Høring på Arbejdermuseet 6. august
For et par dage siden læste jeg et debatindlæg på Arbejderen.dk. Det handlede om adgang til abort. “Livet er ikke altid livet værd”, var budskabet. “Både her i Danmark og i lande med krig og sult er der jo mennesker, hvis livsforløb er så dårlige, så de klart ville foretrække ikke at være blevet sat i verden”, argumenterede skribenten.
En iskold hånd klemte om mit hjerte. Argumentet er begyndt at dukke op her og der og allevegne. I kommentarsporet på sociale medier, i samtaler i bussen, i filosofiske debatter.
At tage et menneskes liv er det ultimative svigt.
Jeg deler til fulde bekymringen for mennesker, der lever i desperation rundt omkring i verden. Men at argumentere for døden som det middel, der skal bringe disse mennesker barmhjertighed og fred, er en kapitulation over for uretfærdigheden og et oprør mod alt det, vi har bygget den frie verden på.
Hvorfor kæmpe for menneskerettigheder, hvis vi kan hjælpe fattige, udsatte og forfulgte ud af deres lidelsesfyldte tilværelse ved at slå dem ihjel? Hvorfor beskytte de svage imod de stærke, når man nu helt kan fjerne disse ofre med en nænsom aflivning?
Nej. Vi skal ikke den vej. Vi skal kæmpe for det enkelte menneskes liv og plads i denne verden, fordi livet ubetinget tilhører den enkelte og ingen anden.
Det gælder også for det ufødte menneske.
Ingen kan beslutte på et andet menneskes vegne, at dets liv ikke er værd at leve. Barmhjertighed er at tage ansvar for hinanden. At elske den uelskede, at bringe den fattige på fode, at rykke lidt længere ind på bænken, så der bliver plads til én mere. At betale sin skat med glæde, når man kan se, at den rent faktisk går til at give familier med handicap tæt inde på livet den hjælp, de har brug for.
Når vi ser mennesker, der lider, så drives vi til at handle, men at tage et menneskes liv er det ultimative svigt. Vore medmenneskers nød forpligter os til at hjælpe og til at arbejde politisk for retfærdighed for alle mennesker.
Liver ér livet værd, fordi vi lever det sammen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
