
Og jeg er nødt til at sige, at efter den mistillidserklæring som regeringen modtog fra befolkningen i søndags, så synes jeg, at det mest ordentlige ville være at udskrive et folketingsvalg.
Så vi kan få en regering, der faktisk har befolkningens tillid og opbakning.
…
I Nexøs roman spørger den lille Pelle Lassefar til den ufrihed, han oplever omkring sig. Lasse svarer ham: “Somme er født til at byde, andre til at lyde”.
Altså at vi må leve med, at friheden er ulige fordelt. At nogle bestemmer, og andre makker ret.
Men det stiller Pelle Erobreren sig ikke tilfreds med. Og det stillede datidens arbejdere sig ikke tilfredse med.
De kæmpede for at gøre de magtløse magtfulde.
For at skabe frihed for de ufrie.
Den kamp skal vi stadig kæmpe.
Ikke alene. Ikke hver for sig. Men gennem sammenhold og samfund. Gennem stærke fællesskaber.
Rigtig godt folkemøde!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
