Udtalelse
Én ting er, når vores politikere i regering, Folketing og kommuner i lovgivning og forvaltning fører ideologiske synspunkter ud i livet over for titusindvis af syge borgere i vores såkaldte beskæftigelsessystem og lader disse undergå en myndighedsmæssig behandling, der ikke understøttes af forskningsbaseret evidens.
Når socialpolitik bliver til beskæftigelsespolitik, hvor syge mennesker med konkrete sygdomsforhold bliver behandlet af jobcentre på baggrund af statsminister, tidligere beskæftigelsesminister, Mette Frederiksens ideologiske synspunkter om, at “… når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”, som hun udtalte i et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg i november 2011.
Hvor politikere fortsætter den førte beskæftigelsespolitik år efter år trods tusindvis af beretninger om syge, der bliver endnu mere syge på grund af den førte politik og forvaltningspraksis uden retssikkerhed og anerkendelse af deres helbredssituation og deres lægelige akter, og trods egentlige undersøgelser der dokumenterer dette, for eksempel Psykiatrifondens jobcenterundersøgelse fra 2019.
Det lyder i mine ører mest som ideologi, ikke som lægevidenskab, når de mener, at alle med psykiske lidelser kan og skal behandles ud fra samme opskrift.
Noget andet er, når også læger rundt omkring i vores sundhedssystem og i beskæftigelsessystemet medvirker til at mudre patienternes retssikkerhed med selvbestaltet ideologi.
Kendt er det, at der siden cirka 1990 har været en praksis om, at lægekonsulenter i jobcentrene, som i mange tilfælde har spillet en vigtig rolle i afgørelser af sager om sygedagpenge, fleksjob og førtidspension, ikke skal betragtes som værende underlagt lægeloven. Den lov blev i 2007 erstattet af autorisationsloven og regulerer, sammen med blandt andre sundhedsloven, lægers og andre sundhedsfaglige personers arbejde.
De mangeårige retssikkerhedsproblemer med lægekonsulenter gjorde, at Folketinget i forbindelse med reformen af førtidspension og fleksjob fra 2013 på nogle områder erstattede de kommunale lægekonsulenter med regionale lægekonsulenter, også kaldet sundhedskoordinatorer. Disse ændringer har dog ikke vist sig vidtrækkende nok til at sikre syge borgere retssikkerhed i en kommunal sagsbehandling.
Jeg har set, at der mange steder har hersket en uklar arbejdsdeling mellem medarbejdere, der er ansat under henholdsvis beskæftigelseslovgivningen og sundhedslovgivningen. Når for eksempel sagsbehandlere i jobcentret presser borgere til at lade sig “henvise” til Per Fink og andre af psykiaterne i regi af klinikkerne for funktionelle lidelser mod deres vilje, så er det ulovligt og til skade for borgerne. Sagsbehandlere har slet ikke kompetence til at henvise til sundhedsbehandling.
Hos Fink og co. kommer en masse patienter til kort i et system, som benytter “funktionelle lidelser” som en skraldespandsdiagnose. Når patienter først har fået denne ikke-diagnose, så lukkes mange af dørene inden for sundhedsvæsenet, og de kan blive nægtet fysiske undersøgelser af, hvad de fejler, hos andre dele af sundhedsvæsenet end de funktionelle læger. Dette skader tusindvis af syge. Nogle gange er det ovenikøbet praktiserende læger eller andre speciallæger, der egenhændigt henviser patienter til Per Fink og hans psykiatriske kolleger og dermed stiller deres patienter i et limbo.
Mindre kendt er nok behandlingsmæssige aktiviteter, som en række jobcentre selv orkestrerer i deres egne baglokaler. Fra københavnske jobcentre har man for eksempel igennem de senere år kunnet høre beretninger om misforstået brug af psykiatere og psykologer fra firmaer som PPclinic og Empano.
Eksempel på sammenblanding af roller: PPclinic
PPclinic er et eksempel på, at der ikke skelnes klart mellem at være patientens læge og patientens beskæftigelsesmyndighed.
Det er en landsdækkende psykologisk og psykiatrisk privatklinik med basis i København, Aarhus og Vejle, der ejes af LPAa Holding ApS, Karle Holding ApS og Helle Dybdahl ApS. Bag disse selskaber står henholdsvis de oprindelige to ejere siden 2002, speciallæge i psykiatri Lars Aakerlund og speciallæge i psykiatri, dr.med. Jesper Karle samt psykolog Helle Dybdahl.
De “samarbejder” med p.t. 21 jobcentre i Danmark “om beskæftigelsesrettede indsatser”, hvor de “blandt andet hjælper borgere tilbage i arbejde, laver vurderinger af arbejdsevnen og yder supervision og sagssparring til sagsbehandlere”, fremgår det af deres hjemmeside.
Deres sundhedsfaglige baggrund eller rådgivnings- og behandlingsprogram for klinikkerne er beskrevet i Lars Aakerlund og Jesper Karles bog Tag på arbejde – fra sygemelding til samarbejde fra 2016.
Hovedbudskabet i bogen og i PPclinic er, at langvarig sygemelding gør mennesker mere syge end raske, og at det derfor altid gælder om, at de syge kommer i arbejde hurtigst muligt. Forfatterne påstår, at mange praktiserende læger sygemelder deres patienter med psykiske lidelser i for lang tid og uden plan, og at disse læger nærmest bilder deres patienter ind, at de er mere syge, end de efter forfatternes opfattelse kan være.
Men der er “ingen (sociodemografisk, klinisk og så videre) karakteristik af gruppen og ej heller [nogen, red.] systematisk beskrivelse af den intervention, der var anvendt”, vurderer overlæge Margit Maltesen og ledende psykolog Torben Christensen i en anmeldelse af bogen i Ugeskrift for Læger, hvor de understreger bogens karakter af påstande snarere end videnskab.
Det er også min vigtigste skepsis over for PPclinic-konceptet: Det lyder i mine ører mest som ideologi, ikke som lægevidenskab, når de mener, at alle med psykiske lidelser kan og skal behandles ud fra samme opskrift. Der er ikke plads til nogen individuel vurdering, ikke plads til nogen differentiering mellem patienter med forskellige psykiske sygdomme, i forskellige livssituationer og så videre. Det er useriøst at udtale sig generaliserende om, hvad der er den rigtige behandling af alle patienter, der måtte frekventere deres klinikker.
Når de to herrer så samtidig skilter med, at deres kliniske fokus er at få eller fastholde patienterne i beskæftigelse for enhver pris; når de mener, at de syges interesser altid er de samme som beskæftigelsessystemets; og når disse klinikker har kontrakter med mange jobcentre, og medarbejderne bliver brugt som lægelige rådgivere og behandlere i jobcentrets regi – så ser jeg altså rødt.
Det her må betragtes som værende på linje med kvaksalveri! Behandlerne i regi af PPclinic er ikke alene patientens læge, men også jobcentrets og beskæftigelsessystemets mænd. Det er noget rod, og det er faktisk ikke i overensstemmelse med lovgivningens intentioner.
Kvaksalveri?
Ifølge sundhedsloven må kun autoriserede læger henvise til videre udredning og behandling i sundhedsvæsenet, og der er frit lægevalg i Danmark. Læger har også tavshedspligt og må ikke uden patientens samtykke videregive fortrolige oplysninger om patienten til for eksempel jobcentret. Derfor er den sammenblanding af interesser, som PPclinic praktiserer, dybt problematisk.
Hvad adskiller egentlig Lars Aakerlund og Jesper Karle såvel som øvrige mere eller mindre sundhedsfaglige aktører, som benyttes direkte i regi af jobcentrene, fra selvbestaltede helbredere fra Evangelist eller andre sekter, som vi fra officiel side vil karakterisere som kvaksalvere?
Ingen kan være uenig i, at det er godt, hvis sygemeldte får det bedre og hurtigt bliver i stand til at arbejde igen. Og der er da utvivlsomt nogle, der vil profitere af at vende tidligt tilbage til arbejdet oven på en sygemelding.
Men lægens primære fokus bør altid være hensynet til den enkelte patients ve og vel, balanceret op imod et rimeligt, sekundært hensyn til almenvellet. Det kan kun ske ved at vurdere den enkelte patient på hans eller hendes egne præmisser. Ideologiske synsninger om, hvordan og hvornår syge skal komme tilbage på arbejde, hører ingen steder hjemme under lægeligt prædikat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
